Læsetid: 10 min.

Martin Lidegaard: Finansministeriets magt står i vejen for nye løsninger

De gamle regeringsbærende partier overflødiggør sig selv, hvis ikke de er i stand til at tage et opgør med Finansministeriets magt, siger De Radikales finansordfører, Martin Lidegaard, i et interview, hvor den tidligere minister ser tilbage på magten
’Der er stunder, hvor man føler, at man har mere indflydelse som finanspolitisk ordfører, end som minister,’ siger De Radikales tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard, der mener, at den administrative magt er stærkere end den politiske.

’Der er stunder, hvor man føler, at man har mere indflydelse som finanspolitisk ordfører, end som minister,’ siger De Radikales tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard, der mener, at den administrative magt er stærkere end den politiske.

Jakob Dall

8. august 2017

Danmark står over for at skulle løse en række komplekse problemer inden for blandt andet klima og velfærd. Men ideerne og den politiske nytænkning strander på Slotsholmen, hvor magtfulde Finansministeriet sætter en stopper for andre ministeriers innovation og faglighed.

Så hvis ikke de gamle magtpartier formår at gøre op med Finansministeriets dominans, ender de med at overflødiggøre sig selv, advarer tidligere udenrigs- og klimaminister Martin Lidegaard i et interview med Information om magten set i bakspejlet – med den forpligtelse, der ligger i, at den nuværende radikale finansordfører naturligvis sigter på at få den igen.

»Finansministeriets koordinerende rolle har taget overhånd. Det betyder, at det er langt stykke hen ad vejen er Finansministeriets faglighed og logik, som dikterer,« siger Martin Lidegaard.

Der bliver ifølge Lidegaard brugt alt for mange kræfter på kontrol og på at skubbe uanede mængder af papir frem og tilbage uden skelen til den faglighed, der er i de andre ministerier.

Martin Lidegaard

  • Født 1963. Tidligere minister, både klima, energi- og bygningsminister samt udenrigsminister. I dag medlem af Folketinget og finansordfører for De Radikale.
  • 2011-15: Medlem af Folketinget og klima-, energi- og bygningsminister i perioden frem til 2014 og derefter udenrigsminister.
  • 2008-11: Medstifter af og arbejdende formand for CONCITO.
  • 2008: Kommunikationsrådgiver, RelationPeople.
  • 2001-07: Medlem af Folketinget.
  • 1996-2001: Informationschef og vicegeneralsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke.
  • 1993-96: Informationsmedarbejder/chef, Kommunernes gensidige Forsikringsselskab.
  • 1993: Uddannet cand.comm. fra Roskilde Universitetscenter.

»Fagligheden fylder for lidt. På den måde kan Finansministeriet blive en begrænsende faktor, fordi man ikke får kreativiteten, innovationen og fagligheden i spil. Og derfor har jeg sagt, at der var stunder, hvor man føler, at man har mere indflydelse som finanspolitisk ordfører end som minister. Bare det at få sine sager taget op i Økonomiudvalget. Det er blevet en hæmsko,« siger Martin Lidegaard.

Konsekvensen er dels, at der ikke kommer nye ideer nok igennem til det øverste niveau, dels at det virker dræbende for motivationen hos embedsmændene og ressortministrene.

Ifølge Lidegaard er magtens centrering omkring Finansministeriet et politisk problem – det er med andre ord ikke embedsmændene i Finansministeriet, der er skyld i, at udviklingen af politik sander til. Og samtidig er det et særligt problem for de gamle magtpartier, mener finansordføreren.

»Når jeg taler med andre tidligere finansministre og topfolk fra centraladministrationen, oplever jeg egentlig, at de er enige. Det er en kultur, der skal ændres, og det er en politisk opgave. Og hvis ikke de gamle regeringsbærende partier og centraladministrationen selv er i stand til at foretage en tilpasning, der gør os i stand til at få nye ideer til at løse de problemer, vi ser, så kommer det til at ske på en anden måde,« siger Lidegaard.

»Så kommer der nogle andre til, for så er vores berettigelse forsvundet. Og det vil bl.a. være fordi, vi ikke er i stand til og har været i stand til – os der har været regeringsbærende – at skabe et rum for andre ministerier.«

Den tidligere udenrigsminister understreger, at han ikke deltager i den konspirationsteori, der ifølge ham hersker på store dele af venstrefløjen om Finansministeriet. Budgetbisserne søger for, at pengene passer. Og så er der i enhver regering et behov for at koordinere. Den rolle har man givet Finansministeriet i Danmark. Så derfor er ikke så mærkeligt, at Finansministeriet har meget indflydelse på den førte politik, konstaterer han.

Men debatten om Finansministeriets rolle er ikke desto mindre vigtig, og i øvrigt flugter den radikale politikers kritik med overvejelser, som finansminister Kristian Jensen (V) for nylig gav udtryk for i et interview med Politiken.

»Jeg har et helt ubornert forhold til magt. Landet skal regeres af nogle mennesker. Men magt er også en gift, som skal doseres i små portioner for ikke at korrumpere. Derfor skal man i et demokrati – især som det danske, hvor man har en lang tradition for decentralisering – råbe vagt i gevær, hver gang man ser tendenser til for stor centralisering. Og det er det, jeg synes, jeg ser i øjeblikket,« siger Lidegaard.

Selvransagelse

Der kan trækkes linjer, som rækker fra den noget ustabile politiske scene i Europa til den dag, Lidegaards parti måske igen skulle få magten, forklarer han, mens han triller en barnevogn rundt om Utterslev Mose i det københavnske nordvestkvarter og forsøger at få nogle børnehavebørns råd til, hvordan man får en baby til at sove.

Når den tidligere minister er bekymret for de gamle systembærende partier, der traditionelt har haft magten herhjemme – Venstre, Socialdemokratiet, De Radikale og De Konservative – er det nemlig også set i lyset af de politiske begivenheder, som har præget Europa med Brexit og de populistiske partiers stigende indflydelse. Populisterne i Europa vandt ganske vist ikke så stort ved valgene i Holland og Frankrig, som mange frygtede.

Men problemerne består, som Lidegaard påpeger. Den økonomiske krise blev en politisk krise for de gamle partier i Vesten. Og de gamle magtpartier har langt hen ad vejen selv været medskabere af nogle af problemerne. Herhjemme i form af en skrap centralisering udmøntet i strukturreformen, der eksempelvis har renset landdistrikterne for uddannelsesinstitutioner, mener Lidegaard, der erkender, »at reformer ikke altid er af det gode, for nogle gange skaber de nye problemer«.

Centraliseringen er båret af en meget konkret politisk og økonomisk logik, der har været gift for landdistrikterne. Og den er ifølge Lidegaard et udtryk for den centralisering af magten, som bl.a. stammer fra den urørlige position, politikerne har tildelt Finansministeriet.

I Danmark har vi ganske vist ikke en korrumperet politisk elite og et konservativt system som det franske. Men også Danmark er ved at brække over i en polarisering flere steder, mener han.

»Det er tydeligt, at vi også i Danmark har nogle systemproblemer i vores demokrati: folk er trætte af os politikere og af systemet, og Danmark er på nogle fronter ved at brække over mellem land og by, mellem nye og gamle danskere og mellem generationer. Det er gift for den solidariske velstandsmodel, som vi har valgt. Derfor er det dybt inspirerende, at en mand som Macron og hans bevægelse forsøger at bygge bro over alt dette. Imellem Frankrig og EU og det nationale og internationale.«

Populister har lidt ret

Martin Lidegaard har opholdt sig et par måneder i Sydfranskrig, i Le Pen-land under den franske valgkamp i forsommeren. Han har talt med frustrerede Le Pen-vælgere, der med Lidegaards ord »intet har til overs for EU eller Paris-eliten«, og han har opsøgt præsident Emmanuel Macrons sejrsfester.

Og den franske præsident inspirerer – trods sine aktuelle problemer. Ikke mindst fordi han har »vundet det franske flag tilbage fra Le Pen« og går ind for et stærkere Europa, fordi det styrker Frankrig. Ikke omvendt.

»Det at åbent erklære sig som national i stedet for at gå imod den nationale strømning i Europa og dermed forsøge at vinde definitionen på, hvad det vil sige at være national i stedet for at overlade det til populisterne – det tror jeg, vi kunne lære meget af i Danmark. Også i mit parti.«

Desuden har den franske præsidents systemkritik været rettet mod en kultur, der er gået død, men ikke mod konkrete personer. Han lægger afstand til Le Pen – men ikke hendes vælgere, påpeger Lidegaard.

For Dansk Folkepartis ærkefjende nummer ét kan dette udlægges som noget af en indrømmelse. Partiet – hvis tidligere formand Margrethe Vestager sagde, at ’sådan er det bare’ om de reformramte dagpengemodtagere – har om nogen taget æren og fået skylden for reformiveren i den tidligere SR-regering. Men selv De Radikale bliver nødt til at lytte til de problemer, som utilfredse vælgeres flirt med populisterne, har sat fokus på.

»Der er en berettiget frustration, og hvis ikke vi tager imod den, er vi indirekte med til at støtte den polarisering, som også præger Danmark. Hvad enten vi radikale bryder os om det eller ej, så har DF og Enhedslisten fat i noget. De bygger deres politik på reelle problemer, som vi i De Radikale også er nødt til at tage alvorligt,« siger Lidegaard for dog hurtigt at tilføje, at populisternes løsninger ikke duer.

»Der, tror jeg, det vigtigste og mest enkle greb lige nu vil være en ny revolution af uddannelse, der sætter en stopper for de bevidstløse nedskæringer på området og tilfører flere ressourcer. Ikke mindst til udsatte grupper og på en måde, så man igen bandt landet sammen.«

Nogle kunne finde på at beskylde Martin Lidegaard for at forsøge at tappe en populistisk åre. Han har trods alt selv været minister med ansvar for meget af det, han nu siger, han gerne vil lave om.

Men hans frustration er til gengæld ikke ny. Allerede i 2008, før han blev minister, skrev han om modviljen mod at skabe grøn omstilling i de økonomiske ministerier, der har en traditionel opfattelse af økonomisk vækst: »Man skruer op for retorikken, vælger en sympatisk minister for sagen og justerer marginalt på politikken.«

Forskellen er, at han dengang refererede tidligere S-formand og miljøminister Svend Auken for ordene om, at en fuldmægtig i Finansministeriet har større politisk indflydelse end en minister. Nu har han prøvet det selv.

Regnemodeller

Og så er der diskussionen om de regnemetoder, som Finansministeriet bruger. Et flertal i Finansudvalget har netop fået vedtaget, at virkninger af offentlige udgifter og investeringer skal adfærdsberegnes ligesom skattelettelser.

»Det er jo ikke muligt at konstruere én økonomisk formel, der kan dække hele verden. Dét ved Finansministeriet også godt. Problemet er bare, at nogle gange agerer de som om, at der var én formel, og så får den formel uforholdsmæssigt megen magt – og ukritisk anvendelse er en anelse farlig. De Radikale har kæmpet for, at man skal regne efter den samme regnemaskine, men man er bare nødt til løbende at revidere den, mere end man har været parat til i Finansministeriet.«

Det betyder ikke, at pengene ikke skal passe, understreger Martin Lidegaard. Men hvis det står til ham, skal en eventuel fremtidig regering med radikal deltagelse se på, hvordan man værdisætter fremtiden i forhold til nutiden, når man træffer politiske beslutninger, f.eks. inden for uddannelse, klima og infrastruktur.

– Det var ikke fordi, vi hørte så meget til det synspunkt, da Margrethe Vestager var formand?

»Jeg mener faktisk, at det har været en meget stærk del af mit partis historie at have en vis systemkritik i sig. Og netop fordi vi insisterer på, at der skal være orden i økonomien, så har vi også et stort ansvar for, at de økonomiske modeller, vi anvender, er troværdige og i stand til at håndtere de nye udfordringer vi har, f.eks. i forhold til klimaet og uddannelseskrisen, som består i, at vi for første gang i mange år nu skærer i bevillingerne til uddannelse.«

For øjeblikket er Finanisministeriet i gang med at se på, hvordan man regner effekterne af arbejdsudbud ind i modellerne, og der har været afholdt folketingshøringer i Finansudvalget med eksperter, tænketanke og embedsmænd fra Finansministeriet om emnet.

»Jeg er ikke romantisk. Der vil altid være politisk uenighed, og på et tidspunkt må diskussionen stoppe. Men der har været en periode i dansk politik, hvor diskussion om regnemodeller slet ikke har været der. Verden har samtidig udviklet sig disruptivt, både teknologisk og økonomisk, og det har man ikke kunnet håndtere.«

Martin Lidegaard mener ligesom bl.a. økonomen Nina Smith, at de lavthængende frugter er plukket i forhold til at øge arbejdsudbuddet. Han hæfter sig dog ved, at den ansete økonom ikke har dømt pensionsreformer ude, men kun de reformer, der presser folk ud på arbejdsmarkedet ved hjælp af lavere ydelser. Men også der har Socialdemokratiet fundet nye politiske legekammerater.

»Et halvt år mere på arbejdsmarkedet til sådan nogle som mig, der forhåbentlig har helbredet, kunne give os tocifrede milliardbeløb, der kan finansiere både at dem, der er blevet nedslidte i vores gamle økonomi og kan trække sig tilbage tidligere, og uddannelsesrevolutionen. Jeg fatter ikke, at Socialdemokratiet ikke ville være med til det.«

Endelig er der ifølge finansordføreren den »hårdhændede besparelseskultur«, som Finanisministeriet står for, og som man senest bl.a. har forklaret milliardskandalen i SKAT med.

»Jeg bilder mig ind, at Finansministeriet i 1980’erne og 1990’erne i højere grad forstod at varetage ministeriets anden opgave, der ikke handler om besparelser, men om at planlægge og lave reformer, der investerer pengene de rigtige steder,« siger han.

Skaber R selv polarisering?

Men hvad med indvandrerpolitikken? Macron brugte ikke en hård udlændingeretorik til at vinde det franske valg. Til gengæld har han forsøgt at bruge terrorpolitik til at skabe balance på området. Martin Lidegaard nævner selv kløften mellem nye og gamle danskere, når han skal beskrive polariseringen i Danmark.

Men er et parti som De Radikale ikke netop med til at skabe den polarisering? Og hvordan vil Lidegaard bygge bro i indvandrerpolitikken? Jo, der er de radikale nødt til at være selvkritiske og gribe i egen barm i forhold til deres nuværende position, mener Lidegaard.

»I udlændingepolitikken bliver vi ofte castet som dem, der står i et ringhjørne og råber. Vi bliver nødt til at tænke over, at vi bliver opfattet sådan, for det er noget, vi kun selv kan gøre noget ved. Jeg tror, at vi er nødt til at være mere tydelige omkring, at vi heller ikke forestiller os åbne grænser.«

»Selvfølgelig kan Danmark ikke tage alverdens flygtninge, til gengæld må vi behandle dem, vi har forpligtet os til, værdigt og ordentligt, både af hensyn til dem og deres fremtid i Danmark. Vi er lige så forargede over formørket fundamentalisme som de fleste andre, og netop fordi andre kan se en fordel i at påstå det modsatte, er vi nødt til at være meget tydelige. Vi skal om nogen søge den balance. Den polarisering, vi ser for øjeblikket i udlændingedebatten er gift for integrationen.«

Serie

Efter magten

Hvordan ser magten ud, når man ser tilbage på den?

Information taler i en ny serie med mennesker, der kan betragte magten i et andet lys, om hvordan de tolker tidens store politiske og økonomiske udfordringer.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Oluf Husted
Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Øh.. Undskyld mig, men er det ikke de radikale der har stået i spidsen for nogle af de reformer, Martin Lidegaard kritiserer? Måske skulle man af og til i 'vejrhanepartiet' se sig selv lidt i spejlet engang imellem.
Jeg er dog helt enig i, at centraliseringen skaber magtfuldkommenhed.

Per Torbensen, kjeld jensen, Torben K L Jensen, Peter Knap og Tue Romanow anbefalede denne kommentar

Den tidligere minister deltager ikke i venstreorienterede konspiratilnsteorier mod finansministeriet. Hvilke konspiratilnsteorier? Er der der nogen eller er vi kommet så langt ud, at radikale laver konspiratilnsteorier om "venstreorienterede konspirationsteorier"?

Flemming Berger, lars søgaard-jensen, Eva Schwanenflügel og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar

Konspirationsteorier, Jeg tror min telefon deltager i en international telefonsammensværgelse mod menneskeheden. Og det er farligt, for jeg har stort set ikke haft mulighed for at udtrykke mig på skrift, før vi fik retteprogrammerne.

Torben K L Jensen

Lidegaard taler som om det er en selvfølge at de radikale igen bliver et regeringsparti.
Typisk radikal bedrevidende arrogance. Gud bedre det - de bliver klogere - Nååh,nej de KAN jo ikke bliver klogere.

Flemming Berger, lars søgaard-jensen, Eva Schwanenflügel og kjeld jensen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

En lang bortforklaring af, at man ikke vil give en gammel gigtplaget kvinde en førtidspension i Københavns kommune - Lidegaard på at de etablerede partier er åbenbart gået hen stillet træskone uden nogen har opdaget det, mon ikke bare de radikale der døde indvendigt og derfor har dyster udsyn.
- De etablerede partier inklusiv de radikale har været travlt beskæftigede med at plage mennesker der er handicappet af sygdom med arbejdsprøvninger - der aldrig vil udvirke en enste arbejdsdag for manges vekommende fordi det er fysisk umuligt; men det har og er netop været de radikales politik og Københavns radikale social borgmester gennemføre denne umennesklige arbejdsprøvnings politik med en nidkærhed der er skræmmende.
Det nye udenom talepoint for de radikale er åbenbart Macron.... ja lad os endelig tale om noget andet en 14 milliarder, som der bruges på at arbejdsprøve dødsyge mennesker eller bare mennesker der ingen udsigt har til et job på grund af alder, hjemløshed og alt det andet der vitterligt sætter folk ude af stand til at arbejde - Det er spild af syge menneskers begrænsede resurser og af samfundets resurser og forhåbentligt husker alle ved næste valg at de radikale er døde indvendigt og ikke værd at stemme på.
Tænk på hvor mange der er nedslidte eller syge der kunne få deres velfortjente førtidspension, hvis man ikke havde arbejdsprøving der overbebyrder læger, syghuse, kommuner - men det er ikke radikal politik.
Jeg håber folk husker lysende klart hvad der er radikal socialpolitik ved alle valg i fremtiden...

Egon Stich, Olav Bo Hessellund, Steen Meyer, Flemming Berger, lars søgaard-jensen, Eva Schwanenflügel, kjeld jensen, Janus Agerbo, Knud Chr. Pedersen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

ups ... der skulle stå:
Tænk på hvor mange der er nedslidte eller syge der kunne få deres velfortjente førtidspension, hvis man ikke havde arbejdsprøving der overbebyrder læger, syghuse, kommuner - men det ER radikal politik.
Jeg håber folk husker lysende klart hvad der er radikal socialpolitik ved alle valg i fremtiden...

Poul Sørensen

De radikale pukler på folk der har mistet arbejsevne ligesom dansk folkeparti pukler på flygtninge. Begge partier råber; "se hvor vi efter dem". De får ingen samfundsgoder uden, at de kommer til at lide for det...
- Ja der er noget der er dødt i dansk politik og det stinker værre og værre år for år....
- Der er kun enhedslisten der for alvor stadig rør på sig i dansk politik.

Henrik holm hansen

dejligt med selv indsigt og refleksion håber dette skvulp kan starte en flodbølge inde på slotsholmen men det kræver stor vedholdenhed fra martin og en hel masse andre dørene i administrationen og politikernes øre er træge men se at komme igang der er nok at tage fat på

Peter Sterling

Finansministeriets magt minder mere om noget man ser i Frankrig. Ansættelseskontrakterne skal ophøre ved valg, det er den bedste måde at knække embedsmændenes stillingsmisbrug.

Moderniseringsstyrelsen sikrer mere kontrol, tvang og sanktion udliciteret til virksomhederne, alt i mens politikerne har travlt med at skære ind til benet med nedskæringer i bunden af samfundet, og husejerne rejser på 1. klasse hen imod den næste boligboble, hvorefter de udsatte igen kommer til at betale prisen, når den næste krise uundgåelig rammer, kasinoøkonomi er politikernes bud på ansvarlighed.

På blot én generation har Danmark ændret sig til et land der regeres med magt uden moral, og en politik som håndhæves uden hensyn til konsekvenserne for de berørte mennesker. En magtfuld forsamling af anti-sociale kræfter har overtaget kontrollen med folketinget, de søger permanent økonomisk domination til fordel af deres samfundsklasse, velstand og magt. Dette er gjort muligt ved en stadig stigende grad af anti-demokratisk embedsmænd i finansministeriet. Vi skal have renset ud i dennes administrative ledelse, som har fået en uhyggelig magt til at bestemme over samfundsøkonomien.

Vores nuværende styre skaber bevidst fattigdom. I alt vurderer Eurostat, at 18 procent af den danske befolkning befinder sig i risikozonen for at ryge ud i fattigdom eller bliver socialt ekskluderet. Det er dog ikke et problem for embedsmændene som tjener en høj løn på at negligere uligheden. De har ingen føling med dem nedskæringerne rammer, og de kender tydeligvis ingen af dem. Det handler om den samme magtkamp om samfundets penge som har eksisteret til alle tider.

Rådet for Socialt Udsatte har foretaget nye beregninger på baggrund af tal fra Danmarks Statistik. Fra 2010 til 2011 sparede kommunerne ca. ni milliarder kroner på de kommunale serviceudgifter. Af dem er ca. 7 procent blevet sparet på tilbud til de socialt mest udsatte borgere såsom sindslidende og misbrugere. En gruppe, der ellers kun tegner sig for tre procent af de samlede udgifter på serviceområdet. Socialt udsatte mærker i højere grad end resten af befolkningen kommunernes budgetbesparelser. Hvor de samlede kommunale budgetter i gennemsnit er blevet barberet ca. 4 procent, er der i gennemsnit skåret 8,2 procent af udgifterne til de socialt udsatte.

Politikerne har skabt et detaljestyret system til overgreb på udsatte samfundsgrupper, derfor er det nødvendigt at uddanne befolkningen i civil selvforsvar. Vi lever i en tid hvor man systematisk fra folketinget har indført et sociopatiskt - for mennesket destruktivt og ineffektivt bureaukrati. Overgrebene kan kun begrundes med grådighedsstress fra virksomhedernes side. Med magt skal land bygges.

Poul Sørensen, Eva Schwanenflügel, Ebbe Overbye og Olav Bo Hessellund anbefalede denne kommentar

Host!
Var det ikke Margrethe Vestager - Martin Lidegaards partifælle - som fik skrevet en videreførelse af den (neoliberale) økonomiske politik ind i regeringsgrundlaget for RSSF-regeringen og - i den grad - gennemførte den med top- og selskabsskattelettelser, øko. pres på de svageste i samfundet osv.?

Pointen er at det er politikerne som bestemmer i Danmark - ikke embedsmændene!