Plejefamilier er på arbejde døgnet rundt

Det gamle, gule hus i den lille landsby på Lolland ser ikke ud af noget særligt fra grusvejen udenfor. En langhåret kat slanger sig i solen foran de to garageporte. Bag det ydmyge indgangsparti breder der sig et smukt, gammelt bindingsværkshus med et stort åbent køkken, spisestue med udgang til en have med plads til både en lille dam med karper, legehus, trampolin, fodboldbane og et oppusteligt spabad.

I huset bor familien Danholt Hansen, der er en af de ca. 5.000 plejefamilier i Danmark. Med tre plejebørn på henholdsvis 4, 9 og 11 år er det fuldtidsarbejde for Jacob og Maria Danholt Hansen at være plejefamilie.

Her tidligt på eftermiddagen ligger huset og haven stille hen, mens børnene er i børnehave og skole, og Maria Danholt Hansen serverer kaffe, kirsebær og cookies ude ved karpedammen.

Det var hendes idé at tage et plejebarn for fem år siden. Før det havde Maria Danholt Hansen, der er uddannet laborant, arbejdet som lærer på en kostskole for børn og unge med diagnoser. Jacob Danholt Hansen var afdelingsleder samme sted.

»Vi kunne jo se, hvad der skete med børnene, når de havde været hjemme på weekend. Hvis man virkelig skulle gøre en forskel for de børn, så skulle det være som plejefamilie,« siger Maria Danholt Hansen.

Så græder man

De tre ældste af parrets i alt fire biologiske børn var flyttet hjemmefra, så der var plads nok. Det første plejebarn var en 14-årig pige fra lokalområdet. Efter en kort periode måtte familie dog opgive at være plejefamilie for hende. Pigen havde brug for at komme væk fra omgangskredsen, der holdt hende fast i nogle negative mønstre.

Siden fik de en syv-årig dreng i pleje, som stadig bor hos dem. Og på grund af parrets baggrund på kostskolen blev de spurgt, om de også ville tage en fem-årig pige, der var svært omsorgssvigtet. Det betød, at Jacob Danholt Hansen også måtte sige sit job op for at hjælpe den fem-årige igennem et terapiforløb.

Trods store fremskridt hos pigen og en besked om, at hun skulle blive hos familien, indtil hun fyldte 18, gik der blot seks måneder, inden hun blev flyttet til den plejefamilie, hvor hendes bror allerede boede.

»Hun blev flået væk fra den ene dag til den anden. Det var ganske grotesk,« siger Jacob Danholt Hansen og forklarer, hvordan han fik besked fra kommunen samme dag, beslutningen om plejedatterens flytning skulle træffes.

Jacob Danholt Hansen gør tegn med fingrene om, at det nok var et spørgsmål om penge. Hun blev flyttet, selv om alle fagpersoner med kendskab til pigen anbefalede, at pigen ikke boede sammen med sin storebror, fortæller han.

Maria Danholt Hansen husker, hvordan den fem-årige pige ikke ville have tændt kalenderlyset før jul, fordi hun så kunne se, hvor kort tid der var til, at hun skulle flytte.

»Så græder man, for det er ligesom at miste sit eget barn, når man så intensivt har fået opbygget en nær relation,« siger Jacob Danholt Hansen.

Og det er en del af skismaet ved at være plejefamilie. På den ene side skal plejefamilien arbejde professionelt i forhold til kommune, tilsyn og forældrene, på den anden side er det umuligt ikke at involvere sig følelsesmæssigt.

»Man skal huske, at det er et arbejde, men det gør også ondt, for ellers ville vi jo ikke være en familie for de her børn,« siger Jacob Danholt Hansen.

Ikke kun barnets tarv

Penge, travle sagsbehandlere og det anbragte barns familie er i høj grad med til at styre plejebørnenes opvækst. Og her har plejefamilier som Danholt-Hansen ofte ikke særligt meget at skulle have sagt.

»Overordnet set skal alle jo gøre det, der er bedst for barnet, og det er ikke altid at bo hos en plejefamilie. Men mange plejefamilier kommer til at føle sig som opbevaringssteder for børn, når de ikke bliver hørt eller inddraget i samarbejdet med myndighederne om, hvad der skal ske med barnet,« siger Jacob Danholt Hansen.

Men der er stor forskel på samarbejdet med de tre forskellige kommuner, som plejebørnene kommer fra. For tre år siden fik familien den særlige godkendelse som kommunal plejefamilie for den nu ni-årige dreng fra Gladsaxe Kommune, og her er samarbejdet og støtten til familien langt bedre.

Det betyder blandt andet, at han får en mere fokuseret socialpædagogisk støtte end parrets øvrige plejebørn. Hver femte uge får Jacob og Maria Danholt Hansen supervision i, hvordan de skal håndtere drengen. Også samarbejdet med drengens mor går godt, men det vigtigste er, at der bliver lyttet til deres viden om barnet.

»Alle vores plejebørn har så store vanskeligheder, at de burde være i den ordning. For det virker og er godt for børnene,« siger Jacob Danholt Hansen og påpeger, at familien også får supervision i forhold til de andre børn, men ikke så ofte. En tredjedel af plejefamilierne får dog aldrig supervision, viser forskning fra Aalborg Universitet.

Kommunale relationer

Jacob og Maria Danholt Hansen, der er i 50’erne, har fire voksne børn og seks børnebørn, der alle bor i nærheden af den landsby uden for Sakskøbing, hvor parret bor.

Jacob Danholt Hansen har engang arbejdet som vejleder i Ungdommens Uddannelsesvejledning i Køge. Dengang fik han med en enkelt underskrift adgang til vigtige informationer om de 17.000 unge i kommunen. Som plejefamilie er det derimod begrænset, hvad de kan få at vide om børnenes baggrund og behov.

»Nu må vi ikke vide noget som helst,« siger Jacob Danholt Hansen, der dog godt kan forstå, hvorfor de kommunale sagsbehandlere har begrænset indsigt i børnene, når de har 40-50 børnesager ad gangen.

En sagsbehandlers kendskab til udsatte børn består desuden oftest kun af de to årlige børnesamtaler med barnet, møder med forældrene og information indhentet fra skoler, daginstitutioner, praktiserende læge eller lignende. Plejeforældre kommer anderledes tæt på barnet.

»De første tre-fire måneder prøver barnet at holde sig selv tilbage for at passe ind, men efter et halvt eller et helt år, så kan de ikke mere, og så begynder de at vise, hvem de er, og hvordan de i virkeligheden har det,« forklarer Jacob Danholt Hansen.

Forældrerelationer

Især i forhold til deres ældste plejebarn, der har boet hos familien i knap fem år, føler Jacob og Maria Danholt Hansen, at kommunen ikke er lydhør over for den viden, de har om drengen. Den 11-årige dreng har svært ved at sove, sakker bagud i skolen og er i tiltagende grad angst, efter anbringelsen er gået fra at være tvungen til at være frivillig.

Det betyder, at drengen mod sin vilje skal se sin ene forælder, og det er svært for ham, selvom det kun er halvanden time om måneden i samvær under opsyn. Jacob Danholt Hansen fortæller, hvordan den 11-årige har bedt sagsbehandleren om at få en underskrift på, at han ikke skal hjem at bo igen og har lavet en flugtplan, hvis det alligevel skulle ske.

Selv om både plejefamilien og kommunens pædagogisk-psykologisk rådgivning (PPR) har anbefalet, at samværet afbrydes af hensyn til drengen, har sagsbehandleren endnu ikke reageret. Sammen med PPR har familien taget initiativ til at kontakte Børne- og Ungdomspsykiatrisk klinik i Næstved for at få en vurdering af drengens tilstand.

»Vi er blevet tildelt stor tillid fra samfundets side, når vi har plejebørn, og den bruger vi som plejefamilie til at beskytte børnene, derfor må vi holde fast og være deres advokater,« siger Jacob Danholt Hansen, inden han bliver afbrudt af sin telefon.

Men nogle gange må man give op – også for at beskytte de andre plejebørn, forklarer Maria Danholt Hansen. Det var lige ved at ske, da parret fik deres yngste plejebarn, en pige på fire år, for 10 måneder siden. Her fik de en god beskrivelse fra kommunen af en pige, der havde boet rigtig mange forskellige steder i landet de første tre år af sit liv. Alligevel var de ved at give op, fordi pigen gav dem så store udfordringer.

»Hendes stressniveau var jo så højt, at hun ikke dannede det naturlige søvnhormon,« forklarer Maria Danholt Hansen og fortæller, hvordan pigen skreg, når hun skulle tidligt i seng. Indtil det gik op for Maria Danholt Hansen, at pigen blandt andet var bange for, at hun ikke ville få aftensmad.

En af drengene har det lidt på samme måde. Han bliver ved med at spørge, om han nu også vil få madpakke med i skole, selv om han har fået det i årevis.

Opkaldet til Jacob Danholt Hansen er godt nyt. Børne- og Ungdomspsykiatrisk klinik i Næstved vil gøre kommunen opmærksom på, at samværet påvirker drengen negativt og derfor bør høre op.

Forholdet til plejebørnenes forældre er normalt ikke så kompliceret, forklarer Jacob Danholt Hansen. Den 11-årige overnatter hos en af sine forældre en gang om måneden, den yngste dreng ser sine forældre hver 14. dag, mens den fire-årige har 2,5 times samvær med sine forældre om måneden.

»Vi skal bevare den positive relation til forældrene, når barnet trives med det, for vores erfaring fra kostskolen er, at jo bedre samarbejdet med forældrene er, jo bedre er det for barnet,« siger Jacob Danholt Hansen.

Mor og far

Klokken er 15.30, og børnene er hjemme. De to drenge piler over stenene i karpedammen og hen til Maria og Jacob Danholt Hansen. Den lille lyshårede pige kravler fra barnepigens favn op på skødet af Maria Danholt Hansen. Børnene kalder dem for Maria og Jacob, selvom det er i orden at sige far og mor. Men børnene ved jo godt, hvem der er deres rigtige forældre, fortæller Jacob Danholt Hansen.

Den høje mørkhårede dreng på ni år har snavsede knæ under shortsene og får hurtigt gjort dem våde i dammen. Både han og den 11-årige spiller fodbold i Boldklubben Frem Sakskøbing, men selvom der er fodboldafslutning i dag, ville drengene hellere hjem.

Den lyshårede 11-årige vil gerne spille for Barcelona, Real Madrid eller FCK, fortæller han, inden han sammen med sin yngre plejebror løber om på fodboldbanen på den anden side af træerne, der omkranser haven. Her går de i gang med at spille fodbold med Jacob på mål.

Den fire-årige pige fortæller Maria Danholt Hansen, hvor meget hun har savnet hende, om tordenvejret tidligere i dag, og hvordan hendes fine kjole blev våd, da hun klatrede i træer i børnehaven.

Et vildfarent skud rammer Maria Danholt Hansen på siden i hovedet. Den ni-årige kommer straks farende og omfavner hende: »Jeg skal beskytte dig. Er du ok?« Maria Danholt Hansen svarer ja og driller grinende drengen: »Der troede du lige, jeg ikke kunne lave aftensmad.«

Mens snakken går om at lave hyldeblomstsaft, og hvad de skal have til aftensmad, er den ældste dreng forsvundet ind på sit værelse. Sur og ked af det, fordi han ikke fangede en bold, Jacob Danholt Hansen skød på mål.

Selvom de tre plejebørn er åbne og stolte over for skolekammeraterne og andre over at være en del af Danholt Hansens store familie, vil de nok altid føle sig lidt ved siden af, mener Jacob Danholt Hansen.

»De tænker rigtig meget over det med mor og far, og den følelse tror jeg ikke, man kan tage fra dem,« siger Jacob Danholt Hansen og tilføjer: »Men vi kan sige: ’I bor i en plejefamilie, og det er også en familie’.« Både han og Maria Danholt Hansen er overbeviste om, at deres plejebørn vil klare sig og vende tilbage, hvis de får fyldt kufferten godt op med gode oplevelser, relationer og kærlighed.

»Når børn, der har det så svært, alligevel står op om morgenen, og siger ’jeg elsker dig’, så kan det ikke købes for penge. Det kan vel kaldes for en slags heroin,« siger Jacob Danholt Hansen.

Af hensyn til plejebørnene og deres familier har Information valgt ikke at bringe deres navne.