Læsetid: 8 min.

’Den klassiske metode var med et læderbælte. Min mor kunne også finde på at bruge en sko’

En undersøgelse fra Børnerådet viste tidligere på året, at vold mod børn oftere forekommer i ikkevestlige familier, og at vold kan være kulturelt betinget. 25-årige Bassam med muslimsk baggrund fortæller, hvordan det var at vokse op i et hjem, hvor vold var en del af opdragelsen
Bassam og hans bror vidste godt, at det kunne ende voldeligt, hvis de for eksempel spurgte, om de måtte gå ud at lege med deres venner på gaden, eller hvis de bad om lov til at spille computer. ’Man fik jo aldrig et ja første gang. Så det gjaldt om at blive ved med at spørge, indtil man fik lov eller fik tæsk.’

Bassam og hans bror vidste godt, at det kunne ende voldeligt, hvis de for eksempel spurgte, om de måtte gå ud at lege med deres venner på gaden, eller hvis de bad om lov til at spille computer. ’Man fik jo aldrig et ja første gang. Så det gjaldt om at blive ved med at spørge, indtil man fik lov eller fik tæsk.’

Sille Veilmark

5. august 2017

»Det endte ofte med, at jeg kravlede hen ad jorden for at fjerne mig fra min far. Han lukkede døren ind til mit værelse, så resten af huset ikke blev generet af råberiet. Mens min far slog, rullede jeg rundt på gulvet for at at få ham til at ramme de steder, hvor det gjorde mindst ondt.«

25-årige Bassam fortæller, hvad han bedst husker fra sin barndom. Han er født i Danmark af libanesiske forældre. En del af sin opvækst har han boet i Libanon, men senere flyttede han med sin familie tilbage til Danmark, hvor han fortsatte folkeskolen og begyndte på gymnasiet.

I dag læser han på universitetet. Al den tid, han husker, er han blevet slået af sine forældre.

»De var oprigtigt bekymrede for mig, og de ville det bedste for mig og mine søskende.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • June Beltoft
  • Niels Duus Nielsen
  • Kristen Carsten Munk
  • Torsten Jacobsen
  • Eva Schwanenflügel
Viggo Okholm, June Beltoft, Niels Duus Nielsen, Kristen Carsten Munk, Torsten Jacobsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Blunck

Hvor er det dog hjerteskærende at høre, at den slags foregår - og sikkert stadig gør det den dag i dag.
Det mest sørgelige er, at selv de mest tolerante iblandt os, som virkelig gerne vil hjælpe på denne problematik bliver beskyldt for enten racisme eller diskrimination, når vi påpeger, at den slags må stoppe. Vi VIL ikke finde os i vold mod børn under nogen form.
Ganske som kvinder skal have samme rettigheder som mænd (altså ligestilling mellem kønnene), så skal børn også kunne leve i et frit samfund UDEN at blive udsat for vold fra deres forældre. Som Bassan selv siger er det mere kulturelt end religiøst betinget, og her må vi lære at tage dialogen i gensidig respekt, så vi kan nå videre til en gensidig forståelse af, at forandringen til det bedre ikke kommer hvis vi ikke tager snakken. Tværtimod.
Jeg håber derfor at disse beretninger vækker til positiv samtale og dialog frem for politiske opportunister IGEN bruger dette emne til at grave grøfterne endnu dybere til skade for en bedre integration af gode værdier uden vold.
God weekend

Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, Per Klüver, Mona Blenstrup, Niels Duus Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Nej, vi vil ikke finde os i vold mod børn - uden nogen omstændigheder! Hverken i kristne danske familier eller i muslimske familier fra Mellemøsten. Uanset om det er fædre, mødre, eller storebrødre, der udøver og begår den! Mod familiens børn! Overhovedet!

Og lad mig derfor også tilføje det her: I England/UK er det stadig tilladt for forældre at slå deres børn - det er det også i visse delstater i USA. Og i mindst 10, hvis ikke 20 delstater i USA, må lærerne i de offentlige skoler også gerne slå børnene :( .

Det her handler ikke om religion, men om religion og om en traditionel patriarkalsk konservativ opdragelse, hvor den strenge Fader slår børnene for at gøre dem robuste! så de kan klare sig i tilværelsen - i livet - både i skolen, og efter skolen. Og da DK i 1997 forbød forældre at slå børn stemte Dansk Folkeparti imod loven....

Viggo Okholm, Per Klüver, Niels Duus Nielsen, David Zennaro, Kristen Carsten Munk, Gert Romme, Vivi Rindom og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Min gode kammerat Anders og jeg gik ofte på eventyr sammen. Vi var i årene vi legede 8-14. Derefter flyttede hans familie. Jeg udfordrede Anders, og han mig, og vi lavede muntre ting som kunne være farlige, og nød spændingen ved at gøre det forbudte. Men Anders turde aldrig komme for sent hjem. Og af og til opførte han sig meget aggressivt, hvis han følte sig truet. Engang gik han på en stor, drillesyg dreng der forsøgte at gøre os bange med en stor have-rive. Derfor fattede jeg ikke hans angst for at komme for sent. Ofte var tiderne forskellige, det handlede altså ikke kun om aftensmaden.
Normalt åbnede hans mor døren, og i de sjældne tilfælde hvor vi kom for sent, sendte hun ham op på sit værelse. Det jeg ikke fattede, kom jeg til at se ved en fejltagelse hans far begik.
Da han troede jeg var gået, så han mig ikke da jeg en dag kom i tanke om, at jeg havde glemt mit bordtennisbat, og vendte tilbage for at hente det.
Da så jeg Anders' far stå og sparke sin søn i maven med en indædthed jeg aldrig vil glemme.
Anders sagde ikke en lyd, og jeg turde heller ikke sige noget. Men jeg løb med hjertet oppe i halsen hjem til mine forældre og fortalte dem stakåndet om hvad jeg havde overværet.
Jeg plæderede for en eller anden form for sanktion over for denne monster-far, at mine forældre ville ringe til politiet. Men nej, det gik ikke at blive 'uvenner med naboerne', og vi var vel heller ikke angivere, og iøvrigt var Anders en de helst ville undgå at jeg var sammen med, for han var så og så utilregnelig, osv.
Hvad gjorde jeg så? Jeg lukkede også øjnene. Men nu sørgede jeg for, at vi altid kom hjem til tiden.
Ikke at det hjalp, Anders blev stadig tævet vilkårligt når det passede hans far. Det var en hemmelighed der efterhånden drev os fra hinanden.
Det overraskede mig overhovedet ikke, da jeg fik at vide, at Anders var død i en ulykke i alderen 20 år.
Vi boede på samme villavej i Nordsjælland.
Vold mod børn er overhovedet ikke fremmed i den danske kultur. Da loven om ophævelse af revselsesretten blev vedtaget i 1997, var der ramaskrig og protester, især fra Dansk Folkeparti, hvor man den dag idag stadig hører hvor sørgeligt det dog er, at diciplineringen af børnene er blevet forældrene frataget.
Mon fortalerne ville have billiget behandlingen af Anders?

Karsten Aaen, Flemming Berger, Jørn Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det handler ikke at lukke øjnene for volden. Jo flere der taler om hvor skadelig vold mod børn er, jo bedre. Men lad venligst være med at forsøge at benytte vold til at skamme etniske grupper ud. Det tjener intet formål. Det der skal til er hjælp og oplysning. Også til folk, der tror det er deres ret at mishandle børn. Og til folk der lukker øjnene, fordi de ikke vil være uvenner med naboen, eller være 'angivere'.

Eva Schwanenflügel

Og ja, jeg ville have ønsket Anders' far havde fået en behandlingsdom, lige som alle andre forældre/voksne, som tæver deres børn og begår overgreb mod børn. Det er frygteligt.

jens peter hansen

Jo der slås løs også i danske familier og især for ikke så mange år siden. Men kunne vi ikke nu i det mindste holde os til denne sag. Det er en ubehagelig kultur, tradition, måske med lidt religion iblandet. Vi undlod på vores skole ofte at fortælle familien at Ahmed eller Mohamed havde lavet noget lort, fordi vi vidste at de så ville have fået en masse tæv. Det samme ville vi naturligvis gøre, hvis det var Jimmie eller Jens det drejede sig om.

Eva Schwanenflügel, Søren Fosberg, June Beltoft og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Søren Fosberg

Man skal ikke generalisere fra den enkeltes vold mod børn eller ægtefæller på hele gruppen, nationaliteten eller kulturen. Men hvis vold er en accepteret adfærd i kulturen kan man godt rette skytset mod kulturen. Så er det ikke et dpørgsmål om terapi og/eller straf. Mange afrikanske kulturer anser vold mod børn som en del af god opdragelse. I landsbyer slår man børn uanset de er ens egne og i fuld offentlighed hvis de irriterer en. Vold er i det hele taget meget accepteret i Afrika. Bliver der råbt tyv smider alle hvad de har for at være med til lynching af staklen.

Indonesien. Jo, man slår børn. Jeg kender ikke arabisk kultur ved selvsyn men der er næppe tvivl om at vold mod børn, ægtefæller og tjenestefolk er kulturelt accepteret. Det morsomme er er at DFs vælgere i mangt og meget er på linie. Vold i danske familier er vel også temmelig almindeligt, så meget mere vigtigt er det at det er og forbliver kulturelt uacceptabelt - udover at være ulovligt.

Vold mod børn og vold i samfundet hænger nøje sammen og er et globalt problem og et vigtigt element i den generelle voldskultur som rækker fra familie til klassekamp til krig.

"At a global level, over 49 States have prohibited all corporal punishment of children. Sweden was the first nation to abolish corporal punishment through a legal reform in 1979. While protests initially rose, as time passes there is a growing public acceptance of the harm of corporal punishment. France recently banned corporal punishment in familial settings and 29 Member States of the Council of Europe have adopted full prohibition. While Indonesia has laws to protect children such as Law Number 35 Year 2014 on Child Protection that prohibits violence in schools, it is said that provisions against violence and abuse in Indonesian laws are not interpreted as prohibiting all forms of corporal punishment."

http://m.huffpost.com/uk/entry/10921554

Bo Stefan Nielsen

Ivan, min klassekammerat i 1980'erne, fortalte i skolen om hvordan han og hans mindre søskende fik smæk med fars livrem eller mors træ-tøjbøjle. Ingen gjorde noget ved det. Da han var blevet voksen så jeg og mine søskende ham af og til tæve sin rottweiler på lufteturene. Senere fik han også kone og børn.

Rikke fra klassen blev også banket. Mødte op i skole med et blåt øje. Deltog stort set aldrig i idrætstimerne. Der skete først noget, da hun selv blev voldsmand og i en HT-bus på en skole-ekskursion sparkede en dreng fra klassen i skridtet, lige efter at han var blevet opereret for brok i lysken. Vi hørte, hun var kommet på en skole for 'børn med problemer'.

Så var der Michael, Polle og Morten fra parallelklassen. Alle tre fik klø derhjemme, vidste vi andre. Sikkert derfor, de var sådan nogle helvedes hærdede karle, der selv delte tæv ud til højre og venstre. Som f.eks. da Michael tævede den spastisk lammede dreng fra specialklassen under os. Der skete dog først noget, da han stak vores idrætslærer én. Han blev bortvist fra skolen i en uge. Om de sociale myndigheder så gjorde noget ved volden hjemme hos Michael, ved jeg ikke. Morten og Polle fik voldsdomme og røg ud af skolen inden afgangseksamen. Polle stoppede mig en eftermiddag på gangstien og forsøgte, med dillettantisk gangsterattitude i en splejset 16-årig drengekrop, at overbevise mig om, at jeg omgående skulle købe hans pistol incl. de fire kugler, der sad i tromlen. "Bare giv mig hvad du har på dig og tag den", sagde han og pegede, som i halvt spøg, med den på min elleveårige lillesøster.

I betonkarrererne var arbejdsløsheden, fattigdommen og frustrationen altid præsent som trussel eller som det, man var vokset op med. Raslende flasker på trappeopgangen og tørre tæv oppe hos overboen var lydtapetet, vi ikke talte så meget om, men som de fleste af os kun alt for godt - intellektuelt eller kropsligt - forstod sammenhængen mellem.

Volden mod vore børn er aldrig nogensinde acceptabel. Hverken i sin form af frustration og afmagt, eller som middel til opdragelse. Set endnu mere ovenfra er vold - inkl. den vold, staten hylder og dekorerer med medaljer og parader - det tragiske vidnesbyrd om menneskelig civilisations tab af forståelse af vores samhørighed med hinanden og med alt levende. Selv med vores børn.

__
"En gang imellem synes jeg faktisk, det kan være ok med en lille ørefigen eller et lille rap over fingrene, så forældrene kan tydeliggøre over for børnene, hvad der er rigtigt og forkert."
- Marie Krarup (DF), 2016

Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Søren Fosberg, Hans Ingolfsdottir og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Torben Pedersen

Hvor er det sørgeligt hvordan flere indslag bagatelliserer Bassams historie med historier om Anders, Polle osv. Desværre har Børnerådet ret. Svenskerne diskuterede samme problem for 10 år siden.