Læsetid: 5 min.

Enhedslistens regeringsstrategi støder på problemer

Enhedslisten vil sikre sig større indflydelse på en eventuel kommende socialdemokratisk ledet regering. Hovedbestyrelsen lægger derfor op til ny parlamentarisk strategi, hvor man ikke længere ubetinget peger på en socialdemokratisk forhandlingsleder. Men flere mener, medlemmerne bør inddrages i spørgsmålet
Enhedslisten vil sikre sig større indflydelse på en eventuel kommende socialdemokratisk ledet regering. Hovedbestyrelsen lægger derfor op til ny parlamentarisk strategi, hvor man ikke længere ubetinget peger på en socialdemokratisk forhandlingsleder. Men flere mener, medlemmerne bør inddrages i spørgsmålet

Sille Veilmark

3. august 2017

Det viser sig at være lettere sagt end gjort for Enhedslisten at få vedtaget en ny regeringsstrategi. Flere medlemmer advarer nemlig hovedbestyrelsen mod – som planlagt – at vedtage en sådan strategi på sit kommende møde i oktober.

Spørgsmålet om, hvordan liste Ø sikrer sig større indflydelse på en fremtidig socialdemokratisk ledet regering er for vigtigt til at overlade det til de 25 medlemmer af hovedbestyrelsen, lyder advarslen. I stedet bør medlemmerne spørges på et årsmøde eller en særlig indkaldt delegeretkonference.

»Når man laver om på en parlamentarisk strategi, som vi har haft siden dannelsen af Enhedslisten, så det vel på plads, at beslutningen træffes af et eller andet autoritativt forum,« siger Folketingets 3. næstformand, Christian Juhl.

»Det er hovedbestyrelsen selvfølgelig også, men vi har normalt alle andre delprogrammer på alverdens områder, store og små, oppe på årsmødet. Det kunne vi aldrig drømme om at overlade til hovedbestyrelsen. Men her vil vi så ændre grundlæggende på vores strategi, og så er det vel rimeligt at spørge medlemmerne«.

’Mettes way or the high way’

Hovedbestyrelsen vedtog i april at »tage skridt til en debat om at ændre Enhedslistens parlamentariske strategi, så vi ikke længere peger ubetinget på en socialdemokratisk forhandlingsleder«.

En debat som skyldes frustration over, at Thorning-regeringen videreførte den foregående VK-regerings »økonomiske politik i bredeste forstand« (som det hed i regeringsgrundlaget), og som ikke er blevet mindre efter formandsskiftet i Socialdemokratiet. Det lyder stadig et langt stykke ad vejen fra den nye formand, Mette Frederiksen, og ikke mindst gruppeformand Henrik Sass Larsen, at det er my way or the highway.

»Socialdemokraterne synes at have den analyse, at i og med at partierne til venstre (i modsætning til De Radikale) ikke har mulighed for at pege på andre end dem, så behøver de ikke vise nogen vilje til at give indflydelse til partierne til venstre,« hedder det i debatoplægget fra hovedbestyrelsen.

Hyggesnak, gensyn med gamle kammerater og styr på verdenssituationen. Det er hvad Enhedslistens medlemmer får ud af sommerlejren. Her debatterer bl.a. Jørgen Holst, Tonny Andersen og Birte Jacobsen.
Læs også

I debatoplægget peges på tre parlamentariske værktøjer, der kan – og skal – gøre op med denne antagelse: En mulighed er at kræve, at regeringsgrundlaget skal »tilgodese de krav«, Enhedslisten har stillet i tiden op til folketingsvalget.

En anden mulighed er at trække »røde linjer«, som åbner op for, at Enhedslisten efter regeringens dannelse »ikke afviser at vælte en socialdemokratisk regering, hvis den fører en politik, der bryder med de berettigede forventninger, befolkningen vil have til en ny politisk kurs«.

Og endelig er en tredje mulighed at foreslå en anden forhandlingsleder end Socialdemokratiets statsministerkandidat, hvis »styrkeforholdene« er til det (læs: Enhedslisten, SF og Alternativet får lige så mange eller flere mandater tilsammen som liste A).

Frygt for isolation

Nogle frygter imidlertid, at de nye parlamentariske værktøjer i bedste fald ikke vil virke og i værste fald vil isolere Enhedslisten. I et læserbrev i medlemsbladet »Rød+Grøn« skriver beskæftigelsesordfører, Finn Sørensen, at sådanne »ultimative krav« vil ændre grundlaget for partiets kommende valgkamp.

»Det vil nemlig medføre, at alle medlemmer og kandidater ustandselig vil blive afkrævet svar på, hvem vi så vil være parlamentarisk grundlag for, hvis ikke for en socialdemokratisk regering, og hvad det er for krav, en sådan regering skal leve op til for at blive dannet/undgå at blive væltet,« skriver Finn Sørensen.

»De hidtidige udmeldinger og debatter tyder ikke på, at vi kan give konkrete svar på de spørgsmål – med det resultat til følge, at en tilsyneladende offensiv udmelding vil bringe os i defensiven, og at socialdemokrater og SF’er får alt for nemt ved at sætte tvivl ved, om man kan regne med os i kampen mod Lars Løkke. Hvis det er det, vi skal, så gør vi det. Men det må være rimeligt, at medlemmerne får reel indflydelse på, om de kan se sig selv i sådan en valgkamp.«

Et flertal såvel i folketingsgruppen som i hovedbestyrelsen har hidtil støttet den nuværende plan. En række debatmøder skal munde ud i, at hovedbestyrelsen til oktober træffer en beslutning. Ingen i hovedbestyrelsen ønsker i dag at drage nogen konklusion på debatten, og flere forudser, at konklusionen kan blive at spørge medlemmerne.

»Hvis der viser sig at være meget forskellige holdninger blandt medlemmerne til, om det her er en god eller dårlig idé – hvilket jeg i dag har svært ved at vurdere – så vil jeg mene, at det vil være uklogt at træffe en beslutning i hovedbestyrelsen,« siger den tidligere gruppeformand og nuværende medlem af hovedbestyrelsen og forretningsudvalget, Per Clausen. »Men hvis der til gengæld viser sig at være stor opbakning til, at vi skal ændre den taktiske linje, så ser jeg ikke nogen grund til at vi skal afvente et årsmøde.«

Lokal debat

Den nuværende gruppeformand og medlem af hovedbestyrelsen samt forretningsudvalget, Jakob Sølvhøj, henviser til, at der stadig er debat om strategien i afdelingerne.

»Når vi behandler spørgsmålet i hovedbestyrelsen engang i oktober, bliver det derfor på baggrund af en forhåbentlig bred diskussion blandt Enhedslistens medlemmer. Om medlemsdebatten giver anledning til at indkalde en delegeretkonference eller lignende tager vi stilling til til den tid,« siger Jakob Søvhøj, mens et andet medlem af hovedbestyrelsen, Trine Simmel, understreger behovet for at inddrage medlemmerne:

»Når vi i hovedbestyrelsen får afdelingernes tilbagemelding, kunne jeg sagtens forestille mig et scenarie, hvor det ville give mening at holde en delegeretkonference for, at den endelige nye parlamentariske strategi bliver forankret bredt i partiet.«

Til gengæld har medlem af hovedbestyrelsen og forretningsudvalget Gunna Starck svært ved at se, hvad medlemmerne i givet fald skal stemme om på en delegeretkonference eller et årsmøde.

»Delegeretkonferencer er bedst til ja/nej-diskussioner, og sådan kan man ikke opstille regeringsspørgsmålet. I øvrigt har mange afdelinger allerede haft møder om regeringsspørgsmålet, og jeg mener nok, at hovedbestyrelsen kan stikke fingeren i jorden og vurdere, i hvilket omfang tonen skal skærpes,« siger Gunna Starck.

Medlem af hovedbestyrelsen, Vibeke Syppli Enrum, mener ikke, det er afgørende, om det er hovedbestyrelsen eller et årsmøde eller delegeretkonference, der får det sidste ord:

»Selvfølgelig skal vi stille krav til Socialdemokratiet for at pege på dem som kommende regering. Jeg mener for eksempel aldrig, vi skal støtte en socialdemokratisk ledet regering, der laver flygtninge- og indvandrerpolitik sammen med Dansk Folkeparti. Så jeg mener, Enhedslisten skal stille ultimative krav på flygtninge- og socialområdet, og at den kommende proces i partiet skal bruges til at definere/fastlægge disse ultimative krav.«

Støtte til Nyrup

Den nuværende parlamentariske strategi stammer fra 1994, hvor Enhedslisten første gang kom i Folketinget. Den gang pegede liste Ø ikke blot på Socialdemokratiets formand, Poul Nyrup Rasmussen, som leder af regeringsforhandlingerne. Støttepartiet lod det være op til Poul Nyrup Rasmussen at danne en sådan, lød beskeden fra partiets forhandlere på det første møde med den socialdemokratiske formand og fungerende statsminister.

Modsat SF, som i første omgang krævede, at CD ikke kom med i regeringen, konkluderede Enhedslisten, at partiet ikke havde noget at true med. Et mistillidsvotum til den nye regering ville blot overlade Statsministeriets nøgler til Venstres formand, Uffe Ellemann-Jensen.

Til gengæld gjorde Enhedslisten det klart på et efterfølgende møde med Poul Nyrup Rasmussen – hvor denne ville takke partiet for, modsat SF, ikke at have skabt unødig dramatik – at denne ikke skulle misforstå noget.

Hvis ministre løb med kassen eller løj over for Folketinget, var de færdige. Enhedslisten stemte fra sag til sag ud fra partiets holdning, og det måtte være op til statsministeren at sikre flertallet for sin politik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hm! Mon ikke EL gør klogt i at indse det meget ubehagelige, nemlig, at magtkonstellationen efter et valg består af Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Flæsk. De har stemmer nok til at kunne skide på resten af partierne - ganske som i dag, hvor det reelt er de tre, der kører med klatten.
Så kan de øvrige partier hænge på hvis de vil, men andet kan de ikke gøre.
Udfordringen for V,S og DF bliver hvem der skal være statsminister, og hvilken rolle det ansvarsfrie og -løse DF skal have.

Hans Larsen, Ebbe Overbye og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar

Politik handler vel om at have indflydelse og få magt, for i sidste ende at få så meget af ens politik gennemført som muligt.
Hvis EL ikke vil lade sig binde af én bestemt fløj, så er det vel forståeligt nok ( hvis man antager at de har overvejdet hvordan de bedst får indflydelse). jeg tror også at SF´s eventyr udi ministerposter har medvirket til at skubbe på EL.
Jeg tror nu ikke vi skal regne med EL som regeringsparti i nærmeste fremtid....

Med den åbenlyse mangel på sund fornuft og intellektuel kapacitet blandt Enhedslistens 25 mand store hovedbestyrelse, forstår man godt medlemmernes uvilje mod at overlade vigtige beslutninger til hovedbestyrelsen.

Bo Stefan Nielsen

EL bør bryde helt med S og forblive i opposition, indtil der opstår et grønt flertal (ØFÅ) og istedet genindtage den ledige position for radikal systemkritik, der har stået tom siden partiet drejede ind på en ren parlamentarisk kurs i den illusoriske fantasijagt på "indflydelse". Tiden skriger på et antikapitalistisk miljø- og klimaparti.

Poul Sørensen, morten andersen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Der må klart være nogen røde og grønne linjer der ikke må eller kan krydses og hvis de bliver kryset, så må det være enhedslistens position at sende det til folketingsvalg, hvis på nogen måde er muligt.
Enhedslisten må give vælgerne muligheden for at stå fast på nogen ting og det kan kun lade sig gøre hvis enhedslisten står fast.