Baggrund
Læsetid: 6 min.

’Når jeg ikke kan sove om natten, ved jeg, at jeg skal til at passe på’

Pædagog og debattør Rikke Smedegaard er ikke i tvivl om, at det gør en forskel, hvis man som fagperson involverer sig ekstra i børn, der har brug for det. Men man skal være forberedt på, at det kan give søvnløse nætter og tårer i øjnene
’Det er vigtigt at kende forskel på sine egne og barnets behov. Når jeg er tæt med børn, og de betror sig til mig, har jeg oplevet, at jeg føler mig som noget særligt. Og det skal man være opmærksom på og spørge sig selv, hvem det er, der har brug for relationen,’ siger Rikke Smedegaard, der har været pædagog i over 20 år.

’Det er vigtigt at kende forskel på sine egne og barnets behov. Når jeg er tæt med børn, og de betror sig til mig, har jeg oplevet, at jeg føler mig som noget særligt. Og det skal man være opmærksom på og spørge sig selv, hvem det er, der har brug for relationen,’ siger Rikke Smedegaard, der har været pædagog i over 20 år.

Jakob Dall

Indland
12. juli 2017

Drengen havde længe holdt sig tæt til Rikke Smedegaard. Han krøb op på skødet af hende, når han kunne komme til det. Indimellem ventede han på hende, til hun havde fri fra sit arbejde på skolen, så de kunne følges.

De fik en helt særlig fortrolighed, som gjorde, at han en dag turde fortælle Rikke Smedegaard om mishandling derhjemme.

Rikke Smedegaard gik straks til sin ledelse og tog kontakt til kommunen, og drengen og hans søskende blev senere fjernet og anbragt i familiepleje.

Da drengen fik at vide, at han ikke skulle hjem foreløbig igen, sagde han: ’Det er første gang, jeg har oplevet, at jeg kan stole på nogen.’

»Jeg glemmer aldrig det blik og de ord. Heller ikke den stærke reaktion fra ham i månederne efter han havde fortalt sine hemmeligheder. Det var ofte voldsomt. Jeg har grædt foran den dreng et par gange. Jeg siger ikke, det var det rigtige. Men sådan var det bare.«

Rikke Smedegaard Hansen har været pædagog i over 20 år. Hun er også debattør og har været medlem af den ekspertgruppe, som stod for regeringens inklusionseftersyn frem til 2016.

Hun har tidligere arbejdet som AKT-pædagog på en folkeskole i Slagelse og er nu ansat på en folkeskole i Nyborg. De tre bogstaver står for adfærd, kontakt og trivsel, og i princippet har hun fokus på trivslen blandt alle børnene i skolen.

»Men der er bare nogle børn, hvor man kan mærke, at det betyder noget ekstra, hvis man tør komme lidt tættere på,« siger hun.

Et postkort fra pædagogen

Spørgsmålet er så, hvor grænsen går? Hvor dybt kan man involvere sig, uden at man kommer til at skade sig selv eller barnet.

»Det første og vigtigste er at kende forskel på sine egne og barnets behov. Når jeg er tæt med børn, og de betror sig til mig, har jeg oplevet, at jeg føler mig som noget særligt. Og det skal man være opmærksom på og spørge sig selv, hvem det er, der har brug for relationen,« siger Rikke Smedegaard.

Men hun mener, at man som pædagog bliver nødt til at turde bruge sine egne erfaringer.

»Jeg fortæller ikke børnene om dybt personlige ting. Men jeg fortæller dem, at jeg også er et menneske. Jeg ved godt, hvordan det er at være ked af det og vred. Og jeg kan godt finde på at fortælle dem om episoder, hvor jeg har oplevet de følelser,« siger hun.

Og så gør hun små ting, som hun ved kan have stor betydning for børn og unge, der har det svært. Hun kan for eksempel finde på at sende et postkort hen over sommeren, så de ved, at hun tænker på dem.

»Sommerferien er lang, og jeg ved, at nogle børn indimellem spekulerer over, om jeg mon stadig er der efter ferien. Så skriver jeg bare nogle få ord: ’Jeg har været på ferie på Bornholm, og nu sidder jeg på altanen med mine katte. Jeg håber, du har det godt.’ På den måde fortæller jeg dem, at jeg stadig er der.«

Hun har også forbindelse til enkelte unge, som hun har arbejdet med tidligere i karrieren:

»Jeg arbejdede i en årrække i et netværk for unge, hvor flere af dem fandt mig på Facebook. Jeg accepterede deres venneanmodninger, så de nu kan se mine opdateringer, selv om opdateringerne er meget personlige. Og vi ses også fra tid til anden til en kop kaffe på en café. Men hvis jeg skulle holde kontakt med alle de børn, jeg har mødt gennem tiden, ville jeg være på arbejde konstant.«

For Rikke Smedegaard er det en vurdering fra situation til situation:

»Det handler meget om gehør, men jeg tænker mig også rigtig meget om. Før man giver lidt ekstra, skal man overveje, hvad man lover, og om man kan blive ved med at levere det.«

Søvnløse nætter

Indimellem er der dog også en indre stemme, der fortæller Rikke Smedegaard, at hun skal være opmærksom:

»Når jeg holder op med at sove om natten, så ved jeg, at jeg skal til at passe på. Men det er sjældent, fordi jeg har involveret mig for meget. Det er mere, hvis jeg har stået i situationer, hvor en ung tester mig og tænker: ’Nu kalder jeg hende en fed so, så vil hun nok ikke se mig igen.’ Det kan være hårdt.«

Men faktisk kan netop den slags oplevelser give hende endnu mere lyst til at give noget af sig selv:

»Når jeg ikke kan sove, har det ofte den modsatte effekt. At jeg bliver ved. For de vender altid tilbage. Det kan være med en papirskugle i nakken, eller at de råber af mig, men så har jeg chancen igen for at skabe kontakt. Det er først, hvis de ignorerer mig, at jeg for alvor har et problem.«

Drengen, som Rikke Smedegaard for nogle år siden fik en særlig fortrolighed til, forsvandt ud af hendes arbejdsliv, da han blev anbragt i familiepleje og skulle flytte skole. Da de sagde farvel til hinanden, spurgte han, om de kunne blive ved med at ses. Det var et svært øjeblik:

»Jeg gav ham nummeret til skolens kontor og sagde, at han skulle ringe dertil, hvis han havde brug for at tale med mig. Siden har jeg ikke set ham.«

»Jeg tænker på den dreng, hvis ikke hver dag, så i hvert fald meget ofte. Og jeg har flere gange overvejet, om jeg kunne tage kontakt til ham. Men jeg ved, at hvis jeg gør det, er jeg ikke længere på arbejde. Så er det mennesket Rikke, der handler, og så er jeg forpligtet til at være der i en helt anden grad. Og jeg kan naturligvis være i tvivl om, hvorvidt jeg kan leve op til de forventninger. Så det er ikke så ligetil.«

Angsten for at drukne

Hun oplever indimellem, at kolleger siger til hende, at hun skal passe på, at hun ikke involverer sig for meget.

»En ledelse har selvfølgelig fokus på, at man kan brænde ud, hvis man ikke holder distancen, og det er jo godt nok. De er også bekymrede for, hvem der skal tage sig af et barn, hvis der opstår en afhængighed af en pædagog, og man skifter job eller bliver langtidssygemeldt. Og derfor er det også vigtigt, hvis man får en tæt relation til et barn, at man bruger den relation til noget. Man skal være en bro til resten af verden og hjælpe med at brede barnets relationer ud, så de også får et godt forhold til andre voksne.«

Og ja, indimellem oplever hun, at arbejdet slider:

»Man kan have en fornemmelse af at være følelsesmæssigt spist, når man går hjem fra arbejde. Det går lige fra ’Jeg elsker dig’ til ’du er en dum kælling.’ Og det er da et hårdt følelsesmæssigt rum at være i, især hvis der ikke er adgang til supervision, eller hvis man som pædagog skal løbe for stærkt,« siger hun.

For nylig skrev hun et debatindlæg, der handlede om faren for at brænde ud, når man som pædagogikkens superhelt forsøger at være der for alt for mange børn på en gang:

»Kender du det? På vej hjem fra arbejde går det op for dig, at du igen ydede lidt for meget og glemte dig selv. Fordi nogen er afhængig af dig,« skrev hun.

Blogindlægget handlede om arbejdsforhold, men også om, at når man arbejder med mennesker, kan man ikke bare vende ryggen til.

»Det er også et etisk spørgsmål. For hvis et barn har valgt at være tryg ved mig, kan jeg jo ikke sige: ’Det kan jeg ikke holde til’. Hvis jeg skulle være professionel på den måde, ville jeg ikke kunne se mig selv i øjnene. En afvisning af et barn, der har brug for dig, svarer til at se en, der er ved at drukne, men vende ryggen til, fordi man er bange for at drukne selv.«

Serie

Systemets børn

Omkring en procent af de 0-17-årige børn er på en given dag anbragt uden for hjemmet. Sådan har det været de sidste 100 år. Men hvad sker der, når du bliver systemets barn, der er afhængig af omsorg og kærlighed fra mennesker, der er ansat til at tage sig af dig?

I en kronikserie fortæller tidligere anbragte unge i løbet af sommeren om deres opvækst, og Information går i en række artikler tæt på de dilemmaer, som opholdssteder, plejefamilier, sagsbehandlere og det danske velfærdssamfund står med, når de overtager ansvaret for barnets opvækst.

Seneste artikler

  • Ombudsmanden vil have styr på anbringelser af børn

    14. august 2017
    Ombudsmanden er gået ind i en række sager om manglende handleplaner for anbragte børn i de seneste år. Før sommerferien henvendte han sig til kommunerne og Social- og Børneministeriet om problemet. Hvis ikke det bliver løst, vil Ombudsmanden gå videre til Folketinget, som kan overveje sanktioner mod kommunerne
  • Forældre til anbragte får ikke den hjælp, de har ret til

    2. august 2017
    Selv om forældre til anbragte børn har haft ret til en støtteperson siden 2001, så blev der i 2015 blev kun tildelt en støtteperson i 16 procent af anbringelserne. Problemet er, at det ikke har nogen konsekvenser for kommunerne ikke at overholde loven, mener lektor i socialret
  • At anbringe børn er symptombehandling, hvis ikke familien får hjælp

    1. august 2017
    Ny forskning giver for første gang indblik i de opvækstvilkår, anbragte børn i danske plejefamilier har. Især støtten til familierne og de tidligere anbragte over 18 år halter bagefter, mener Inge Bryderup, der er professor i socialt arbejde på Aalborg Universitet og står bag undersøgelsen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Viggo Okholm

Meget kloge og menneskelige refleksioner. Tak for det, en debat kan det næsten ikke blive til, for selvindsigt og etik her er så tydelig og ikke frelst. P.S. Har været pædagog i børnehaver i 35 år og jo de "skæve" og "forsømte" var også en del. Kan tilføje at jeg er på face book i dag med ca 40 gamle børn.

Poul Sørensen

Dejligt livsbekræftende indlæg.
- Nogen gange når jeg høre engagerede mennesker, så tænker jeg; Hvad i de rammer som de har kan ændres, så det bliver nemere at være engageret og så der kunne blive flere. I den forbindelse håber jer at dem der har magt og læser artiklen også lægger mærke til, at Rikke Smedegaard slår til lyd for at en superviser måske kunne være en hjælp.

Niels Duus Nielsen og Rikke Smedegaard anbefalede denne kommentar
Rikke Smedegaard

Dejlige kommentarer. Tak for dem.
Jeg håber, at endnu flere lærere og pædagoger derude vil turde engagere sig mere. Men det kræver, at der er mulighed for at oparbejde en tryghed i personalegruppen, hvor der både er en accept af at være tæt med børn og unge, og samtidig mulighed for, og tillid nok de ansatte imellem, til at de kan drøfte de følelser, etiske og moralske dilemmaer, der opstår som følge af nærheden.

Viggo Okholm

kemien,tonen og beslutnings kompetencer er utroligt vigtige i en hver pædagogisk sammenhæng.
Skjulte dagsordener og enegang kan være ren gift, og taberne er de børn du her fortæller om Rikke.

Niels Duus Nielsen

Jeg husker noget, en børnehavepædagog, som jeg var kærester med, engang sagde: "Vi har allesammen et eller andet barn i børnehaven, som vi holder særligt meget af. Og der er næsten altid et eller barn, som ingen blandt personalet holder af. Udfordringen er at overvinde sig selv og også være noget for de børn, vi ikke rigtigt bryder os om".

Så det var et fast punkt på dagsordenen, når der var medarbejdermøder. Det var tilbage i firserne, da normeringerne var bedre. Denne udtalelse er grunden til, at jeg stadig holder rigtig meget af pædagoger.

Torsten Jacobsen, uffe bryld, Viggo Okholm og Rikke Smedegaard anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Niels Nielsen
Det bringer traumere tilbage fra mit halve år i den katolske børnehave. Jeg er sikker på, at nonnerne vuderede os i forhold til om vi en dag kunne blive fromme kristne eller vi vil ende som arbejdende for antikrists rødebrigader..... vi har helt klart delt op i guds børn og djævlebørn...

Jeg er meget berørt af af artiklen og kan genkende problematikken fra min egen arbejdsplads, som er ældreplejen. Jeg har tidligere arbejdet som pædagog i vuggestue og børnehave. Det var svært for mig ikke at knytte bånd til de børn, der var særligt udsat - og jeg fik ofte kommentaren:"Pas på dig selv!". Men jeg havde gode erfaringer med børn, der blev mere robuste, når de havde en voksen, de turde stole på. Jeg har en i mit nuværende arbejde, som jeg føler forandrer sig positivt i mit nærvær - det er løn i sig selv at få lov at opleve.