Interview
Læsetid: 5 min.

I bryllupsfotografens smukke hus finder du et grusomt minde

Portræt- og bryllupsfotograf Karen Ahrenkiel er 70 år og medlem af Venstre. Hun tager billeder af alt det smukke i livet. Men hun har svært ved at glemme synet af fire redningsveste i vandkanten på den græske ø Leros
Indland
19. august 2017
Fotograf Karen Ahrenkiel har sin egen forretning i Tønder, hvor hun tror på det private initiativ. »Vi er nødt til at sætte noget i gang. Vi skal ikke have russiske tilstande. Alle kan ikke være lige. Men vi skal være ordentlige ved hinanden. Passe på hinanden,« siger hun.

Fotograf Karen Ahrenkiel har sin egen forretning i Tønder, hvor hun tror på det private initiativ. »Vi er nødt til at sætte noget i gang. Vi skal ikke have russiske tilstande. Alle kan ikke være lige. Men vi skal være ordentlige ved hinanden. Passe på hinanden,« siger hun.

Jakob Dall

I Østergade i Tønder ligger et skævt gammel hus med bindingsværk. Huset er fra 1675 og det tredjeældste i byen, nænsomt restaureret og med en lille have med stauder og roser og blomstrende æbletræer, der tager pusten fra en.

Huset tilhører Karen Ahrenkiel og katten Trille. Karen er 70 år og fotograf.

»Det her hus har stået og ventet på mig. Vorherre har været inde over. Det kan jeg mærke.«

Karen fotograferer brudepar, politikere, der gerne vil vælges, og børn i deres pæneste tøj.

»Jeg har to yndlingsemner. Børn. Og så ældre mennesker. Det er livets start og livets slutning. Børn kan du ikke manipulere. Det samme med de ældre. De skal ikke leve op til noget mere. De hviler i sig selv.«

Hun viser et fotografi af en mand på 85 år. Han ryger en cigar. Der sker et eller andet i hans øjne. Det er ikke en mand på 85. Det er en gavtyv.

Hun tager også almindelige fotos, der ikke er kunst. Pasfotos for eksempel. En gang imellem kommer nogen af dem, der går gennem Østergade på vej ud til sprogskolen, der ligger på det gamle sygehus, ind. Flygtningene.

»De kommer tit gennem byen ved mit hus … Ja, byen har godt nok forandret sig udseendemæssigt. Det lægger man jo som fotograf mærke til. Jeg har mange af dem herinde for at få taget et pasfoto,« siger hun.

Flygtningekrisen og den urolige verden, vi lever i, er noget af det, der bekymrer Karen mest.

»Det er så utrygt lige nu. Med Trump. Og østpå med Putin. Det rammer os. Jeg tænker meget på Danmark.«

Leif

I stolen sidder Karens mand Leif. Han ser tv med høretelefoner på. Han har haft en blodprop,  som slog hans sprog i stykker. Leif har afasi.

De ynder at tage af sted. Karen husker ikke, om det er 17. eller 18. gang, de til september tager til den lille, fattige ø Leros i Grækenland. I hvert fald er det udelukket at finde en anden destination.

»De kender Leif fra før hans sygdom.«

Sidste gang de var dernede, sank en båd med flygtninge ud for Leros.

»Vi så krisepsykologerne og de overlevende komme ind på hotellerne.«

Samtidig så hun et syn, hun har svært ved at glemme. Karen dyrker Tai Chi, står tidligt op om morgenen ved det første lys og går ned til vandet.

»En morgenstund så jeg noget ligge dernede. Da jeg kom nærmere, så jeg fire redningsveste i vandkanten. Det rørte mig dybere, end jeg lige kan forklare. Sad de på mennesker, som druknede? Eller sad de på mennesker, som reddede sig i land og bare smed dem? Den historie kunne jeg ikke få nogen slutning på.«

Hun retter sig selv.

»Den historie kan jeg ikke få nogen afslutning på.«

Det skal siges i nutid, det hun tænker om flygtningekrisen.

»Den kan jeg ikke ordne.«

Men tænkt over den har hun. Gjort sin stilling op.

»Jeg forstår godt, de vil op og have en bid af vores kage. Men det er ikke her, det skal løses. Det skal løses andre steder. Det skal løses derhjemme, hvor de kommer fra.«

Det gælder både for fattigdomsflygtninge inden for EU og flygtninge fra Mellemøsten.

»Jeg så billeder på tv fra Rumænien forleden. Fattigdommen var forfærdelig. Jeg forstår slet ikke, hvordan de kan være kommet med i EU …«

Grænsespørgsmålet er nærværende i Tønder.

»Det hænger lige over os. Vi er dem, der først rammes af den åbne grænse. I starten var det ikke sjovt. Mange var bange for indbrud.«

Karen opfatter sig selv som humanist og tilhænger af åbenhed over for verden.

»Vi skal være åbne, vi skal lukke op og hjælpe. Men jeg kan godt se, at vi ikke kan redde hele verden. Jeg synes, det kan være svært. Jeg kan godt lide, at vi har kontrollen ved grænsen. Det er en beskyttelse af os selv. Jeg er bestemt ikke DF’er, men det, synes jeg, er okay.«

Venstre

Hun er medlem af Venstre, som hun stemmer på ved Folketingsvalg. Til kommunalvalget stemmer hun efter personen – den mand eller kvinde, der kan gøre mest for byen, får hendes stemme.

Hun er født i Møgeltønder som datter af en landmand bare fem kilometer herfra. Hun var ikke mere end 12-13 år gammel, da hun fik et lille kamera af sine forældre. Hendes bedsteforældre tog deres pæneste tøj på og stillede op til hendes første fotografi.

»Det var dér, det startede.«

Hun kom i lære som 15-årig og var udlært fotograf, før hun var 20 år. Så tog hun til Zürich i to år, hvor hun blev volontør hos en dygtig portrætfotograf.

»Folk syntes, jeg var skør.«

I dag har hun sin egen forretning. Karen tror på det private initiativ – det at skabe noget for sig selv og for andre.

»Vi er nødt til at sætte noget i gang. Vi skal ikke have russiske tilstande. Alle kan ikke være lige. Men vi skal være ordentlige ved hinanden. Passe på hinanden.«

Hun er et stolt medlem af handelsstandsforeningen, fordi hun ved, hvor vigtigt det er, at byen og byens handelsliv fungerer.

»Hvis du havde sagt til mig for tre år siden, at jeg ville blive den sidste butik i Østergade, så havde jeg sagt: Hold da kæft, det passer ikke.«

En stor møbelhandel er lukket. Det har gjort ondt. Derudover trues detailhandlen af nethandel. Der er simpelt hen ikke nok trafik i gaden længere.

»Det er ligegyldigt for mig. Jeg lever af mit håndværk, ikke hvor jeg ligger.«

Hun ønsker ikke medynk over at bo i udkanten af Danmark. Tværtimod. Der er et gymnasium, en HH og en teknisk skole i byen. Skal de unge læse videre, skal de bevæge sig længere væk – typisk til Sønderborg eller Esbjerg

»Sådan har det altid været.«

Det må ikke blive en undskyldning.

Karen Ahrenkiel nævner, at Tønder i konkurrence med en række andre byer sidste år vandt prisen som årets kreative by. Hun var selv med på rådhuset, da byen fik prisen af Bruno Christensens Retail Institute.

»Vi har nogle stykker, der går forrest i Handelsstandsforeningen.«

Det er derfor, hun er bekymret for Danmark i en urolig verden – ikke Tønder.

»Jeg tænker ikke meget på fremtiden for vores lille andegård her i Tønder. Jeg tror, Tønder overlever. Vi har nogle dynamiske kræfter i byen.«

Serie

Hver stemme tæller

Om lidt begynder den kommunale valgkamp. Liberal Alliance og Alternativet forsøger at slå igennem. Nye Borgerlige stiller op for første gang. Information giver ordet til 10 vælgere. Fra mekanikeren til bryllupsfotografen. Fra Tønder til Helsingør.

Journalist Morten Frich og fotograf Jakob Dall har kørt rundt i landet for at møde danskere på tilfældige steder uden forudgående aftaler. De har interviewet og fotograferet ti af dem, som sagde ja til at medvirke.

Folk har kunnet tale om lige de emner, de er optaget af. Målet er at gengive, hvad vælgerne taler om, og hvor de taler fra. Vi har spurgt, hvad de plejer at stemme, og hvad de overvejer at stemme til KV17. I udvælgelsen har Information tilstræbt en mangfoldighed af politiske anskuelser, geografi, erhverv, køn og alder.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Gert Lindberg

Når nu hun stemmer liberalt, bør hun vel forstå bevægegrundende for at Indlemme bla. Rumænien. Man udvider markedet og den fri bevægelighed, især af billig arbejdskraft. Det er jo et af ønskerne at den billige arbejdskraft fra øst skal presse lønningerne ned.

lars søgaard-jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Måske skulle fru Ahrenkiel tænke en smule over det her: En hel masse kristne er flygtet fra Mellemøsten, bl.a. til DK, en hel masse ateister er flygtet til Danmark fra Mellemøsten. Og en hel masse sekulære muslimer er flygtet fra Mellemøsten til DK - og nej, der ikke, som fru Ahrenkiel tror, kommet for at få en 'bid af vores kage'. De er kommet for at leve i fred og frihed og uden at få vores, Vestens bomber :( , i hovedet! Og fordi mange af dem er trætte af Vestens støtte til diktatorer som Assad, og til diktatur-stater som Saudi-Arabien mm. og mv.

Jette M. Abildgaard, Eva Schwanenflügel og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar