Mens bankerne har femdoblet overskuddet, skal de arbejdsløse betale for den næste krise

Finanskriser forgår – reformer består. Det er måske lidt svært at sige sådan om dagpengereformen fra 2010, der er blevet ændret seks gange siden sin fødsel. Men ikke desto mindre er der stadig danskere, der aldrig er kommet sig over den drastiske reform, som ganske uventet blev en del af daværende finansminister Claus Hjort Frederiksens (V) bestræbelser på at lukke et hul i statskassen på 90 milliarder efter finanskrisen i form af den såkaldte genopretningspakke.

Mange økonomer er ganske vist enige om, at den økonomiske krise i Danmark er ovre. Væksten er løbet i gang, hver måned sprøjtes der ifølge Danmarks Statistik mellem 1.000 og 4.000 danskere ud på arbejdsmarkedet i regulære job, og bankerne har femdoblet deres overskud på bare fem år. Men det er ikke alle, der har fået del i opturen.

Uligheden vokser fortsat i USA, i EU og herhjemme, hvor antallet af danskere, der lever under den nu afskaffede fattigdomsgrænse, er øget med mere end 50 procent siden 2008.

Ifølge tal fra Eurostat, EU’s agentur for statistik, som Magisterbladet offentliggjorde i denne uge, er Danmark rykket fra nummer to på listen i 2002 til en 11. plads over de mest lige lande i Europa. Vi er ikke bare overhalet af de øvrige nordiske lande, men også lande som Slovenien og Tjekkiet.

Udviklingen i ulighed i udvalgte EU-lande

Grafen viser, hvor stor uligheden er i indkomster i udvalgte EU-land målt på den såkaldte gini-koefficient. Gini-koefficienten er et mål for graden af ulighed – typisk brugt til at udregne fordelingen af indkomsterne i et land. Hvis alle har præcis samme indkomst, vil gini-koefficienten være 0, mens den vil være 100, hvis én person får det hele. Det vil sige jo højere gini-koefficient jo mere ulighed i indkomst. Danmark er rykket fra en tredjeplads i 2005 til en 11. plads i 2015.

Blandt disse danskere er der en gruppe, som Danmarks Statistik og brancheorganisationen Danske A-kasser ikke ved noget om. Danskere, der er faldet helt ud af dagpenge- og kontanthjælpssystemet, fordi de ikke kan få kontanthjælp på grund af en arbejdende ægtefælle, eller fordi de måske har fast ejendom. En gruppe, som vi er holdt op med at tale om, efter at dagpengereformen blev demonteret som politisk konfliktstof i 2015, hvor VK-regeringen indførte en række justeringer af den udskældte reform.

Så jo, for bankaktionærerne er krisen forbi. Men ikke for de godt 2.300 mennesker, der optræder i statistikken for 2016 over dem, der er ramt af dagpengereformen under betegnelsen: »Hverken ydelse eller lønindkomst.«

I 2013 gjaldt det for 3.725 danskere, i 2014 var tallet 2.421 og det efterfølgende år 2.380. Derudover er landt de fleste, der røg ud af dagpengesystemet, ifølge Danske A-kasser stadig på kontanthjælp eller anden offentlig forsørgelse.

»Jeg ved ikke, om man kan sige, at det er en gruppe, der stadig betaler en pris for finanskrisen i Danmark. Men der er i hvert fald nogle, der er blevet usynlige på baggrund af de reformer, der blev indført, og er ude af de kendte offentlige forsørgelsessystemer. Men vi kan ikke se, hvor de så er henne,« siger Niels Ploug, der er afdelingsdirektør i Danmarks Statistik og netop har udgivet bogen Økonomisk ulighed i Danmark, når man beder ham svare på, om der stadig er danskere, der kan mærke krisen.

Ingen indkomst og glad

Der er heller ingen, der forsker i denne særlige gruppe, som kun er tal i en statistik, forklarer Niels Ploug. De kunne i princippet leve fyrsteligt på grund af formue, leve på en sten eller være tvunget til at flytte som følge af reformen. Vi ved det ikke. Information har derfor eftersøgt danskere, der ikke længere modtager en ydelse, via den lukkede facebookgruppe Behandl mig ordentligt.

Og efter en halv dag kom der mail i indboksen, hvor der stod »ingen indkomst og glad« i emnefeltet. Afsenderen er Annette Lauridsen fra Albøge i Norddjurs Kommune. Hun fortæller, at hun til november har levet to år uden indtægt. Hun er gift på 13. år, har hus på landet lidt uden for Grenå, men det er gammelt og billigt.

Annette Lauridsen og hendes mand har to biler, som hun siger er noget skrammel, men de har brug for deres egne transportmidler, da eneste anden mulighed er postbilen og skolebussen. Ægteparret lever for cirka 2.000 kroner netto om måneden til mad, cigaretter, og hvad en husholdning ellers kræver.

»Jeg har været medlem af en a-kasse og fagforeningen FOA, siden jeg kom ud på arbejdsmarkedet. Det er jeg så ikke mere. Deres hjælp og information i forbindelse med ophøret af dagpengene strakte sig til: ’Jaaaaa, så kan vi jo ikke hjælpe dig mere. Nu skal du gå på kommunen og søge kontanthjælp.’ Jeg er gift og har lidt aktier i banken, så det er utopi at søge hjælp. I princippet har jeg meldt mig ud af samfundet. Står ikke til ansvar for andre end mig selv, min mand og loven. Og skal ikke møde op til flere kurser i legobygning, tegninger af hvilken pipfugl, jeg er, eller hvad mit totemdyr er. Kurser, hvor man på det nærmeste konkurrerer om, hvem der er mest syg,« skriver Annette Lauridsen.

Hun er glad for sit liv, og den beslutning, hun har taget, om ikke at ville arbejde for enhver pris. Da krisen ramte i 2008, havde hun været på arbejdsmarkedet i cirka 28 år i forskellige job blandt andet på en svinefarm, som pædagogmedhjælper, handicaphjælper, dagplejemor og postmedarbejder afbrudt af barselorlov, efteruddannelse til salgsassistent og enkelte ledigheds- og sygedagpengeperioder.

Da hun efter en selvbetalt behandling for et alkoholmisbrug ville i gang med at søge job igen i 2013, var der intet at få som ufaglært på grund af krisen.

»Mennesker er kun udstyret med et par ben, jeg kan ikke se, at man skal bruge 30 par stiletter. Jeg har samlet ind til syriske flygtninge, der har deres liv i en Nettopose. Hvad er det lige, folk har så travlt med at jagte arbejds- og forbrugsmæssigt,« siger 49-årige Annette Lauridsen, der nu kun søger de job, hun virkelig har lyst til og kun på nedsat tid.

»Vi har prioriteret at leve for mindre, og det kan lade sig gøre, fordi min mand har fuldtidsjob. Det er klart, at hvis jeg havde et job, så var der også råd til flødeskumskagerne, alt det sjove. Men det er fedt, at jeg ikke er så presset som før i tiden, hvor jeg bare skulle have et job, koste hvad det ville. Den stress er forsvundet,« fortæller Annette Lauridsen.

Verner Sandsiger

Når vi taler om konsekvenserne af dagpengereformen, er der særligt en herre, som mange sikkert vil huske. Det er Verner Sand Kirk, direktør i Danske A-kasser. Eller Verner Sandsiger som denne avis døbte ham i en leder, fordi det viste sig, at det grundlag, politikerne benyttede sig af, da de traf beslutningen om at skære i de lediges rettigheder, var helt ude i skoven.

I stedet for de 2.000 til 4.000 mennesker, embedsmandsværket regnede med ville blive berørt, blev det omkring 34.000 alene det første år – hvilket Verner Sand Kirk havde forudsagt.

Verner Sand Kirk mener, at de stramninger, der blev lavet i kølvandet på krisen, var unødigt hårde. Og at de trods opsvinget har konsekvenser den dag i dag.

»Der ser ud til at være en gruppe, der hænger mere fast i dyndet, end de gjorde før dagpengereformen. De lever stadig uden nogen form for offentlig forsørgelse, nu hvor beskæftigelsen stiger. Nogle vil kunne få kontanthjælp på et tidspunkt, hvis de går fra hus og hjem. Men det er en gruppe, der stadig betaler prisen for finanskrisen,« siger Verner Sand Kirk, der peger på, at der ifølge Danske A-kassers prognoser stadig vil være stabile 8.000 til 10.000 danskere, der falder ud af dagpengesystemet om året.

»Men det er, som om vi er holdt op med at tale om dem, der ryger ud af dagpengesystemet. Der var en kæmpe ballade i kølvandet på reformen, og jeg mener aldrig, den var blevet gennemført, hvis politikerne havde truffet beslutningen på et oplyst grundlag. De økonomiske vismænd sagde, at folk nok skulle lette sig og finde et job, når de kom hen til kanten. Men det skete jo ikke. Der en blind plet, og man kan ikke få et svar på, hvor mange, politikerne egentlig synes, det er i orden, der ryger ud.«

Ifølge Niels Ploug kan det dog diskuteres, i hvilken udtrækning dagpengereformen og andre reformer, der blev foretaget af efterlønnen og kontanthjælpen, er et resultat af finanskrisen. Måske ville de være blevet gennemført alligevel, fordi der også før krisen var blevet implementeret reformer på det danske arbejdsmarked.

Desuden var der en politisk diskussion om fortsat at øge arbejdsudbuddet, »så jeg vil tro, at reformerne var blevet indført, uanset om finanskrisen havde været der eller ej,« siger Niels Ploug.

Verner Sand Kirk giver til gengæld ikke meget for argumentet om at øge arbejdsudbuddet for at få gang i væksten.

»I virkeligheden handlede det om ideologisk begrundede besparelser og sikring af de offentlige finanser under krisen,« siger han.

– Det har vel også vist sig at være den rigtige medicin til at skabe flere job. Arbejdsløsheden er jo i bund i dag?

»Tværtimod. Dagpengereformen skabte usikkerhed, så folk holdt igen med forbruget, og det tog længere tid end nødvendigt at få gang i økonomien. Men heldigvis falder færre ud nu, hvor det går bedre, og hvor den nye dagpengereform har lempet lidt på reformen fra 2010. Men dem, der så bliver ramt, er trods alt et betragteligt antal. Og samtidig er den aktive arbejdsmarkedspolitik blevet beskåret, så folk, der har vanskeligheder, får mindre hjælp til at komme ind på arbejdsmarkedet. Desuden har man nedreguleret ydelserne i forhold til lønudviklingen,« siger Verner Sand Kirk.

Kriser kommer igen

Derfor er der også noget, der bekymrer direktøren for Danske A-kasser. For som sagt: Finanskriser forgår, men reformer består. Og der er intet, der tyder på, at dagpengereformen bliver rullet tilbage. Derfor står danskerne med et sikkerhedsnet, hvor maskerne er blevet betydeligt større, næste gang en krise skulle ramme, advarer Verner Sand Kirk.

Et scenarie, som en række eksperter mener, er realistisk inden for en kort årrække:

»Der er ingen, der siger, at vi ikke får en krise igen. I det tilfælde står vi med et system, der er mindre robust end det, vi havde før krisen, for der er ikke den buffer, der holder hånden under folk, hvis arbejdsløsheden pludselig stiger kraftigt. En fremtidig krise vil slå hårdere, fordi sikkerhedsnettet er blevet svagere og maskerne meget større.«

Niels Ploug er enig:

»Der er ingen tvivl om, at ser man på systemet i dag, så har man reduceret i dækningen. Det var jo også meningen med dagpengereformen. Det, striden stod om, var, hvor mange den ville ramme. Hvis man så ser på det rent kvalitativt, i hvor høj grad er det så gået dem, der er faldet ud, ’ad helvede til’? Det ved vi jo ikke, for vi ved ikke, hvor de er alle sammen. Men det er jo i hvert fald en understregning af, at velfærdssystemet ikke er et tag-selv-bord.«

Annette Lauridsen mener ikke, at dagpengereformen er rimelig, tag-selv-bord eller ej.

»Jeg synes, det er vanvittigt, at folk, der er veletablerede og har arbejdet i mange år, men mister jobbet i en periode, kan blive nødt til at gå fra hus og hjem og ende i noget socialt boligbyggeri. Jeg bor på Djursland, hvor det har været rigtig svært at få arbejde, og stadig er det. Vi bor billigt, men hvad med andre, hvor livremmen er spændt to huller mere ind? Hvad koster det ikke samfundet, hvis folk ryger helt på røven, i stedet for at man giver dem et år mere til at finde job? Historien viser jo, at det går op og ned med økonomien. Så der er bare nogle perioder, hvor folk hænger med røven i vandskorpen. Alle skal spænde livremmen ind en gang i mellem, men de, der har brug for det, skal have hjælp, ikke sparkes helt ud,« siger Annette Lauridsen.