Læsetid: 8 min.

’Den klassiske metode var med et læderbælte. Min mor kunne også finde på at bruge en sko’

En undersøgelse fra Børnerådet viste tidligere på året, at vold mod børn oftere forekommer i ikkevestlige familier, og at vold kan være kulturelt betinget. 25-årige Bassam med muslimsk baggrund fortæller, hvordan det var at vokse op i et hjem, hvor vold var en del af opdragelsen
Bassam og hans bror vidste godt, at det kunne ende voldeligt, hvis de for eksempel spurgte, om de måtte gå ud at lege med deres venner på gaden, eller hvis de bad om lov til at spille computer. ’Man fik jo aldrig et ja første gang. Så det gjaldt om at blive ved med at spørge, indtil man fik lov eller fik tæsk.’

Bassam og hans bror vidste godt, at det kunne ende voldeligt, hvis de for eksempel spurgte, om de måtte gå ud at lege med deres venner på gaden, eller hvis de bad om lov til at spille computer. ’Man fik jo aldrig et ja første gang. Så det gjaldt om at blive ved med at spørge, indtil man fik lov eller fik tæsk.’

Sille Veilmark

5. august 2017

»Det endte ofte med, at jeg kravlede hen ad jorden for at fjerne mig fra min far. Han lukkede døren ind til mit værelse, så resten af huset ikke blev generet af råberiet. Mens min far slog, rullede jeg rundt på gulvet for at at få ham til at ramme de steder, hvor det gjorde mindst ondt.«

25-årige Bassam fortæller, hvad han bedst husker fra sin barndom. Han er født i Danmark af libanesiske forældre. En del af sin opvækst har han boet i Libanon, men senere flyttede han med sin familie tilbage til Danmark, hvor han fortsatte folkeskolen og begyndte på gymnasiet.

I dag læser han på universitetet. Al den tid, han husker, er han blevet slået af sine forældre.

»De var oprigtigt bekymrede for mig, og de ville det bedste for mig og mine søskende.«

»De har sørget for, at jeg kom godt igennem skolen – de gik meget op i, at jeg var boglig. Det er jeg glad for. Ikke fordi, det er det vigtigste i verden, men fordi jeg har ondt af nogle klassekammerater, hvis forældre var fuldstændig ligeglade med, hvordan de klarede sig i skolen. Der var et par stykker, og de er på gaden i dag. Så det er jeg taknemmelig for,« siger Bassam – men tilføjer så:

»Men med denne her bekymring og lyst til at gøre deres bedste for os børn fulgte også en masse kontrol og vold. Nogle af de gode ting, de ville gøre for mig, har de gjort på elendige måder. De prøvede nok for hårdt.«

En undersøgelse af Børnerådet fra tidligere i år viste, at vold mod børn er kulturelt betinget: 19 procent at drengene i ikkevestlige familier har været udsat for grov vold derhjemme, mens det gælder for ni procent af de etnisk danske drenge.

En ny undersøgelse viser, at vold i børneopdragelsen oftere bliver brugt i ikkevestlige familier. Børnerådets formand forklarer, at undersøgelsen ikke skelner mellem etnicitet »for at hænge nogle ud«, men for at kunne sætte en målrettet indsats ind. Arkivfoto
Læs også

Det ligger i tråd med flere undersøgelser gennem årene, som har vist, at vold mod børn er mere udbredt i etniske minoritetshjem. Men denne undersøgelse korrigerer på samme tid for økonomiske og sociale forhold, og her viser det sig, at vold mod børn stadig er overrepræsenteret i etniske minoritetsfamilier.

Barn af prædikanter

Bassams forældre er prædikanter og tilhører en særlig striks gren af islam. Det fik ham ofte til at føle, at hans opvækst var mere hård end sine jævnaldrendes. Bassam fik ikke lov til at gøre alle de ting, hans klassekammerater fik lov til, og hvis han gjorde det alligevel – hvilket han ofte gjorde – udløste det for det meste en straf.

På et tidspunkt, da Bassam gik i de mindre klasser, blev det moderne for drenge at have deres hår helt kort i siderne med gelé i det forreste: versaci, hed det. Sådan måtte Bassam ikke style sit hår for sine forældre. Men han gjorde det alligevel, for de andre børn måtte jo gerne.

»De var jo heller ikke børn af prædikanter.«

Så snart Bassam var ude af døren, tog han gelébøtten op.

»Hvis mine forældre så det, slog de mig.«

Da Bassam boede i Libanon, blev børnene også afstraffet i skolen. Men her havde slagene en helt anden karakter. Det var med en trælineal eller en pind, og man kendte antallet af rap over fingrene på forhånd. Derhjemme var det anderledes.

»Den klassiske metode var med et læderbælte. Min mor kunne også finde på at bruge en sko. Hvis der ikke var et bælte i nærheden, tog min far en ledning. Det var meget værre, for den er smallere. Men hvis han ramte med metaldelen af et læderbæltet, var det allerværst. Tæskene kunne stå på i et kvarter, indtil min mor brød ind. Han slog aldrig i hovedet, for det, mente han, var en forkert ting at gøre.«

Vidste aldrig hvornår

Bassam og hans bror vidste godt, at det kunne ende voldeligt, hvis de for eksempel spurgte, om de måtte gå ud at lege med deres venner på gaden, eller hvis de bad om lov til at spille computer.

»Man fik jo aldrig et ja første gang. Så det gjaldt om at blive ved med at spørge, indtil man fik lov eller fik tæsk.«

Problemet var, at Bassam aldrig rigtig vidste, om han havde gjort sig fortjent til at få en omgang.

»Jeg kunne have tabt mit halstørklæde på vej hjem fra skole. Det kunne godt være, jeg blev slået for det, og det kunne være, jeg ikke blev det. Jeg vidste det aldrig helt.«

Når Bassam havde fri fra skole, stod han ofte uden for døren til klasselokalet i et kvarter for at forberede sig på at komme hjem.

»Fordi jeg var så bange. Hvis jeg kunne komme senere hjem fra skole, så gjorde jeg det.«

Bassam genkalder sig en episode, fra han var omkring seks år gammel, der er blevet til en sjov anekdote i familien. Bassam var blevet bildt ind af sine kusiner, at hans far var vred på ham. Faren var på vej hjem fra arbejde, og han kunne godt vente sig.

Bassam spurgte ikke, hvad han havde gjort galt, for der havde været så mange ting de seneste par dage, som var nok til, at han havde fortjent tæsk. I stedet begyndte han at forberede sig på farens hjemkomst. 

»Jeg gik rundt i huset og samlede alle de sokker og sweatre, jeg kunne finde, og tog derefter det hele på. Da han endelig kom hjem, havde jeg så mange lag tøj på, at jeg lignede en kæmpe bomuldskugle. Min far kiggede på mig og spurgte grinende, hvorfor jeg havde polstret mig sådan.«

»Han var slet ikke sur på mig den dag.« 

Historien bliver ofte genfortalt i familære kredse ved festlige lejligheder.

– Handlede din far i affekt, når han slog, eller var volden overlagt?

»Min far er generelt en meget rolig mand. Ofte havde jeg oplevelsen af, at han ikke havde lyst til at slå os, men at det var noget, min mor forventede af ham, fordi det var hans rolle som far.«

– Blev din far nogle gange flov over, at han slog jer?

»Nej, sjældent. Nogle gange kom vi lidt mere alvorligt til skade. Så gav han udtryk for, at det ikke var meningen. Men der skal mange bælteslag til, før man brækker en knogle eller forbløder. Du kan blive slået i timevis, uden at der sker alvorlig skade. Især hvis man for eksempel bliver slået på undersiden af foden. Her kan man tage ret meget. Så det var svært at komme så alvorligt til skade, at man havde behov for at blive indlagt.«

Hvis det alligevel var tilfældet, at faren kom til at påføre Bassam eller hans søskende alvorlig skade, havde han »stor empati og fortrydelse«, fortæller Bassam.

»Hans formål var ikke at lemlæste os – han sagde selv, at han ikke ville påføre os alvorlig, fysisk skade, men at han ville opdrage og lære os at styre vores adfærd.«

Mens det er 20 år siden, at det blev ulovligt for forældre at slå deres børn i Danmark, er det stadig lovligt i mange muslimske lande at slå sine børn.

I forbindelse med offentliggørelsen af Børnerådets undersøgelse udtalte seniorrådgiver Gitte Jakobsen fra Red Barnet til Information, at resultaterne fra undersøgelsen viser, at der er forskel på karakteren af den vold, der bliver begået, når man ser på gruppen af børn med ikkevestlig baggrund på den ene side og børn fra hjem med misbrug, der også er overrepræsenteret i voldsstatistikken, på den anden.

»Vi kan se, at der i hjem med alkohol- eller stofmisbrug er flere forskellige former for vold. Udover den grove vold med slag og spark viser undersøgelsen, at forældre tager hårdt fat i børnene eller f.eks. river dem i håret. Det forekommer ikke som et fast mønster, men er forbundet med forældrenes rus, mens det i familier med ikkevestlig baggrund ser ud til, at vold mere indgår som en del af opdragelsen,« sagde Gitte Jakobsen.

Blasfemiske digte

Selv om Bassam blev straffet for de ting, der ifølge hans forældre ikke var acceptable, blev han ved med at gøre dem.

»Jeg har altid, helt indtil jeg flyttede hjemmefra, gjort ting, jeg ikke måtte gøre.«

»Jeg deltog for eksempel i digtekonkurrencer og var med i forsamlinger om børnedigtning. Der var meget censur på, hvad jeg måtte skrive, men jeg skrev det alligevel. Jeg fandt også hurtigt ud af, at mange af de tegninger, jeg havde lyst til at tegne, var uacceptable. Men jeg blev ved med at tegne i skjul for mine forældre.«

Bassam tegnede billeder af nøgne kroppe, slanger eller dødningehoveder. Og så skrev han kærlighedsdigte.

»Der er mange gamle arabiske digtere, som skriver flirtende og gør kur til kvinder. Dem var jeg inspireret af. Det var meget heteroseksuel kærlighed: En ung mand, der forsøger at imponere en pige. Men noget af det var også lidt blasfemisk. En jeg-var-vred-på-gud-måde. Det var meget tabubelagt, det jeg skrev om.«

– Kunne du opføre dig ordentligt og undgå at blive slået?

»Ja, men så skulle jeg gøre rigtig mange ting, jeg ikke havde lyst til at gøre. Så skulle jeg hver dag være taget hjem frivilligt for at læse koranen og lære den udenad. Skrive velskrevet og censurerede digte og læse dem op, ikke bede om slik eller spille Playstation eller gå ud og lege med de andre børn. Helst bare ikke bede om noget som helst.«

Religiøse argumenter

I lang tid troede Bassam, at slag og spark var en hel normal del af ethvert barns opdragelse. At det var meningen, at børn skulle frygte sine forældre.

»Jeg voksede op med at acceptere, at jeg ikke var et godt menneske, og at man skulle holde øje med mig. Især som ung. Jeg accepterede ligesom bare, at jeg var en syndig person.«

»Jeg opfattede selv, at det var retfærdigt.«

Men på et tidspunkt begyndte Bassam at forstå, at det var forkert, at børn bliver slået af deres forældre. Da han blev en testosteronfyldt teenager, forsøgte han sig med at slå igen. Men det var det værste, han kunne gøre, for faren var stærkere end ham. I stedet begyndte han med udgangspunkt i religionen at argumentere for, hvorfor faren burde stoppe.

»Men min far ville altid vinde argumentet, fordi han er så kyndig. Han vidste, hvordan han kunne bruge koranen, så han fik ret. Han kunne argumentere for, at hvad som helst var o.k. inden for islam.«

Alligevel tror Bassam ikke på, at det var religionen, der var årsag til volden.

»Jeg tror ikke, det havde gjort forskel, om vi havde været kristne. Det var en kulturel ting, at sådan gjorde man i min familie. De mente, at det var deres ret at slå på os, og det tror jeg stadig, de mener i dag. De gjorde det ikke af ond mening.«

Bassam bærer ikke nag til sin mor og far, og han taler stadig med dem.

»Jeg har altid elsket dem. Både elsket og hadet dem. Jeg tror, at det er to sider af samme sag.«

Bassam er et opdigtet navn, da han ønsker at være anonym af hensyn til sit forhold med sine forældre. Af den grund har Information heller ikke interviewet forældrene, og denne artikel er altså udelukkende baseret på Bassams oplevelser. Redaktionen er bekendt med hans rigtige identitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • June Beltoft
  • Niels Duus Nielsen
  • Carsten Munk
  • Torsten Jacobsen
  • Eva Schwanenflügel
Viggo Okholm, June Beltoft, Niels Duus Nielsen, Carsten Munk, Torsten Jacobsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Blunck

Hvor er det dog hjerteskærende at høre, at den slags foregår - og sikkert stadig gør det den dag i dag.
Det mest sørgelige er, at selv de mest tolerante iblandt os, som virkelig gerne vil hjælpe på denne problematik bliver beskyldt for enten racisme eller diskrimination, når vi påpeger, at den slags må stoppe. Vi VIL ikke finde os i vold mod børn under nogen form.
Ganske som kvinder skal have samme rettigheder som mænd (altså ligestilling mellem kønnene), så skal børn også kunne leve i et frit samfund UDEN at blive udsat for vold fra deres forældre. Som Bassan selv siger er det mere kulturelt end religiøst betinget, og her må vi lære at tage dialogen i gensidig respekt, så vi kan nå videre til en gensidig forståelse af, at forandringen til det bedre ikke kommer hvis vi ikke tager snakken. Tværtimod.
Jeg håber derfor at disse beretninger vækker til positiv samtale og dialog frem for politiske opportunister IGEN bruger dette emne til at grave grøfterne endnu dybere til skade for en bedre integration af gode værdier uden vold.
God weekend

Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, Per Klüver, Mona Blenstrup, Niels Duus Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Nej, vi vil ikke finde os i vold mod børn - uden nogen omstændigheder! Hverken i kristne danske familier eller i muslimske familier fra Mellemøsten. Uanset om det er fædre, mødre, eller storebrødre, der udøver og begår den! Mod familiens børn! Overhovedet!

Og lad mig derfor også tilføje det her: I England/UK er det stadig tilladt for forældre at slå deres børn - det er det også i visse delstater i USA. Og i mindst 10, hvis ikke 20 delstater i USA, må lærerne i de offentlige skoler også gerne slå børnene :( .

Det her handler ikke om religion, men om religion og om en traditionel patriarkalsk konservativ opdragelse, hvor den strenge Fader slår børnene for at gøre dem robuste! så de kan klare sig i tilværelsen - i livet - både i skolen, og efter skolen. Og da DK i 1997 forbød forældre at slå børn stemte Dansk Folkeparti imod loven....

Viggo Okholm, Per Klüver, Niels Duus Nielsen, David Zennaro, Carsten Munk, Gert Romme, Vivi Rindom og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Min gode kammerat Anders og jeg gik ofte på eventyr sammen. Vi var i årene vi legede 8-14. Derefter flyttede hans familie. Jeg udfordrede Anders, og han mig, og vi lavede muntre ting som kunne være farlige, og nød spændingen ved at gøre det forbudte. Men Anders turde aldrig komme for sent hjem. Og af og til opførte han sig meget aggressivt, hvis han følte sig truet. Engang gik han på en stor, drillesyg dreng der forsøgte at gøre os bange med en stor have-rive. Derfor fattede jeg ikke hans angst for at komme for sent. Ofte var tiderne forskellige, det handlede altså ikke kun om aftensmaden.
Normalt åbnede hans mor døren, og i de sjældne tilfælde hvor vi kom for sent, sendte hun ham op på sit værelse. Det jeg ikke fattede, kom jeg til at se ved en fejltagelse hans far begik.
Da han troede jeg var gået, så han mig ikke da jeg en dag kom i tanke om, at jeg havde glemt mit bordtennisbat, og vendte tilbage for at hente det.
Da så jeg Anders' far stå og sparke sin søn i maven med en indædthed jeg aldrig vil glemme.
Anders sagde ikke en lyd, og jeg turde heller ikke sige noget. Men jeg løb med hjertet oppe i halsen hjem til mine forældre og fortalte dem stakåndet om hvad jeg havde overværet.
Jeg plæderede for en eller anden form for sanktion over for denne monster-far, at mine forældre ville ringe til politiet. Men nej, det gik ikke at blive 'uvenner med naboerne', og vi var vel heller ikke angivere, og iøvrigt var Anders en de helst ville undgå at jeg var sammen med, for han var så og så utilregnelig, osv.
Hvad gjorde jeg så? Jeg lukkede også øjnene. Men nu sørgede jeg for, at vi altid kom hjem til tiden.
Ikke at det hjalp, Anders blev stadig tævet vilkårligt når det passede hans far. Det var en hemmelighed der efterhånden drev os fra hinanden.
Det overraskede mig overhovedet ikke, da jeg fik at vide, at Anders var død i en ulykke i alderen 20 år.
Vi boede på samme villavej i Nordsjælland.
Vold mod børn er overhovedet ikke fremmed i den danske kultur. Da loven om ophævelse af revselsesretten blev vedtaget i 1997, var der ramaskrig og protester, især fra Dansk Folkeparti, hvor man den dag idag stadig hører hvor sørgeligt det dog er, at diciplineringen af børnene er blevet forældrene frataget.
Mon fortalerne ville have billiget behandlingen af Anders?

Karsten Aaen, Flemming Berger, Jørn Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det handler ikke at lukke øjnene for volden. Jo flere der taler om hvor skadelig vold mod børn er, jo bedre. Men lad venligst være med at forsøge at benytte vold til at skamme etniske grupper ud. Det tjener intet formål. Det der skal til er hjælp og oplysning. Også til folk, der tror det er deres ret at mishandle børn. Og til folk der lukker øjnene, fordi de ikke vil være uvenner med naboen, eller være 'angivere'.

Eva Schwanenflügel

Og ja, jeg ville have ønsket Anders' far havde fået en behandlingsdom, lige som alle andre forældre/voksne, som tæver deres børn og begår overgreb mod børn. Det er frygteligt.

jens peter hansen

Jo der slås løs også i danske familier og især for ikke så mange år siden. Men kunne vi ikke nu i det mindste holde os til denne sag. Det er en ubehagelig kultur, tradition, måske med lidt religion iblandet. Vi undlod på vores skole ofte at fortælle familien at Ahmed eller Mohamed havde lavet noget lort, fordi vi vidste at de så ville have fået en masse tæv. Det samme ville vi naturligvis gøre, hvis det var Jimmie eller Jens det drejede sig om.

Eva Schwanenflügel, Søren Fosberg, June Beltoft og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Søren Fosberg

Man skal ikke generalisere fra den enkeltes vold mod børn eller ægtefæller på hele gruppen, nationaliteten eller kulturen. Men hvis vold er en accepteret adfærd i kulturen kan man godt rette skytset mod kulturen. Så er det ikke et dpørgsmål om terapi og/eller straf. Mange afrikanske kulturer anser vold mod børn som en del af god opdragelse. I landsbyer slår man børn uanset de er ens egne og i fuld offentlighed hvis de irriterer en. Vold er i det hele taget meget accepteret i Afrika. Bliver der råbt tyv smider alle hvad de har for at være med til lynching af staklen.

Indonesien. Jo, man slår børn. Jeg kender ikke arabisk kultur ved selvsyn men der er næppe tvivl om at vold mod børn, ægtefæller og tjenestefolk er kulturelt accepteret. Det morsomme er er at DFs vælgere i mangt og meget er på linie. Vold i danske familier er vel også temmelig almindeligt, så meget mere vigtigt er det at det er og forbliver kulturelt uacceptabelt - udover at være ulovligt.

Vold mod børn og vold i samfundet hænger nøje sammen og er et globalt problem og et vigtigt element i den generelle voldskultur som rækker fra familie til klassekamp til krig.

"At a global level, over 49 States have prohibited all corporal punishment of children. Sweden was the first nation to abolish corporal punishment through a legal reform in 1979. While protests initially rose, as time passes there is a growing public acceptance of the harm of corporal punishment. France recently banned corporal punishment in familial settings and 29 Member States of the Council of Europe have adopted full prohibition. While Indonesia has laws to protect children such as Law Number 35 Year 2014 on Child Protection that prohibits violence in schools, it is said that provisions against violence and abuse in Indonesian laws are not interpreted as prohibiting all forms of corporal punishment."

http://m.huffpost.com/uk/entry/10921554

Bo Stefan Nielsen

Ivan, min klassekammerat i 1980'erne, fortalte i skolen om hvordan han og hans mindre søskende fik smæk med fars livrem eller mors træ-tøjbøjle. Ingen gjorde noget ved det. Da han var blevet voksen så jeg og mine søskende ham af og til tæve sin rottweiler på lufteturene. Senere fik han også kone og børn.

Rikke fra klassen blev også banket. Mødte op i skole med et blåt øje. Deltog stort set aldrig i idrætstimerne. Der skete først noget, da hun selv blev voldsmand og i en HT-bus på en skole-ekskursion sparkede en dreng fra klassen i skridtet, lige efter at han var blevet opereret for brok i lysken. Vi hørte, hun var kommet på en skole for 'børn med problemer'.

Så var der Michael, Polle og Morten fra parallelklassen. Alle tre fik klø derhjemme, vidste vi andre. Sikkert derfor, de var sådan nogle helvedes hærdede karle, der selv delte tæv ud til højre og venstre. Som f.eks. da Michael tævede den spastisk lammede dreng fra specialklassen under os. Der skete dog først noget, da han stak vores idrætslærer én. Han blev bortvist fra skolen i en uge. Om de sociale myndigheder så gjorde noget ved volden hjemme hos Michael, ved jeg ikke. Morten og Polle fik voldsdomme og røg ud af skolen inden afgangseksamen. Polle stoppede mig en eftermiddag på gangstien og forsøgte, med dillettantisk gangsterattitude i en splejset 16-årig drengekrop, at overbevise mig om, at jeg omgående skulle købe hans pistol incl. de fire kugler, der sad i tromlen. "Bare giv mig hvad du har på dig og tag den", sagde han og pegede, som i halvt spøg, med den på min elleveårige lillesøster.

I betonkarrererne var arbejdsløsheden, fattigdommen og frustrationen altid præsent som trussel eller som det, man var vokset op med. Raslende flasker på trappeopgangen og tørre tæv oppe hos overboen var lydtapetet, vi ikke talte så meget om, men som de fleste af os kun alt for godt - intellektuelt eller kropsligt - forstod sammenhængen mellem.

Volden mod vore børn er aldrig nogensinde acceptabel. Hverken i sin form af frustration og afmagt, eller som middel til opdragelse. Set endnu mere ovenfra er vold - inkl. den vold, staten hylder og dekorerer med medaljer og parader - det tragiske vidnesbyrd om menneskelig civilisations tab af forståelse af vores samhørighed med hinanden og med alt levende. Selv med vores børn.

__
"En gang imellem synes jeg faktisk, det kan være ok med en lille ørefigen eller et lille rap over fingrene, så forældrene kan tydeliggøre over for børnene, hvad der er rigtigt og forkert."
- Marie Krarup (DF), 2016

Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Søren Fosberg, Hans Ingolfsdottir og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Torben Pedersen

Hvor er det sørgeligt hvordan flere indslag bagatelliserer Bassams historie med historier om Anders, Polle osv. Desværre har Børnerådet ret. Svenskerne diskuterede samme problem for 10 år siden.