’Den klassiske metode var med et læderbælte. Min mor kunne også finde på at bruge en sko’

»Det endte ofte med, at jeg kravlede hen ad jorden for at fjerne mig fra min far. Han lukkede døren ind til mit værelse, så resten af huset ikke blev generet af råberiet. Mens min far slog, rullede jeg rundt på gulvet for at at få ham til at ramme de steder, hvor det gjorde mindst ondt.«

25-årige Bassam fortæller, hvad han bedst husker fra sin barndom. Han er født i Danmark af libanesiske forældre. En del af sin opvækst har han boet i Libanon, men senere flyttede han med sin familie tilbage til Danmark, hvor han fortsatte folkeskolen og begyndte på gymnasiet.

I dag læser han på universitetet. Al den tid, han husker, er han blevet slået af sine forældre.

»De var oprigtigt bekymrede for mig, og de ville det bedste for mig og mine søskende.«

»De har sørget for, at jeg kom godt igennem skolen – de gik meget op i, at jeg var boglig. Det er jeg glad for. Ikke fordi, det er det vigtigste i verden, men fordi jeg har ondt af nogle klassekammerater, hvis forældre var fuldstændig ligeglade med, hvordan de klarede sig i skolen. Der var et par stykker, og de er på gaden i dag. Så det er jeg taknemmelig for,« siger Bassam – men tilføjer så:

»Men med denne her bekymring og lyst til at gøre deres bedste for os børn fulgte også en masse kontrol og vold. Nogle af de gode ting, de ville gøre for mig, har de gjort på elendige måder. De prøvede nok for hårdt.«

En undersøgelse af Børnerådet fra tidligere i år viste, at vold mod børn er kulturelt betinget: 19 procent at drengene i ikkevestlige familier har været udsat for grov vold derhjemme, mens det gælder for ni procent af de etnisk danske drenge.

Det ligger i tråd med flere undersøgelser gennem årene, som har vist, at vold mod børn er mere udbredt i etniske minoritetshjem. Men denne undersøgelse korrigerer på samme tid for økonomiske og sociale forhold, og her viser det sig, at vold mod børn stadig er overrepræsenteret i etniske minoritetsfamilier.

Barn af prædikanter

Bassams forældre er prædikanter og tilhører en særlig striks gren af islam. Det fik ham ofte til at føle, at hans opvækst var mere hård end sine jævnaldrendes. Bassam fik ikke lov til at gøre alle de ting, hans klassekammerater fik lov til, og hvis han gjorde det alligevel – hvilket han ofte gjorde – udløste det for det meste en straf.

På et tidspunkt, da Bassam gik i de mindre klasser, blev det moderne for drenge at have deres hår helt kort i siderne med gelé i det forreste: versaci, hed det. Sådan måtte Bassam ikke style sit hår for sine forældre. Men han gjorde det alligevel, for de andre børn måtte jo gerne.

»De var jo heller ikke børn af prædikanter.«

Så snart Bassam var ude af døren, tog han gelébøtten op.

»Hvis mine forældre så det, slog de mig.«

Da Bassam boede i Libanon, blev børnene også afstraffet i skolen. Men her havde slagene en helt anden karakter. Det var med en trælineal eller en pind, og man kendte antallet af rap over fingrene på forhånd. Derhjemme var det anderledes.

»Den klassiske metode var med et læderbælte. Min mor kunne også finde på at bruge en sko. Hvis der ikke var et bælte i nærheden, tog min far en ledning. Det var meget værre, for den er smallere. Men hvis han ramte med metaldelen af et læderbæltet, var det allerværst. Tæskene kunne stå på i et kvarter, indtil min mor brød ind. Han slog aldrig i hovedet, for det, mente han, var en forkert ting at gøre.«

Vidste aldrig hvornår

Bassam og hans bror vidste godt, at det kunne ende voldeligt, hvis de for eksempel spurgte, om de måtte gå ud at lege med deres venner på gaden, eller hvis de bad om lov til at spille computer.

»Man fik jo aldrig et ja første gang. Så det gjaldt om at blive ved med at spørge, indtil man fik lov eller fik tæsk.«

Problemet var, at Bassam aldrig rigtig vidste, om han havde gjort sig fortjent til at få en omgang.

»Jeg kunne have tabt mit halstørklæde på vej hjem fra skole. Det kunne godt være, jeg blev slået for det, og det kunne være, jeg ikke blev det. Jeg vidste det aldrig helt.«

Når Bassam havde fri fra skole, stod han ofte uden for døren til klasselokalet i et kvarter for at forberede sig på at komme hjem.

»Fordi jeg var så bange. Hvis jeg kunne komme senere hjem fra skole, så gjorde jeg det.«

Bassam genkalder sig en episode, fra han var omkring seks år gammel, der er blevet til en sjov anekdote i familien. Bassam var blevet bildt ind af sine kusiner, at hans far var vred på ham. Faren var på vej hjem fra arbejde, og han kunne godt vente sig.

Bassam spurgte ikke, hvad han havde gjort galt, for der havde været så mange ting de seneste par dage, som var nok til, at han havde fortjent tæsk. I stedet begyndte han at forberede sig på farens hjemkomst. 

»Jeg gik rundt i huset og samlede alle de sokker og sweatre, jeg kunne finde, og tog derefter det hele på. Da han endelig kom hjem, havde jeg så mange lag tøj på, at jeg lignede en kæmpe bomuldskugle. Min far kiggede på mig og spurgte grinende, hvorfor jeg havde polstret mig sådan.«

»Han var slet ikke sur på mig den dag.« 

Historien bliver ofte genfortalt i familære kredse ved festlige lejligheder.

– Handlede din far i affekt, når han slog, eller var volden overlagt?

»Min far er generelt en meget rolig mand. Ofte havde jeg oplevelsen af, at han ikke havde lyst til at slå os, men at det var noget, min mor forventede af ham, fordi det var hans rolle som far.«

– Blev din far nogle gange flov over, at han slog jer?

»Nej, sjældent. Nogle gange kom vi lidt mere alvorligt til skade. Så gav han udtryk for, at det ikke var meningen. Men der skal mange bælteslag til, før man brækker en knogle eller forbløder. Du kan blive slået i timevis, uden at der sker alvorlig skade. Især hvis man for eksempel bliver slået på undersiden af foden. Her kan man tage ret meget. Så det var svært at komme så alvorligt til skade, at man havde behov for at blive indlagt.«

Hvis det alligevel var tilfældet, at faren kom til at påføre Bassam eller hans søskende alvorlig skade, havde han »stor empati og fortrydelse«, fortæller Bassam.

»Hans formål var ikke at lemlæste os – han sagde selv, at han ikke ville påføre os alvorlig, fysisk skade, men at han ville opdrage og lære os at styre vores adfærd.«

Mens det er 20 år siden, at det blev ulovligt for forældre at slå deres børn i Danmark, er det stadig lovligt i mange muslimske lande at slå sine børn.

I forbindelse med offentliggørelsen af Børnerådets undersøgelse udtalte seniorrådgiver Gitte Jakobsen fra Red Barnet til Information, at resultaterne fra undersøgelsen viser, at der er forskel på karakteren af den vold, der bliver begået, når man ser på gruppen af børn med ikkevestlig baggrund på den ene side og børn fra hjem med misbrug, der også er overrepræsenteret i voldsstatistikken, på den anden.

»Vi kan se, at der i hjem med alkohol- eller stofmisbrug er flere forskellige former for vold. Udover den grove vold med slag og spark viser undersøgelsen, at forældre tager hårdt fat i børnene eller f.eks. river dem i håret. Det forekommer ikke som et fast mønster, men er forbundet med forældrenes rus, mens det i familier med ikkevestlig baggrund ser ud til, at vold mere indgår som en del af opdragelsen,« sagde Gitte Jakobsen.

Blasfemiske digte

Selv om Bassam blev straffet for de ting, der ifølge hans forældre ikke var acceptable, blev han ved med at gøre dem.

»Jeg har altid, helt indtil jeg flyttede hjemmefra, gjort ting, jeg ikke måtte gøre.«

»Jeg deltog for eksempel i digtekonkurrencer og var med i forsamlinger om børnedigtning. Der var meget censur på, hvad jeg måtte skrive, men jeg skrev det alligevel. Jeg fandt også hurtigt ud af, at mange af de tegninger, jeg havde lyst til at tegne, var uacceptable. Men jeg blev ved med at tegne i skjul for mine forældre.«

Bassam tegnede billeder af nøgne kroppe, slanger eller dødningehoveder. Og så skrev han kærlighedsdigte.

»Der er mange gamle arabiske digtere, som skriver flirtende og gør kur til kvinder. Dem var jeg inspireret af. Det var meget heteroseksuel kærlighed: En ung mand, der forsøger at imponere en pige. Men noget af det var også lidt blasfemisk. En jeg-var-vred-på-gud-måde. Det var meget tabubelagt, det jeg skrev om.«

– Kunne du opføre dig ordentligt og undgå at blive slået?

»Ja, men så skulle jeg gøre rigtig mange ting, jeg ikke havde lyst til at gøre. Så skulle jeg hver dag være taget hjem frivilligt for at læse koranen og lære den udenad. Skrive velskrevet og censurerede digte og læse dem op, ikke bede om slik eller spille Playstation eller gå ud og lege med de andre børn. Helst bare ikke bede om noget som helst.«

Religiøse argumenter

I lang tid troede Bassam, at slag og spark var en hel normal del af ethvert barns opdragelse. At det var meningen, at børn skulle frygte sine forældre.

»Jeg voksede op med at acceptere, at jeg ikke var et godt menneske, og at man skulle holde øje med mig. Især som ung. Jeg accepterede ligesom bare, at jeg var en syndig person.«

»Jeg opfattede selv, at det var retfærdigt.«

Men på et tidspunkt begyndte Bassam at forstå, at det var forkert, at børn bliver slået af deres forældre. Da han blev en testosteronfyldt teenager, forsøgte han sig med at slå igen. Men det var det værste, han kunne gøre, for faren var stærkere end ham. I stedet begyndte han med udgangspunkt i religionen at argumentere for, hvorfor faren burde stoppe.

»Men min far ville altid vinde argumentet, fordi han er så kyndig. Han vidste, hvordan han kunne bruge koranen, så han fik ret. Han kunne argumentere for, at hvad som helst var o.k. inden for islam.«

Alligevel tror Bassam ikke på, at det var religionen, der var årsag til volden.

»Jeg tror ikke, det havde gjort forskel, om vi havde været kristne. Det var en kulturel ting, at sådan gjorde man i min familie. De mente, at det var deres ret at slå på os, og det tror jeg stadig, de mener i dag. De gjorde det ikke af ond mening.«

Bassam bærer ikke nag til sin mor og far, og han taler stadig med dem.

»Jeg har altid elsket dem. Både elsket og hadet dem. Jeg tror, at det er to sider af samme sag.«

Bassam er et opdigtet navn, da han ønsker at være anonym af hensyn til sit forhold med sine forældre. Af den grund har Information heller ikke interviewet forældrene, og denne artikel er altså udelukkende baseret på Bassams oplevelser. Redaktionen er bekendt med hans rigtige identitet.