Læsetid: 5 min.

Charlotte flyttede til Hillerød og fik førtidspension: ’For første gang oplevede jeg et system, der lyttede til mig’

Efter at have kæmpet i flere år for at blive indstillet til en førtidspension i København flyttede Charlotte til Hillerød. Fem måneder senere fik hun pensionen. Sagen er et eksempel på, hvordan retten til førtidspension fortolkes vidt forskelligt på tværs af kommuner
På en sommerferie i sommerhus på Vestsjælland i 2001 blev Charlotte Kwasniak bidt af en skovflåt. Ikke så længe efter følte hun en lammelse i det ene ben, men det var først mange år senere, at lægerne fandt ud af, at det skyldtes en Borrelia-infektion. I mellemtiden var hun både blevet ramt af diskusprolaps og en indgribende stofskiftesygdom, der formentligt skyldes skovflåten

På en sommerferie i sommerhus på Vestsjælland i 2001 blev Charlotte Kwasniak bidt af en skovflåt. Ikke så længe efter følte hun en lammelse i det ene ben, men det var først mange år senere, at lægerne fandt ud af, at det skyldtes en Borrelia-infektion. I mellemtiden var hun både blevet ramt af diskusprolaps og en indgribende stofskiftesygdom, der formentligt skyldes skovflåten

Sigrid Nygaard

23. august 2017

Charlotte Kwasniak bor på et værelse hos en veninde i Hillerød. Det har hun gjort siden begyndelsen af januar, hvor hun flyttede fra København, fordi »der ikke var nogen anden udvej«.

I årevis havde hun kæmpet for retten til førtidspension. Hun følte sig parkeret i en blindgyde uden udsigt til at blive afklaret, og dråben blev, da hun skulle påbegynde endnu et af de ressourceforløb, hun tidligere havde måtte opgive på grund af smerter.

Så Charlotte Kwasniak opsagde sin lejlighed og flyttede fra den by, hun havde boet i siden 1981. Det sværeste var, at hendes hjemmeboende datter modvilligt måtte flytte hjem til sin far.

En måned senere landede hendes sag på den nye sagsbehandlers skrivebord i Hillerød. Den var tyk, som en sagsmappe er, når man har haft regelmæssig kontakt med systemet i næsten ti år. Fire måneder efter fik hun tilkendt førtidspension.

’Jeg har oplevet et system, der sagsbehandler nærmest i det uendelige. Et system, hvor det er umuligt for borgeren at finde ud af, hvor forløbet bærer hen, og hvor man parkerer mennesker med meget ringe funktionsevne i årevis uden at lytte til egen læges vurderinger,’ siger Anders Beich.
Læs også

54-årige Charlotte Kwasniaks sag viser den problematik, der i sidste uge fik landets seks største kommuner til at sende en åbent brev til beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V). I brevet klagede kommunerne over meningsløse ressource- og arbejdsprøvningsforløb for de mest udsatte borgere, og de underrettede ministeren om de meget store forskelle i tildelinger af førtidspensioner på tværs af landets kommuner.

En skovflåt

Det var på pædagoguddannelsen i 2001, at Charlotte Kwasniak første gang følte en lammelse i det ene ben.

Tidligere den sommer havde hun og familien holdt ferie på en naturgrund ved Veddinge Bakker, men det skænkede hun ikke en tanke, da hun i månederne efter blev tilset af forskellige læger. Ingen af dem kunne stille den rette diagnose, og først mange år senere blev det konstateret, at Charlotte Kwasniak havde en Borrelia-infektion. I mellemtiden blev hun ramt af både diskusprolaps og en indgribende stofskiftesygdom, der formentligt kan spores tilbage til skovflåten.

Smerterne betød sammen med lammelsen i benet, at Charlotte Kwasniak måtte springe fra pædagoguddannelsen. Hun forsøgte i stedet at uddanne sig til musiklærer, selvom smerterne tog til.

Da hun endelig blev færdig, var borrelia-infektionen stadig ikke diagnosticeret, og hun følte en konstant træthed på grund af den hastigt udviklende stofskiftelidelse.

For at ensarte fortolkningen af, hvem der skal i ressourceforløb, og hvem der skal tilkendes førtidspension vedtog regeringen, Socialdemokratiet, SF og De Radikale en 'initiativpakke'. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) sendte efterfølgende en ’orienteringsskrivelse’ til landets borgmestre for at klargøre forligskredsens hensigt. Men skrivelsen har stort set været virkningsløs. Det viser en rundspørge, som Information har foretaget. 
Læs også

I dag kører hun på elscooter og er anerkendt som handicappet med parkeringskort og ledsagerkort. Inden Charlotte Kwasniak flyttede til Hillerød, vurderede læger i Københavns Kommune hendes gangdistance til at være under 50 meter.

Overflytning til Lærkevej

Charlotte Kwasniak fik sit sidste job på en institution i 2008. Her blev hun fyret efter 14 dage, for hun havde ikke været ærlig omkring sin fysiske tilstand til jobsamtalen. Efter fyringen kom hun på kontanthjælp.

»På det her tidspunkt er førtidspension slet ikke faldet mig ind. Jeg ville gerne arbejde, men jeg havde erkendt, at det ikke var muligt på fuldtid. Så jeg ville gerne arbejde for at få et fleksjob,« fortæller hun.

Tre år og flere arbejsprøvninger senere fik hun tildelt muligheden for et fleksjob.

Fleksjobbet fandt hun bare aldrig, og i perioden blev hun henvist til jobcenteret på Lærkevej i København. Med sig havde hun en henstilling om førtidspension fra et andet sted i kommunen.

Efter flere år med medicin og operationer begyndte Charlotte Kwasniak at indstille sig på et liv med førtidspension. Trapperne i hendes opgang var efterhånden uoverkommelige, og det meste af dagen tilbragte hun i sengen. Af lægerne hos Klinisk Funktion var hun nu blevet vurderet til at have en ubetydelig arbejdsevne uden mulighed for forbedring. Alligevel mente teamet på Lærkevej, at der var behov for flere udredninger.

Det var mødet med Lærkevej, der til sidst fik Charlotte Kwasniak til at skifte kommune. Hun var på det tidspunkt så plaget af smerter, at hun havde svært ved at møde op på jobcenteret.

»En dag meldte jeg mig syg på grund af smerter. Jobcentret sagde, at jeg skulle møde op, så de kunne vurdere min tilstand ved selvsyn. Så jeg kravlede derhen. Der undrede de sig over, at jeg havde periodevist fravær i min arbejdsprøvning. De konstaterede så, at de ikke kunne vurdere mig – og at jeg måtte starte forfra i et nyt forløb.«

I samme klynge

I Danmark er kommunerne placeret i en række såkaldte kommunale klynger. Det er grupper af kommuner, som har sammenlignelige vilkår, når man ser på blandt andet borgernes indkomst, alder og overførselsydelser. På den måde har man et så præcist sammenligningsgrundlag som muligt.

Hillerød og Københavns Kommune er placeret i den samme klynge. Alligevel er der store forskelle i tildelinger af førtidspensioner. København tildeler således færrest internt i klyngen, mens Hillerød tildeler flest. Det viser tal fra Danmarks Statistik og Jobindsats.dk. Og det har Charlotte Kwasniak oplevet på egen krop.

»Jeg ville ikke flytte. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at blive, men til sidst så var det så sindssygt. Jeg kunne hverken fysisk eller psykisk bære et halvt års praktik mere. Og hvis ikke jeg sagde ja, ville jeg ryge tilbage på kontanthjælp. Lige meget hvad, kunne jeg ikke blive afklaret. Det var endeløst og udsigtsløst.«

Det hele ændrede sig, da hun flyttede til Hillerød. Hun fik tildelt en frivillig bisidder gennem kommunen og følte sig pludseligt som en del af sin egen sagsbehandling.

»For første gang oplevede jeg et system, der lyttede til mig. Pludselig kom jeg i direkte kontakt med min sagsbehandler. Det var en helt anden planet.«

Efter at have studeret Charlottes Kwasniaks sag, mente hendes nye sagsbehandler, at de ligeså godt kunne søge førtidspension med det samme.

I stedet for den praktik, hun var stillet i udsigt i København, fik hun nu tildelt ergoterapi. 14 dage efter fik hun tilkendt en førtidspension.

Charlotte Kwasniak fortæller, at hun endelig kan fokusere på at få det lidt bedre og blive mere rask. Alligevel har førtidspensionen og hele processen haft store omkostninger.

»Det er hårdt at flytte fra sit hjemmeboende barn. Det et det, der gør mest ondt på mig. At hun gerne vil bo hos mig, men at jeg måtte flytte fra hende,« siger Charlotte Kwasniak om sin 17-årige datter.

Hun er i dag skrevet op til boligselskaber i Hillerød og håber på at finde sit eget sted hurtigst muligt. I modsætning til tidligere tror hun nu på, at kommunen vil hjælpe hende.

Svar fra Københavns beskæftigelsesborgmester

Information har forelagt sagen for Københavns beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev (R). Hun har sammen med landets seks største kommuner forsøgt at få regeringen til at ændre lovgivningen. Til sagen siger borgmesteren:

»Jeg har intet at udsætte på borgeren. Men det er klart, at som borgmester i den kommune hun flytter fra, så synes jeg selvfølgelig, at det er rigtigt ærgerligt, at hun er flyttet. Og jeg er ked af, at vi ser de her forskelle kommunerne imellem. Derfor synes jeg også, det understreger behovet for en ændret lovgivning – for jeg kan ikke gøre andet end at bede jurister om at fortolke loven efter Ankestyrelsens praksis. Det her er et ærgerligt eksempel, som understreger, at der er behov for lovændringer, så forskellene mellem kommunerne bliver mindre,« siger hun.

Serie

Striden på Lærkevej

En kamp om reformer udspiller sig på et jobcenter på Lærkevej i København. Arbejdsløse borgere demonstrerer og protesterer, mens sagsbehandlere og lokalpolitikere tager sig til hovedet over den lovgivning, de er sat til at administrere. Antallet af førtidspensioner er faldet markant som følge af de seneste års reformer på beskæftigelsesområdet. Lærkevej er stedet, hvor de politiske hensigter møder virkeligheden.

I denne serie følger Information udviklingen med fokus på Lærkevej og forskellen på tildelingen af førtidspensioner i landets kommuner.

Seneste artikler

  • Socialrådgivere er ikke de udsattes advokater

    14. november 2017
    Kritikere af førtidspensionsreformen ønsker, at sagsbehandlerne gør oprør mod lovgivningens krav. Men som socialrådgiver er jeg ansat til at føre loven ud i virkeligheden. Alt andet ville være vejen til anarki
  • Rigide rammer og alt for mange sager gør det svært at hjælpe udsatte unge ledige

    10. november 2017
    Som socialrådgivere for unge ledige i Københavns Kommune oplever vi, at kvaliteten af samtaler og aktiviteter er underordnet hensynet til, at de unge indkaldes til det lovpligtige antal samtaler og får tilbudt de uddannelsesfremmende aktiviteter, de skal have ifølge loven. Hvornår får vi lov at fokusere på det, der virker?
  • Der er uendeligt langt fra Rådhuset til Københavns jobcentre

    16. oktober 2017
    Chefer i beskæftigelsesforvaltningen i Københavns Kommune har hævet stemmen for at forsvare deres medarbejdere på jobcentrene. Men forsvaret ender som et vidnesbyrd om en ledelse, der ikke kender den virkelighed, borgerne og medarbejderne befinder sig i
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Sidsel Jespersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Slettet Bruger
  • Peter Jensen
  • Thomas Tanghus
Sidsel Jespersen, Eva Schwanenflügel, Slettet Bruger, Peter Jensen og Thomas Tanghus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Det er ikke første gang jeg hører om nogen der flytter fra København for at få den hjælp de selv mener de har brug for.

Karsten Lundsby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Charlotte Kwasniak

Desværre er artiklen en temmelig forkortet udgave af historien. Der var ikke tale om et valg, flytte eller ej. Havde der været det, var jeg ikke flyttet. Det tror jeg ikke på at mange vil gøre, medmindre de er tvunget. Det fremgår ikke at jeg slet ikke kunne bo eller opholde mig i min lejlighed på 3. sal, pga progredierende sygdom og handicap og samtidig blev modarbejdet af jobcentret i forhold til at få hjælp til en handicapbolig. Ja, jeg er ressourcestærk, jeg har en fightervilje og en fantastisk veninde, som til sidst tog beslutningen for mig, om at det kunne være nok. I næsten et år boede jeg rundt om omkring i landet på andres nåde, samtidig med at jeg skulle passe mine pligter i jobcentret, og en forestående langvarig praktik. Det var i mere end en forstand, overhovedet ikke fysisk muligt.

Bjarne Bisgaard Jensen, John Christensen, Johnny Winther Ronnenberg, Eva Schwanenflügel, Slettet Bruger, Peter Jensen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Charlotte Kwasniak, tak for din historie, som eventuelt vil få nogle til at se lyset, dvs den retsløshed og gemene behandling vi alle udsættes for.
Selvfølgelig er alle mere interesserede i u-båden eller Trump.
Men jeg er meget mere interesseret i, hvordan vi får magten i tale direkte.
Hvad foreslår du?

John Christensen

Takket være Historier som Charlotte Kwasniak, og de mange folkelige aktiviteter og protester - ser det nu endelig ud til, at der sker noget!

Få så ændret den lov, så mennesker uden reel arbejdsevne ikke længere - skal trækkes rundt i sølet!

Det er uværdigt!

God dag der ude, kampen fortsætter

Charlotte Kwasniak

Jeg er stået frem i Information med min historie om hvordan jeg blev syltet i systemet i København, og blev tvunget af omstændigheder til at flytte til en anden kommune.

På baggrund af min og læge Anders Beichs fortælling om at det er nemmere at få førtidspension i visse andre kommuner end Kbh, er Dansk Abejdsgiverforening kommet med et forslag om at tildeling af pension lægges ud til en statslig instans, for at ensarte tildelingen, så loven er lige for alle.
Jeg er ærgerlig over det fokus. Og jeg frygter at det er en udvikling til det værre, for hvad betyder ensartningen i så fald, Til hvis fordel vil den falde ud?
Jeg synes ikke at min historie er blevet forstået helt rigtigt, jeg kæmpede ikke i årevis, udelukkende for at få en pension, og jeg flyttede heller ikke fra København, udelukkende for at få en pension.
Næsten uanset hvad Hillerød havde fundet frem til, ville det være bedre end det der foregik i København.
Jeg flygtede fra en situation som var håbløs og var forårsaget af den grænseoverskridende og bevidst, systematiske og ulovlige sagsbehandling som Kbh Kommune benytter sig af. Jeg blev modarbejdet i forhold til at få hjælp til en handicapbolig, på trods af at jeg var berettiget til en og trods at det var det mest meningsfyldte punkt i mit ressourceforløb, som jobcentret var forpligtet til at hjælpe mig med.

Tilfældet gjorde at jeg mødte en anden tilgang til min sag i Hillerød kommune. Sagsbehandlingen bar ikke på samme måde præg af meningsløshed, mishandling og idioti.

Det ændrer ikke ved at Hillerød, som alle andre kommuner, bruger lægekonsulenter i rehabiliteringsteamet, til at fordreje konklusioner i journaler, evt tilbyde langvarige meningsløse forløb og behandlinger, udelukkende for at undgå at indstille til pension. Trække tiden ud, indtil sagen stinker af død og råddenskab.

Nu er lægekonsulenter ikke længere er private, det blev stoppet pga flere tilfælde af direkte kriminel og uforsvarlig omgang med journalmateriale. I dag kaldes de ”sundhedsfaglige koordinatorer” og det varetages af læger som er ansat i regionen. I regionen er der også oprettet ”socialmedicinsk enhed” til det formål at ”udrede” patienter i systemet, trods at de i forvejen har tykke lægejournaler, speciallægeudtalelser osv. Socialmedicinsk enhed samarbejder med Liaissonklinikken, en klinik som forsker og behandler såkaldte ”funktionelle lidelser” Altså en fup-diagnose, ikke godkendt i WHO diagnoseliste. Men det er en diagnose som kommunerne holder meget af, da den tryller fysisk sygdom om til psykisk, for at sige det meget kort. Lægekonsulenter/sundhedsfaglige koordinatorer, er ikke forpligtet til at oplylde lægeløftet. Jeg var klar over at jeg har ret til at takke nej til behandling og tiltag, som er forskningsbaseret. Det er ikke alle der ved det.
Det her med at give lægekonsulentopgaven til regionerne, i stedet for til private konsulenter, det har efter min mening ikke gavnet borgeren, det er nærmest sat mere i system, underkendelsen af kournaler og sygdomme.
Dette er bare et af de mange værktøjer Jobcentret har i kassen, når de skal forhindre borgere i at få enten fleksjob, revalidering eller førtidspension. Et andet er at ansætte idioter til at varetage kontakten med borgeren, mennesker uden faglige kompetencer til at møde syge mennesker, som har hårdt brug for hjælp. Bitten Vivi's optagelse af et møde i jobcenter Baldersgade er et meget godt eksempel på dette.

Det er altså helt systematisk at man vil forhindre at tildele ydelser som fleksjob, revalidering og førtidspension i København og de fleste andre kommuner. De påstår at ”de følger loven” og at ”de får medhold i Ankestyrelsen”.
Det handler om SYSTEMATISK OG ULOVLIG SAGSMISHANDLING OG KASSETÆNKNING.
Derfor vil DA fjerne beslutningen om lige præcis førtidspension, fra kommunerne og ud til det statslige, til regionen. Det er jeg ikke tryg ved. Hvad er deres interesse i det og vil det ændre tingene til det bedre for borgeren? Er det ikke lovgivningen og de vide fortolkningsrammer der skal ændres? Og skulle jeg have ladet være med at stå frem?