Et år efter rydningen af Pusher Street er maskeringerne væk, men det er hashboderne ikke

»Det er ligesom at gå igennem et supermarked,« siger Asterix og peger på de mange boder, som atter har fundet sin plads i Christianias Pusher Street, der ellers blev ryddet af beboerne for et år siden.

I anledning af turistsæsonen laver Asterix dagligt rundvisninger på fristaden, som han kender ud og ind, fordi han selv har boet der siden grundlæggelsen i 1971. Han har indvilget i også at tage Information med på tur for at gøre status over Pusher Street, »som absolut ikke er til at komme udenom her på Christiania«, som han fortæller.

Asterix er ikke hans rigtige navn, men det er det navn, de andre christianitter bruger, når de møder ham på gaden.

Det er næsten ikke til at se, at beboerne på Christiania for et år siden med gravkøer forsøgte at rive Pusher Street op ved roden. Boderne blev revet ned, og de skilte, der før havde vist et kamera med et stort rødt kryds over, blev dækket af lyserøde hjerter. Den lyserøde maling er i dag væk, ingen i gaden ønsker, at man fotograferer, og nye boder popper op fra tid til anden.

Den 31. august 2016 blev to politibetjente og en civil skudt på Christiania, da politiet under en rutineaktion ville anholde en mand med relation til hashsalget i Pusher Street.

Alle tre overlevede, men efter skudepisoden udtalte De Konservatives formand Søren Pape Poulsen, at han »ikke havde megen tiltro til, at christianitterne gør noget ved det her. Jeg tror ikke, de vil, og jeg tror ikke, de kan«. Men det kunne de. I hvert fald for en stund.

På et fællesmøde dagen derpå besluttede christianitterne at rive hashboderne i Pusher Street ned og opfordrede samtidig kunderne til »at købe deres forsyninger andetsteds«.

Ole Lykke, talsmand for Christiania, sagde til Berlingske i oktober 2016, at han vurderede hashhandlen til at være nede på »ti procent sammenlignet med handlen før«. Både han og tidligere kasserer og talsmand Risenga Manghezi sagde til pressen, at man i september havde »nulstillet Pusher Street«.

Med aktionen sidste år forsvandt sælgernes masker og camouflagenet, så man i dag ikke bliver mødt af en mur af ansigtsløse mænd i Pusher Street. Men selvom indpakningen er anderledes, er hashhandlen og boderne tilbage her et år efter.

På fremmede hænder

»Hash, joint, weed,« råber en af pusherne, mens Kim Larsens »Midt om natten« flyder ud fra et par store højttalere, han har installeret i sin bod.

Mange af boderne er lavet af fire-fem grønne mælkekasser, som er stablet oven på hinanden. Det karakteristiske røde Christiania-flag med tre gule prikker, der symboliserer de tre i’er i fristadens navn, hænger hen over kasserne, hvor varerne indbydende vises frem.

Asterix fortæller, at forskellen på sidste år og nu er, at boderne ikke længere er permanente. Det er nemmere og mindre omkostningsfuldt for pusherne at rydde eller miste fire mælkekasser under politiets hyppige besøg end at miste et helt skur.

En anden christianit, som også har boet på fristaden siden begyndelsen af 1970’erne, er Peter Plet. Han mener, at situationen er blevet »værre« i Pusher Street sammenlignet med sidste år, fordi christianitterne ikke længere kender dem, der står i boderne.

»Det, der er sket, er, at man har buret de pushere inde, som vi kendte og kunne snakke med. Nu er der i stedet kommet en masse ind fra resten af landet. Jeg har ikke overblik over, hvem der er hvem,« siger Peter Plet.

Flere af dem, Information taler med, fortæller, at det ikke er unge mennesker fra Christiania, som sidder bag boderne i Pusher Street. Det siger også talsmand Risenga Manghezi, der mener, at man ikke længere ser kendte ansigter i boderne, »som man gjorde for et par år siden«.

Om man skal lave aftaler med dem i Pusher Street eller ej, er noget, der skaber intern splittelse på Christiania.

Peter Plet og Asterix medgiver, at det kan være svært for udefrakommende at forstå, hvorfor man har lyst til at indgå aftaler med kriminelle. Men de mener, det gør det nemmere at håndtere, hvis man kender pusherne og kan lave aftaler med dem.

På den modsatte side står Risenga Manghezi, som slet ikke mener, at Christiania skal holde fast i at samarbejde med dem i Pusher Street, »fordi vi derved udstiller vores egen magtesløshed«.

»Det med, at nogle har regler for Pusher Street, det er en historie, vi fortæller os selv, så vi kan sove trygt om natten. Men det er ikke Christiania, som har kontrol over Pusher Street, og Pusher Street har gentagne gange vist, at de er ligeglade med de regler, Christiania har forsøgt at lave. Men der er en stor gruppe af christianitter, der mener, at vi bør holde fast i nogle af de regler. Jeg er nok bare en af dem, der er ret frustreret over, at vi overhovedet gør forsøget,« siger Risenga Manghezi.

Det er ikke nyt, at debatten om hashhandlen raser på fristaden. Det er også fast repertoire, når rundviserne på Christiania fortæller den officielle historie til turister fra hele verden.

»Vi kan ikke komme uden om det,« som Asterix siger, mens han fortæller om junkblokaden i 1979, om rockerkrigen mellem Bullshit og Hells Angels, som hærgede i 1980’erne, og om dengang i 1989, da christianitterne fik nok, lukkede porten, smed hård narko ud og henviste pusherne til det, vi i dag kender som Pusher Street.

»Vi er mange forskellige rundvisere, som fortæller hver vores historie. Selvfølgelig har vi nogle fakta, men vi har hver især vores holdning til det her,« siger han.

Maskeringerne er væk

Da Pusher Street blev ryddet sidste år, var det ikke første gang i Christianias historie. Men det var første gang, at christianitterne gjorde det og ikke politiet.

26-årige Catharina Lebowski var ligesom mange af de andre beboere på Christiania med til rydningen, som hun beskriver med en »følelse af stolthed«.

»Jeg følte mig enormt ked af det på de såredes og pårørendes vegne, bange og trodsig over for gaden, og hvad den havde udviklet sig til. Men jeg var også stolt over fællesskabet, der gik sammen om at sige, at nu er det nok,« siger Lebowski, der flyttede til fristaden for tre år siden.

Går man ned ad Pusher Street i dag, er ingen af personerne bag boderne maskerede. Der er heller ingen camouflagenet at se, som ellers har været hængt op i gaden for at undgå kameraovervågningen af området. Catharina Lebowski beskriver oplevelsen af at gå ned ad Pusher Street i dag med en større grad af tryghed sammenlignet med sidste år, »fordi man kan se folks ansigter«.

Halvvejs gennem Pusher Street er der en lille plads, hvor Asterix stopper op og laver en halvcirkel med sin venstre arm.

»Vi forsøger stadig at holde loppemarked her i weekenderne,« siger han med en vis skepsis i stemmen. På grund af uroligheder på Nørrebro føler flere christianitter, at politiet er mindre tilstede. Asterix fortæller, at et par af boderne er begyndt at blive stående om natten, og »snart kommer vinteren«, så sælgerne har brug for skure og olietønder af mere permanent karakter.

Ligesom flere af de andre christianitter, Information har talt med, fortæller Catharina Lebowski, at ingen havde regnet med at stoppe hashhandlen.

»Så længe der er efterspørgsel, er der udbud,« som hun siger.

Adspurgt om Risenga Manghezi ikke er skuffet over, at »nulstillelsen af Pusher Street« ikke forblev en realitet, svarer han, at »vi også bare er almindelige borgere, ligesom dem på Nørrebro«, hvorefter han henviser til de bandeuroligheder, der har præget København det sidste stykke tid.

»Vi har ikke ressourcerne til at stille op imod nogle meget organiserede kriminelle, som for eksempel prioriterer således, at de kan finde på at skyde en politibetjent for at beskytte dagens omsætning,« siger Risenga Manghezi.

Leder af Københavns Politis Operativ Specialafdeling, Dannie Rise, fortæller, at antallet af boder på Christiania er relativt stabilt og er nået »samme udtryk« som for et år siden.

»Forskellen er, at der er kommet mange nye til Pusher Street, fordi de gamle ikke gider være der mere. Det er blevet mere risikofyldt. Boderne er ikke permanente længere, fordi vi har fjernet dem et utal af gange,« siger han og tilføjer, at det at komme den åbenlyse hashhandel til livs på Christiania er en proces, der tager flere år.