Læsetid: 4 min.

Universitetets udstrakte arm gav hjerneskadede Lea en chance for at få en uddannelse – men det var før de konstante dokumentationskrav

Lea Lund-Knudsen havde studeret på deltid i otte år, da hun pludselig fik at vide, at hun var løbet tør for SU. Trods en hjerneskade, der gør det sværere for hende at koncentrere sig og huske, kunne hun ikke få flere SU-klip. Ifølge Lea Lund-Knudsen var det kulminationen på en årrække, hvor kravene til hende som handicappet studerende havde været støt stigende
Lea Knudsen fik en hjerneskade og har kæmpet med koncentrations- og hukommelsestab. Hun har været nødt til at droppe ud af sin uddannelse.

Lea Knudsen fik en hjerneskade og har kæmpet med koncentrations- og hukommelsestab. Hun har været nødt til at droppe ud af sin uddannelse.

Jakob Dall

6. juli 2017

Lea Lund-Knudsen har på første hånd oplevet, hvordan vilkårene for handicappede studerende har ændret sig over de seneste 10 år. Hun begyndte at læse biologi på Syddansk Universitet i 2008.

Kort inden afslutningen på det første studieår var hun involveret i en voldsom ulykke, hvor hun pådrog sig noget, der minder om et totalt hukommelsestab, og var indlagt på hospitalet i en længere periode. Siden ulykken har Lea Lund-Knudsen lidt under en hjerneskade, der betyder, at hun husker dårligt, har svært ved at koncentrere sig og har mistet en del af førligheden i sin venstre side.

Alligevel mødte hun op til den første forelæsning efter sommerferien, klar til at genoptage studierne.

»Dengang følte jeg virkelig, at universitetet rakte hånden ud til mig og signalerede, at de var klar til at gøre en indsats for at hjælpe mig igennem studiet, selv om jeg havde nogle udfordringer,« fortæller Lea Lund-Knudsen.

Universitetet stillede en række tilbud til rådighed. Socialpædagogisk støtte, særlige vejledningstimer og et uddannelsesforløb, der var specifikt tilrettelagt efter Lea Lund-Knudsens udfordringer, så hun fulgte et enkelt eller to fag pr. semester.

Efter et par år oplevede Lea Lund-Knudsen, at studieadministrationen, og særligt SU-styrelsen, stillede flere krav til hende. Når hun bad om en ekstra samtale med sin vejleder eller udskød en eksamen, følte hun pludselig, at hun blev mødt med hovedrysten og himmelvendte øjne snarere end forståelse.

På de videregående uddannelser rammes mange studerende af stress. Især er studerende, der er handicappede eller har funktionsnedsættelser, hårdt ramt af stress og mistrivsel, og mange må helt opgive at gennemføre uddannelsen, viser en ny undersøgelse.
Læs også

I starten foregik det helt rutinemæssigt og problemfrit, når hun skulle have forlænget sin dispensation til at læse på deltid eller ansøge om ekstra SU-klip. Men gradvist blev der stillet skrappere krav til hende om at dokumentere sine problemer.

»På et tidspunkt afleverede jeg fem forskellige lægeerklæringer til 500 kroner stykket, før jeg fik dispensation. De troede hverken på mig eller min egen læge,« fortæller Lea Lund-Knudsen.

En hjerneskade forsvinder ikke

I 2014, efter at have studeret i syv år, fik Lea Lund-Knudsen sin bachelorgrad. Det var en kæmpe sejr for hende. De sidste tre år havde været præget af stress. Udover daglidagens udfordringer, hvor hun skulle balancere faglige krav, dispensationssager og adskillige behandlingsforløb, tærede det hårdt på hende, at hun ikke følte, at universitetet forstod og anerkendte hendes problemer.

»Universitetet og SU-styrelsens krav lå som en konstant trussel over mig. Hvis jeg ikke bestod og fik så og så mange ETCS-point eller fandt plads i mit behandlingsforløb til at tage den og den eksamen, ville jeg blive smidt ud eller få taget min SU. Det var en mur af udtalte og uudtalte krav, der kørte mig ned psykisk,« fortæller Lea Lind-Knudsen.

I 2014 gik Lea Lund-Knudsen i gang med kandidatuddannelsen. Hun havde færre hjælpetimer, og den faglige arbejdsbyrde var større. Derudover følte hun, at hun lå i konstant favntag med enten studieadministrationen eller SU-styrelsen, forklarer hun. Dispensationerne skulle forlænges hvert halve eller hele år: Ekstra SU-klip, hjælpetimer og mulighed for at studerede på deltid.

»Jeg havde altid en eller anden sag i gang. Først skulle jeg dokumentere det ene, så det andet. Det var opslidende. Hvorfor kunne de ikke bare anerkende min hjerneskade? Sådan en forsvinder jo ikke,« fortæller Lea Lund-Knudsen. 

 I godt et år så Lea Lund-Knudsen stort set ikke sin familie og sine venner.

»Når jeg ikke var til undervisning eller på læsesal, lå jeg derhjemme i sengen og stirrede op i loftet,« forklarer hun.

»Jeg har svært ved at koncentrere mig, svært ved at huske og svært ved at bevæge min højre side. Det betyder, at alting bare tager længere tid og kræver mere energi. Og de sidste mange år jeg gik på universitetet kørte jeg mig selv alt for hårdt. Mit hjerte bankede med 100 km i timen, fra jeg stod op om morgenen, til jeg faldt i søvn om aftenen.«

Løber tør for SU

Mod slutningen af det første år på kandidatuddannelsen gik tingene med Lea Lund-Knudsens egne ord »helt i sort«. Hun gik på sygeorlov med en depression. Efter sommerferien begyndte hun igen. Dog med en erkendelse af, at hun nødvendigvis måtte skrue ned for arbejdspresset.

Kort tid efter fik hun et brev fra SU-styrelsen om, at hun ikke længere var SU-berettiget. Det næste halve år fortsatte Lea Lund-Knudsen uden indkomst, inden hun endegyldigt gav op. Det hang simpelthen ikke sammen længere, forklarer hun.

»Jeg har altid bestået mine fag med fine karakterer. Jeg har bare gjort det i mit eget tempo. Det er der løbende, særligt efter fremdriftsreformen og SU-stramningerne, blevet mindre rum til og forståelse for,« siger hun.

»Universitetet er et system, der arbejder ud fra nogle firkantede regler og kasser, som studerende med handicap eller funktionsnedsættelser bare ikke passer ned i,« mener Lea.

Med undtagelse af de allerførste år havde hun gennem hele sin studietiden fornemmelsen af, at universitetet var irriteret over, at hun ikke bare kunne studere på normal tid. At hun var en byrde. En belastning, der klynkede for meget og anstrengte sig for lidt.

Og det forstærkede den følelse af utilstrækkelighed, som har naget hende siden hendes ulykke i 2008. En følelse, som Lea Lund-Knudsen tror, er et grundvilkår, langt de fleste mennesker med handicap må leve med.

»Jeg føler, at systemet har straffet mig for mit handicap. Jeg vil bare gerne blive biolog og kunne forsørge mig selv. Alternativet er, at jeg som rigtig mange andre handicappede ender på kontanthjælp. Og det er min værste skræk.«

Lea arbejder i dag på deltid som sekretær i en akupunkturklinik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det går simpelthen ikke, økonomien kan ikke gå foran formålet med aktiviteterne i samfundet, den har kun betydning som system til at facilitere allokeringen af ressourcer derhen, hvor de efterspørges.

Karsten Aaen, Anne Mette Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Hvor meget jeg end sympatiserer med Lea og hendes viljestyrke, så er en kandidatuddannelse på et universitet ikke et egnet sted for handicappede med udtalt hjerneskade. Det er ikke resultatet af diskrimination. Det er resultatet af en kognitiv hjerneskade.
SU´en i det danske uddannelsessystem er enestående i forhold til udlandet, og der må nødvendigvis være et loft for hvor lang tid, at man kan gøre krav på SU, hvis man ikke kan gøre det på normeret tid.

christian christensen

Man har formodentlig allokeret nogle ressourcer i form af SU fra hende og hen til ikke handicappede studrende, som der måske er en større efterspørgsel på.

Anne Mette Jørgensen

Trist historie der totalt kolliderer med hvad vi ellers tudes ørerne fulde af.
Det skal kunne betale sig at arbejde, alle har ressourcer - vi skal bare finde dem og det skal vi nok hjælpe med men indtil da, skal du leve i evig kamp med os, som meget bedre ved hvem du er, trods vi aldrig har talt med dig.
Nej det her går morads går fint, så længe der stemmes som nu.

Karsten Aaen

Man får cirka 5800 kr. i SU - mener jeg? måske er der nogle, der 6200 kr? i SU som udeboende. Det er sådan cirka det samme beløb, jeg fik som sidsteårs-studerende på Aalborg Universitet i 1990! Man skal desuden betale skat af sin SU i DK. I Sverige, Norge, Finland, Tyskland mm. skal man altså ikke betale skat af den studie-støtte, man modtager! Og derudover er der vist også mulighed for i Sverige og Norge, mener jeg?, at bo gratis, eller næsten gratis, på kollegier, under hele ens studietid.

Den der med, at SU'en i DK er høj ift. andre lande, er kun korrekt, når man ser på beløbet før skat....