Baggrund
Læsetid: 4 min.

Kvotekongernes fald

Rigsrevisionen – og Folketingets statsrevisorer – kritiserer Miljø- og Fødevareministeriet for manglende kontrol med de såkaldte kvotekonger gennem flere år. Vi giver et overblik over sagen
Miljø- og Fødevareministeriet møder kritik i sagen om de såkaldte kvotekonger. Information giver her et overblik over sagen.

Miljø- og Fødevareministeriet møder kritik i sagen om de såkaldte kvotekonger. Information giver her et overblik over sagen.

Anita Graversen

Indland
17. august 2017

Baggrund: For mange fiskere til for få fisk

Rigsrevisionen og Folketingets statsrevisorer kritiserer, at Miljø- og Fødevareministeriet i perioden fra 2003 til i dag ikke har holdt tilstrækkeligt øje med de såkaldte kvotekonger.

I 2002 vedtog Folketinget nemlig en fiskerireform, der erstattede rationsfiskeriet med kvoter, som kunne handles, og dermed åbnede for, at ganske få fiskere kunne sætte sig på størstedelen af fiskeriet.

Tidligere havde alle fartøjer haft lige adgang til at fiske en bestemt mængde fisk, for eksempel pr. uge eller måned, men nu fik fiskere, der på daværende tidspunkt var aktive i fiskeriet, tildelt omsættelige fiskekvoter. Med andre ord fik de retten til en bestemt mængde af Danmarks fiskekvote i et bestemt fangstområde, og de kunne herefter købe, sælge og leje deres kvoter indbyrdes (de kunne også låne penge på baggrund af deres kvoter).

Reformen indebar en markedsliggørelse af den danske fiskeressource. Håbet var, at markedskræfterne ville sikre en løbende tilpasning, som ville samle fangstmulighederne hos de fiskere, der med moderne fartøjer bedst kunne levere den højeste kvalitet af fisk.

Selv om alle var enige om, at dansk fiskeri var præget af for mange fiskere i forhold til mængden af fisk – og derfor også af mange små fartøjer i forhold til fiskerimulighederne – var Folketinget omvendt opmærksom på, at de omsættelige kvoter heller ikke måtte føre til, at kvoterne endte på for få hænder og på den måde blev koncentreret hos for få fiskere eller at disse pressede de mindre kystfiskere ud af markedet. Miljø- og Fødevareministeriet skulle følge udviklingen og gribe ind, hvis dette alligevel skete.

Folketinget gav dog ikke præcise anvisninger for, hvornår kvoterne var koncentreret på for få hænder. Men i bemærkningerne til loven blev det forudsat, at Miljø- og Fødevareministeriet skulle opbygge et kvoteregister, der kunne sikre gennemsigtighed af kvoteejerskaber og udgøre en basis for kontrollen af, at reglerne overholdes.

Forsømmelsen: Helt utilstrækkelig forvaltning

Rigsrevisionen og statsrevisorerne kritiserer imidlertid, at dette ikke er sket. Fødevare- og Miljøministeriet har hverken fastsat regler for at sikre, at kvoterne ikke ender på for få hænder, eller gjort sig klart, hvad det egentlig indebærer, og har heller ikke systematisk fulgt udviklingen i den samlede kvotekoncentration over tid. I lange perioder har reglerne derfor reelt ikke fungeret som et loft over koncentrationen af fiskekvoterne.

»Rigsrevisionen finder, at Miljø- og Fødevareministeriets forvaltning af kvoteejerskab har været meget kritisabel og ikke har understøttet Folketingets intention om, at kvoterne ikke måtte koncentreres på for få hænder,« hedder konklusionen i Rigsrevisionens beretning.

Statsrevisorerne bruger den skarpest mulige kritik i deres bemærkninger til beretningen med formuleringen, at de »påtaler skarpt, at Miljø- og Fødevareministeriets forvaltning af fiskerikvoterne har været uprofessionel og helt utilstrækkelig«.

Retligt efterspil

Rigsrevisionen og statsrevisorerne har ikke det »fulde billede« af, hvad der er sket i Miljø- og Fødevareministeriet gennem årene på grund af fejlregistreringer i ministeriets registre af kvotehandlerne, ligesom ingen kan garantere, at der ikke er flere fejlregistreringer end de konstaterede.

Miljø- og Fødevareministeriet vil på baggrund af Rigsrevisionens undersøgelse nu gennemføre en bagudrettet analyse ved en ekstern part, blandt andet for nærmere at kunne bestemme det samlede omfang af de problemer, som Rigsrevisionen har identificeret.

Ministeriet har anmodet politiet om at indlede en politimæssig efterforskning i de sager, hvor Rigsrevisionen har påpeget, at der kan være mistanke om strafbare forhold. Og endelig er to højtstående embedsmænd blevet forflyttet fra deres stillinger.

Ni ministre har haft ansvaret

Senest har Dansk Folkeparti – og oppositionen – kritiseret miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) for at have holdt hånden over kvotekongerne i forbindelse med den fiskeriaftale, et flertal uden om regeringen bestående af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, De Radikale og SF, lavede i december 2016, ved ikke fortælle partierne om alle de mulige redskaber i kampen mod disse.

Men hverken Rigsrevisionen eller statsrevisorerne har noget bud på, hvorfor det er gået så galt, som det er. Formanden for statsrevisorerne, Peder Larsen (SF), understreger, at der ikke er »belæg for at mene«, at skiftende ministre har vidst, at det, de fortalte Folketinget, var forkert. De har stolet på nogle embedsmænd, de »nok« ikke skulle have stolet på, lyder det.

I perioden har ni ministre siddet med ansvaret for fiskeri, hvoraf seks er fra Venstre og tre fra Socialdemokratiet: Mariann Fischer Boel (V), Hans Christian Schmidt (V), Eva Kjer Hansen (V), Henrik Høegh (V), Mette Gjerskov (S), Karen Hækkerup (S), Dan Jørgensen (S), Eva Kjer Hansen (V) og Esben Lunde Larsen (V).

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har dog allerede, inden offentliggørelsen af Rigsrevisionens beretning, frataget Esben Lunde Larsen fiskeriområdet under sit ministerium – og givet det til minister for ligestilling og minister for nordisk samarbejde Karen Ellemann (V). En beslutning som Peder Larsen kalder »manglende respekt« over for såvel statsrevisorerne som Rigsrevisionen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henrik holm hansen

Den kommende tid vil måske kaste lys over skindmanøvrenede fra slotholmen man får indtryk af at se og hør sagen bliver til søndagsskole sang for begyndere. men avis spalterne vil nok holde os opdateret

Johnny Werngreen

Dengang vi her i Esbjerg oplevede, at fiskere ophuggede deres kuttere og opgav fiskeriet, havde vi en kort stund ondt af dem, men da vi så fandt ud af, at de blev stinkende rige ved at sælge fisk, der endnu ikke var fanget, i.e. kvoter, blev vi forbløffede over den bagvedliggende politiske stupiditet, der dels gjorde salg af ikke-fangede-fisk mulig, dels iøjnefaldende koncentrerede fiskeriet på meget få velbjærgede hænder. Der blev skrevet om det, der blev argumenteret imod det, så hvorfor det først er nu, man forholder sig seriøst til det, der er foregået, er gådefuldt og forvaltningsretligt bekymrende.

Torben Bruhn Andersen, Henrik L Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Flemming Berger, Michael Kongstad Nielsen, Kim Houmøller, Helene Kristensen, Brian Jensen, Tue Romanow, Susanne Andersen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Trond Meiring

Menneskene har udryddet, eller været nær ved at udrydde hele bestander og arter af fisk, mange gange, og kommer til at gøre det igen. Måske med regelmessige (bevidste) mellemrum, som finansielle kriser. Menneskene er dumme, grådige, og tar ikke ved lære af historien og egne (erkendte) fejltrin. Mennesket har nok potensiale for visdom og intelligens, men kapitalismen og Coca-cola virker stærkt fordummende og forfladende.

Kurt Svennevig Christensen

Historien starter som bekendt der hvor man selv sætter den igang.

IK for sild og makrel kom fordi not og trawlfiskeriet i EU gik den vej, der var ikke nogen anden vej hvis man ville fange sild og makrel, skibene skulle være store med køletanke. Fiskeribanken havde ingen penge, og de private banker ville have sikkerhed, derfor fik vi IK i 2002/3.

FKA kom fordi tobisfiskeriet kollapsede i 2003 og de 50-70 store fartøjer skulle over i et andet fiskeri, bankerne skulle have sikkerhed. Fiskeribanken lukkede og de private banker fik første prioritet og sikkerhed i fisken i havet.

Før IK og FKA var der voksende problemer i fiskeriet, for få fisk til for mange fiskere.

Jamen hvorfor lavede man så ikke et system, en reform som først og fremmest sikrede kystfiskeriet og det mindre fiskeri og de mange arbejdspladser i de mange havne? Det kunne man desværre ikke med Fogh ved magten og et embedsværk var blevet fedtet ind i alle de ulovligheder der gik forud for IK og FKA.

Den nu fhv. fiskerikontrol chef er også berømt for at have opfordret fiskerne at flytte kvoter mellem ex. Skagerrak og Kattegat ved hjælp af kvote joller, alt hvad embedsværket gjorde også dengang var til støtte og hjælp for de store i fiskeriet.

Forvaltningen af fiskeriet er alt for alvorlig til at blive overdraget til embedsværket. De har det facto fået politisk tilladelse til at gør hvad de ville med fiskeriet. Spørgsmålet er derfor nu - hvad vil vi, os der ejer fisken i havet og fiskeriets infrastruktur, os der vælger politikerne, hvad vil vi med fremtidens fiskeri? Vil vi have de store enkelt selskaber vi har fået i dag, eller vil vi have så meget fiskeri som muligt, målt på fiskere og havne, ud af de fisk vi allesammen er medejer af i de danske farvande?

Kurt Svennevig Christensen

Hvis man ikke kan/vil svare på spørgsmålet om fiskeriets fremtid, hvilket fiskeri vi vil have, men blot vil have placeret et ansvar for råddenskaben i den danske fiskeriforvaltning i dag, er Landsforeningen Levende Hav også leveringsdygtig i den dokumentation.

De største skurke i ministerrækken er Hans Chr. Schmidt, Eva Kjer Hansen, Mette Gjerskov og Esben Lunde Larsen. Marianne Fischer Boel ville ikke have privatiseret kvoterne. Hun kom hjem fra en studietur til Island og udtrykte en meget klar modstand mod en privatisering af kvoter og så satte Fogh Hans Chr. Schmidt på opgaven (han er berømt for at gøre hvad der bliver sagt) og så fik han og embedsværket sammen med dansk fiskeris store tunge drenge på vestkysten, privatiseret kvoterne gennem monsteret FKA (Fartøjskvoteandele). Levende Hav er leveringsdygtig i al den dokumentation der er brug for til at få fortalt den historie, med fokus på embedsværkets mænd og kvinder.