Læsetid: 4 min.

Læge opfordrede patienter til at flytte, så de kunne få førtidspension

På opfordring fra læge på Nørrebro flyttede patienter i to tilfælde fra Københavns Kommune for at få tilkendt førtidspension. Udsigtsløst ressourceforløb førte til depression og selvmordstanker, siger lægen
’Jeg har oplevet et system, der sagsbehandler nærmest i det uendelige. Et system, hvor det er umuligt for borgeren at finde ud af, hvor forløbet bærer hen, og hvor man parkerer mennesker med meget ringe funktionsevne i årevis uden at lytte til egen læges vurderinger,’ siger Anders Beich.

’Jeg har oplevet et system, der sagsbehandler nærmest i det uendelige. Et system, hvor det er umuligt for borgeren at finde ud af, hvor forløbet bærer hen, og hvor man parkerer mennesker med meget ringe funktionsevne i årevis uden at lytte til egen læges vurderinger,’ siger Anders Beich.

23. august 2017

Det var en kvinde først i halvtredserne, der fik praktiserende læge Anders Beich til at reagere på behandlingen af patienter i Københavns Kommune.

Kvinden havde været narkoman, siden hun var 17 år. Og hun var nødt til at bruge iltmaske døgnet rundt, da hun havde mindre end halvdelen af sin vejrtrækning tilbage på grund af en række blodpropper i lungerne.

»Hun sagde til mig: ’Det her er det værste ved mit liv. Det kan godt være, at min livskvalitet er lav på grund af mine sygdomme og mit misbrug, men det værste er det her system, som jeg skal deltage i og ydmyges af,’« fortæller Anders Beich.

Det ’ydmygende system’ var det ressourceforløb, som skulle hjælpe kvinden ind på arbejdsmarkedet. Hun havde forsøgt at blive indstillet til førtidspension, men havde fået afslag af kommunen. Kvinden endte med at begå selvmord.

På en sommerferie i sommerhus på Vestsjælland i 2001 blev Charlotte Kwasniak bidt af en skovflåt. Ikke så længe efter følte hun en lammelse i det ene ben, men det var først mange år senere, at lægerne fandt ud af, at det skyldtes en Borrelia-infektion. I mellemtiden var hun både blevet ramt af diskusprolaps og en indgribende stofskiftesygdom, der formentligt skyldes skovflåten
Læs også

Oplevelsen er én af mange for Anders Beich, der foruden at være praktiserende læge på Nørrebro også er formand for Dansk Selskab for Almen Medicin. Han har ved selvsyn oplevet effekterne af de ressourceforløb, der blev vedtaget med den såkaldte førtidspensions- og fleksjobreform i 2013.

De mange oplevelser har fået Anders Beich til at hjælpe to patienter med at flytte væk fra Københavns Kommune for at forbedre deres chancer for at blive indstillet til en førtidspension.

»Det er jo klart, at det er fuldstændigt uholdbart, at man som læge i en kommune skal bede sin patient om at flytte. Det er jo helt absurd. Men det er jo patienter, som jeg har skønnet, var i direkte fare for at gå til i sagsbehandlingen.«

Som Information har beskrevet, kan der være store forskelle på tværs af kommunerne i vurderingen af, hvem der bør tildeles ressourceforløb og førtidspensioner. En af de kommuner, der tildeler færrest førtidspensioner i forhold til befolkningsstørrelse, er netop København.

Begge Anders Beichs patienter havde i årevis uden held forsøgt at blive indstillet til en førtidspension i København. Efter at de flyttede kommune, fik de tildelt pensionen efter henholdsvis fire og syv måneder.

Uendelig sagsbehandling

Anders Beich understreger, at det er »en sidste udvej« at bede en patient flytte kommune. Et ressourceforløb kan vare i to til fem år, og en borger kan deltage i flere forløb efter hinanden. De årelange forløb kan ifølge lægen få voldsomme konsekvenser både psykisk og fysisk for den lille gruppe af udsatte borgere, som »for længst har bevist deres manglende funktionsevne«.

»Jeg har oplevet et system, der sagsbehandler nærmest i det uendelige. Et system, hvor det er umuligt for borgeren at finde ud af, hvor forløbet bærer hen, og hvor man parkerer mennesker med meget ringe funktionsevne i årevis uden at lytte til egen læges vurderinger,« siger han.

For at ensarte fortolkningen af, hvem der skal i ressourceforløb, og hvem der skal tilkendes førtidspension vedtog regeringen, Socialdemokratiet, SF og De Radikale en 'initiativpakke'. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) sendte efterfølgende en ’orienteringsskrivelse’ til landets borgmestre for at klargøre forligskredsens hensigt. Men skrivelsen har stort set været virkningsløs. Det viser en rundspørge, som Information har foretaget. 
Læs også

Den ene af de patienter, Anders Beich til sidst anbefalede at flytte kommune, havde været i systemet i tolv år og aldrig haft et job. Patienten led af svær angst og PTSD med svære psykiske mén fra tortur, som han havde været udsat for i sit fødeland. Langsomt forværredes patientens mentale tilstand, og til sidst begyndte han at udtrykke konkrete selvmordstanker som reaktion på møderne i jobcentrene.

Der gik cirka et halvt år, fra patienten havde skiftet til en anden kommune i Region Hovedstaden, til han blev tildelt førtidspension.

Den anden patient var blevet arbejdsprøvet og rehabiliteret gennem fem år i Københavns Kommune. Efter knap fire måneder blev han tildelt førtidspension i den kommune, hvor han bor i dag.

Begge patienter har det ifølge Anders Beich væsentligt bedre i dag, fordi de har fået ro til at pleje deres sygdomme. 

Lægens ord ignoreres

Som formand for Dansk Selskab for Almen Medicin er Anders Beich jævnligt i kontakt med kollegaer, der støder på tilsvarende sager i andre kommuner. Beich forklarer, at nogle af kollegaerne simpelthen giver op i mødet med systemet, fordi de ikke føler, at deres lægefaglige vurderinger bliver inddraget i borgerens sagsbehandling.

»De faglige vurderinger bliver ikke taget alvorligt. Selv når flere speciallæger er kommet med deres vurderinger, der alle peger i samme retning, kan vi se, at jobcentret tilsidesætter vurderingerne. At de ikke regner dem for noget.«

Konkret oplever kolleger ifølge Anders Beich, at de skal gennemføre de samme vurderinger af patienter igen og igen. Som for eksempel at en patients tilstand skal vurderes på ny, selvom lægen allerede ved seneste ressourceforløb fastslog, at patienten havde en ubetydelig arbejdsevne og ingen mulighed for at forbedre den.

»Holdningen blandt nogle af mine kolleger bliver, at vi bare må skrive vores attester og lade være med at tænke så meget over det. For vi ved ikke, hvad vi skal stille op, når vores vurderinger og oplysninger ikke tages for gode varer.«

Og den afmagt kan betyde, at nogle patienter føler sig svigtet af egen læge, da de ikke forstår, hvorfor lægen ikke kan hjælpe dem, siger Anders Beich.

»Det er en svær situation at være både læge og patient i. Rigtig svær. Vi er sat i verden for at lindre og hjælpe vores patienter. Men forvaltningen skønner over vores faglighed. Hvad kan vi stille op?«

Serie

Striden på Lærkevej

En kamp om reformer udspiller sig på et jobcenter på Lærkevej i København. Arbejdsløse borgere demonstrerer og protesterer, mens sagsbehandlere og lokalpolitikere tager sig til hovedet over den lovgivning, de er sat til at administrere. Antallet af førtidspensioner er faldet markant som følge af de seneste års reformer på beskæftigelsesområdet. Lærkevej er stedet, hvor de politiske hensigter møder virkeligheden.

I denne serie følger Information udviklingen med fokus på Lærkevej og forskellen på tildelingen af førtidspensioner i landets kommuner.

Seneste artikler

  • Socialrådgivere er ikke de udsattes advokater

    14. november 2017
    Kritikere af førtidspensionsreformen ønsker, at sagsbehandlerne gør oprør mod lovgivningens krav. Men som socialrådgiver er jeg ansat til at føre loven ud i virkeligheden. Alt andet ville være vejen til anarki
  • Rigide rammer og alt for mange sager gør det svært at hjælpe udsatte unge ledige

    10. november 2017
    Som socialrådgivere for unge ledige i Københavns Kommune oplever vi, at kvaliteten af samtaler og aktiviteter er underordnet hensynet til, at de unge indkaldes til det lovpligtige antal samtaler og får tilbudt de uddannelsesfremmende aktiviteter, de skal have ifølge loven. Hvornår får vi lov at fokusere på det, der virker?
  • Der er uendeligt langt fra Rådhuset til Københavns jobcentre

    16. oktober 2017
    Chefer i beskæftigelsesforvaltningen i Københavns Kommune har hævet stemmen for at forsvare deres medarbejdere på jobcentrene. Men forsvaret ender som et vidnesbyrd om en ledelse, der ikke kender den virkelighed, borgerne og medarbejderne befinder sig i
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne-Marie Paul
  • June Beltoft
  • Olav Bo Hessellund
  • Flemming Berger
  • Torben K L Jensen
  • Britta Hansen
  • Jan Pedersen
  • Bo Stefan Nielsen
  • Carsten Munk
  • Eva Schwanenflügel
  • Hans Larsen
  • Ann Thomsen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Ulla Søgaard
  • Torsten Jacobsen
  • Søren Andersen
  • lars søgaard-jensen
  • Estermarie Mandelquist
  • Lise Lotte Rahbek
  • Erik Karlsen
  • Jakob Silberbrandt
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Nanna Wulff M.
  • David Zennaro
  • Jakob Trägårdh
  • Carsten Svendsen
  • Slettet Bruger
  • Peter Jensen
Anne-Marie Paul, June Beltoft, Olav Bo Hessellund, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Britta Hansen, Jan Pedersen, Bo Stefan Nielsen, Carsten Munk, Eva Schwanenflügel, Hans Larsen, Ann Thomsen, Maj-Britt Kent Hansen, Ulla Søgaard, Torsten Jacobsen, Søren Andersen, lars søgaard-jensen, Estermarie Mandelquist, Lise Lotte Rahbek, Erik Karlsen, Jakob Silberbrandt, Robert Ørsted-Jensen, Nanna Wulff M., David Zennaro, Jakob Trägårdh, Carsten Svendsen, Slettet Bruger og Peter Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Mette Jørgensen

Du har i den grad lært at gå i takt med hele dit slæng, som mener at straf er et gode.
Uvidenhed, arrogance, nederdrægtighed, hensynsløshed, egoisme, dumhed, snuhed, pinsler, tortur og behov for kontrol er ikke nyt. Det er stridens kerne. Du vælger så den onde og mørke vej uden medfølelse og du er langtfra den eneste og bliver heller ikke den sidste.

Sider