Læsetid: 8 min.

Psykologer: København forringer hjælpen til misbrugte børn

To psykologer fortæller om alvorlige problemer med ny økonomistyring i Københavns Kommune, som giver færre psykologtimer til krænkede børn og mere bureaukrati. Kommunen erkender ’indkøringsproblemer’
Sarah Voschero (tv.) og Sille Kragh (th.) fra Psykologhuset for Børn og Unge under Københavns Kommune står frem i protest mod, at arbejdet med nogle af de mest udsatte børn er blevet forvandlet til »en pølsefabrik«.

Sarah Voschero (tv.) og Sille Kragh (th.) fra Psykologhuset for Børn og Unge under Københavns Kommune står frem i protest mod, at arbejdet med nogle af de mest udsatte børn er blevet forvandlet til »en pølsefabrik«.

Sille Veilmark

13. juli 2017

Traumatiserede børn i København, der har været udsat for seksuelle krænkelser, får ikke tilstrækkelig terapi. Det siger to psykologer fra et specialteam i Psykologhuset for Børn og Unge under Københavns Kommune. De står nu frem i protest mod, at arbejdet med nogle af de mest udsatte børn er blevet forvandlet til »en pølsefabrik«.

»Det kan være, vi vurderer, at et barn eller en ung har behov for ti samtaler, men der bliver bevilget fem samtaler. Det bliver halve løsninger, der gør, at vi efterlader børn med åbne sår. Man ville jo heller ikke sige til en kirurg, at du stopper lige med at operere, når du når til hjertet,« siger Sarah Voschero, der er den ene af de to psykologer.

»Det er bare så fjollet – vi holder jo ikke på folk længere, end der er brug for det.«

Årsagen er et nyt økonomistyringssystem kaldet ’Bestiller-Udfører-Modtager’-model (BUM), og psykologerne bakkes op af cand.scient.soc. og lektor i socialt arbejde Helle Nørrelykke, som har undersøgt, hvordan BUM-modellen påvirker det sociale arbejde i Odense samt Gladsaxe Kommune.

»Det lyder præcis som noget, jeg har hørt før,« siger Helle Nørrelykke og griber fat i eksemplet med, at de traumatiserede børn ikke får timer nok.

»Myndighedssocialrådgiverne i kommunen skal bestille den billigste og bedste vare. Rækkefølgen er: den billigste og bedste vare. Så økonomien kommer til at styre mere end brugernes behov,« siger Helle Nørrelykke.

Information har forelagt Socialforvaltningen i Københavns Kommune både den generelle kritik fra Helle Nørrelykke samt den konkrete kritik fra de to psykologer.

I et skriftligt svar udtaler Claus Gosvig, centerleder for Center for Familiebehandling og Psykologisk Rådgivning, som Psykologhuset hører under:

»Efter indførelsen af den nye økonomimodel (BUM, red.) i Psykologhuset for Børn og Unge har der været nogle indkøringsproblemer, som ledelsen er i fuld gang med at få rettet op på, med samarbejdsmøder mellem Psykologhusets ledelse og myndighedsområdernes ledelse.«

Barnet flyttes rundt

I et interview med Information beskriver de to psykologer en række problemer på Psykologhuset for Børn og Unge. Her udreder og behandler de børn og unge, der har været udsat for seksuelle overgreb, samt andre akut traumatiserede børn. 

Psykolog Sarah Voschero.

Sille Veilmark

Udover de manglende timer til terapi fortæller psykologerne, at hvis der under udredningen og behandlingen viser sig andre alvorlige problemer end for eksempel selve krænkelsen, får psykologerne besked på udelukkende at behandle det traume, der er visiteret på baggrund af. 

Behandlingen rettes kun mod barnet, selv om hele familien har behov for at sidde med.

Barnet flyttes fra psykologerne til et billigere eller gratis tilbud, og det betyder, ifølge de to psykologer, at barnet og familien skal opbygge tillid til et nyt sted og genfortælle deres historie på ny.

Samtidig fortæller de, at en stigende del af deres arbejdstid anvendes til bureaukrati – til at forhandle ’pakker’ og aftaler med sagsbehandlere. Tid og ressourcer, som før gik til udredning og behandling.

Psykologhuset blev underlagt den nye økonomistyring den 1. januar. Kommunen har indført en såkaldt takstfinansiering og BUM-modellen, hvorefter psykologerne tildeles en given mængde ressourcer pr. visiteret ydelse. Målet er at få en bedre udnyttelse af de penge, kommunen benytter på området.

Ifølge de to psykologer går det ud over modtagerne. Sarah Voschero nævner et eksempel, hvor en pige har været udsat for et overgreb.

»Så får vi at vide: Kan I ikke bare behandle pigen alene? Selv om det ikke nødvendigvis er det, der fagligt bedst giver mening, fordi det kan være meget rart for barnet, at forældrene ved, hvordan det er for barnet, og hvordan de skal håndtere et barn, der har været udsat for overgreb.«

Et andet eksempel er dér, hvor en sagsbehandler skifter en foranstaltning, når et nyt problem dukker op, eller en bevilling udløber.

»Nogle gange opstår ting undervejs, fordi børnene får fortalt noget, hvor de sidder med et åbent og blødende sår, og vi må sige, at det er der ikke noget at gøre ved.«

Det kan give mening med et skifte til et åbent eller gratis tilbud. Men ikke når økonomiske hensyn trumfer barnets og familiens.

»Det er familierne, der kommer i klemme, fordi de skal fortælle deres smertenshistorie endnu en gang, og endnu en gang skal der opbygges et tillidsforhold,« siger Sarah Voschero.

Den anden psykolog Sille Kragh oplever det samme.

»Det er systemsvigt. Familierne bliver slidte af det og orker ikke mere, for det er jo ikke lige meget, hvem man fortæller ting til.«

Hun bringer endnu et eksempel på banen:

Et forældrepar kommer med en sag, hvor barnet har været udsat for et seksuelt overgreb. I udredningen eller behandlingen af barnet viser der sig et nyt problem: Et omsorgssvigt fra nærmeste omsorgsperson.

»Så får vi at vide, at det kan I ikke behandle på, for det har I ikke fået penge til. Det vil sige, at vi må kun behandle for det seksuelle overgreb, men ikke på omsorgssvigt.« 

Oplysninger og erkendelser kommer tit drypvist under udredningen eller behandlingen, fordi der skal opbygges tillid.

»Modsat kan sagsbehandleren så sige til os, at hun har fået strenge ordrer om ikke at bruge flere penge, fordi det er et hårdt ramt område, så der er det her antal kroner til den her familie.«

Det er ikke godt nok, mener Sille Kragh:

»Hvorfor skal jeg ikke have lov til at yde det, som jeg ved virker med mine års erfaring? Nu skal jeg sidde og forhandle penge med en travl sagsbehandler, som jeg i øvrigt heller ikke kan få fat på.«

Psykologen oplever, at der er fulgt et nyt bureaukrati med den nye økonomistyring. 

Psykolog Sille Kragh.

Sille Veilmark

»Det er ikke, fordi jeg ikke forstår, at der er en økonomisk ramme for vores arbejde, men nu skal jeg tilmed bruge 20 procent af min tid på noget ekstra administrativt. Det er hul i hovedet.«

Begge psykologer understreger, at der stadig er sager, der kører lige efter bogen. De understreger også, at deres kritik ikke retter sig mod sagsbehandlerne, men mod BUM-modellen.

Kendt svaghed ved BUM

BUM-modellen blev indført i de fleste kommuner efter kommunalreformen i 2007, hvor der blev fornyet behov for at få styr på kommunernes omkostninger. Kommunerne kendte BUM-modellen fra beskæftigelses- og ældreområdet, men nu begyndte den også at vinde indpas på det specialiserede socialområde i en let modificeret udgave.

Ifølge lektor Helle Nørrelykke sætter BUM-modellem økonomi over ydelse, og det, mener hun, er i strid med Serviceloven.

»Fordi kommunerne skal spare, og fordi BUM-modellen sætter økonomi over ydelse, får den en uheldig virkning. Der står ganske vist i Serviceloven, at kommunerne ikke må sætte økonomi over indsats. Det vil alle kommuner sige, at de selvfølgelig heller ikke gør. Men det gør de altså i dagligdagen,« siger Helle Nørrelykke.

På den måde forvandler modellen det sociale arbejde til et marked.

»Det fulde ansvar for økonomien centreres i forvaltningen, og så skal alle tilbud til børnefamilier, handicappede osv. køre som private tilbud. Der indføres en række prisfastsatte ydelser, som kommunen kan købe enkeltvis eller i pakker.«

Borgeren får flere forskellige leverandører. Samtidig sker der en centralisering af beslutnings- og bevillingskompetencen.

»Centraliseringen sker, fordi det er en økonomistyringsmodel – det er ledelseslaget, der skal passe på, at budgettet ikke overskrides,« siger Helle Nørrelykke.

Det sociale arbejde modelleres efter forretningsverdenen med kontrakter, hvor alle ydelser beskrives.

»Altså: ’Jeg vil gerne købe to familierådslagninger og en rapport og et hjemmebesøg, og det koster det og det.’ Det er uheldigt, fordi man i arbejdet med børn og unge med forskellige problemer og handicap ikke kan beskrive, præcist hvad skal der til, for at det her barn kommer derhen, hvor vi gerne vil have det.«

Helle Nørrelykke kalder det »en helt misforstået tænkning«.

»Den vinder kun, fordi økonomien kan få lov til at bestemme: Vi siger fem samtaler i stedet for en åben aftale.«

Der er nogle afledte virkninger, fremfører hun:

»Det ændrer på evalueringen af det sociale arbejde på en uheldig måde. Fokus flytter sig fra, hvordan barnet har det og udvikler sig, til hvordan leverandørerne har opfyldt deres forpligtigelser og leveret fem samtaler og et hjemmebesøg.«

Samtidig vokser mistilliden mellem sagsbehandlerne og leverandørerne. Engang var de kolleger, nu optræder sagsbehandlerne som en slags arbejdsgivere.

»Leverandørerne siger: ’I bestiller for få og forkerte varer ved os’. Sagsbehandlerne siger: ’Det er os, der har bevillingen og pengene, det er os, der bestemmer hvor meget vi vil købe af jer’. Mistillidskulturen udvikler sig til et ’dem’ og ’os’,« siger Helle Nørrelykke.

Indkøringsproblemer

Ifølge centerleder Claus Gosvig fra Center for Familiebehandling og Psykologisk Rådgivning er tingene i bedring.

»Der er nu et godt samarbejde om sagerne, hvor der er forståelse for, at der skal afsættes den tid, der er behov for, når det drejer sig om borgere der har komplekse problemstillinger.«

Claus Gosvig skriver i forhold til indsatsen over for hele familien, at der i hvert lokalområde af København er et såkaldt Familiehus, som kan supplere behandlingen af den specielle behandling, som psykologerne arbejder med i forhold til barnet eller den unge.

Han henviser samtidig til en undersøgelse, der viser, at familiebehandlingen i Københavns Kommune er på »et højt kvalificeret niveau og har en høj effektivitet«. 

»Tiden, der bruges til at forhandle indsatspakker, handler ligeledes om, at det er et nyt system, som alle skal lære at bruge, hvor en del af forhandlingen drejer sig om at indføre alle samarbejdsparter i at få indsigt i de 24 forskellige tilbud, som Psykologhuset yder,« skriver centerleder Claus Gosvig.

Går ud over de svageste

Ved siden af BUM-modellen er Københavns Kommune ved at indføre et koncept, kommunen kalder ’Tæt på familien’, og den støtter de to psykologer. Sigtet er tværfagligt samarbejde og tidlig indsats. Men de har svært ved at se koblingen til BUM-modellen.

»Fagligheden forsvinder, det bliver et spørgsmål om kroner og øre. Vi bliver reelt forhindret i at gøre vores arbejde, og dét, vi ved, er bedst for børnene,« siger Sille Kragh.

Sarah Voschero er enig.

»Noget af det dyreste er, når børn får det forkerte tilbud. Det er dyrt, hvis et barn, der har været udsat for seksuelt misbrug, ikke får det bedre. Det er de allersvageste socialt udsatte, det her går ud over. Desværre får de ikke en stemme, da de ikke har kræfterne til at råbe op og kæmpe med systemet, fordi de har for meget at tumle med.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Eriksen
  • Niels Duus Nielsen
  • Grethe Preisler
  • Eva Schwanenflügel
  • Jørn Andersen
Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, Grethe Preisler, Eva Schwanenflügel og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Selvom denne system-kassetænkning er udtænkt i Finansministeriet, bærer Københavns kommune alligevel et stort ansvar for hvor rigidt dette fokus på penge frem for mennesker i praksis forvaltes.
Og i sidste ende er det jo meget dyrere for samfundet, at det billigste sættes fremfor det bedste, så heller ikke her er der den mindste, tyndslidte undskyldning for at prioritere mammon over traumatiserende børn og familier. For nyligt fik vi oplyst, at der var fejl i 77 ud af 77 sager om anbringelser af børn i kommunen, altså 100 procent!
Socialborgmester Anna Mee Allerslev har også måttet trække i land, da det kom frem at tildelingen af førtidspensioner var drastisk reduceret på få år. Det skyldes, at der blev implementeret måltal for tildelingen fra Christiansborg efter reformen af fleksjob og førtidspension i 2013, (Mette Frederiksen), forsvarede hun sig først. Men det viste sig, at allerede FØR reformen blev vedtaget, var kommunen i fuldt sving med at begrænse hvem der kunne komme i betragtning til førtidspension! Igen økonomi før mennesker.
Næh, det er da langt vigtigere at brande sig som event-by, og bruge fantastalioner på at hærge københavnernes dagligdag med events som Distortion og open-by-night værtshuse i indre by.
Nu skal der åbenbart også være Formel 1 i 2020, og helst mange år fremad, der vil koste det hvide ud af øjnene, samt afspærre en stor del af byen i mindst 3 uger hver sommer. Tænk, jeg troede at København var en cykelby? Men sådan er der så meget der ikke rigtig hænger sammen..
Det bliver et spændende kommunalvalg!

Egon Stich, Anne Eriksen, Susanne Andersen, Ann Thomsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Irene Odgaard, Ebbe Overbye, John Andersen, David Adam og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Torben Kjeldsen

Tak til de to psykologer for at vise mod og holde fast i fagligheden. Og 'tak' til de ledere der lytter og med klogskab får ændret betingelserne, så fagligheden vinder, dvs at der ydes den rette støtte til de udsatte børn.

Eva Schwanenflügel, Karen Grue, John Andersen, Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen og Mette Poulsen anbefalede denne kommentar
Michael Friis

Det er en "synd for" artikel. Men det er også en "talking your book" artikel.
For nogle dage siden var det en interessant artikel om ildsjæle.
Måske kan psykologerne overveje at reducere deres omkostninger for at hjælpe de stakkels børn. En psykolog time (45 min) koster typisk 998 og opefter (jvf sundhed.dk)

Niels Duus Nielsen

Michael Friis, hvad koster det i timen at have en kommunal mellemleder gående til at kontrollere at budgettet bliver overholdt?

Nok ikke 998 kr., men hvor den privatpraktiserende psykologs timeløn er baseret på, at der skal være penge til husleje, kontorhold og afdrag på SU m.v., er mellemlederens indsats fuldstændig ligegyldig for det traumatiserede barn.

Jeg tror heller ikke, at kommunalt ansatte psykologer tjener 998 kr i timen.

Torben Kjeldsen

Michael Friis
Nej en offentlig ansat psykolog fx i en kommune koster ca. 300 kr i timen. Psykologen selv får ca 230 kr i timen, som snit.

Hvorfor kommer psyken altid til sidst i et forløb? I sundhedssystemet får kroppen stort set den behandling, som den behøver. I Norge kan man gå til psykolog/psykiater som man har behov for. Jeg tænker, at det betaler sig i det lange løb.

Michael Friis

@Torben Kjeldsen
Indeholder dit tal ca kr 300 omkostninger til husleje, administration mv?

@Karen Grue Du skriver "Hvorfor kommer psyken altid til sidst i et forløb? "
Fakta viser noget andet:
I Danmark var der i 1985 ca 2,500 psykologer, i 2,000 ca 5,700 psykologer og i dag er der ca 10,000 inkl 1700 studerende. Ledigheden er lav (ca 3 pct)
Offentlig tilskud startede i 1995

Min pointe er at der muligvis er andre ting galt. Er vi for barske ved hinanden? Er det at være normal blevet for snævret?
I PsykologHusets er der 33 psykologer samt adm personale.

Annika Hermansen

Hvornår var det nu, at Information blev en lokalavis for københavnere? Og hvordan er det at sådant arbitrært problem bliver interessant for almenheden. Emnet er meget uinteressant. Det ville være interessant at se på hvor mange penge kommunerne bruger på værdi- og effektløs psykologbehandling til børn.