Under et loft på Frederiksberg sidder ph.d.-studerende Niels og skiller Finansministeriets regnemaskine ad

I en hvid herskabsvilla på Frederiksberg er en ph.d.-studerende gået i gang med, for første gang, at skille Finansministeriets berømte/berygtede regnemaskine fra hinanden.

Villaen tilhørte tidligere Den kongelige Porcelainsfabrik, men i 2004 købte Copenhagen Business School (CBS) den i forbindelse med, at fabrikken flyttede produktionen til Glostrup (et årti senere produceres det meste i Thailand).

Og i dag afslører et lille metalskilt på husmuren, at de fire etager huser CBS’ Department of Business and Politics’. Men hvor Den kongelige Porcelainsfabrik i sin tid stillede villaen til rådighed for fabrikkens direktører, stiller CBS den nu til rådighed for sine professorer, lektorer og ph.d.- studerende.

»Det er et meget hjemligt sted med køkken og køleskab,« siger den 32-årige ph.d.-studerende Niels Fuglsang, som det seneste år har haft kontor helt oppe under loftet i villaen.

Efter at være blevet færdiguddannet som cand.scient.pol. var Niels Fuglsang egentlig begyndt at arbejde for først Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet, siden på partikontoret på Vestre Voldgade og i en periode for partiets EU-parlamentarikere i Bruxelles, inden han opdagede, at politik stadig oftere bestemmes et helt andet sted og af andre end politikerne: Nemlig i Finansministeriets røde bygning ved Christiansborg Slotsplads, hvor embedsmændene og deres økonomiske modeller regner på konsekvenserne af politiske udspil og reformer.

Og disse beregningerne bestemmer, hvad der er råd til – og ikke råd til – og derfor politisk muligt. Hvilket som oftest falder ud til de borgerlige partiers fordel, ikke mindst fordi de såkaldte dynamiske effekter af det offentlige forbrug og investeringer ikke medtages i regnemodellerne.

»Økonomerne har invaderet det politiske handlerum med deres modeller,« siger Niels Fuglsang, som er støttet af tænketanken Cevea.

»Derfor er det afgørende at finde ud, hvad der ligger i de økonomiske modeller og altså inde i Finansministeriets regnemaskine. Hvad bestemmer regnemodellerne? Hvor stammer de fra? Hvordan har de ændret sig gennem tiden? Og kan man overhovedet lave den her sondring mellem økonomi og politik, som Finansministeriet ofte laver?«

Kampen om regnemaskinen

Diskussionen er ikke ny. Enhedslisten krævede hurtigt efter regeringsskiftet i 2011 et »kritisk serviceeftersyn« af den daværende SRSF-regerings økonomiske modeller med henvisning til, at denne ukritisk havde overtaget den tidligere VK-regerings.

Selvom Socialdemokratiets daværende formand cand.scient.pol. Helle Thorning-Schmidt inden folketingsvalget havde affærdiget de fleste økonomers kritik af Socialdemokraterne og SF’s økonomiske plan ’Fair Løsning’, fordi økonomi nok er en videnskab, »men ikke altid en eksakt videnskab«, så anfægtede regeringen ikke længere disses regnestykker.

Det var veldokumenteret, at en højere arbejdsstyrke fører til en »stort set tilsvarende« stigning i beskæftigelsen både over tid og på tværs af lande, lød det fra daværende finansminister Bjarne Corydon (S).

Men efter at De Økonomiske Råd, eller såkaldte vismænd, tidligere på året kritiserede Finansministeriets regnemodeller for at være »ubalancerede«, fordi disse favoriserer sænkning af skatter frem for investeringer i velfærdsstaten, pålagde et flertal i Folketingets finansudvalg uden om VLAK-regeringen kort før sommerferien finansminister Kristian Jensen (V) at rette op på denne ubalance.

Eller i hvert fald undersøge, om de dynamiske effekter af det offentlige forbrug og investeringer bør medtages i regnemodellerne.

Dynamiske effekter er kort fortalt reaktionerne hos forbrugere og virksomheder, når økonomiske rammebetingelser ændres, og i en såkaldt beretning pålægges Kristian Jensen at redegøre for, hvordan han vil sikre sig, »at de nævnte dynamiske effekter indarbejdes i finansministeriets regneprincipper og i økonomiske modeller som ADAM og DREAM«.

I givet fald vil det ikke blive første gang, at en finansminister opdaterer sin regnemaskine, afslører Niels Fuglsangs foreløbige forskning.

ADAMs fødsel

Den ældste og vigtigste af Finansministeriets regnemodeller ADAM, eller Annual Danish Aggregate Model, kom til verden i 1976 (siden er den suppleret af blandt andet DREAM, eller Danish Rational Economic Agents Model, der forvaltes af DREAM-gruppen, som er en uafhængig institution med det formål at foretage langsigtede analyser af dansk økonomi).

Finansministeriet havde selvfølgelig tidligere lagt planer for fremtiden – det første nationalbudget kom i 1947 (for året efter) – men ADAM var en såkaldt keynesiansk makroøkonomisk model for samfundsøkonomien, der kunne regne på de kortsigtede effekter af en øget efterspørgsel på produktionen og beskæftigelsen.

Men ikke bare det. Fra den dag af kunne politikerne ikke længere overhøre advarsler fra embedsmændene, hvis de ville dette, og blot »antage« at økonomien i stedet ville udvikle sig på en anden måde.

»Regnemodellerne er selvfølgelig også et redskab, som embedsmændene kan bruge til at sige, at sådan er virkeligheden,« siger Niels Fuglsang. »Så man kan se ADAM i en udvikling, hvor politikerne opfører sig uansvarligt, og derfor er der brug for autoritative regnestykker, man ikke kan skyde til side.«

Den næste mærkedag i ADAMs liv kom i 1989, hvor den daværende Schlüter-regering præsenterede »Danmarkshistoriens største politiske oplæg«. »Planen« – som den bare blev kaldt – blev hverken vedtaget eller førte til et genvalg af Schlüter og endte i stedet som en fodnote i historien.

Men Finansministeriet begyndte i forbindelse med Planen dels for første gang også at regne med dynamiske effekter af skattelettelser. Og dels kort efter at regne med, at såkaldte neoklassiske økonomer havde ret i, at det eneste, som på langt har betydning for produktionen og beskæftigelsen, ikke er en øget efterspørgsel på arbejdskraft, men udbuddet af denne.

Samtidig kritiserede Venstres daværende næstformand Anders Fogh Rasmussen i 1990’erne regnemodellerne for ikke at tage højde for værdien af at »afregulere markeder og øge folks incitamenter til at arbejde«. Ifølge den senere statsminister kunne politikere lige så godt skrotte regnemodellerne, fordi de stred imod »sund fornuft«.

Efter regeringsskiftet i 2001 introducerede Finansministeriet da også to faste regler om dynamiske effekter for henholdsvis overførselsindkomster og marginalskatter. Reglerne består i, at folk som følge af bedre incitamenter ændrer adfærd og arbejder mere, hvis der bliver større afstand mellem overførselsindkomst og arbejdsindkomst, eller hvis skatten på den sidst tjente krone bliver sat ned.

Regler som i 2006 og 2014 blev fulgt op med dynamiske effekter – om end begrænsede – for uddannelsesniveauet. Folk med en højere uddannelse har ganske vist en højere erhvervsdeltagelse, men da de også bruger mere tid på at tage uddannelsen, går den samlede effekt for samfundsøkonomien alligevel i nul.

Og endelig indførte Finansministeriet i 2010 en hurtigere såkaldt tilpasningstid for økonomien end hidtil. Resultat: Mennesker, der sættes ned i ydelse eller sættes ud af for eksempel dagpengesystemet, vil i regnemodellen hurtigere finde et job end tidligere.

ADAMs »borgerlige« liv

Danmarks Statistisk skriver i dag om ADAM, at »modellen repræsenterer den traditionelle syntese mellem keynesiansk og neoklassisk teori. Det vil sige, at produktionen og beskæftigelsen på kort sigt er bestemt af efterspørgslen og på lang sigt af udbuddet«.

En syntese som, ifølge Niels Fuglsang, dækker over, at regnemaskinen i kombination med de regneregler, Finansministeriet selv har indført siden regeringsskiftet i 2001, på sine gamle dage er blevet mere »borgerlig«.

Forandringen tilskriver den ph.d.-studerende en kombination af embedsmændenes og politikernes ønsker samt udviklingen i den økonomiske teori. Den såkaldte rygende pistol, der gennem årene har været skyld i forandringerne, leder han nu efter:

»Jeg siger ikke, at de er borgerlige i Finansministeriet, men embedsmændene lærer noget på universiteterne, som har en retning, og de økonomiske modeller har en retning. En politisk retning. Det er naivt at tro, at det er naturvidenskab. Det er nemlig en politisk beslutning at medtage bestemte sammenhænge i regnemodellerne,« siger Niels Fuglsang og fortsætter:

»I dag består logikken i at skabe gode økonomiske incitamenter, så folk gerne vil arbejde og producere mere. Og i denne logik er staten som regel en forhindring, fordi den via skatter, afgifter og regulering skaber dårlige incitamenter, der gør, at dovne Robert og venner bliver hjemme på sofaen frem for at tage McDonald's-uniformen på og komme i sving.«

Kristian Jensen: Vi er faktisk enige

Selv om Kristian Jensen faktisk har afsat 3,5 millioner til at opdatere ADAM med den nyeste viden om, hvor hurtigt et øget arbejdsudbud øger beskæftigelsen, så har han, og gør det stadig, afvist at medregne dynamiske effekter af offentlige investeringer og forbrug.

På det seneste samråd i Finansudvalget inden sommerferien ville finansministeren kun love et notat, som skal »grundigt redegøre« for, hvorfor hans embedsmænd så sjældent indregner disse dynamiske effekter. Ifølge Kristian Jensen mangler der ganske enkelt beviser for, at de eksisterer.

»Uanset, hvor hård retorikken har været på mødet, så ændrer det ikke ved, at vi faktisk er enige,« sagde finansministeren til de få fremmødte udvalgsmedlemmer, der denne dag var mødt op i det imposante mødelokale på Christiansborgs 2. sal.

»Vi er enige om, at hvis der er empirisk viden på et bestemt område – og her offentlige udgifter – der viser, at dette har en effekt på arbejdsudbuddet og altså dynamiske effekter, så bør dette medregnes. Så bør det medregnes! Spørgsmålet er bare, hvem der har ansvaret for at lave sådanne undersøgelser. Og der er det ikke for øjeblikket inden for Finansministeriets ressort og økonomiske muligheder at bestille rapporter, som kan lave noget så kompliceret.«

Kristian Jensens forklaring tilfredsstiller ikke kritikerne. Som Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted, konstaterede på samrådet: »Tyngdeloven var – og er – en virkelighed, uanset om Isaac Newton havde fået det faldende æble i hovedet eller ej.«

»Selvfølgelig skal to og to blive fire,« siger Niels Fuglsang.

»Men hvad vi regner på, og hvad vi skal tage højde for, er i høj grad et politisk spørgsmål, som ikke kun kan overlades til økonomer. Det kan godt være, at en lavere kontanthjælp får flere kontanthjælpsmodtagere i arbejde. Men der vil jo også ske nogle andre ting. Nogle vil bare blive fattige og komme ud i sociale problemer, misbrug og kriminalitet, som vil få negative effekter på økonomien. Men den sammenhæng findes ikke i modellen. Så den er kun en del af virkeligheden – ikke hele virkeligheden.«