Læsetid: 9 min.

Samuelsen: ’Der er kun ét problem i forhold til globaliseringen, og det er udfordringen fra dele af islam’

Ifølge udenrigsminister Anders Samuelsen, er det de bekymrede vælgere, der afgør valg, og derfor hedder USA’s præsident Donald Trump. I Danmark er Trump upopulær, men vi skal alligevel bevare et tæt forhold til ham og hans land, for der er intet alternativ til det transatlantiske samarbejde 
Anders Samuelsen mener, at danskerne skal stå skulder ved skulder med amerikanerne. Også selv om præsidenten i dag hedder Trump.

Anders Samuelsen mener, at danskerne skal stå skulder ved skulder med amerikanerne. Også selv om præsidenten i dag hedder Trump.

Lærke Posselt

22. juli 2017

USA er Danmarks bedste ven. Der er billederne af den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen, som kører mountainbike i Texas med præsident George W. Bush. Eller billederne af dronning Margrethe sammen med Bill Clinton, der holder tale foran et hengivent dansk publikum på Nytorv i København. Eller euforien over, at Barack Obama blev valgt til præsident, og så var der selvfølgelig landesorgen, dengang John F. Kennedy døde.

Vi er alle sammen en lille smule amerikanere.

Og når amerikanerne går i krig, kan de stole på, at Danmark kommer, hvis de kalder. Men nu har USA fået en præsident, som ikke er populær i Danmark, og som siger ting, ingen danske politikere kunne finde på at sige.

En præsident, der truer hele den verdensorden, som har skabt fred for Danmark efter Anden Verdenskrig, og som anfægter den globalisering, som har skabt velstand herhjemme.

»Det er klart, at når Trump ikke er populær i Europa, kunne europæiske politikere blive fristet af bare at kritisere. Og at det kunne være en nem vej at gå, er der ingen tvivl om.«

»De par gange, jeg selv har følt det nødvendigt at løfte pegefingeren over for Trump, er jeg blevet tiljublet som aldrig før af folk, der aldrig kunne finde på at stemme på Liberal Alliance. Men politik – også udenrigspolitik – er og bliver for vigtigt til at jagte kortsigtede point.«

Vi har bedt den danske udenrigsminister om et interview om Danmarks plads i verden, efter et dramatisk år: Storbritannien har stemt sig ud af EU, amerikanerne har valgt Donald Trump, og Emmanuel Macron og Angela Merkel er ved at gøre Europa stærkt igen.

– Skal vi vælge Macrons Europa og tage afstand fra Donald Trumps Amerika?

»Nej, vi skal gøre noget andet. Vi skal have tætte kontakter. Der er ikke mange nationer i verden, der har så tætte forbindelser som Danmark. Det er vores traditionelle måde at gøre det på. Vi har opnået en særlig adgang til USA, som vi skal passe på. Vi har mistet over 40 soldater i Afghanistan, så vi har virkelig ofret noget for at nå dertil.«

Anders Samuelsen nævner, at han allerede selv har haft tre møder med den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, at Lars Løkke har haft et møde med Donald Trump, og at forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har en god forbindelse med USA’s forsvarsminister, James Mattis.

Indtil Trump får udpeget en ny ambassadør – og det sker tidligst til november – er det Laura Lochman, der repræsenterer USA i Danmark.
Læs også

Anders Samuelsen minder os om alle de ting, der er sket det seneste år. En summarisk gennemgang, der tager ti minutter.

»Og så har vi ikke engang nævnt Israel-Palæstina-konflikten,« siger Samuelsen med et smilende suk.

Oveni er der også Trumps tweets og forskellige udmeldinger. Men uanset Trump skal Danmark blive med ved at pleje sin tætte forbindelse til USA, siger Anders Samuelsen:

»Jeg er vokset op med, at man sagde, at amerikanerne var nogle moderne imperialister, der tror, de skal bestemme over hele verden. Men hvis amerikanerne rejser sig op og siger ’fuck jer, det kan I sgu selv finde ud af’, så finder vi også ud af, at vi ikke vil undvære dem.«

Vi kan rykke nogle brikker

Da Anders Fogh Rasmussen var statsminister i 00’erne lovede han »opgøret med den danske småstatsmentalitet«. Danmark skulle føre en aktiv udenrigspolitik og være offensiv i verden:

»Anders Fogh var aktivistisk, og det mener jeg også, vi skal være,« siger Anders Samuelsen:

»Sådan som jeg ser det, så erkendte Fogh, at vi er en småstat, og at vi derfor skal søge et rigtig tæt samarbejde med amerikanerne. Vi skal vise, at vi stiller op med det, vi kan. Vi kommer ikke alene til at afgøre kampen mod Islamisk Stat, men vi bidrager, og det giver en mulighed for at søge indflydelse.«

»Samtidig skal vi også erkende, at vi ikke kan være med alle vegne. Vi kan godt rykke nogle brikker, men vi kan ikke spille på hele pladen,« forklarer Anders Samuelsen.

– Hvis vi følger USA, uanset om de forsvarer konventioner og institutioner eller nedbryder konventioner og institutioner, er vi så ikke bare en småstat uden idealer og principper?

»Nej. I regeringens udenrigspolitiske- og sikkerhedspolitiske strategi har vi skrevet nogle værdipolitiske pejlemærker ind allerøverst. Det er de pejlemærker, vi skal måles på. Vi skal bl.a. kæmpe for at sikre mere frihed, mere ytringsfrihed, mere forsamlingsfrihed, mindre terrorisme og mere offentlig ro og orden. Det er det, der skal definere vores indsatser – på trods af, at det bliver utroligt kompliceret,« siger Anders Samuelsen.

Det er muslimerne, der bekymrer danskerne

Trump har talt om, at middelklassen er blevet ’rippet’, at amerikanerne bliver snydt, og at frihandelsaftalerne er dårlige for Amerika. Han har annonceret et opgør med globaliseringen, som vi kender.

– Hvordan har globaliseringen påvirket Danmark?

»Globaliseringen og kapitalismen har i den grad har været bidragende til, at vi er gået fra, at 40 procent af verdens befolkning levede under FN’s fattigdomsgrænse til under ti procent. Flere kvinder har fået en uddannelse, langt flere har elektricitet, langt flere får større muligheder. Så trenden går i den rigtige retning. Men så er der nogle steder i verden en middelklasse, som ikke vinder på det, og det problem skaber antiglobalisering.«

»Vi burde i Danmark vise, at vi vinder på globaliseringen, fordi vi har en arbejdsmarkedsmodel som bruger flexicurity, og vi har uddannelse, uddannelse, uddannelse. Vi kunne vise resten af verden, hvordan man bliver rigere og giver alle en mulighed.«

– I øjeblikket kan man tale om et politisk opbrud, hvor der er to retninger. En protektionistisk retning med Storbritannien og USA, og en anden retning med en liberal retsorden. Og så har vi et Danmark, hvor Socialdemokratiet bevæger sig over i nærheden af Dansk Folkeparti. Der er et opbrud, der går hver sin vej. Kan du se noget dansk potentiale i det?

»Det mærkelige er jo, at vi ikke er modstandere af globaliseringen i Danmark. Det hænger sammen med, at de fleste i Danmark har mærket gevinsten af den. Der er kun ét problem i forhold til globaliseringen, og det er udfordringen fra dele af islam, sat på spidsen. Det er det, de fleste er bekymrede for.«

»Det er frygten for, at nogle angriber vores frihedsrettigheder, kvindernes rettigheder, ligestillingsrettigheder, respekten for homoseksuelle, der fylder allermest hos danskerne.«

»Derfor sker det, at de fleste partier bevæger sig længere væk fra det liberale og globale. Fordi det er de bekymrede vælgere, der afgør et folketingsvalg.«

National/stat

Anders Samuelsen spørger efter et stykke papir og en kuglepen. Han tegner et stort kryds, der skal blive til den velkendte model over de politiske partiers ideologi. For enden af den ene streg skriver han ’global’ og i den anden ende skriver han ’national’. For enden af den lodrette linje skriver han ’stat’ og i den anden ende ’liberal’.

»Det startede med, at Uffe Ellemann tabte til Anders Fogh. Anders Fogh begyndte at konkurrere med socialdemokraterne, fordi han mente, at de vælgere, der er liberale vil blive hos os under alle omstændighederne. De vælgere, der bestemmer, hvem der vinder valget i Danmark, det er de bekymrede og globaliseringsangste vælgere. Dem der vil have mere velfærd, ældrecheck osv.«

Han skriver partibogstaverne ind i modellen. Socialdemokraterne ryger i ’national’/’stat’-hjørnet. Her rykker han også Venstre hen.

»Så havde vi et fremskridtsparti, der gik i opløsning og som i udgangspunktet var globale og liberale. De blev til Dansk Folkeparti og begyndte at konkurrere med Socialdemokratiet. Så kom Villy Søvndal i regeringen, og så blev han også mere stat og national. Det samme skete med De Konservative.«

Læs også

Som modellen bliver udfyldt af partibogstaver, ryger de fleste partier i det samme hjørne som Socialdemokratiet og Venstre.

»Min påstand er, at i alle partier er der progressive kræfter, som tror på globaliseringen. Problemet med de progressive og globaliseringsorienterede vælgere, det er, at de ikke flytter med over midten, de bliver, hvor de er.«

»Derfor går jagten ind på de sidste 15 procent af vælgerne – de bekymrede vælgere – for det er dem, der kan flytte sig,« siger Anders Samuelsen:

»På et tidspunkt er de sidste 15 procent hos Socialdemokratiet, så bliver de sure på Helle Thorning på grund af hendes løftebrud, så går de over til Lars Løkke, så bliver de sure på Lars Løkkes underbukser og bilag, og så går de tilbage til Socialdemokratiet, og så videre til Dansk Folkeparti. Alle partierne prøver at lægge sig og rode rundt efter de samme vælgere, for det er dem, der afgør det.«

Det skal komme fra de unge

– Macron, der er økonomisk liberal og pro-europæisk, har fået et halvt Obama-moment med en tendens den vej. Ser du et potentiale for dig i Macrons succes?

»Svaret er selvfølgelig, at det kan man ikke afvise. For halvandet år siden, vidste man ikke, hvem Macron var, og nu er han præsident i Frankrig. Det er Ny Alliance, der er lykkedes,« griner Anders Samuelsen:

»Hvis der sker et opbrud, så kommer det fra de unge, for de er ikke bundet af ’det har jeg altid stemt på’. Vi har i visse målinger op mod 25 procent af de unges stemmer. Det er et udtryk for, at de ikke er fyldt med fordomme. De hører frihedsbudskabet, og hvis frihedsbudskabet bliver tilstrækkeligt moderne, så kan der ske rigtig, rigtig meget.«

Angela Merkel gjorde med en tale i et øltelt i München europæisk sikkerhedssamarbejde til en påtrængende dagsorden. Hun sagde, at »det eneste, jeg kan sige, er, at vi europæere virkelig må til at tage vores skæbne i egne hænder. Vi skal kæmpe for vores egen fremtid, som europæere, for vores skæbne.«

Danmarks udenrigsminister regner dog ikke med, at der kommer et europæisk sikkerhedssamarbejde i fremtiden:

»Det, Merkel sagde under talen, har hun også sagt tidligere. Nu blev det bare blæst op, fordi det var i sammenhæng med, at Donald Trump var vævende omkring NATO’s musketered,« siger Anders Samuelsen, mens vi sidder ved det ovale bord.

– Men der er vel en reel konflikt mellem en Merkel/Macron-akse, som eksempelvis er meget optaget af Paris-aftaler og mere integration. Og Storbritannien og Amerika, der er et andet sted. Der er vel en anden splittelse?

»Der er en splittelse imellem, om man tror på multilaterale aftaler eller bilaterale aftaler. Det er egentlig det, konflikten går på. Og så handler det om at lægge pres på amerikanerne. Vi prøver at sige, at vi også kan gøre noget selv. Men jeg tror også, at alle europæere er klar over, at det er et langt sejt træk at blive en spiller alene, uden det transatlantiske samarbejde.«

– Så Danmark står ikke i et valg mellem Europa og USA?

»Der er ikke noget alternativ til NATO og et transatlantisk samarbejde. Det er klart, der er nogle, der vil begynde at snakke mere, og det kan få vores forsvarsforbehold under et pres på et tidspunkt.«

– Men Angela Merkels tanke er vel, at man skal leve op til NATO-kriterierne inden. Så man styrker NATO og opruster i Europa ved at købe nogle ting ind sammen. Små skridt som ikke er et opgør, men en måde at styrke NATO og Europa?

»Der er ikke nogle i Tyskland, der har bidt til bolle på, at de skal op på to procent. Hvad ville der også ske i Europa, hvis tyskerne brugte to procent. Det ville blive meget voldsomt. Rigtig, rigtig voldsomt. Jeg tror, Trumps pres virker i forhold til, at udgifterne til NATO kommer på dagsordenen, og landene opruster. Vi skriver også i vores regeringsgrundlag, at der skal ske et substantielt løft. Så må vi se, hvor langt vi kommer. Jeg ser ikke umiddelbart tyskerne sige, de vil bruge to procent og lave en Europa-hær i morgen.«

Men der kan nå at ske meget på et år, siger Anders Samuelsen med henvisning til Peter Taksøe-Jensens udredning om Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik fra sidste år, hvor hverken Trump eller Brexit er nævnt.

Da Anders Samuelsen satte sig ved sit bord i Udenrigsministeriet i november 2016, var Macron heller ikke blevet præsident, May var ikke genvalgt og Brexit-forhandlingerne ikke begyndt. Og ligesom at der er sket meget det seneste år, kan der nå at ske meget i det følgende.

»Tingene er ekstremt turbulente. Når vi laver udenrigspolitiske strategier, så er det for et år ad gangen. Det er det vildeste, vi kan gøre.«

Serie

Hvad gør Danmark, hvis USA svigter NATO?

Med Donald Trump er uberegneligheden kommet til at præge USA’s forhold til verden.

Hvad betyder det for dansk sikkerhedspolitik, der hidtil har lænet sig op ad supermagten på den anden side af Atlanten? Skal Danmark lede efter andre løsninger? Bliver det nødvendigt at ophæve forsvarsforbeholdet over for EU?

Det spørger Information politikere, eksperter og fagfolk om i denne artikelserie.

Seneste artikler

  • Rusland er svag, og den russiske trussel er stærkt overdreven

    3. august 2017
    Danmark skal ikke frygte Rusland, og USA er stadig Danmarks tætteste allierede – selvom Donald Trump er blevet præsident. Det mener Bertel Heurlin, der er mangeårig professor i international politik på Københavns Universitet. Information har mødt ham til en snak om det nuværende trusselsbillede og danske forsvarsalliancer
  • ’Danmark skal først og fremmest levere det, NATO har brug for’

    2. august 2017
    Truslen fra Rusland er meget lavere nu end under Den Kolde Krig. Til gengæld er der en betydelig større risiko for, at situationen kommer ud af kontrol, siger chefen for Forsvarsakademiet, kontreadmiral Nils Wang. Derfor skal Danmark deltage i afskrækkelsen af Rusland og levere det, NATO ønsker
  • Lykketoft: ’Trump har sået tvivlen i NATO’

    27. juli 2017
    Det er utrygt at have både en russisk og en amerikansk præsident, som man ikke kan regne ud, siger tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (S). Han mener, at det ikke er muligt at lave ordentlige aftaler med Putins Rusland, uden at der er sammenhold i NATO. Det håber Lykketoft, at USA vil erkende – også under Donald Trump
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Lucas

Det er godt nok en forsimplet verden han lever i.

Curt Sørensen, Anders Graae, Helle Walther, Vivi Rindom, Carsten Wienholtz, Slettet Bruger, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Solveig Jensen, Arne Lund, Torben Skov, Poul Sørensen, Hans Larsen, Nike Forsander Lorentsen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Mikkel Schou

Ét alternativ til det transatlantiske samarbejde, som Samuelsen ikke mener, at der er et alternativ til, er en udmeldelse af NATO.

Eneste problem ved globaliseringen er, at det ikke foregår på lige vilkår. Og dermed er problemet både udenrigsminister Anders Samuelsen og borgerne øvrige politikere.

Globalisering på lige vilkår indebærer på den ene side, at ingen land udnytter andre lande eller andre landes svaghed. Og på den anden side, at importpriserne reguleres for besparelser der er foretaget ved at vælge lavtlønslande, lande hvor de tillades større grad forurening, og så videre.

Skal det ændres, sal borgerne vælge andre politiker og andre faglige ledere, der ikke er drevet af andet end at tjene jordens befolkning. Og så skal Anders Samuelsens islamiske populistiske problem nok løse sig selv.

Helle Bovenius, Helle Walther, Karsten Aaen, Viggo Okholm, Eva Schwanenflügel og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Bo Stefan Nielsen

Der er ingen problemer i det globale kapitalistiske system. Blot vi lige husker at holde gang i islamofobigryden og vedholde et fælles fjendebillede, så kan vi alle ånde lettet op, høj og lav. Nuvel, i hvert og især hvis vi er rige hvide mænd.

8 mænd ejer det samme som verdens 3,6 milliarder fattigste halvdel ejer. Hver tiende menneske på planeten lever for under 2 dollars om dagen. Lønninger stagnerer globalt imens bosserne bonusser svulmer og de rigeste snyder fællesskabet gennem skattefiduser og overklassepolitikere som Anders Samuelsen og Løkke udsulter kontinuerligt den fælles velfærd.

Det viser Oxfams rapport, der blev publiceret samtidig med Davos mødet i januar 2017:

"Oxfam’s report, ‘An economy for the 99 percent’, shows that the gap between rich and poor is far greater than had been feared. It details how big business and the super-rich are fuelling the inequality crisis by dodging taxes, driving down wages and using their power to influence politics. It calls for a fundamental change in the way we manage our economies so that they work for all people, and not just a fortunate few.

New and better data on the distribution of global wealth – particularly in India and China – indicates that the poorest half of the world has less wealth than had been previously thought. Had this new data been available last year, it would have shown that nine billionaires owned the same wealth as the poorest half of the planet, and not 62, as Oxfam calculated at the time."
- https://www.oxfam.org/en/pressroom/pressreleases/2017-01-16/just-8-men-o...

Men dét er intet problem. Hverken demokratisk, økonomisk eller menneskeligt.

Kapitalistisk globalisering er en succeshistorie. Kurverne går jo opad! Og nej, glem nu profitratens konstante fald siden halvfjerdserne og den globale lønudviklings opbremsning siden finanskrisen.

Hvad med succeshistorien om de 10% bedstlønnede europæere, som iflg. ILO's 2016 rapport nu tjener 26% af den samlede lønindkomst i Europa? Det er jo Samuelsens lønramme, så stort tillykke med det! De nederste 50% af lønmodtagerne, som tilsammen må nøjes med 26% af kagen, skal lade være med at brokke sig - eller i det mindste bør de give muslimerne skylden.
- http://www.ilo.org/global/about-the-ilo/multimedia/maps-and-charts/enhan...

Eller hvad med indholdet af CO2 i atmosfæren? Nu er vi konstant over de 400 PPM - og hvilken mere sigende indikator for at global kapitalisme er historiens vildeste vækstmaskine kan du bede om? Nyd lige denne herlige erigerede kurve: http://www.klimadebat.dk/grafer_co2_ppm.php

Og hold så iøvrigt op med alt det brok.

Christian Lucas, Vibeke Hansen, Daniel Jensen, Helle Bovenius, Tage Korsdal Nielsen, Torben Skov, Torben Bruhn Andersen, Karsten Aaen, Viggo Okholm, Eva Schwanenflügel, Ivan Breinholt Leth, Ann Thomsen, Arne Lund, Søren Roepstorff, Christoffer Pedersen, Tom Andreæ, John Poulsen, John Andersen, Ebbe Overbye og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Anders Samuelsen vil åbenbart arbejde tættere med Trump ellers er vi fortabt.... er Trump ikke netop den afgrund som det meste af verden forsøger holde sig klar af, fordi Trump er utilregnelig ....og så længe nede i artiklen gøres muslimer selvfølglig til den enste problem ved globaliseringen....
- Det lyder som Samuelsens hjerne er på ferie og hans filosoferende lommeuld har overtaget pladsen.

Curt Sørensen, Helle Walther, Torben Bruhn Andersen, Carsten Wienholtz, John Andersen, Eva Schwanenflügel og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Er der en spindoktor tilstede? - En politiker er begyndt at øse ud af hans egne tomhjernede ideer...

Vibeke Hansen, Helene Kristensen, Helle Walther, Hanne Ribens, Torben Bruhn Andersen, John Andersen, Eva Schwanenflügel, Arne Lund og Torben Skov anbefalede denne kommentar

" ....der er intet alternativ til det transatlantiske samarbejde"
Som er samarbejde med dem, der fører krige - med kanoner og penge i griskhedens navn !
Alternativet er at at hjælpe de svage lande bilateralt - også i egen interesse (udvandrere).
Med Samuelsens egne ord :
" Der er ikke mange nationer i verden, der har så tætte forbindelser som Danmark. Det er vores traditionelle måde at gøre det på."
Spørgsmålet er, til hvem og hvordan. Yde humanitær hjælp til selvhjælp, eller bruge penge og ofre soldater på konflikter, der aldrig ophører ?

Hasse Poulsen

Det er godt nok nogle uintelligente mennesker Saxobank har ansat som politikere.

Christian Lucas, Vibeke Hansen, Daniel Jensen, Helene Kristensen, Helle Walther, Christel Gruner-Olesen, jørgen djørup, Torben Skov, Torben Bruhn Andersen, Carsten Wienholtz, John Andersen, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel, Ivan Breinholt Leth, Poul Sørensen, Christoffer Pedersen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Hasse Poulsen - Enig. Måske skulle Lars Seier til en forandring indsætte Bjarne Riis i stedet. Det kan dårligt blive værre.
Her ser vi hvor slemt det kan gå, når små drenge fra dysfunktionelle familier får et embede, de ikke er voksne nok til at bestride.

Vibeke Hansen, Helle Walther, Torben Skov, Carsten Wienholtz, Mikael Velschow-Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Ivan Breinholt Leth og Poul Sørensen anbefalede denne kommentar
Solveig Jensen

Er der nogen der gider fortælle ham om global opvarmning?

Vibeke Hansen, Helle Walther, Torben Skov, Hanne Ribens, John Andersen, Peter Andersen, Eva Schwanenflügel og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

At Anders Samuelsen vælger den populistiske problematisering af globaliseringen kan ikke overraske. Globaliseringens primære drivkraft har været finanskapitalens frie bevægelighed over nationale grænser, som har medført meget store profitter for finanskapitalen. Omkring 2003 var finanskapitalens andel af de samlede profitter steget til over 50% i USA. I Europa har en fælles valuta gjort nationale stater afhængige af lån fra finanskapitalen, så disse stater kan finansiere deres underskud. Altså er nationalstaternes underskud direkte blevet knyttet til finanskapitalens profitter. Produktive investeringer var langt mere profitable end spekulative investeringer i efterkrigsårene, men dette vendte i midten af 70erne, da man begyndte at slække på restriktioner pålagt finanskapitalen i kølvandet på 30ernes store depression.

Siden finanskrisens udbrud i 2007-2008 har The Fed og ECB pumpet enorme summer af penge ud i samfundet i form af kvantitative lempelser (quantitative easing - også kaldet QE blandt økonomer). Eftersom disse penge næsten udelukkende er blevet anvendt til at opkøbe forskellige finansielle aktiver (obligationer, derivater, etc.) fra den finansielle sektor, har de naturligvis ikke bidraget til at øge indkomsten blandt lønmodtagerne. Den væsentligste effekt er, at spekulative investeringer er blevet endnu mere profitable. De enorme summer, som den finansielle sektor modtog via QE til en ekstrem lav rente blev fortrinsvis anvendt til yderligere spekulation - ikke til udlån til produktive investeringer og skabelse af arbejdspladser, som man tilsyneladende forventede. Det er den primære årsag til, at disse pengeudpumpninger har medført stigende ulighed og ikke inflation og stigende efterspørgsel efter varer. Spekulation skaber i sig selv ingen værdier, men dræner tværtimod den produktive sektor for værdier, og det keynesianske bånd, som i efterkrigsårene op til omkring midten af 70erne, bandt kapitalejernes profit til niveauet af lønmodtagernes indkomst er blevet brudt. (Dvs. muligheden for en 'trickle down effect' er ophævet.)

Allerede i 2005 udsendte amerikanske Citibank et memorandum til bankens rigeste kunder, hvori man beroligende meddelte dem, at deres fremtidige velstand ikke var bundet til lønmodtagernes lønfremgang. Banken døbte dette fænomen 'plutonomy'. Plutonomiske kapitalister er globaliseringens egentlige avantgarde, men det er ikke dette absolutte mindretal, som man typisk associerer med globalisering. Det er derimod varerne og arbejdskraftens frie bevægelighed, studerende som studerer i udlandet, og den højt uddannede middelklasse, som søger arbejde internationalt.

De plutonomiske kapitalister bekymrer sig ikke om nationale økonomiers vækst. Deres transnationale formuer vokser uafhængigt af disse. For sådanne kapitalister drejer det sig primært om at gribe globaliseringen, komme fri af det nationale økonomiske hængedynd og snak om statslige budgetter og skat, brænde alle broer bag sig og efterlade så lidt som muligt. Denne globale elite er fuldstændig adskilte fra deres eget oprindelige sociale landskab, har ingen national identitet og er totalt integrerede i globaliseringens cyber space, hvor de udelukkende kommunikerer med andre globale eliter. De er moderne nomader i en overjordisk topografi af penge. De ejer 'real estate' i 5-6 metropolfæstninger rundt omkring i verden, som de bevæger sig til og fra. De er udelukkende 'real estate patrioter' – nationalister i et flygtigt, gyldent 'nowhere'. Deres adelsmærke er at være ude af trit med almindelige menneskers kamp for at overleve en hverdag af stigende fattigdom, vold, etniske sammenstød, miljømæssig degradering, boligmæssigt forfald og Anders Samuelsens islamiske udfordring.

Vibeke Hansen, Daniel Jensen, Torben Skov, Karsten Aaen, Bo Stefan Nielsen, Leo Nygaard og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Leth - Tak for gennemgangen. Jeg kan ikke gennemskue det hele , men det lyder rigtigt.
Der spørger jeg : Kan Danmark alene indføre skat på pengehandel (Tobin) ?

Jeg misbilliger, at man kalder folk, man er uenig med for dumme - og det der er værre.
Hvis jeg var moderator her, blev de slettet.

Jan Weis, Michael Hullevad og Christoffer Pedersen anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Han påstår at "kun" 10% af jordens befolkning ligger under fattigdomsgrænsen mod tidligere 40,det tror jeg så ikke han har ret i, så godt er det ikke blevet. Måske hvis han har ment direkte sult.
Hvad har vi gjort siden vi skal have ministre med hans kaliber?

Helle Walther, Torben Skov, Niels Duus Nielsen, Arne Lund, Eva Schwanenflügel og John Andersen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Leo Nygaard. En Tobin skat vil uden tvivl lægge en dæmper på spekulation, men det vil næppe løse det problem, som består i, at spekulative investeringer er mere profitable end produktive investeringer. Der findes iøvrigt undtagelser her fra. Disse er Tyskland, Kina (så længe det varer) og til en vis grad Danmark. At tilbagerulle finanskapitalens magt over den internationale økonomi, tror jeg, vil kræve et stærkt internationalt samarbejde. Jeg tvivler på, at EU (i samarbejde med USA og Kina) er en velegnet organisation til at genskabe en økonomi, hvor produktion af varer er i centrum. Det forbandede er, at det ikke er til at få øje på andet end EU.

Torben Skov, Michael Hullevad, Karsten Aaen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Men Leo Nygaard, man må godt kalde dem tossegode, eller hvad...?

;-)

Torben Skov, Eva Schwanenflügel og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Så kom vi så langt i oplysningsprojektet på nærværende intelligensblad for den næsthøjeste oplysning siden 1945: For nylig den redaktionelle snapsidé, at der stikker en Inger Støjberg i alle danskerne og nu åbenbart tilsat noget uspecificeret amerikansk …

Det kan derfor kun ende galt med os alle og skyldes nok dette uhæmmede forbrug af CocaCola og Anders And … ;-)

Christoffer Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Jan Weis, Inger Støjberg er jo storreklamatør for Coca Cola Zero, mon hun har et sponsorat?
Og er næste skridt Andeby kun for hvide? Hun må jo kunne se potentialet, i og med at alle skurke er sorte; Sorte Slyngel, Sorteper, Store Stygge Ulv , Hexia de Trick.. Tja, Madam Mim er lidt grå i toppen, men hun har nok været sorthåret engang. Til gengæld svømmer onkel Joachim von And lystigt frem og tilbage i pengetanken, det har hun det sikkert rigtigt fint med. Næste skridt på promoveringen er at erstatte Andersines status i Andeby.

Niels Nielsen - Dumhed i betydningen intelligens er man født med, og uden skyld.
Den tossegode kan være ret så intelligent og alligevel vælge at genere sig selv - og andre.
Hvem vil du nedvurdere med passende betegnelse ?

Jan Weis, Michael Hullevad, Christoffer Pedersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Bo Stefan Nielsen

Det er en skam, at Samuelsen får lov at slippe med at trække på skuldrene overfor globalisering og så nøjes med at trække muslimkortet. Det er ærlig talt lidt tyndt det her.

Hvad med at bede Samuelsen forholde sig til den The Guardian artikel, som Rasmus Knus linker til i tråden her (link igen: https://www.theguardian.com/world/2017/jul/14/globalisation-the-rise-and...)?

Det er selvfølgelig fuldt ud muligt for en udenrigsminister at hæve sig over kravlegården og diskutere globalisering på et sagligt og oplyst plan.

Ivan Breinholt Leth, Helle Walther og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Nu var mit oprindelige forslag jo at skabe neologismen "tosseond", sidst vi diskuterede sprog. Hvis jeg er tossegod, er du også, mens Anders Samuelsen så helt klart er tosseond.

charlie white

Når man bliver rig, fed og sat, tænker man kun tanker som er til eget velbehag.

Den kategori hører Anders Samuelsen til. han hverken lytter, ser eller på andre måder opfatter folket mere, hvis han nogensinde har gjort det.

Men det er der jo ikke noget at sige til, han repræsenterer jo kun sig selv.

Anders Samuelsen repræsenterer regeringen. Han holdning er klar og tydelig pro USA.
Det kan vi så være uenig i visse dele af. Jeg tror ikke på at denne regering totalt kritikløst il acceptere alt hvad der kommer fra den kant - hvor præsidenten er i lære i fire år.

Journalisterne (?) i begyndelsen : " Vi er alle sammen en lille smule amerikanere."
Ja, hvem er ikke det ?

AS : " Der er kun ét problem i forhold til globaliseringen, og det er udfordringen fra dele af islam, sat på spidsen. Det er det, de fleste er bekymrede for."
Måske ikke kun èt problem, men et væsentligt problem. Klog bemærkning !