Læsetid: 3 min.

Forældre til anbragte får ikke den hjælp, de har ret til

Selv om forældre til anbragte børn har haft ret til en støtteperson siden 2001, så blev der i 2015 blev kun tildelt en støtteperson i 16 procent af anbringelserne. Problemet er, at det ikke har nogen konsekvenser for kommunerne ikke at overholde loven, mener lektor i socialret
Home er et sted for anbragte unge i Hundested.

Home er et sted for anbragte unge i Hundested.

Jakob Dall

2. august 2017

Når andelen af anbragte børn har været en procent de sidste 100 år, så skyldes det blandt andet, at familierne til de anbragte sjældent får hjælp, mener Inge Bryderup, der er professor i socialt arbejde på Aalborg Universitet.

Ifølge loven skal der arbejdes med den dysfunktionelle familie, mens barnet er anbragt, fordi enhver anbringelse sker med henblik på hjemgivelse, påpegede Inge Bryderup i Information igår: »Men langt de fleste af de 11.-12.000 anbragte børn og unges familier får ingen støtte i forbindelse med anbringelser.«

Ifølge lektor på Metropol Idamarie Leth Svendsen, som igennem mange år har arbejdet med lovgivning og praksis på området, er loven omkring støtte til forældre til anbragte klar: Kommunerne skal tilbyde dem en støtteperson og lægge en plan for støtten.

»En af risikofaktorerne ved anbringelse er, at kommunens fokus på barnet og anbringelsesstedet kan komme til at fylde meget i forhold til forældrenes situation,« siger Idamarie Leth Svendsen, der dog også mener, at lovgivningen på anbringelsesområdet samlet set stiller meget omfattende og nogle gange modsatrettede krav til sagsbehandlerne.

»Ifølge loven ser det jo pænt ud, men det er jo ikke det samme som, at det fungerer i virkeligheden, fordi politikerne de seneste 10-20 år har fyret løs med nye regler og krav, som det er vanskeligt at opfylde samtidigt,« siger Idamarie Leth Svendsen, der mener, at det er en del af forklaringen på, hvorfor Borgerrådgiveren i Københavns Kommune i forsommeren kunne finde fejl i 78 ud af 78 børnesager.

John Klausen, der er lektor i socialret på Aalborg Universitet, mener derimod, at reglerne er til for at blive overholdt af hensyn til både forældrenes og børnenes retssikkerhed.

»Der kan ikke være nogen tvivl i kommunerne om, at forældre skal tilbydes støttepersoner, og at der skal udarbejdes en handleplan. Problemet er, at det ikke har nogen konsekvenser for kommunerne ikke at overholde lovgivningen,« siger han.

Forældre overses

Også i Foreningen af Professionelle Støttepersoner oplever de, at det kniber med hjælpen til de anbragte børns forældre.

»Det er, som om kommunerne tænker: Nu er barnet anbragt, så nu kan barnet få fred til sin udvikling og forandring, mens forældrene får lov til at passe sig selv,« siger Grethe Nikolajsen, der er formand for PS-foreningen.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik blev der i 2015 kun tildelt en støtteperson i 16 procent af anbringelserne samme år. Ifølge Grethe Nikolajsen skyldes det lave antal støttepersoner også, at nogle forældre siger nej til tilbuddet, men alt for mange får enten ikke tilbudt støtte eller ved ikke, at de har ret til det, selv om loven blev indført i 2001.

»Problemet er desværre også uvidenhed. Nogle sagsbehandlere ved ikke, at forældre har den ret, og forældrene ved det oftest heller ikke,« siger Grethe Nikolajsen og påpeger, at der dog er store forskelle fra kommune til kommune.

Thomas Adelskov, formand for socialudvalget i Kommunernes Landsforening, skriver i en e-mail til Information, at der selvfølgelig skal udarbejdes handleplaner, ligesom forældrene skal have tilbudt en støtteperson. Ikke kun fordi det er et lovkrav, men fordi både børn og forældre skal have den støtte, de har brug for.

»Det at få sit barn anbragt er en meget svær situation, som er vanskelig at håndtere, så forældrene har brug for støtte før, under og efter anbringelsen. Handleplaner og støttepersoner er sat i verden for at sikre, at både børnene og deres forældre får den hjælp, de har brug for. Og de redskaber skal naturligvis bruges.«

Thomas Adelskov påpeger, at der i mange kommuner er behov for en ledelsesindsats og en kulturændring for at sikre, at de udsatte familier får den nødvendige støtte.

»Vi kan se fremskridt, men vi er ikke i mål,« slutter han.

Serie

Systemets børn

Omkring en procent af de 0-17-årige børn er på en given dag anbragt uden for hjemmet. Sådan har det været de sidste 100 år. Men hvad sker der, når du bliver systemets barn, der er afhængig af omsorg og kærlighed fra mennesker, der er ansat til at tage sig af dig?

I en kronikserie fortæller tidligere anbragte unge i løbet af sommeren om deres opvækst, og Information går i en række artikler tæt på de dilemmaer, som opholdssteder, plejefamilier, sagsbehandlere og det danske velfærdssamfund står med, når de overtager ansvaret for barnets opvækst.

Seneste artikler

  • Ombudsmanden vil have styr på anbringelser af børn

    14. august 2017
    Ombudsmanden er gået ind i en række sager om manglende handleplaner for anbragte børn i de seneste år. Før sommerferien henvendte han sig til kommunerne og Social- og Børneministeriet om problemet. Hvis ikke det bliver løst, vil Ombudsmanden gå videre til Folketinget, som kan overveje sanktioner mod kommunerne
  • At anbringe børn er symptombehandling, hvis ikke familien får hjælp

    1. august 2017
    Ny forskning giver for første gang indblik i de opvækstvilkår, anbragte børn i danske plejefamilier har. Især støtten til familierne og de tidligere anbragte over 18 år halter bagefter, mener Inge Bryderup, der er professor i socialt arbejde på Aalborg Universitet og står bag undersøgelsen
  • Kommunen var et sted med en masse voksne, der ikke lyttede

    26. juli 2017
    Min mor drak, til hun ikke kunne stå, tale sammenhængende eller helt blev bevidstløs.  Men da jeg henvendte mig til kommunen for at få hjælp, blev jeg sendt hjem med besked om at holde op med at lyve 
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Peder Nielsen
  • Anne Eriksen
  • Eva Schwanenflügel
Jens Peder Nielsen, Anne Eriksen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Der er også et andet problem. Den for et par år siden vedtagne TVANGSADOPTION . Hvor barnet får frataget sine oprindelige familie for altid. Er det virkelig i barnets tarv?
Hvor mange børn søger ikke efter deres oprindelige ophav - Vil det ikke være bedre at give børn og familie mulighed for kontakt samtidig med, at plejefamilien har retten og pligten til at være barnets faste hjem. Herved undgår usikkerheden for barnet og plejefamilien om at barnet kan hjemkaldes til forældrene samtidig med at barnet får mulighed for at have kontakt til sin oprindelige familie.

Mette Poulsen

Tvangsadoption kan være en løsning i visse tilfælde og ja, være i barnets tarv. Nogle mennesker evner ikke at være noget eller nogen for et barn, uanset ønsker om at ville det.

Det her drejer sig om andet end evner og talenter. Det er ikke nyt, at loven ikke bliver fulgt, hvior det før bundede i bedreviden er det i de senere år blevet koblet mere til, økonomien.
At agere som om plejefamilier var den bedste løsning, modvirkes ved de følelser, der kommer i klemme - de ting, ingen forstår - eller vil forstå.

Så i stedet for at råbe op om den "sociale arv", når noget ikke fungerer, så skulle man hellere koncentrere sig om at gøre det

Jeg undrer mig over, at der konstant igennem 100 år er 1 % børn, der er anbragt? Hvordan kan det være omtrent den samme procentsats i så lang en periode?
Og så håber jeg iøvrigt, at anbringelses området bliver nøje gransket på Christiansborg i en ikke så fjern fremtid.
Manglende støtteperson er absolut ikke det eneste kritisable. Indenfor de sidste par år har blandt andet rigsrevisionen og Københavns Kommunes borgerrådgiver rettet stærk kritik over både svære brister i sagsbehandlingen samt en noget mangelfuld retssikkerhed i disse sager.
Dét bør få konsekvenser - retsligt og politisk....