Læsetid: 8 min.

Peter Skaarup om alternative sandheder og det postfaktuelle samfund: Følelser er vigtigere end viden i politik

Det kræver hverken ’akademisk eksamen eller en særlig grad af viden’ at træffe beslutninger om, hvordan det danske samfund bør se ud, mener Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup
Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, mener blandt andet, at der i medierne er en tendens til, at man bliver nedgjort, hvis man argumenterer for en sag med andet end det rent faktuelle.

Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, mener blandt andet, at der i medierne er en tendens til, at man bliver nedgjort, hvis man argumenterer for en sag med andet end det rent faktuelle.

Jakob Jørgensen

28. juli 2017

»Politik er først og fremmest følelser.«

Det er overskriften på et ugebrev fra Dansk Folkeparti udsendt tirsdag i denne uge.

I ugebrevet kritiserer gruppeformand Peter Skaarup de danske politikere for at gøre politik til et spørgsmål om at vide noget, om at læse rapporter og deltage i høringer, om at modtage anbefalinger og lave undersøgelser, om at sætte sig ind i forskningen i retspolitik, socialpolitik, skolepolitik, arbejdsmarkedspolitik, uddannelsespolitik og udenrigspolitik, selv om det ifølge gruppeformanden først og fremmest handler om noget helt andet: 

Om at føle noget.

»Politik skal ikke videnskabeliggøres. Der findes ikke noget facit i politik – kun følelser og holdninger. Begreber som sandt og falsk eller godt og ondt har ganske enkelt ikke hjemme i det politiske rum. Sandt og falsk hører til i videnskabens verden, og godt og ondt er et spørgsmål om moral,« skriver gruppeformanden for Dansk Folkeparti blandt andet.

Dermed blander Peter Skaarup  sig nu i den seneste tids debat om, hvorvidt argumenter baseret på holdninger og følelser (jeg synes ...) har fået for stor betydning i den offentlige debat på bekostning af argumenter baseret på viden og kendsgerninger (vi ved ...), og hvorvidt den udvikling beskriver vores tid og vores samfund sådan, at man kan tale om det postfaktuelle samfund.

’Jeg tror aldrig nogensinde, at vores politiske systemer har været mere gennemsigtige end nu. I teorien skulle det føre til større tillid til staten – man kan holde de politiske ledere ansvarlige, og man ved, hvad der foregår. Men resultatet har været lige modsat: Man er meget mere opmærksom på korruption og underlige back-room-aftaler; alt det som også er en del af politik. Og det fører til endnu mere kynisme og mistillid til institutionerne.’
Læs også

Efter valget af den amerikanske præsident i november og senest efter en række udokumenterede debatindlæg i Politiken har debatten om det postfaktuelle samfund været en del af de danske medier, og de fleste politikere herhjemme og i resten af Europa har været enige om at være bekymrede over postfaktuelle tendenser, sammenblandingen af viden og følelser, fake news, halve og kvarte sandheder, flat earthers og vaccineskeptikere, konspirationsteorier og alternative kendsgerninger.

Men ikke Peter Skaarup.

»Vi lever i et demokrati, og der er det borgerne, der bestemmer, og ikke sådan nogle selvudnævnte eksperter. Derfor skal vi tage udgangspunkt i borgernes anskuelser, som i høj grad bygger på følelser. Skal vi bruge penge på topskat eller velfærd? Det kan godt være, at der strengt økonomisk kan være fordele ved at sænke topskatten, men hvad synes vi er mest retfærdigt? Det er en følelse. Og jeg ser i medierne en tendens til, at det bliver nedgjort, hvis man bruger andre argumenterer end de rent faktuelle,« siger Peter Skaarup til Information.

Jeg føler for at køre 130

Peter Skaarup nævner Brexit som eksempel. I de danske medier er den britiske udmeldelse af EU ifølge gruppeformanden blevet fremstillet som en forkert beslutning.

»Men uanset hvad man måtte mene om Brexit, så må man respektere vælgernes beslutning. De har valgt rigtigt. I et demokrati er vælgernes beslutning altid rigtig. Det kommer muligvis til at koste nogle penge på bundlinjen med højere inflation og sådan noget, men de er stadig villige til at træde ud, fordi de ud fra deres følelser har valgt ikke ville være med i EU.«

– Du skriver, at det hverken kræver en ’akademisk uddannelse eller en særlig grad af viden’ at bestemme, hvordan det danske samfund skal se ud. Kan du uddybe?

»Jeg har beskæftiget mig meget med retspolitik, og det er et meget godt eksempel, fordi vi ikke kun straffer kriminelle for at forebygge, at han eller hun begår ny kriminalitet, men i høj grad også på grund af retsfølelsen. Det er vigtigt for offeret og for samfundet, at kriminalitet og ugerninger bliver straffet, så man kan have tillid til retssystemet. Og her mener jeg, at videnskabelige begreber som resocialisering er tilbøjelige til at fylde for meget.«

– Men er det ikke en mindst lige så vigtig del af straffesystemet i Danmark, at vi med straffe kan forhindre ny kriminalitet?

»Jeg mener, at retsfølelsen er det vigtigste. Derefter kommer det præventive.«

– Så man kunne godt lave retspolitik uden at vide noget om forskningen på det retspolitiske område?

»Nej, man skal ikke se bort fra faktuelle forhold, heller ikke når det gælder retspolitik. Men i sidste ende bygger vores beslutninger på vores følelser. Hvad er det mest retfærdige?«

– Kan man som politiker træffe beslutninger om for eksempel fartgrænser uden at viden noget om sammenhængen mellem hastighed og ulykker?

»Nej, det spiller ind. Det er nyttigt at vide noget om, hvad høj hastighed betyder for sikkerheden i trafikken. Selvfølgelig spiller det ind. Men det er ikke nødvendigvis det afgørende.«

– Hvad er det afgørende?

»Det afgørende er vores følelse af, hvordan det virker.«

– Det skal jeg lige forstå. Hvis jeg føler, at jeg kan køre 50 kilometer i timen på en villavej, hvor man må køre 30, fordi jeg kører sikkert, så skal politikerne tage den følelse alvorlig, selv om en læge ville sige, at min evne til at bremse ville være svækket betydeligt?

»Sådan kan man ikke stille det op. Politikerne har lavet nogle love om, at man kun må køre 50 kilometer i timen i byerne og 130 nogle steder på motorvejen. Men hvis vi har en debat om fartgrænser, så er det ikke forkert at sige, at man gerne vil have lov til at køre hurtigt på motorvejen, også selv om der ville ske flere ulykker. Det er legalt at have den følelse. Men nogle eksperter i medierne vil gerne fortælle os, at vi er helt galt på den, og at vi simpelthen ikke kan tillade os at gøre sådan og sådan. Men det er ikke rimeligt at stemple folks holdninger og følelser som værende mindre værd en sagkundskabens bud.«

Viden kan være nyttig

I Dansk Folkepartis ugebrev bruger Peter Skaarup et eksempel fra oldtiden for at forklare en pointe om nutiden: Når vores forfædre skulle træffe beslutninger om, hvordan fælles bytte fra en jagt skulle fordeles mellem medlemmerne af en gruppe, hvordan syge skulle behandles af de andre i gruppen, eller hvordan en jæger skulle belønnes i forhold til de andre, så brugte de ifølge Skaarup deres følelser.

»Det er ikke nødvendigvis rationelt,« siger han.

»Det er en blanding af følelser og fornuft, men følelserne hjælper også ligesom dengang med at få fællesskabet til at hænge sammen.«

– Men kan man ikke sige, at vi ikke længere er et primitivt samfund, og at det derfor giver god mening, at viden fylder forholdsmæssigt mere, når vi tager beslutninger, end det gjorde for 2.000 år siden?

»Man skal ikke se bort fra viden. Det kan være en fordel og nyttigt at kende til grundlæggende faktuelle ting, når vi træffer beslutninger, og det gør vi også, når vi sidder og forhandler finanslov og træffer beslutninger. Så ryger der viden ind af døren fra alle mulige steder, også Finansministeriet, selv om det er lidt skævt engang imellem. Men selv om man har en viden, så betyder det altså ikke, at man skal følge den.«

– Så viden er trods alt et grundlag for at træffe beslutninger eller have en debat?

»Viden er nyttig at have. Vi talte om fartgrænser før, og det er da bestemt nyttigt at vide, hvad der sker, når man kører for stærkt, og hvor det ville være fornuftigt at have en fartgrænse på motorvejen, der hedder 110 i stedet for 130. Det er nyttig viden. Men i sidste ende er det vores anskuelser, vi træffer beslutninger ud fra.«

Elitært at gå op i fakta

Debatten er de seneste uger blevet aktuel herhjemme.  

Tidligere på sommeren bragte dagbladet Politiken to debatindlæg om autisme og vaccine, hvor centrale dele var i direkte modstrid med konsensus inden for den anerkendte forskning. Det fik flere forskere til at kritisere avisen for at sidestille almindelige danskeres udokumenterede påstande og erfaringer med videnskabeligt dokumenterede påstande.

Samtidig har både Danmarks Radio og Radio24syv bragt indslag om, hvorvidt jorden er flad eller rund.

Det er den debat – sammen med det seneste års debat om Trumps forhold til sandheden – som har fået Peter Skaarup til at skrive. 

»Det er så forkert, når vi vælger at se ned på folk, der har nogle holdninger til tingene, som ikke nødvendigvis bakkes op på alle måder at strenge facts.«

– Hvorfor er det forkert?

»Der er en tendens til, at hvis man ikke agerer fuldstændig på baggrund af facts og støtter Macron eller er imod Brexit og Trump, så er man forkert på den, og det synes jeg er forkert.«

– Men det er vel to forskellige ting, om man man støtter Trump eller ej, og om man går ind for en faktuel debat eller ej?

»Men de hænger alligevel sammen. Der er sådan en elitær holdning om, at facts er det vigtigste, og at EU er godt, og at man nok kan forstå, at det er helt tosset, hvis man er modstander af det.«

– Du opfatter det som elitært at stå fast på kendsgerninger i debatten?

»Der er opstået sådan en eller anden videnskabelig kultur, hvor vi hele tiden skal holde os til det, eksperterne siger. Vi så det op til afstemningen om Europol, hvor TV 2 News kørte med Uffe Ellemann og Mogens Lykketoft som to sandhedsværter, og Marlene Wind bliver hele tiden brugt som en ekspert, selv om hun i virkeligheden bare er stor tilhænger af EU.«

Debatten har det seneste år især handlet om den amerikanske præsident, blandt andet om antallet af tilskuere til hans indsættelse, og Peter Skaarup mener ikke, at der er nogen risiko for at se det samme i Danmark. 

»Man kan ikke sammenligne USA og Danmark. Den med indsættelsen ville ikke gå i Danmark. Det ville være tydeligt for enhver, hvem der havde ret, og det ville ikke blive diskuteret ret meget, hvor mange folk der var. Det tror jeg ikke på.«

– Hvorfor tror du ikke på det?

»Vi har en anden tilgang til det i Danmark. Vi har et repræsentativt demokrati, som fungerer på en anden måde end det politiske system i USA, og meget af det, der er foregået omkring Donald Trump, ville ikke kunne ske i Danmark.«

– Men når du siger, at politik først og fremmest er følelser, kan det så ikke være med til at bane vejen for, at det kunne ske?

»På ingen måde. Danskerne er generelt ekstremt optaget af vores politiske system. Vi har en meget høj stemmeprocent. Vi er en forholdsvis homogen nation, og man kan ikke sammenligne Danmark og USA på den måde.«

– Men i Det Hvide Hus havde man netop en følelse af, at der var flere til Donald Trumps indsættelse end til tidligere indsættelser.

»Det kan godt være, at nogen har haft den følelse i Det Hvide Hus, det vil jeg ikke udelukke. Men derfor behøver det ikke at være rigtigt.«

– Skal vi tage deres følelse af, at der var flere mennesker, alvorligt?

»Ja. Jeg har set masser af billeder fra indsættelsen, og det er helt tydeligt, at der var flere ved Obamas indsættelse. Men derfor kan Trump godt have følt, at der var flere til hans.« 

– Men det var der jo ikke. 

»Der er min pointe så, at vi alligevel skal tage hans følelse alvorligt.«

– Hvorfor?

»Fordi det er deres følelse i Det Hvide Hus. Jeg synes da ikke, det er ligemeget, hvad han føler. Det er forkert, ja, men derfor kan følelsen godt være interessant.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sider