Læsetid: 10 min.

Søren Pind: Vi skal klynge os til Europa

Vi er ifølge uddannelsesminister Søren Pind udfordret af hurtige meninger, pøbelvælde, fragmentering og opløsningstendenser i den politiske kultur. Ting, som Trump står for. Derfor skal vi rette blikket mod den franske præsident Emmanuel Macron, som har åbnet en ny vej fremad for Europa. Regeringen er dog så presset af S og DF, at Pind er i tvivl om, hvorvidt Danmark kan følge med
Vi er ifølge uddannelsesminister Søren Pind udfordret af hurtige meninger, pøbelvælde, fragmentering og opløsningstendenser i den politiske kultur. Ting, som Trump står for. Derfor skal vi rette blikket mod den franske præsident Emmanuel Macron, som har åbnet en ny vej fremad for Europa. Regeringen er dog så presset af S og DF, at Pind er i tvivl om, hvorvidt Danmark kan følge med

Ida Munch

8. juli 2017

Det hele hænger sammen for Søren Pind (V): Den nye franske præsident Emmanuel Macron står for dannelse, autoritet og retsstat. Alt det, Søren Pind selv som uddannelses- og forskningsminister mener, at han forsvarer i Danmark.

Den amerikanske præsident Donald Trump derimod står for hurtige meldinger, falske nyheder og et opgør med de regler, som holder verden sammen. Meget af det som ifølge Søren Pind er en trussel mod dannelsen, den politiske kultur og fællesskabet:

»Det kan sagtens være, at jeg tager fejl, men jeg ser en fare for demokratiet og fællesskabet i en manglende historisk bevidsthed, manglende sammenhæng i synet på tingene. Jeg ser et fragmenteret verdenssyn,« siger Pind. 

Vi sidder på Søren Pinds kontor på Slotsholmen og kan se ud over det nye mondæne København. Havnefronten. De nye glasbygninger. De gamle grønne tårne og spir.

Den tid, som har frembragt det, som Herman Bang ville kalde en regn af guld over København, har også skabt nogle problemer, som Søren Pind har adresseret, siden han for et halvt år siden blev forskning- og uddannelsesminister.

»Det hænger også sammen med vores brug af moderne teknologi. Vi kan se hvad som helst og diskutere hvad som helst uafhængigt af, hvad der egentligt er op og ned i en sag. Vi lever i en tid, hvor naboens datters rådgivning regnes for lige så god som Eske Willerslevs, hvis man taler om genetik. Det giver jo ingen mening.«

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind mener, at tendensen med at miskreditere forskerne allerede begyndte i 00’erne herhjemme med daværende statsministers Anders Fogh Rasmussen ord om ’eksperttyranni’ i en nytårstale
Læs også

Vi vil gerne tale med ministeren om det hele: kampen for dannelse, autoriteternes fald, det politiske opbrud, Trump i Amerika og det nye Europa i en urolig verden. Og Danmarks plads i den nye verdensorden.

»Vi lever i et hastighedssamfund. Det hele accelererer som med Trump, der hurtigt laver et tweet ...«

Pind ledsager sit udsagn med et knips: »... der så i øvrigt viser sig at være helt forkert og i modstrid med alle kendsgerninger.«

– Hvad er det, du ser i Macron som modsætning?

»Jeg er gennem årene blevet vaccineret mod at sætte hele mit håb på enkeltpersoner. Men Macron er en interessant skikkelse.«

Vi nikker, vi ved også godt, at man ikke skal tro på, at store mænd kan redde os. Men vi taler intenst om Macron alligevel.

»Macron siger, at han savner kongen i fransk politik. Han tager den her kåbe på og går langsomt op mod podiet ledsaget af Beethovens 9. symfoni. Han siger, at Europa må styrkes. Han siger: Frankrig, Frankrig fremad!«

Igen banker Pind i bordet.

»Han appellerer både til den franske patriotisme og til Europa-tankegangen, og han appellerer til, at man må stå op imod dumheden.«

Opgør med nyttetænkning

Søren Pind står også op imod det, han opfatter som dumheden. Han har lukket sin facebookkonto og forbudt sine medarbejdere at maile om søndagen. Han har advaret mod udbredelsen af alternative fakta og argumenteret for at rehabilitere dannelse.

Det handler ikke kun om, at folk skal blive klogere og oplyste, men om muligheden for at tale fornuftigt sammen.

»Dannelse er for mig lidt ligesom kultur – det er fælleskabets ophobede viden. Det er det, som gør, at vi kan føre en samtale med hinanden. Det er halvfjerdsernes forestilling om, at selv den værste kommunist og den særeste fremskridtsmand kan tale med hinanden tværs gennem et lokale fyldt af Venstre-bønder og socialdemokrater.«

– Vores uddannelsespolitik har jo i årtier handlet om at levere det, arbejdsmarkedet krævede. Det har ikke handlet om dannelse, men om højtuddannet arbejdskraft og vejen fra forskning til forretning. Vil du tage et opgør med den tænkning?

»Det er ikke et opgør, men et balancesynspunkt. Når jeg er i de miljøer, som er meget orienteret mod produkter, så efterspørger de én ting. Når jeg er i de miljøer, som er meget arbejdspladsudfordrede, så efterspørger de noget andet. Og så er det jo rigtigt, at vi for eksempel mangler ingeniører og it-kyndige, og derfor er vi nødt til at bruge nogle flere penge på det.«

– Hvordan kan du genskabe respekt for dannelsen i det danske uddannelsessystem, hvis aktørerne vil have noget andet?

»Vi har nu engang indrettet os sådan, at uddannelse og sundhed er kollektivt betalt, men man har også individuelt ret til det. Det synes jeg, er forstandigt. Men så må man også finde sig i, at når staten giver noget, så kan staten også tage noget igen. Det, der bliver betalt af andre, vil også altid blive administreret af andre.«

– Men nytteværdien bliver jo ofte den højeste målestok, når vi skal betale for forskning og uddannelse?

»Det er også derfor, jeg ikke bruger ordet nytte mere. Jeg bruger udtrykket gavn. Det kan man grine ad, men gavn er for mig bredere end nytte. Det er helt bevidst. Jeg har renset nytten ud af mine taler,« forklarer Pind.

»Der er nogle ting, der definerer et fælleskab. Bønderne så nødvendigheden af at sende deres børn på højskole. De afskrev et år til sådan noget pjat som at læse og synge, som at tale med hinanden og møde hinanden.«

»Vi kan ikke altid vide, hvor vi ender, men vi skal have råd til at sige, at det her afskriver vi. Vi skal erkende, at der kan komme noget gavnligt ud af spontane fællesskaber og fordybelse. Nogle gange kan det vise en vej, vi slet ikke havde set. Skal vi så satse hele butikken på det? Gu skal vi da ej. Men skal vi sætte noget risikovillig kapital af til det? Gu skal vi så. Ellers er man ikke et land.«

At savne en konge

Også i den politiske kultur ser Søren Pind et forfald. Han mener, at Folketinget, som formelt er den lovgivende magt, er begyndt at gribe ind i den udøvende magt, som ifølge Grundloven ligger hos regeringen og kongen.

Den lovgivende magt skal lave reglerne for landet, mens den udøvende magt skal administrere og regere. Men nu vil Folketinget blande sig i regnemetoderne i Finansministeriet og placeringen af en politiskole.

»Der er nogle, der er nødt til at tilvejebringe et beslutningsgrundlag. Nogle der frembringer kedelige, tørre fakta, videnskabelige fakta og finder ud af, hvordan vi gør det, vi ønsker mest effektivt. Og den magt skal ligge hos regeringen.«

Igen henviser Søren Pind til den franske præsident.

»Det er ikke tilfældigt, at Macron bliver populær på at sige, at det franske folk savner kongen – han vil så at sige etablere orden. Der skal være en zone af ro omkring magtudøvelsen. Ikke på udemokratisk vis, som det endte med i det romerske kejserrige. Men som en grænsetrækning, der fortæller, at i et demokrati er der også nogle, der er nødt til at have autoriteten.«

De evindelige diskussioner risikerer ifølge Pind at føre til handlingslammelse, som igen kan lede til et behov for den stærke leder. Han minder om, at den norske forfatter Karl Ove Knausgård har sagt, at næste gang fjenden kommer, så ankommer han i skikkelse af noget, vi elsker og holder af.

»Det har jeg tænkt meget over. Og det var før Trump. Ikke at jeg siger, at han er fjenden. Men der er noget farligt i kombinationen af pøbelvælde, hastighed, demokratisk overflade uden fundering og utroligt hurtige beslutningsprocesser. Vi foregiver, at vi fører en diskussion, men vi gør det egentlig ikke,« siger Søren Pind og slår igen i bordet.

»Dér finder fragmenteringen sted.«

Venstres ansvar

– Venstre er gået forrest i kampen mod autoriteter og konventioner. Da Venstre kom til magten i 2001, fik vi et massivt opgør med menneskerettighedsjurister, råd og nævn og den måde, magten blev udøvet på. Har I ikke selv begyndt den bevægelse, som du nu beklager?

»Det var et vigtigt opgør. Jeg ved ikke, om det kommer til at lyde lidt marxistisk, men alting skal jo ses i en sammenhæng. For hvad skete der i 2001? Situationen var en kraftig borgerlig reaktion på og et opgør med hele 68-tankegangen. Selvfølgelig havde vi bearbejdet det med Schlüter og yuppierne i 1980’erne. Men selve diskussionen med 68-ånden levede videre på universiteterne. Folk der sad i råd og nævn, som bare var levn fra dengang. Der mener jeg, at Fogh så rigtigt – det var opgøret med meningsoperationen. Selvtilstrækkeligheden.«

– Det er vel resultatet af jeres eget opgør, du nu beklager?

»Vi kan se konsekvenserne af Foghs oprør i dag – og det er latterligt at påstå, at det var Foghs skyld. Han ramte bare en tidstone. Men resultatet blev, at al ekspertise blev skyllet ud med badevandet, og nu kan din nabos mening om HPV-vaccinen være lige så god som Sundhedsstyrelsens.«

– Men det gælder også den politiske opløsning. Der går en lige linje fra opgøret med råd og nævn i 2001 til Birthe Rønn Hornbech, der som minister nægtede at anerkende konventioner, til de diskussioner, vi lige nu ser, om der er blevet administreret ulovligt og hele udfordringen af konventionerne?

»Ja, vi legede med det. Det var i hvert fald os, der startede diskussionen om, at konventionerne er jura, og jura er menneskeskabt. Vi må tage udgangspunkt i, at al legitimitet ultimativt udspringer af folket. Og der er en diskussion af forholdet mellem sociale rettigheder og frihedsrettigheder, som hele tiden har været væsentlig.«

»Men jeg mener, at Venstre adskiller sig fra det totale opgør, idet vi bygger på retsstaten. Vores opfattelse er, at tingene skal gå ordentligt til. Ikke bryde konventionerne, men måske opsige eller ændre nogle. Men vi skal hele tiden have blik for, at vi skal værne om en række af de institutioner, som har været med til at opbygge hele den vestlige verden, som vi kender den.«

Det splittede Vesten

– Der er et meget klart valg mellem Merkel og Macrons Europa og Trumps USA i dag. Hvor skal Danmark efter din opfattelse placere sig?

»Det kommer an på, hvad der sker i USA. Er Trump en parentes, eller er han en blivende størrelse? Jeg mener, vi er i Europa, og det er det, vi skal arbejde ud fra. Og så må vi håbe, at amerikanere bliver mere utvetydige i forhold til deres kommentarer om NATO.«

– Hvordan ser du på brexit?

»Helt ærligt …«

Søren Pind afbryder sig selv og kigger hen over bordet.

»Thomas troede ikke på Jesus, før han stak fingeren gennem hullet. Jeg mener, det er meget godt, at de lige nu ser i Storbritannien, hvad alternativet er til den tunge kolos i Bruxelles, som er så let at angribe. Det betyder noget for folk, at de ser konsekvenserne af deres valg og tænker: Hov! Var der alligevel noget i den retning, vi havde opbygget? Jeg tror, det skaber en forståelse for, at det er bedre at arbejde inden for systemet end at træde ud af systemet. Der er meget eftertanke i Europa i øjeblikket. Og der en grund til, at opbakningen til EU er steget med 10 procent i Europa.«

– Men det kræver også, at du selv og din regering tager stilling til, om Danmark skal med fremad i Europa eller stå på sidelinjen. Så skal vi gøre op med vores forsvarsforbehold nu?

»Jeg ved kun, hvor jeg selv står, og jeg mener, at vores fremtid står med Europa. Selvfølgelig. Det er vores kontinent. Mit problem, det er at jeg sidder i en regering, hvor det, jeg siger, er udtryk for kollektivets tilgang. Og det der spørgsmål er over mit lønniveau. Det neutrale svar er jo noget i retning af, at der er blevet åbnet for et Europa i flere hastigheder og så videre og så videre,« svarer Pind afvæbnende. Han slår ud med hånden, som om vi selv kan fortsætte det neutrale svar.

Han fortsætter alligevel med et svar, som ikke er neutralt.

»Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at der er en udvikling, vi skal være opmærksomme på. Jeg har det som Uffe Ellemann: Vi bør søge indflydelse. Vi skal ikke gøre som Storbritannien. EU er en juvel, men vi er først nu ved at indse den egentlige betydning. Det sagde statsministeren forleden, og jeg er meget enig.«

– Du ser nogle muligheder i det politiske opbrud i Europa, men det er svært at se Danmark i den bevægelse.

»Ja, pludselig kan man så se i Frankrig, at det godt kan lade sig gøre at skabe en fortælling om håb. En fortælling der ovenikøbet rydder pladen. Der er vi ikke helt nået til i Danmark.«

– Hvad mener du?

»Lige nu bliver vi presset af Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Vi har svært ved at komme med et positivt budskab, der bygger på reformer, Europa og på ansvarlige menneskerettigheder.«

Søren Pind er klar til at sige Danmark fremad, Danmark fremad. Men han er ikke sikker på, at resten af Danmark vil med.

»Det er fuldstændigt klart for enhver, at der er lidet reformivrige partier i det danske Folketing, så er det svært at trænge igennem med den fortælling. I al den tid, jeg har været i politik, har der været plads til den positive fortælling, hvis bare man ville tage den. Og der er min holdning, at vores egen regering skal blive bedre til den håbefulde fortælling.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mihail Larsen
Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Jacobsen

Det var da på højeste tid en fra Venstre har fattet det. Ind med Europa. Ud med USA.

Randi Christiansen

" ... dannelse, autoritet og retsstat." En rigtig god ide - men når autoriteten er røget, fordi retsstaten smuldrer pga af manglende dannelse, så er det nogen meget grundlæggende samtaler, vi må have med hinanden.

Om fx 'vækstsamfundet' - hvor er legitimiteten i den måde, vore fælles naturressourcer anvendes. At folketinget er sammensat efter hvor, vælgerne sætter krydset? Det er desværre ikke godt nok, men hvad kan vi gøre andet end at understøtte uddannelse og forskning således, at det almene beslutningsgrundlag bliver så vidende som muligt. Og i øvrigt være opmærksomme på advarselssignaler mht til biotopens og dens indbyggeres trivsel.

Og skal det være mere eller mindre velfunderede ideologiske overbevisninger, der bestemmer retningen for os alle sammen? Eller er det muligt at sætte spørgsmålstegn ved fx ideen om konkurrencestatens velsignelser, i hvilken vækstmantraet messes, uden at det i tilstrækkeligt omfang spørges hvilken vækst? En vækst, som nu nådesløst udrydder alt, mennesker og biodiversitet, omkring sig og efterlader os i et monokulturelt helvede bestemt af de stærkeste dyr i junglen - som på ingen måde kvalificerer til at være efterfølgelsesværdige forbilleder i andet end rå ødelæggelsesevne, og hvor resterne af civilsamfundet i en tilstand af desperation over den manglende evne til fred ser våbenmagten opbygget, mens freds-og konfliktforskning nedprioriteres.

Livsvigtig enighed om retningen for det globale kollektiv er fraværende pga af manglende lydhørhed for livet. '... for det ku hænde, hun kom for sent, for sent til verdens ende ....' raquel rastenni som fortravlet husmor i 50'erne. Vi kunne med fordel lære at være tilstede i nuet. Så vile skabelsens mysterier åbenbares for os, og vi ville blive i stand til at agere hensigtsmæsssigt istedet for at handle imod egne interesser. De, som ikke forstår, at alt er forbundet, befinder sig på et uoplyst bevidsthedsniveau, hvilket naturligvis udgør en stor fare for alles overlevelse.

Det globale kollektiv må indse, at det er, hvad vi er - et kollektiv - og i den forståelse begynde at udvise bedre omsorg for biotopen, vores planet, hvis de livsvigtige udfordringer skal kunne adresseres på passende vis. Pt ligner det den antropocæne tidsalder, som med hast bevæger sig mod selvudryddelsens afslutning. Tak for turen, det har været spændende - og smertefuldt at være vidne til så megen ødelæggelse. Håbet er, at det har været fødselsveer for en ny bevidsthed, som omsider har lært at undgå fortidens fejltagelser.

Gustav Alexander, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Jacob Fenger

Denne samtidskritiks af samfundet med Trump, som Fake, overflade og tomhed, giver mig fornemmelsen af Fake, overflade og tomhed. Nu mere , nu mere jeg læser
Emptyness in the eye of the beholder

Niels Duus Nielsen

Efter min mening er Pind et godt menneske, som desværre i sin tid blev vildført af Uffe Ellemand. Pind har et hjerte, der banker for retfærdighed, desværre er hans retfærdighedsbegreb blevet korrumperet af de andre Venstreløver. Han kunne være blevet en rigtig god socialdemokrat, hvis han havde haft en mere udviklet sans for fællesskabet.

Helle Walther, Søren Kristensen og Hans Jørn Storgaard Andersen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

"Klynge sig til"?, - er der ikke nærmere tale om "klamre sig til", eller "klynke sig til" .
Nej, Danmark skal bevare den fremragende position, vi har, med de fire forbehold intakte. Dem misunder mange os, og de burde være EU´s fremtid.

Macron, som gerne vil lave reformer à lá Skandinaviens flex-security, skal være velkommen til også at efterligne vores forbeholde holdning til EU.

Niels Nielsen, Søren Pind er grundlæggende Venstre-liberalist helt af sig selv, husk hans kamp om overborgmesterposten i Kbh, mod Ritt Bjerregaard, som han tabte så ynkeligt. Han er et forvirret hoved, med allehånde indfald, men socialdemokrat har han aldrig været

Hans Jørn Storgaard Andersen

Det er ved at være omvendt, Michael KN - det med de fire forbehold.
Som ingen mig bekendt misunder os, for det giver ringe, hvis ingen indfllydelse - at flyde mod strømmen.

Macron er ikke så dum, som du forsøger at gøre ham til. Har har et problem med det aktuelle underskud på statsbudgettet, men han er mand for at løse det - uden forbehold.

S. Pind er en venlig person, men tidligere - ærlig talt, som du netop nævner: Kampen mod Ritt tabte han stort. Og socialdemokrat er han ikke. Flyvsk, hvis jeg skal sige noget positivt.

Michael Kongstad Nielsen

Hans Jørn Storgaard Andersen - nu skal jeg forklare dig:

- der var i hvert fald én, der misundte os dem: Storbritannien. Cameron forhandlede før afstemningen en aftale på plads, hvorefter UK kunne undgå yderligere integration i EU, eller som der står i Romtraktaten: "en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk"

- den afværgelse er vores forbehold lige netop udtryk for.

- der var kun 12 medlemmer af EU, da vi fik vores forbehold. I dag er der 27. Alle de 'nye' er kommet ind uden at kunne påvirke traktatindholdet. De måtte tage det, som det var. I navnlig Øst- og Centraleuropa kunne man sikkert godt have ønsket sig forbehold, I Spanien, Portugal og senere Grækenland også. Problemer var, at nye medlemmer ikke kunne stille sådanne krav.

Hvis de havde kunnet, havde de sikkert foretrukket tilsvarende forbehold, som Danmark har.

Lars Schmidt

Vi lever i en tid, hvor naboens datters rådgivning regnes for lige så god som Eske Willerslevs, hvis man taler om genetik. Det giver jo ingen mening...... Sagde manden som for to dage siden - blottet for indsigt - klogede sig på ulvefaren, - hvorfor spørge en ekspert, når man har en 'fornemmelse' i lommen. Bare et enkelt eksempel på at manden ikke rigtigt lever op til sine standarder. Ikke at sætte sig ind i substansen er argument, gælder sjovt nok altid 'de andre' og først og fremmest ungdommen. En triviel diskussion som Information godt kunne flytte til en mindre fremtrædende plads.

Det kommer vel ikke bag på nogen at SP går fuldt og helt ind for EU - betingelsesløst, sækket ind af ord som "vi får ingen indflydelse" eller andre velkendte udsagn.

Det lød så fint for nylig fra Juncker, at borgerne skulle og deres liv skulle være prioriteret højere fremover, - lige efter BEXIT, men sidenhen går talen mere og mere om større integration for den politiske elite i elfenbenstårnet i EU-

Det politiske establishment har lagt borgerne bag sig, som de plejer, og plejer i stedet deres egne interesser, og rager til sig samtidig.

Schengen-aftalen om "det grænseløse EU" er ved at bryde sammen grundet flygtningestrømmene, og grundet indlemmelsen af alle de gamle Østeuropæiske lande med fuldt medlemskab, som giver deres borgere fri adgang til hele EU og især de gamle "rige" EU-lande.

Mange kommer desværre ikke med de bedste hensigter, - at arbejde almindeligt, - næ, det sket helt på deres egne præmisser, og presser alle de gamle EU landes borgere, men den mentalitet som de tropper op med.

Seneste skud på stammen er Romaerne, som fylder ikke så lidt med deres aggressive fremfærd i mange EU lande, - men andre kan såmænd også være med har vi set.

Flere lande indfører egne grænser for trods alt at begrænse mulighederne for disse mange Østeuropæiske borgere, men også samtidig i forhold til Flygtningestrømmene via Middelhavet.

Tilbage sidder Grækenland og Italien alene med disse mange flygtninge,, som de er liges så lidt begejstret for, som mange andre lande i EU, der nu vil have de gamle grænser tilbage, og får undtagelser fra Schengen-aftalen.

Da Ungarns Orban opførte et hegn omkring Ungarn for at standse flygtningestrømmen, hylede EU fine ledere op i kor de første 3 dage, - men så forstummede de da de indså at vi så slap for den sidste mio. flygtninge, som Grækenland så hang på.

EU's politik i Middelhavet er komplet vanvittig, da den kun styrker flygtningestrømmen over Middelhavet, og samtidig Hjælper Ngo'erne med deres handlinger også menneskesmuglerne til større fortjeneste ved deres aggressive hjælpeaktioner tæt på Libyens kyster.

Billederne vi ser i medierne er skrækkelige og forfærdelige, men der er også gået "en god gang medie porno i at vise disse billeder", uden tanke for hvad der sker bagved disse forfærdelige billeder de viser, uden at fortælle særlig meget og det bagvedliggende.

Jævnligt ser vi disse pontonbåde, hvor den ene ponton er "sprunget læk" liges å snart de har opdaget de er blevet observeret af EU fartøjer, men også når menneskerne er blevet reddet, så sejler "moderskibene" hen og samler påhængsmotorerne op - "de kan jo bruges en gang til", så sparer man den udgift.

EU skulle føre en langt mere "aktiv udenrigspolitik" i Middelhavet overfor menneskesmuglerne, der tilsyneladende har genbrugt ideen om moderskibe fra Aden-bugten, og i stedet sænke flere og flere af disse moderskibe fra Libyen, der tilsyneladende eskorterer disse pontonbåde ud på åbent hav.

Det kunne fjerne incitamentet hos mange af disse menneskesmuglere, men også samtidig sende et signal om at deres ikke er sikre og farbare ruter til EU for penge.

Vi må ikke lade os forblænde af en kold mediepolitik med disse meget følelsesladede billeder fra Middelhavet, - det er ikke vores skyld, sådan som det fremstilles i det slet skjulte via flotte rædselsfulde billeder, - som sælger så godt!

EU er ligesom de synkende pontonbåde i Middelhavet, og dem vil SP have vi skal klynge os til ligesom vi ser flygtningene gør, - men vi kan altså kun altså kun drukne, og måske mener SP det er bedre at vi alle drukner sammen.

Helle Walther

Søren Pind er liberalist med holdninger, når han er minister uanset hvilket resort, udfylder han det 100%, ikke altid efter min mening, tværtimod, men kedelig er han sjældent og medløber aldrig. Han har kæmpet for Løkke og fået sparket nedad.
Han elsker at angribe S, men at sige S står i vejen for EU er en stor løgn. Man har lov til at ønske ændringer, men det betyder ikke man er en hindring, måske i Pinds optik men ikke generelt.

Runa Lystlund

R skriver ikke SL
Beklageligvis må man konstatere, at Anders Fogh Rasmussen Danmarks tidligere statsminister i Danmark, var med til at afskaffe ekspertvældet/specialisten, som han kaldte det. Dermed var han også med til at afskaffe indsigt, dannelse og uddannelse.

IT baserede virksomheder så som Twitter, Facebook og mange andre kommunikationsplatforme har givet alle en stemme. I første ombæring kunne det virke, som en fremgang for demokratiet. Senere viser det sig, at disse medier i stor stil, kan virke som arnested for landsbysladder, hadetaler, usande nyheder, kriminalitet og bots(en computerstyret propagandamaskine mm.), der besvarer blogs f.eks. Jeg så Anna Libaks første udsendelse på DR2 i går. Her fortalte en engelsk specialist om de såkaldte bots og at man mener at 45% af de uvederhæftige nyheder, den kom fra øst i præsidentkampagnen i USA var computerstyrede. Disse bots kan virke noget gentagende og ustrukturerede, endnu. Hvad sket der i fremtiden, med dette gigantiske antal af nyhedsplatforme? Kan det føre til tumult, krige og evt. fascisme? Hvem som helst kan stifte en Facebookside, også en falsk Facebookside i andres navn. Jeg kender desværre et eksempel. Med 2 milliarder deltagere på Facebook, må det være umuligt at rydde op i ulovlighederne. Vil vi have sådan en dark horse iblandt os, uden tilsyn af nogen art?

Runa Lystlund

R ikke SL
De europæiske lande bør stå sammen. Vi bør have en fælles politik for energi med forsyninger på tværs, forsvar, handel, miljø, økonomi, IT og mm. USA og GB går deres egne veje i forsøg på, at minimere omkostninger udefra. De ønsker tilsyneladende ikke solidariteten. Lad os nu se?

Gustav Alexander

Undskyld men kejseren har jo ikke noget tøj på!

Hvad forsøger Pind overhovedet at sige? Samtalen er så abstrakt og ukonkret, involverer så mange udefinerede og udefinerbare begreber at den positivt stemte læser kan forstå det præcis som han/hun selv ønsker det.

Hvad betyder alt det her med håb, fremskridt og "fragmentering"? Vi står overfor enormt håndgribelige problemer og trods det kan vores politikere kun udtrykke sig i vendinger så mystiske, at det havde gjort selv de pytiske orakler til skamme!

Pind overdriver fuldstændig det lemfældige forhold til fakta, som der antageligvis eksisterer i dag. Propaganda og vinkling af fakta er intet nyt og fortjener derfor ikke nye, alarmistiske begreber, som man ellers ynder på den politiske midte. (social)liberalisterne har selv siden 79' verden over ført en politik der medførte og medfører armod, arbejdsløshed og dårlige levevilkår mens man har påstået at resultaterne var det modsatte! I dag er vi da også godt i gang med at nationalisere gasnetværket, så regeringen senere kan privatisere det hele. Alle ved hvad sådan en politik resulterer i men politikerne bræer alligevel "Laver omkostninger for forbrugerne!" "Større valgfrihed!" "ligeså godt kvalitet!" selvom det privatsiering efter privatisering i næsten 40 år, verden over - i Danmark også - viser sig empirisk at være løgn.

Mon ikke det hellere er ovenstående "alternative" tilgang til virkeligheden gennem 40 år, som nu hjemsøger de åh-så-sandfærdige politikere på midten? I har mistet troværdigheden og I får den næppe igen.

Espen Bøgh, Randi Christiansen, Ole Arne Sejersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
charlie white

Søren Pind har alt tilfælles med Trump.........de føler begge at de er den herskende klasse.

Den klasse SP føler han tilhører har fjernet sig afgørende fra dem de skulle betjene, og dem de skulle betjene vil ikke længere have noget med dem at gøre.

Løsningen for folket er ikke SP men den kraft der er i folket, og den buldrer mange steder.