’Danmark skal først og fremmest levere det, NATO har brug for’

Afskrækkelse af Rusland, deltagelse i kampen mod terror, cyberangreb, stabilisering i Afrika og Mellemøsten, øget forsvar af dansk infrastruktur og af danske interesser i Arktis.

Danmark står over for det mest komplekse trusselsbillede siden Den Kolde Krig, og opgaverne for det danske forsvar står i kø. Men hvilke trusler er størst, og i hvilken rækkefølge skal og kan det danske forsvar løse de mange opgaver?

Det har Information spurgt chefen for Forsvarsakademiet, kontreadmiral Nils Wang, om. Efter syv år som chef for akademiet og med en rolle som forsvarschefens fortrolige har den 59-årige kontreadmiral en af Forsvarets bedste udkigsposter, når det drejer sig om at vurdere de sikkerhedspolitiske udfordringer, Danmark står overfor.

Truslen fra Øst

– Forsvarets Efterretningstjeneste har udpeget Rusland som den største trussel. Men de fleste danskere har lidt svært ved at få øje på, hvad truslen består i?

»Jeg forstår godt, at mange danskere ikke føler sig specielt utrygge ved Rusland. Det er fuldt forståeligt, men der er andre lande, der er væsentlig mere påvirket af russernes ageren, end Danmark er. Jo tættere NATO-landenes hovedstæder ligger på Moskva, jo mere føler befolkningen, at truslen fra Rusland er reel,« siger Nils Wang, der tager imod i sit store, lyse kontor på Svanemøllens Kaserne, hvor Forsvarsakademiet holder til.  

Men truslen fra Rusland er heller ikke rettet mod Danmark, understreger han.

»Den er rettet mod noget større, mod NATO-alliancen, som vi er en del af.« 

– De baltiske lande er jo tydeligvis meget bekymrede over Ruslands oprustning langs grænsen og i Kaliningrad-enklaven. Kan Rusland virkelig finde på at invadere et eller flere af de baltiske lande? 

»NATO er i øjeblikket i gang med at opbygge et troværdigt konventionelt forsvar, som har til formål at afskrække Rusland fra at kompromittere NATO’s område. Det er jo derfor, at Danmark nu sender militære enheder til Estland.«

Svær balancegang

– Virker NATO’s afskrækkelse? Der er jo meget, der ikke fungerer, f.eks. på de danske fregatter, der hverken har missiler eller ubådssonarer?

»Danmark skal selvfølgelig bidrage til afskrækkelsen af Rusland, men afskrækkelsen skal ses i et NATO-perspektiv. Danmark kan bidrage på rigtig mange forskellige måder. I øjeblikket er det NATO's mål at få så mange nationer involveret som muligt, både i de øvelser, der finder sted i Østersøen og på grænsen til Rusland samt i den udstationering af styrker i Baltikum og Polen, der er i gang. Hvis Rusland så alligevel kompromitterer NATO’s integritet, vil det fra starten involvere hele NATO.«

– Hvem truer egentlig hvem i dag? Er det Rusland, der truer NATO, eller er det omvendt?

»Der er givetvis en del danskere, der mener, at det er NATO, der truer Rusland. Den opfattelse er naturligvis også meget udbredt i Rusland. Hvis man betragter verden med russiske briller, så kan jeg godt forstå, at man kan føle, NATO står lige på dørtrinnet til Rusland,« siger Nils Wang.

»Men omvendt kan jeg også godt forstå, at polakkerne, balterne og nordmændene bliver bekymrede, når de ser Rusland invadere Ukraine med magt, blæse højt og flot på alle internationale konventioner og påtvinge sig suverænitet over Krim. Det er klart, at de lande, der grænser op til Rusland, tager det alvorligt.«

»Kunsten er at ramme en balance, hvor NATO på den ene side gør det fuldstændig klokkeklart, at hvis Rusland angriber her, så kommer de i kontakt med hele NATO-alliancen. Men samtidig gælder det om ikke at opbygge så stor en styrketilstedeværelse på grænsen til Rusland, at vi skaber et endnu mere betændt miljø.«

Farlig situation

– Hvad er Ruslands intensioner i forhold til de baltiske lande?

»Jeg har utrolig svært ved at forestille mig, at Rusland vil annektere et eller flere af de baltiske lande og risikere en bekostelig konflikt med hele NATO-alliancen. Rusland er ekstremt presset økonomisk. Efter min opfattelse er truslen fra Rusland meget lavere i dag end under Den Kolde Krig. Til gengæld er der nu en betydelig større risiko for, at situationen kommer ud af kontrol.«

Forklaringen på den nye risiko er ifølge Nils Wang, at mange af de kontrolmekanismer og tillidsskabende foranstaltninger, som eksisterede under Den Kolde Krig, ikke længere findes.

»Alle de her foranstaltninger, hvor vi holdt øje med hinanden, var observatører på hinandens øvelser osv. er væk nu, og det skaber en kolossal risiko. F.eks. når et russisk kampfly flyver meget tæt på en amerikansk destroyer nede i Østersøen, eller Rusland sender sin største ubåd igennem de danske farvande. Sådan en situation kan meget nemt udvikle sig til en krise og komme ud af kontrol,« advarer kontreadmiralen. 

– Hvorfor provokerer Rusland konstant på den her måde?

»Rusland er i sin egen selvforståelse en stormagt, som sejler og flyver, hvor de vil. Det at flyve provokerende tæt på, ind i andre landes luftrum og aktivere deres afvisningsberedskab, tæt på amerikanske skibe i Østersøen osv. er et mønster, som den russiske regering bruger til at understrege Ruslands stormagtsstatus.«

Stormagtsambition

– Er det også forklaringen på, at Rusland opruster langs den baltiske grænse?

»Den forklaringsnøgle, jeg indtil videre er kommet frem til, er, at Rusland ganske enkelt ønsker at blive taget alvorligt, ikke bare regionalt, men også globalt. Rusland ønsker at være en naturlig partner, som sidder med rundt om bordet, når der skal træffes vigtige beslutninger i global storpolitik. Det er, hvad Rusland stræber efter,« siger Nils Wang.

Han peger bl.a. på Syrien, hvor alle nu ved, at man er nødt til at tale med Rusland, hvis man vil have en løsning på den syriske konflikt. Og det samme gælder i Ukraine, mener han.

»Ved at blande sig i Ukraine og annektere Krim har Rusland sikret sig adgang til Sortehavet og Middelhavet og skabt en situation, hvor det er utænkeligt at løse Ukraine-krisen uden Ruslands deltagelse. Derudover har Rusland fået sat en stopper for enhver snak om ukrainsk medlemskab af EU og NATO og dermed opnået det, de gerne vil,« siger Wang og mener, at det også er i det lys, man skal forstå oprustningen langs grænsen til Baltikum.

»Det er et forsøg på også der at vedligeholde en uro og vise, at NATO ikke kan have et lavspændingsområde i Østersøregionen uden at aftale det med Rusland.«

– Men hvorfor har Rusland så valgt en forsoningskurs i Arktis?

»I Arktis har Rusland til gengæld valgt at samarbejde og følge de internationale spilleregler. Det skyldes at  Rusland ønsker at udnytte naturresurserne i Arktis, og det kan kun lade sig gøre, hvis der er relativt fredeligt i området.«

»Men også i Arktis vil Rusland gerne markere, at Rusland ikke er til at komme udenom. Det er derfor vi med jævne mellemrum ser et meget højrøstet Rusland, der planter flag på havbunden eller sender specialsoldater derud på ski for at holde gryden i kog. Det er et signal om, at Rusland ikke er til at komme uden om.«

Lidt af det hele

– Det danske forsvar skal altså være med til at afskrække Rusland. Men Danmark skal også bekæmpe IS, føre cyberkrig, stabilisere skrøbelige stater i Afrika og passe på Arktis og Danmark … Hvordan er det muligt?

»Man skal se det i et tid-og-rum-perspektiv.  Så længe Danmarks eksistens ikke er truet, har vi overskud til at beskæftige os med andre ting. Hvis spændingen vokser i Baltikum og Arktis, så tror jeg ikke, at forsvaret skal beskæftige sig med stabiliseringsoperationer i Afrika. Så vil fregatterne   blive kaldt hjem fra patrulje i Aden-bugten. Men så længe vi har det sikkerhedspolitiske råderum, vi har lige nu, kan vi bidrage dér, hvor vi føler, det gør nytte og giver mest udenrigs- og sikkerhedspolitisk mening.«

– Men selv i den nuværende situation kan Danmark vel ikke være med overalt?

»Nej, der skal selvfølgelig stadig prioriteres. Vi kan ikke gøre alt det, vi gerne vil samtidig. Det er der ikke ret mange lande, der kan. Men så længe vi bidrager til NATO’s afskrækkelse i en grad, så NATO er tilfreds, kan vi også i perioder være med i kampen mod terror.  Så længe vi har mulighed for det, skal vi spille på så mange heste som muligt, så vi bliver opfattet som en ansvarlig partner af de lande, vi samarbejder med, og taget med på råd, når der træffes vigtige beslutninger.«

Lyt til NATO

– Forsvarets ønskeseddel er tydeligvis lang i forbindelse med det kommende forsvarsforlig. Hvad er vigtigst? Missiler til fregatterne, ubådsonarer, en fuld hærbrigade eller at deltage i NATO’s missilforsvar?

»Det er vigtig at erkende, at det danske forsvar ikke kan forsvare Danmark alene. Det har Forsvaret aldrig kunnet, og det kommer det aldrig til. Danmark har forankret sin sikkerhed i NATO, og det er i det perspektiv, vi skal se Forsvarets opgaver. Det substantielle løft, regeringen har lovet, bør bruges på kapaciteter, der gør, at vi kan bevare den fleksibilitet og udsendelsesparathed, som vi har haft de seneste 15 år.«

– Men hvad er vigtigst?

»Vi bør kigge på, hvad NATO gerne vil have, at Danmark investerer i. NATO’s styrkemål lægger op til, at Danmark får en udsendelsesbar brigade i hæren, at Danmark bliver i stand til at håndtere anti-ubådskrig, at vi får et områdeluftforsvar, og så har Danmark givet tilsagn om at indgå i det ballistiske missilforsvar. Det er en politisk prioritering, om vi kommer til at levere på alle fire områder. Som jeg ser det, er det vigtigste, at de kapaciteter, Danmark satser på, skal kunne anvendes både i et regionalt og et globalt perspektiv. Hvis de kan det, så er chancen for, at Danmark kan stille op og gøre noget meningsfuldt i tilfælde af et uventet scenarie eller et strategisk chok, større. Det er det princip, som bør styre, når vi i den kommende tid skal til at se på, hvad det er for nogle varer, Forsvaret skal have på hylderne.«

Skårene er klinket

– Kan vi stadig stole på NATO’s musketér-ed, efter Trump er kommet til?

»Det har helt klart svækket alliancen, at Trump har tøvet med at bekræfte Artikel 5. Hele alliancen bygger jo på den præmis, at der aldrig har været tvivl om Artikel 5 og den solidaritetserklæring, der ligger heri. Den skade, Trump har forvoldt, kan sammenlignes med, at du taber en vase på gulvet, som går i tusind stykker. Du kan godt samle stumperne op og lime dem sammen, og det kan blive til en vase igen, men det bliver ikke den samme vase,« siger Nils Wang.

»Det vil få en række konsekvenser, som vi allerede ser en del af. Flere af de store lande ser allerede i langt højere grad europæisk sikkerhed som en nødvendighed. Men USA har også en stor interesse i at fortsætte samarbejdet med Europa og  udstationerer jo også styrker i Baltikum og Nordnorge. Det amerikanske engagement er stadig til stede og sikrer, at Artikel 5 stadig er i funktion.«

– Skal Europa i højere grad stå på egne ben?

»Man skal ikke tage fejl af, at det er en udbredt opfattelse i USA, at Europa er rigt nok til at levere en større del af udgifterne til vores egen sikkerhed. Men Europa er ikke enige om, hvordan trusselsbilledet ser ud. I Sydeuropa ser de naturligt nok migrationstruslen som den største udfordring, og i Øst- og Nordeuropa er det den russiske trussel, der dominerer. Hvis Europa er delt i det spørgsmål, bliver regionerne nødt til at tage et større ansvar for sig selv. Det betyder, at Danmark, resten af Norden, Polen og Tyskland kommer til at tage et større ansvar for sikkerheden i vores region, herunder Arktis og Nordnorge, og dermed har de nordiske lande mulighed for at få langt større indflydelse på, hvad der skal ske i vores region.«

– Men risikerer man ikke at oprette en parallelstruktur til NATO, hvis EU udvikler sin forsvarsdimension?

»Fremtiden kommer til at fungere som plug and play. Det optimale vil være, at Danmark kan plugge sig ind i regi af forskellige organisationer og kommandostrukturer og være med der, hvor det giver sikkerheds- og udenrigspolitisk mening. NATO har skabt det militære esperanto, som vi alle sammen bruger, når vi opererer sammen. Til gengæld har EU nogle fantastiske økonomiske virkemidler, som kan få stridende parter til at lægge stridsøksen. NATO og EU kan forskellige ting. Vi er helt klart på vej mod et mere selvstændigt og selvsikkert Europa, som kommer til at rykke både politisk og økonomisk. Det bliver spændende at se, hvor det efterlader Danmark.«