Læsetid: 10 min.

Det næstbedste hjem

I tre årtier har ægteparret Jórun Magnussen og Klaus Toke Madsen drevet et opholdssted i Hundested som et hjem. Her vokser de anbragte unge piger med kærlighed, kram og en hverdag som en familie
Jórun Magnussen er uddannet pædagog, psyko- og familieterapeut. Hun og manden Klaus Toke Madsen var først plejefamilie. Men da der kom stadig flere børn og unge til, konverterede de rødstensvillaen til et opholdssted. Det er knap 30 år siden, og i dag drives Home som en fond med ni ansatte og plads til syv anbragte unge piger i alderen 12 til 22.

Jórun Magnussen er uddannet pædagog, psyko- og familieterapeut. Hun og manden Klaus Toke Madsen var først plejefamilie. Men da der kom stadig flere børn og unge til, konverterede de rødstensvillaen til et opholdssted. Det er knap 30 år siden, og i dag drives Home som en fond med ni ansatte og plads til syv anbragte unge piger i alderen 12 til 22.

Jakob Dall

21. juli 2017

Når man åbner lågen i det rødmalede plankeværk, mødes man af en hidsig gøen. Villaens to hunde Berta og Robert, der hilser på i gårdhaven, er det første signal om, at ’Home’ i Hundested ikke er et helt almindeligt opholdssted. Det næste er de vævede tæpper på gulvene, planter i alle ledige hjørner, familiebilleder på kaminhylden og landskabsmalerier på væggene.

»Det her er ikke en institution. Det er et hjem. Og derfor har vi indrettet os, så det ligner de andre hjem i byen og er lige så hyggeligt at komme i,« siger Jórun Magnussen og tilføjer:

»Vi kalder Home for ’det næstbedste hjem.’ I respekt for, at når det ikke kan lade sig gøre at bo hjemme hos mor og far, er det her det næstbedste.«

Jórun Magnussen er uddannet pædagog, psyko- og familieterapeut. Hun og manden Klaus Toke Madsen var først plejefamilie. Men da der kom stadig flere børn og unge til, konverterede de rødstensvillaen til et opholdssted. Det er knap 30 år siden, og i dag drives Home som en fond med ni ansatte og plads til syv anbragte unge piger i alderen 12 til 22.

Morten Elis Jensen har været daglig leder på Home i 17 år, og har været med hele vejen siden opholdsstedets start for knap 30 år siden. At finde på konceptet var ligesom at spore en sav, fortæller han: ’Man føler sig lidt frem med tommelfingeren, til det føles rigtigt, så begynder man at save og så bliver man stille og roligt i den rille,’ siger han.

Jakob Dall

Jórun Magnussen er en lille, smilende kvinde, med bare tæer i sandalerne og en blød striksweater over skuldrene. Før ægteparret startede Home, arbejdede hun som pædagog på en almindelig døgninstitution. Allerede dengang udleverede hun sit private telefonnummer, tog børnene med hjem og behandlede dem i det hele taget, som om de var hendes egne unger.

»En dag da jeg kom på arbejde, sagde Gitte, en af pigerne på børnehjemmet: ’Hvorfor kommer du om onsdagen, når jeg har brug for dig om tirsdagen’. Det slog mig virkelig hårdt,« siger Jórun Magnussen.

For anbragte børn og unge, har brug for voksne, som altid er der for dem, forklarer hun. Ikke professionelle ansatte i vagtplaner:

»Det kan lyde brutalt, men indimellem mener jeg, at vi i institutionslivet er med til at videreføre det omsorgssvigt, som de unge har været udsat for,« siger Jórun Magnussen.

Frem for den typiske institutions faste regler, rutiner og vagtplaner, forsøger Home at indrette sig så tæt på et familieliv som muligt. Jórun Magnussen og hendes mand har for eksempel deres hjem på opholdsstedet. Og selv om de har deres egen stue og soveværelse i en del af huset, er døren aldrig låst.

»Der ligger en kalender i køkkenet, så man kan se, hvem der er på arbejde i dag. Men det hedder ikke, at man er på vagt,« siger den daglige leder gennem 17 år, Morten Elis Jensen.

Han og Jórun Magnussen var med på det seneste årsmøde i ’LOS – de private sociale tilbud’, hvor overskriften var ’Fra sted til virksomhed.’

»Og vi kiggede bare på hinanden og blev enige om, at vi ikke vil være en virksomhed. Vi vil være et sted. Et godt sted,« siger Morten Elis Jensen.

Fra vold til omsorg

På væggen i køkkenet hænger en målepind med mange streger og navne. Nogle let udtværede og falmede. Her er væksten hos mange unge gennem de seneste 30 år blevet markeret. Blandt andet Michalas.

Hun er 19 år og har boet på Home i tre år. I den periode er hun ikke alene blevet højere. Hun er også vokset psykisk.

»Mange opholdssteder er pæn og rene, men de er ikke hyggelige. Det er der her. Vi lever her og vi har lagt vores liv og sjæl i det,« siger Jórun Magnussen.

Jakob Dall

»Inden jeg kom, var jeg indlagt mange gange efter selvmordsforsøg og selvskade. Men her har jeg lært at passe bedre på mig selv,« siger Michala.

Hun er en smilende pige med stramme denimbukser og perfekt makeup. Hårfarven er lyserød. For tiden. Selv om hun er lidt genert og fumler lidt med sin fidgetspinner er hun veltalende og imødekommende.

»Men hvis du mødte mig på en dårlig dag, så ville jeg bare græde og ikke vide, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Og jeg bliver udmattet, hvis der sker for meget på en dag,« siger hun.

For anbragte unge kan det være altafgørende, hvis de møder en voksen, der investerer mere end blot deres faglighed. Men et for dybt engagement kan også føre til svigt
Læs også

Opvækst hos en mor med vold og alkohol og mange efterfølgende turbulente år som kastebold mellem forældrene og psykiatriske afdelinger har gjort hende psykisk sårbar. Men i sin tid på Home har hun fået mere ro på og er kommet i behandling for sin borderlineforstyrrelse.

»Jeg har aldrig haft en mor. Jeg har fået vold i stedet for kærlighed og omsorg. Så jeg havde ingen tillid til voksne, da jeg kom her, og der gik i hvert fald et halvt år, før jeg kunne tro på, at de ville mig,« siger Michala og fortsætter:

»Jórun har holdt fast i mig og taget mig til sig som sin egen. Også selv om jeg indimellem råber: ’I er åndssvage. Jeg gider ikke være her’, så elsker hun mig alligevel. Hun er den mor, jeg aldrig har haft,« siger hun.

Både haven og hundene Robert og Berta er med til at gøre Home til et hjem for Michala på 19 år.

Jakob Dall

Michala kalder faktisk Jórun for mor og Klaus for far.

»På de svære dage kan jeg ligge i ske og blive holdt om af Jórun,« siger Michala.

En relation er en dans

Netop den fysiske nærhed er meget vigtig i Home. De tager gerne de unge på skødet, holder i hånd og ligger tæt i sofaen foran fjernsynet.

»Vi er som personer meget fysiske,« siger Jórun Magnussen.

»Vi kan slet ikke lade være med at give knus og kram. Men det er også meget vigtigt for vores unge. Når de er ved at gå i stykker, så har de brug for at blive pakket ind ligesom helt små børn og fyldes op med kærlighed.«

Indimellem spørger andre fagprofessionelle, om relationen ikke bliver for tæt:

»Det er altid en balancegang. En relation er en dans, og man skal nærme sig hinanden med respekt. Men ligegyldighed er værre end at komme for tæt på. Og jeg er bange for, at der er nogle behandlere og pædagoger, der bruger de unges grænser som undskyldning, fordi de ikke tør gå ind i det felt.«

Morten Elis Jensen understreger, at de også holder fast i at være professionelle.

Nathalie M. Rasmussen studerer samfundsfag på SDU og har deltaget i medieskolen for tidligere anbragte unge, som Information afholdt i foråret 2017 med støtte fra Egmont Fonden.
Læs også

»Men vi er det på en personlig måde. Og ja, det kan være svært at skelne. Hvor meget skal en ung eksempelvis vide om mit privatliv? Jeg plejer at sige: ’Det de ikke bliver belastede af, må de gerne vide’,« siger Morten Elis Jensen.

»Det vigtigste er, at der er tale om en ægte relation. Ellers kan man ikke opbygge tillid. Og det er en forudsætning for, at man kan hjælpe de her unge.«

Hvis man går og dækker over noget, kan man være sikker på, at de unge kan lugte det med det samme.

»De er verdensmestre i at fornemme det usagte. Så hvis jeg er ked af det, så siger jeg det: ’Jeg har haft en lortedag.’ Det er værre at lade som ingenting. Det kan de ikke tåle. Mange af dem er vokset op med ting, der ikke måtte snakkes om: misbrug, druk, overgreb. Derfor er det lettere at være ærlig,« siger Jórun Magnussen.

Make-up og boksesæk

Villaen fra 1929 er et ombygget fiskerhus og på loftet over det, der engang var et gammelt bundgarnshus, er der i dag fem værelser med skrå vægge. Her ser man tydeligt, at alle beboere er piger: Et er indrettet i pastelfarver med pyntepuder og bløde bamser. På et andet værelse står makeup linet op foran spejlet og tøjet hænger sirligt på bøjler. En boksesæk, som hænger fra loftet midt i rummet skiller sig ud.

At kramme, holde i hånd og ligge i ske er en vigtig del af hverdagen på opholdsstedet Home. ’De unges skal pakkes ind i kærlighed,’ forklarer stedets stifter Jórun Magnussen, her sammen med Michala på 19 år, som har boet på Home i tre år.

Jakob Dall

»Sådan en er mægtig god, hvis man er vred og skal have det ud,« konstaterer Jórun Magnussen.

Denne fredag formiddag er de fleste unge ude af huset – en er til eksamen og en anden på kærestebesøg. En pige med oversize T-shirt og sovehår kommer dog gående forbi på vej til toilettet. Hun har læseferie.

Når ikke det er tæt på sommer, er hverdagen i Home ellers som i enhver anden familie: De unge passer deres skole, går i biffen, spiser på Vaffelhjørnet i Hundested, lægger ansigtsmasker, spiller spil og har besøg af venner og kærester. Eller laver mad sammen efter ugeplanen i køkkenet.

Køleskabet står åbent, hvis man er sulten. Modsat mange institutioner, som har lås på skabet og regler for, hvornår de unge må smøre en mad.

»Her er det ligesom derhjemme: Man skal rydde op efter sig og ikke smøre en mad ti minutter før aftensmaden,« siger Morten Elis.

»Men ellers har vi ikke så mange løftede pædagogiske pegefingre. Jeg plejer at sige som Rousseau: Der skal være så få regler som muligt. Men de skal til gengæld stå fast som en mur.«

Man er sit eget arbejdsredskab

De unge, som flytter ind på Home, kan have haft voldsomme traumatiserende oplevelser, overgreb og krænkelser bag sig, og nogle af dem har udviklet forskellige forstyrrelser omkring personlighed og tilknytning som for eksempel borderline. For ikke at brænde ud i det tætte relationsarbejde får medarbejderne meget supervision.

»Her er man sit eget arbejdsredskab, og derfor skal man sørge for, at det bliver vasket og gjort pænt rent indimellem. Vi skal bearbejde de ting vi møder, så vi kan rumme det til gavn for den unge,« siger Jórun Magnussen.

At opbygge en relation til et barn, der igen og igen afviser en, er eksempelvis noget af det hårdeste, fortæller hun:

»Supervision hjælper, så man ikke bliver ked af det, men kan blive ved med at tilbyde sig. Uden at blive medlidenhedsagtig eller forrået. Vi skal behandle de unge med samme omtanke, omsorg og respekt som vores egne børn.«

Man kan ikke forlange af medarbejderne, at de elsker børnene lige så højt som deres egne.

»Men man kan spørge sig selv hele tiden: Ville jeg byde mit eget barn den her opførsel?« siger Jórun Magnussen.

Og naturligvis kan Jórun Magnussen og hendes mand Klaus få brug for helt at trække sig. Så tager de på weekendtur i deres sommerhus på Lynæs og lader op.

»De unge er så søde. De siger, at vi ’har kærestetid.’ De kan godt forstå, at vi indimellem trækker stikket,« siger Jórun Magnussen.

På besøg med børn

De unge, Home modtager i dag, har flere og større problemer, end da de begyndte opholdsstedet i 1988. Det skyldes, at man i dag i langt højere grad forsøger mange andre muligheder, før man sender et barn på institution. Det er det øverste trin på stigen af indsatser og først noget kommunen tyr til, når problemerne er blevet alvorlige.

»Engang krævede en ud af fire af vores unge rigtig meget arbejde, mens de tre andre havde mindre krævende problemer. I dag er den andel vendt om,« siger Morten Elis Jensen.

Og det sker i sjældne tilfælde, at Home må afbryde en af de unges ophold.

Jakob Dall

»Vi kan og vil ikke hjælpe alle. Der kan være omstændigheder udenom, der gør, at man ikke kan være her. For eksempel, at man har det så svært, at det kan skade de andre unge, der er her,« siger Morten Elis Jensen.

Senest var det en ung pige, hvis kæreste ikke kunne rummes i Home, men som pigen ikke kunne frigøre sig fra.

»Det er ikke godt for hverken den unge eller os at slutte et forløb. Men så må vi arbejde på at få et godt forhold efterfølgende. Vi skal kunne se hinanden i øjnene og sige: ’Hvor var det ærgerligt.’ Og vi sørger altid for en ordentlig afslutning, og at de kan komme tilbage på besøg,« siger Jórun Magnussen.

Generelt kommer tidligere anbragte unge ofte på besøg i huset. Nogle endda igen og igen med kærester og børn, og to af de tidligere anbragte sidder i dag i Homes bestyrelse.

Ronni og de to kaniner

Når de unge skal flytte fra institutionen, fordi de bliver voksne, forsøger Home ofte at få opholdet konverteret til såkaldt efterværn. En støtteordning for anbragte mellem 18 og 23 år. På den anden side af vejen har de to lejligheder, hvor de kan udsluse nogle af de unge, som ikke er helt klar til at flytte hjemmefra.

»Ingen er jo voksne, når de bliver 18. Og vores unge har tilmed ikke noget stort netværk, og de fleste er sårbare,« siger Jórun Magnussen.

»Så efterværn er vigtigt, selv om man skal kæmpe en del med kommunerne for at få det.«

Jakob Dall

De unge begynder med at sove i lejligheden ind i mellem, mens de stadig har deres gang i villaen, men gradvist skal de klare sig selv.

Michala er for nogle måneder siden flyttet over i en af lejlighederne sammen med kaninerne Einstein og Blackie. Kæresten Ronni kommer der også rigtig meget.

»Jeg spiser stadig med de fleste dage, men jeg kan bedre trække mig fra fællesskabet, hvis jeg har brug for ro, så det er rigtig godt,« siger hun.

Lejligheden består af soveværelse, stue med køkken og et badeværelse. Ud over bokse med kaninfoder er her ryddeligt. Sådan kan Michala bedst lide det. I hjørnet af køkkenet ligger dog en pose fyldt til randen med tomme Faxe Kondi dåser.

»Ja, jeg har et lidt for stort forbrug, fordi jeg ind imellem bliver så træt, så træt. Men jeg har faktisk fået det ned på to liter om dagen,« siger Michala og tilføjer, at det jo er bedre end hash og alkohol.

Hun leder netop nu efter lejlighed, for efter planen skal hun flytte den 1.oktober. Men det skal ikke være for langt væk fra Home.

»De her mennesker er jo min familie. Vi er ikke bare deres arbejde. Der er en ægte kærlighed til os, og derfor vil jeg nok altid komme tilbage hertil.«

Serie

Systemets børn

Omkring en procent af de 0-17-årige børn er på en given dag anbragt uden for hjemmet. Sådan har det været de sidste 100 år. Men hvad sker der, når du bliver systemets barn, der er afhængig af omsorg og kærlighed fra mennesker, der er ansat til at tage sig af dig?

I en kronikserie fortæller tidligere anbragte unge i løbet af sommeren om deres opvækst, og Information går i en række artikler tæt på de dilemmaer, som opholdssteder, plejefamilier, sagsbehandlere og det danske velfærdssamfund står med, når de overtager ansvaret for barnets opvækst.

Seneste artikler

  • Ombudsmanden vil have styr på anbringelser af børn

    14. august 2017
    Ombudsmanden er gået ind i en række sager om manglende handleplaner for anbragte børn i de seneste år. Før sommerferien henvendte han sig til kommunerne og Social- og Børneministeriet om problemet. Hvis ikke det bliver løst, vil Ombudsmanden gå videre til Folketinget, som kan overveje sanktioner mod kommunerne
  • Forældre til anbragte får ikke den hjælp, de har ret til

    2. august 2017
    Selv om forældre til anbragte børn har haft ret til en støtteperson siden 2001, så blev der i 2015 blev kun tildelt en støtteperson i 16 procent af anbringelserne. Problemet er, at det ikke har nogen konsekvenser for kommunerne ikke at overholde loven, mener lektor i socialret
  • At anbringe børn er symptombehandling, hvis ikke familien får hjælp

    1. august 2017
    Ny forskning giver for første gang indblik i de opvækstvilkår, anbragte børn i danske plejefamilier har. Især støtten til familierne og de tidligere anbragte over 18 år halter bagefter, mener Inge Bryderup, der er professor i socialt arbejde på Aalborg Universitet og står bag undersøgelsen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Eriksen
  • Flemming Berger
  • ingemaje lange
  • Per Jongberg
  • Randi Christiansen
  • Hans Larsen
Anne Eriksen, Flemming Berger, ingemaje lange, Per Jongberg, Randi Christiansen og Hans Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Flemming Berger

Jeg er fuld af beundring for de kræfter og det psykiske overskud,der bliver skildret i artiklen.
Det er sandt,at det er ,hvad sårede unge - og voksne - har brug for og at det er det eneste virkeligt healende.
Og hvor er det svært at mobilisere hos sig selv !

Johnny Winther Ronnenberg

Flemming Berger
21. juli, 2017 - 20:08

Det kan jeg som far til en hjerneskadet søn kun være enig i er en god tilgang, selv om den ikke anses for at være for at være god pædagogik.

Der findes andre ildsjæle der gør mere end det der forventes. Omvendt sker der desværre det, at dem der gør det "rigtige" ofte forårsager varige skader på de anbragte børn / unge, det er der mange forældre der kan tale med om, specielt i forhold til dem hvor det ikke er hjemmet der problemet, men hvor der andre årsager til anbringelsen.

Jeg har været bisidder og rådgiver for forældre i godt tyve år og har derfor kunnet følge nogen af dem i længere tid. Men systemet vedkender sig aldrig et ansvar og og institutions skadede børn får ingen erstatning, de ender stadig med at få en førtidspension som en plaster på såret. Det er tredive år siden at jeg udfordrede borgerrepræsentationen i Kbh. med skoledirektoratets egne tal på området, men der skete intet overhovedet. og intet tyder på at det er blevet bedre med årene.