Læsetid: 4 min.

Flertal for vejskat på udenlandske bilister

’Vi er efterhånden det eneste land i EU, som ikke får lidt penge for sliddet på vores veje,’ lyder det fra Dansk Folkeparti, efter at nye beregninger fra skatteministeren afslører, at en vejskat på udenlandske bilister årligt kan give en indtægt på 300 millioner kroner. Der tegner sig et flertal for en afgift, men regeringspartierne afviser ideen
Det giver god mening at opkræve en afgift for at benytte det danske vejnet, mener et flertal i Folketinget.

Det giver god mening at opkræve en afgift for at benytte det danske vejnet, mener et flertal i Folketinget.

22. august 2017

Et flertal uden om VLAK-regeringen er nu klar til at kopiere Tysklands eksempel og indføre en såkaldt vejskat, som udenlandske bilister skal betale for at bruge de danske veje.

Det sker, efter at skatteminister Karsten Lauritzen (V) i et svar til Folketingets transportudvalg skønner, at Danmark vil kunne få et årligt provenu på 300 millioner kroner ved at indføre en vejskat svarende til den, Tyskland er nået til aftale om med EU-Kommissionen.

»Det er en god idé, og nu har vi så fået et pejlemærke for, hvor meget indtægten kan blive. Jeg tror, at den kan blive væsentligt højere end 300 millioner kroner afhængig af, hvordan man skruer det sammen,« siger Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen.

»Men 300 millioner kroner er under alle omstændigheder voldsomt mange penge, så dem skal vi gå efter at få hjem. Vi er efterhånden det eneste land i EU, som ikke får lidt penge for sliddet på vores veje, og det er vi nødt til, hvis vi fremadrettet skal have råd til at vedligeholde og udbygge vejnettet.«

I tyskernes fodspor

Efter flere års forhandlinger og hård kritik fra nabolandene fik Tyskland i foråret grønt lys fra EU's trafikkommissær til at indføre en vejskat fra 2019, som rammer udenlandske personbiler.

Officielt gælder afgiften alle personbiler, men ejere af tysk indregistrerede biler får kompensation i form af en modregning i bilens vægtafgift. I praksis går tyskere altså fri af vejskatten.

Socialdemokratiets transportordfører, Rasmus Prehn, opfordrer regeringen til at indkalde til »brede politiske forhandlinger« om en dansk vejskat.

»Det er oplagt, at regeringen indkalder til brede politiske forhandlinger om det her og spørger: Skal vi ikke inkassere det beløb, som ligger her? Det vil være en god mulighed for at få penge til mange nyttige og rentable projekter rundt om i landet. De står jo i kø. Har vi 300 millioner kroner om året i al evighed, så kan man altså gøre meget. Jeg synes, det er spændende, og jeg er i udgangspunktet positiv,« siger Rasmus Prehn.

Enhedslisten mener principielt, at infrastruktur skal være skattefinansieret, men ikke desto mindre åbnede partiet under den daværende SRSF-regering for kørselsafgifter. Og det gælder stadig, siger transportordfører Henning Hyllested.

»Modargumentet har jo tidligere været, at indtægterne ville blive ædt op af administrationsomkostninger, men det er ikke længere tilfældet,« siger han.

De Radikales transportordfører, Andreas Steenberg, opfordrer til at bruge de 300 millioner kroner på at forbedre veje, broer og jernbaner.

»Vores motorveje – på nær selvfølgelig Storebæltsbroen – er jo gratis at køre på. Så hvorfor skal de mange udenlandske biler, som bare kører gennem Danmark, ikke også være med til at putte nogle penge i kassen til vores infrastruktur,« siger Andreas Steenberg.

Alternativets transportordfører, Roger Matthisen, mener, at EU »gøder jorden« for roadpricing og dermed også for en mere bæredygtig kørsel.

»Så det lyder fornuftigt, at vi både billigt og effektivt kan spejle Tysklands ordning og samtidig bevæge os et skridt nærmere roadpricing,« siger Roger Matthisen, mens SF’s transportordfører, Karsten Hønge, til gengæld beklager, at flere og flere af EU’s lande laver deres egne vejskatter.

»Det er måske ikke en ideel vej at gå for EU, men Danmark risikerer jo at stå tilbage med en lang næse, fordi alle andre lande gør det,« Karsten Hønge.

Modellen

Den tidligere VK-regering vedtog allerede i 2009 at indføre kørselsafgifter for lastbiler. Afgiften skulle dog først træde i kraft fra 2015, og efterfølgende opgav den daværende SRSF-regering i 2013 at indføre kørselsafgiften, fordi de administrative omkostninger ved at indføre en sådan var for høje.

Hvis Danmark følger i tyskernes fodspor, skønnes det »med betydelig usikkerhed« at ville kunne indbringe statskassen 500 millioner kroner i 2020.

Herfra skal trækkes 125 millioner kroner til »systemomkostninger« og andre 75 millioner til en »merkompensation« til miljørigtige biler (hvilket er en del af den tyske model) med det resultat, at slutfacit ender på de 300 millioner kroner.

I det tal er ikke medregnet såkaldte »adfærdseffekter« i form af færre turister og transitrejsende og/eller skift fra bil til andre transportformer.

»Afgiftsbeløbet er dog forholdsvist beskedent set i forhold til de samlede rejseomkostninger, hvorfor adfærdseffekterne forventes at være begrænsede,« skriver Karsten Lauritzen til transportudvalget.

Danmark vil i givet fald kunne benytte den vejbenyttelsesafgift, som danske og udenlandske lastbiler allerede betaler for at benytte vejnettet i blandt andet Danmark.

V afviser

Venstres gruppeformand, Søren Gade, og partiets transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, har tidligere foreslået at opkræve penge af udenlandske bilister, som benytter danske veje, men partiets skatteordfører, Louise Schack Elholm, slår fast, at det ikke er – og ej heller bliver – regeringspartiets holdning.

»Det er selvfølgelig rart at få regnestykket frem, men vi er stadig ikke for en vejskat, og det bliver ikke noget, vi foreslår,« siger Venstres skatteordfører. »Det er også en meget dyr administration, og selv om jeg godt forstår argumentet med, at det er de udenlandske bilister, som betaler, så er det også vigtigt at kigge på, hvad det betyder for den enkelte dansker. Og det er det, som vi har fokus på. Jeg frygter, at det kan blive dyrere for nogle danskere.«

Liberal Alliances transportordfører, Villum Christensen, frygter, at de tyske turister kan »finde på at vende mercedesen og køre syd på i stedet«. Og han advarer mod at sammenligne Danmark med Tyskland, fordi sidstnævnte er et såkaldt transitland, man skal igennem, hvorimod det er lettere at fravælge Danmark på en rejse i Europa.

Dansk Industri (DI) har tidligere opfordret til, at indtægterne fra eventuelle kørselsafgifter eller vejskatter bliver brugt på bedre veje, broer og jernbaner.

Ifølge Michael Svane, branchedirektør i DI Transport, svarer Karsten Lauritzens beløb på de 300 millioner kroner til, hvad organisationen selv har »liggende på regnebrættet«.

»Hvis man indfører en afgift, der også rammer udenlandske biler, så er det helt afgørende spørgsmålet, hvad provenuet så bliver brugt til? Bliver det brugt til at sikre investeringer i infrastrukturen, så vi undgår trængsel på vejene, hvilket er vigtigt med vore øjne,« siger Michael Svane.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikkel Kristensen

PKW Maut findes nu heller ikke i Tyskland.. men smart af DF de fleste danskere klapper nu i hænderne... hvem skal stå for kontrollen? Er storebælt inklusiv? De 300mio er hurtigt ædt op...

Henriette Bøhne, Steffen Gliese og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er et særkende for Danmark, at vejene er frie at køre på - så afskaf betalingen over Storebælt, der ligger som en grænse, der skærer Danmark over.

David Zennaro, Eva Schwanenflügel, Torben Lindegaard, Egon Stich, Christel Gruner-Olesen og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar
Henriette Bøhne

Det bliver dyrt for de pendlere i udkantsdanmark, som pga elendig dækning i tog og offentlig transport, er nødt til at køre i bil til job.

Så kan vi nok som danskere forvente at skulle betale 1:1 til de andre lande vi kunne finde på at køre i.... og så er vi jo lige vidt... bortset fra at vi har beskæftiget nogen med kontrol og administration...

Uanset overvejelserne om den mulige fortjeneste, vil det alene af moralske årsager være uacceptabelt, hvis tyske billister ikke også skal betale for at køre her, når danske billister skal til at betale for at køre i Tyskland.

Steffen Gliese

Jeg ved ikke, hvor danske bilister betaler for at køre på tyske veje - det har jeg aldrig oplevet; men det er nu også mange år siden, jeg har kørt i bil i Tyskland.

Henriette Bøhne

Steffen Gliese,
Nej, men sagen handler jo også netop om, at der nu bliver indført vejafgift/Maut for alle. Før ville tyskerne kun indføre det for udlændinge, men kunne ikke, da den forskelsbehandling ikke er tilladt i EU. Såvidt jeg har forstået indføres den nu for alle og tyske statsborgere kompenseres gennem en skat eller afgiftslettelse og det er formentlig det samme, man påtænker i DK, når man siger at danskerne så skal have lettelser på vægtafgift osv.
Det vil bare ramme rigtig skævt i nogle af de landsdele, hvor man kan være nødt til at pendle langt på motorvej for overhovedet at have et job.

Henriette Bøhne

Iøvrigt er det jo CSU politik, som CDU kun er gået med til hvis tyske statsborgere holdes skadesfri. Både die Linke og die Grünen er stærkt imod indførelsen, fra die Grünen siger man direkte, at afgiften vil være dyrere at kræve ind, end hvad den kaster af sig, den vil ikke kaste nogen miljømæssige fordele af dig whatsoever og at lovgivningen, selv i den forandrede form, strider mod EU-lovgivningen og at den dybest set ikke er andet end højrepopulistisk symbolpolitik. Så vidt jeg kan se, slår die Linke også på at den vil skabe ulighed for pendlerne.
I DK jubler DF, Venstre og måske endda Alternativet. Det kan jo ikke undre.

Hans Ingolfsdottir, David Zennaro, Steffen Gliese og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Christoffer Pedersen

Og på den måde kan det ende med alle EU-lande kræver vejafgifter som egne borgere kompenseres for. Alt i alt blive slutresultatet udgifter til administration.
Ville det ikke være smartere hvis EU arbejdede for af afskaffe vejafgifterne i alle EU-landene?

Tyskerne har jo fundet løsningen. Sæt vejafgift på med en vignet løsning og sænk ejerafgiften for tyskere tilsvarende, så skal alle betale det samme, men borgerne i tyskland slipper med en nul-løsning når året er omme.
Vi skal gøre det samme, og sikrer at de penge som kommer ind også bruges på at forbedre vejnettet i danmark - det trænger vi til.

Helle Degnbol

Til Information. Kunne den alenlange artikel med fordel have ventet et par dage?

300 millioner kroner lokker dansken. Så meget forstår jeg.

Men hvis nogen ellers skulle spørge mig…? Det fortælles ikke, hvordan pengepugeriet tænkes praktiseret, eller hvor ondt det i givet fald vil gøre på den enkelte besøgende bilist.

Inf. skriver dog (citerer muligvis Karsten Lauritzen): “Danmark vil i givet fald kunne benytte den vejbenyttelsesafgift, som danske og udenlandske lastbiler allerede betaler for at benytte vejnettet i blandt andet Danmark". Jeg er ikke så godt hjulpet. Mange politikere udtaler sig. Men perspektivet?

Illustrationen hjælper vist heller ikke rigtig nogen: et nær halvsides miserabelt foto med nul trængsel på den regnvåde vej, en bil blandt biler, danske nummerplader, Shell og 7-eleven lokker i det fjerne.

Kunne man ikke aftale med tyskerne, at de kører gratis hos os, hvis vi kører gratis i Tyskland ?

Med gensidige aftaler naboer imellem om at køre gratis hos hinanden, så slipper man helt for den pjattede afgift ?

De nordiske lande imellem bør man vel sagtens kunne find ud af at lave et fælles gratis nordisk område for kørsel - jeg kan godt lide nordisk samarbejde.

I øvrigt er 300 mio ikke mange penge - Danmarks BNP er nu over 2.000 milliarder kr , så vi klarer os nok endnu et par år uden de 300 mio .

Jørgen Mathiasen

Det sker i politik, at et parti lægger en revolver på bordet, og i tysk politik sker det, når CSU skal skrive under på en koalitionskontrakt. Nede i Bayern har man hele ølteltet på sin side, når man siger, at det er på tide, at østrigerne betaler for at køre ind i Bayern, ergo har hele forbundsrepublikken måttet beskæftige sig med ét af CSU's tossede forslag.

Lad os lige se, om forslaget overlever den 24 september. Hvis det er tilfældet, og hvis DK laver den samme afgiftsmodel, - udlændinge betaler, danskere får rabat, varer det ikke længe, før der er en vejskat ved hver landegrænse. Så er vi tilbage i tiden med hertugdømmer og grænsebomme for hver syvende mil, altså det man på tysk kalder Kleinstaaterei. Det kan komme til at irritere en gevaldig masse mennesker og føre til et forslag om et "indre marked" for vejbenyttelse.

Den tyske maut-proces har været et absurd teater. Den politiske stemning har overvejende været imod. SPD og de grønne skældt og smældet, og kaldt det anti-europæisk. Også CDU var imod, og Angela Merkel sagde endda på et tidspunkt på tv, at med hende ville der aldrig blive nogen PKW Maut, hvilket i væsentlig grad har medvirket til at skade hendes troværdighed. Men CSU's stålsatte populisme har alligevel sikret at processen har måttet gå sin skæve gang.

Det er i øvrigt en misforståelse, at der er tradition for gratis benyttelse af danske veje. Den nuværende ejerafgift har ganske vist et bredere sigte, der også omfatter miljøet. Men vægtafgiften, som det tidligere hed, var decideret en betaling for at slide på vejene. Betalingen afkræves dog selvsagt kun af danske bilejere.

Det er en meget kedelig udvikling, som tyskerne har sat i gang. Men hvis det ender med, at det er sådan det skal være, er det eneste rimelige, at vi alle gør det på denne måde.

Carsten Svendsen

Mon snart det bliver muligt at tage på bilferie ned gennem Europa og samtidig kunne se ud af forruden for bare vignetter? :o)

GPS er opfundet. Man kan hente temmelig mange penge ved at skippe skiltninger, stribninger, og andet hurlumhej. Advarselsskilte om fartkontrol og bøder er ligesom at bede om ikke at få nogen penge i kassen. De eksisterende stativer over og ved siden af kørebanerne kan benyttes til reklamebannere og noget bedre bundlinje for udnyttelsen af den plads. Kombineret med fjernelse af alle de frihedsfjendtlige nationalsocialistiske fartgrænser vil det endda kunne skabe arbejdspladser i adskillige servicebrancher.

Christoffer Pedersen

Cyklisterne er i høj grad overset i debatten. Cykelstierne koster kassen så hvorfor er det kun bilister der skal bøde for det vejene koster ?

Henriette Bøhne

Peter Frost,
Bortset fra at ikke alle slipper med en nul-løsning. De som har råd til nye biler gør, men de mindre bemidlede, som kører bilist ældre kommer til at betale mere. Og så glemmer vi også lige, at vi i DK udover vægtafgift betaler registreringsafgift, hvilket man ikke gør i Tyskland.

Jacob Mathiasen

Vejskat i tyskland såvel som resten af EU er endnu et vanvidsprojekt, som kun skaber merudgifter samlet set. Man tager fra en kasse og putter over i en anden - og undervejs tabes en betragtelig procentdel.

Sørgelig og uintelligent udvikling.

Christoffer Pedersen

De kan starte med at afskaffe befordringsfradraget. Hvorfor betale for nogen kører langt til arbejde, belaster vejene og forurener? I praksis opleves det at to lønmodtagere kører hver sin vej for at passe samme type job og får fradrag.
Men i lighed med skat af fortjeneste ved salg af ejerboliger er der ingen der tør foreslå de oplagte og kloge løsninger af frygt for at miste vælgere (gælde både røde og blå)
Vejafgifter eller brugerbetaling for at køre på de danske veje hører ingen steder hjemme. Hvis det skal være nemmere at være dansker, bør både licens og tandlægebesøg betales over skatterne i stedet for vi får flere girokort i Eboksen.

fordi ikke mange vil flytte for at arbejde og så må man jo sikre mobiliteten på anden vis. alternativet er offentlig transport hvilket, udenfor hovedstaden, er ad lort til.
såre simpelt.

Christoffer Pedersen

Peter Frost
"Mobiliteten" må arbejdsgiveren betale sig fra hvis de har problemer med at rekruttere personale. Men nuværende tilstande hvor en sygeplejerske som bor i KBh, arbejder i Næstved samtidig med en do bor i Næstved og arbejder i København har ikke noget med mobilitetsproblemer at gøre.
Befordringsfradraget er bare blevet noget tiden er løbet fr. Og det vil kun være godt at mindske belastningen på både off transport og vejnettet, hvilket nok også vil ske hvis man afliver det tåbelige befordringsfradrag.

Christoffer Pedersen, i den virkelige verden så betaler arbejdsgiveren folk for at udføre et stykke arbejde i et givent tidsrum. Alt derudover er ikke en aftale mellem arbejdsgiver og arbejdstager.
I am sorry.
Hvis du bor i Næstved og kun kan få et job i Skagen, så er det DIT problem og ingen andres. hvis du ikke vil flytte, men vil have arbejdet, så er der jo ikke meget andet at gøre end at bruge tiden fornuftigt på vejen, eller leje et værelse.
Befordringsfradraget er skide ligegyldigt, og jeg kender ingen som går og glæder sig over det. Fradraget får hverken mig til at vælge bilen til eller fra, det gør derimod ordentlige køretider for offentlig befordring - herunder også i weekenderne.
spørg du bare i din omgangskreds - jeg vil vædde at der ikke er én eneste som spekulerer i sine befordringsfradrag...

Christoffer Pedersen

Peter Frost
Der eksisterer da masser af aftaler om fri bil, eller at håndværkere kan stille arbejdsbilen ved hjemmet. Om befordringsfradraget er ligegyldigt kommer an på hvad man tjener. For en direktør har du ret. For en almindelige SOSU betyder det ret meget om der er 1000 kr mere eller mindre hver måned. Selvfølgelig vil afskaffelse af befordringsfradraget resulterer i langt færre tilbagelagte kilometre.
I den virkelige verden kender jeg ingen der ville søge et job i en anden landsdel. Og ville det ikke også være tosset at arbejde i Skagen og bo i Næstved, al den stund der med meget stor sandsynlighed finden en lige så kvalificeret medarbejder lokalt i det nordjydske?

Christoffer Pedersen, Fri bil beskattes du af. Håndværkerbilen er kun tilladt at bruge i et begrænset omfang, til og fra arbejde eller ved vagtordning.
Lad mig slå fast én gang for alle for dig - du har vist ikke bil selv. Et befordringsfradrag er IKKE en fortjeneste, og slet ikke når du regner værkstedsregninger med, forsikringer slidtage osv. Så det er så ligegyldigt et beløb at det ikke har nogen mærkbar betydning for trafikken.
Mit eksempel var ekstremt, men du kan sagtens finde folk som pendler 100 km. hver vej og der er det danske offentlige transportsystem ikke godt nok, med mindre man bor omkring København.
Jeg bor ved Aalborg, har 10 minutter i bil på arbejde og cykler også af og til. Hvis jeg skulle tage bussen ville det tage 45-60 minutter! fortæl mig lige hvad der skulle animere mig til at bruge det offentlige transportsystem.
Jeg får kørselsfradrag for ca. 2-3 km. pr. dag. det er da noget så ligegyldigt.
Så falder fradraget også når du kører over et vist antal kilometer pr. dag til og fra arbejde. Så du har ikke helt forstået kørselsfradraget - heller ikke for sosuen. Et lavtlønsjob er oftest i konflikt med dagpengene contra de omkostninger der er ved at tage til og fra arbejde. Det ændrer kørselsfradraget bare ikke ret meget på, og slet ikke nok til at gøre det attraktivt at have en bil på en mindsteløn. Det kan dog være nødvendigt at have en bil for en sosu hvis man arbejder skæve timer og ikke har gode offentlige transportmuligheder. De håndører som vedkommende får ind for kørsel kan man ikke holde de store fester for.

Christoffer Pedersen

Hvis man har 100 km til arbejde er fradraget 59600 pr år, i runde tal ca 2500 mere udbetalt pr måned.
Jo jeg har selv bil og ved godt det koster.
Men sagen i en nøddeskal er, at der ikke findes noget fornuft i at beholde befordringsfradraget. Men der er fornuft i at fjerne det.

Christoffer Pedersen, det skal også nok komme, men hvis man vil have flere over på offentlig transport, så skal man investere i det. Offentlig transport i DK er over de seneste 20-30 år blevet forringet i sådan en grad at folk fraflytter yderområder for netop at kunne have muligheden for at benytte det offentlige transportsystem. problemet er at den kontinuerlige forringelse stadig gør det svært ikke at have 2 biler som familie i en oplandsby, hvis man begge to arbejder og har aktiviteter som børn skal til og fra.
Jeg bor som sagt ca. 10 minutter fra mit arbejde og ca. 10 minutter fra aalborg centrum. min kone arbejder også. Vi har 3 børn, som dog alle går til sport ca. 200 m. fra hvor vi bor. Vi arbejder på forskellige tidspunkter og min kone arbejder skæve timer. Hun er nødt til at have en ekstra bil selvom hun kunne tage bussen. problemet er at busserne ikke kører med en særlig god frekvens.
hverken hende eller jeg får noget nævneværdigt i befordring, men det koster mere at tage bussen end at have en microbil. kan du se problematikken og regnestykket?

Christoffer Pedersen

Peter Frost
Jeg har svært ved at se forringelserne i den offentlige trafik. Inden for de 30 år du nævner er dr brugt mange penge som gavner den offentlige trafik, fx Metroen, Storebæltsforbindelsen, tog til lufthavnen, letbane i Århus, helt nye spor fra kbh til Køge, kan jeg da lige komme i tanker om.
Det har altid været sådan at der er steder hvor bussen kun kører hver 2. time hvis man er heldig. Men det vil være urealistisk og uansvarligt at lave et fintmasket net med busser som kører i døgndrift - tomme eller med meget få passagerer.
Lad os være glade over bilerne er blevet billigere, bedre, mere sikre og mere miljøvenlige.
Ja jeg forstår heller ikke billetpriserne på ikke kan konkurrerer med privat bilisme. Om "regnestykket" er problematisk afhænger af hvordan man ser på det. I Dit tilfælde - en aktiv familie med 3 børn - er det i mine øjne en rigtig løsning at benytte egne biler i stedet for bussen.

Christoffer Pedersen, kom udenfor Storkøbenhavn, Aarhus, Odense og Aalborg, så skal du se forringelser.
NT ( Nordjyllands trafikselskab) kører mange ruter med meget lav frekvens, og mange steder skal du bestille en bus til afhentning dagen før du skal afsted. Dernæst er der i en afstand fra Aalborg svarende til 10-15 minutters kørsel ikke en gang timedrift mere.
Ved NT koster det 50,- at køre 5 zoner hvilket svarer til en afstand på ca. 25 km. fra centrum. hvis du køber et periodekort kan du slippe med 824,- pr. måned. Det vil samtidig betyde at du er afhængig af afgang på tidspunkter der måske ikke passer med dit arbejde. Du kan have en mikrobil for ca. 1500,- om måneden ( det er ca. det beløb min kone betaler), hun er nu fri til selv at bestemme hvornår hun skal køre til og fra arbejde, og når hun skal handle ind i Aalborg så kan hun drage fordel af et baggagerum i bilen.
er du så 2 voksne og 2 børn som skal køre med bus, ja så begynder regnestykket for alvor at stikke af. 25 km. fra Aalborg centrum er frekvensen når den er bedst på 1 1/2 time cirka og når den er væst 3 timer ( weekender).
Offentlig transport kan ikke være afhængig af fyldte busser hvis man vil tilbyde fleksible løsninger, så må man acceptere at man skal køre mindre busser med højere frekvens eller store busser med få passagerer.

Christoffer Pedersen

Peter Frost
Tja - jeg synes ikke der skal postes en masse penge i at køre med busser i områder hvor behovet kun er der for nogle få. Det er da også som du selv siger en meget bedre løsning med en Mikrobil; mere fleksibilitet, billigere og forurener mindre end en dieseldrevet bus.