Læsetid: 6 min.

Minoritetsbørn får flere tæsk i opdragelsen, fordi de lever under en anden familieform end etniske danskere

Når etniske danskere kun sjældent bruger vold i børneopdragelsen, er det resultat af årtiers udvikling i synet på opdragelse. Berøringsangst har afholdt danskerne fra at påvirke nydanskere til ikke at bruge vold, vurderer eksperter
At vold er mere udbredt i opdragelsen blandt etniske minoriteter, kommer ikke bag på eksperterne. At færre etnisk danske forældre slår deres børn, beror på en årelang udvikling i retning af et mere individorienteret syn på børneopdragelse

At vold er mere udbredt i opdragelsen blandt etniske minoriteter, kommer ikke bag på eksperterne. At færre etnisk danske forældre slår deres børn, beror på en årelang udvikling i retning af et mere individorienteret syn på børneopdragelse

Sille Veilmark

9. august 2017

At vold mod børn er mere udbredt i etniske minoritetsfamilier, skyldes blandt andet forældrenes kulturelle baggrund og opdragelsestradition. Det siger tidligere formand for Børnerådet, forfatter og professor Per Schultz Jørgensen. I nogle kulturer er det nemlig helt legitimt, at forældre slår deres børn.

»Det er en rettighed og en pligt, man har som forælder, at slå for at opdrage og påvirke barnet,« siger Per Schultz Jørgensen.

Han bakkes op af Mehmet Necef Ümit, der er lektor ved SDU’s center for mellemøststudier:

»Volden handler for forældrene om at forberede børnene på at være rigtige mænd eller rigtige kvinder, der opfører sig, som traditionen påbyder dem,« siger han.

En ny undersøgelse viser, at vold i børneopdragelsen oftere bliver brugt i ikkevestlige familier. Børnerådets formand forklarer, at undersøgelsen ikke skelner mellem etnicitet »for at hænge nogle ud«, men for at kunne sætte en målrettet indsats ind. Arkivfoto
Læs også

Som Information har beskrevet i en række artikler, har undersøgelser gennem årene vist, at vold mod børn er mere udbredt i etniske minoritetsfamilier. Ofte har man peget på, at det hænger sammen med socioøkonomiske forhold.

Men en undersøgelse af vold mod børn i hjemmet af Børnerådet tidligere på året viser, at en større andel af etniske minoritetsbørn oplever grov vold i hjemmet sammenlignet med etnisk danske børn, selv når man korrigerer for sociale og økonomiske faktorer. Undersøgelsen peger ifølge Børnerådet på, at vold kan være kulturelt betinget

Det kommer ikke bag på Per Schultz Jørgensen. I Danmark er der det seneste århundrede sket en demokratisering, der har øget respekten for det enkelte menneske. Herunder også respekten for børn, hvilket indebærer, at man ikke må slå dem.

Den udvikling har ikke fundet sted mange i andre dele af verden, herunder Mellemøsten og flere steder i Sydeuropa, påpeger professoren:

»Selv i et land som Frankrig er det udbredt, at man giver børnene et par på hovedet. Jeg har selv overværet det og blev dybt rystet over, at forældre bar sig ad på den måde i et kulturelt oplyst land som Frankrig.«

Bevar revselsesretten

Udviklingen i Danmark mod en mere individorienteret børneopdragelse fik et »ordentligt skridt fremad« under det antiautoritære oprør i 1960’erne, forklarer Per Schultz Jørgensen. Her afskaffede man lærernes ret til at tugte børn i skolerne. Denne udvikling fortsatte og i 1989 ratificerede Danmark FN’s Børnekonvention, der bl.a. tilsiger, at voksne skal beskytte børn mod vold og overgreb.

Alligevel skulle der gå endnu otte år, før man i 1997 afskaffede forældres ret til at slå deres egne børn.

»Udviklingen var gået i retning af ikke at bruge tugt og fysisk afstraffelse. Men der var stadig mange, der argumenterede for, at det burde være lovligt,« siger Per Schultz Jørgensen.

Han forklarer, at der herskede en kraftig modstand mod at gøre det til et statsligt krav, at man ikke måtte slå sine egne børn. Da revselsesretten blev afskaffet, var det således kun med ét mandat til forskel i Folketinget.

»Som gammel formand for Børnerådet var jeg med i den periode, og vi blev ovenikøbet beskyldt for at være en slags Stasi-agenter, der kæmpede for, at staten skulle have ret til at blande sig i forældrenes opdragelse. Det var særligt de religiøse kredse i Danmark, der stod for det synspunkt,« siger Schultz Jørgensen.

– Altså de kristne kredse?

»Ja, de var faktisk den sidste stormtrop og fortalere for, at forældrene skulle bevare den ret. Søren Krarup (præst og tidl. MF’er for Dansk Folkeparti, red.) var for eksempel en ivrig forkæmper for at bevare retten.«

– Siger du, at vold mod børn også kan være religiøst betinget?

»Det tror jeg hænger meget sammen. Religiøs begrundet opdragelse har spillet en kæmpestor rolle – også i Danmark før i tiden – og gør det i masser af samfund over hele verden i dag.«

Fra kollektiv til individ

Når man ser på familieformer, er der stor forskel på etniske minoritetsfamilier og etnisk danske familier, forklarer Mehmet Necef Ümit. I forbindelse med udgivelsen af Yahya Hassans digtsamling i 2013 lavede han en videnskabelig analyse af brugen af vold mod børn i Danmark. De fleste etnisk danske familier har i dag, 20 år efter afskaffelsen af revselsesretten, en individorienteret familieform, mens etniske minoritetsfamilier oftere er præget af et kollektivistisk familiesyn.

I den kollektivistiske familieform tilhører individet familien, og forældrenes beslutning trumfer derfor altid barnets valg og ønsker. Derfor taler man også om, at et barn kan ’krænke familiens ære’, forklarer Mehmet Necef Ümit.

I den individorienterede familie derimod er fokus på det enkelte familiemedlems behov og interesser. Her har individet lov at træffe sine egne valg, og kroppen tilhører den enkelte.

»I Danmark kom der pludselig en ny pædagogik, hvor man gik op i lighed mellem generationerne, og forældrene skulle tale med deres børn og lytte til deres ønsker. Og i den udvikling blev man også opmærksom på, at man må holde op med at slå børn,« siger Mehmet Necef Ümit.

I etniske minoritetsfamilier pågår denne udvikling fortsat, vurderer han.

»Jeg er sikker på, at en lignende udvikling også foregår blandt etniske minoritetsfamilier, men der er meget, der tyder på, at den ikke er færdig endnu.«

Per Schultz Jørgensen kalder det for »to helt forskellige grundsyn på opdragelsen«. Den første har det formål, at barnet skal blive som sine forældre og overtage deres tro og værdier. Den anden handler om, at barnet skal finde sine egne værdier.

»I den danske opdragelse har vi bevæget os hen imod, at barnet skal finde sig selv. Og man kan som far eller mor ikke på forhånd sige, i hvilken retning barnet skal udvikle sig. Det er forældrenes rolle at give det muligheder og støtte, så det kan finde sin egen, individuelle livsbane.«

Berøringsangste

Begge forskere er enige om, at den individorienterede opdragelse er sundere for børnene end den mere traditionsbestemte tilgang til børn, som præger nogle etniske minoritetsfamilier.

Mehmet Necef Ümit peger på, at det er særligt problematisk, at nogle familier holder fast i en traditionel opdragelse, fordi mange børn dermed oplever en uoverensstemmelse mellem reglerne derhjemme og i skolen:

»Derhjemme har de fået en autoritær opdragelse, der ofte ender med et rap over fingrene, hvis de gør noget forkert. Men når de så kommer over i skolen og ikke opfører sig, som de skal, så bliver de mødt af en lærer eller pædagog, der har en dialogbaseret tilgang til problemet,« siger han.

»Så er det, at de kan have svært ved at respektere de grænser, der er i skolen, og så bliver deres skolegang sværere.«

Ifølge Per Schultz Jørgensen tager det tid at ændre syn på opdragelse.

»Mange er dybt forankret i deres kultur og religiøsitet, og den kan vi ikke uden videre tage fra dem. Det er en opdragelse, de føler sig forpligtede på. Deres børn skal blive som de selv er, og som deres tro og kultur siger. Det ville være at rokke ved deres religiøse tilgang,« siger Per Schultz Jørgensen

– Hvordan kan det være, at det ikke er lykkes for os som samfund at ’påvirke’ denne gruppe, hvoraf mange efterhånden har været her i årtier?

»Vi har nok ikke meldt tydeligt nok ud – for eksempel i skolen – at her står vi for et andet menneskesyn og en respekt for børnene, som ikke handler om, at vi bare overlader dem til sig selv, men som handler om, at børn skal inddrages i demokratiske værdier og normer. Der har vi svigtet.«

– Har vi været berøringsangste ift. at italesætte, at der er et problem her?

»Det mener jeg bestemt, man kan sige. Både i forhold til at pege på det kulturelle og det religiøse. Der har været en tilbøjelighed til at mene, at det var en privatsag. Ligesom vi har tænkt, at vi skal have en respekt for den tro, de kommer med,« siger Per Schultz Jørgensen – og tilføjer:

»Det skal vi også. Men vi bliver samtidig nødt til at påvirke dem i en retning, der siger, at din tro ikke giver dig ret til at udøve vold mod dine børn. Det har vi nok været for langsomme til at sige.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henning Kjær
  • Eva Schwanenflügel
Henning Kjær og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Undskyld mig: men vidste vi ikke alt dette i forvejen? Eller er jeg hoven og bedrevidende? Det er fint at blive klogere, men blev nogen klogere af den forrige og denne artikel?

Jørn Andersen, Anne Mette Jørgensen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar

Jeg syntes absolut, det er frastødende. Men nu er det altså sådan, at selv om jeg ikke bor i Danmark, kender jeg faktisk til ærke-danske familier, der bruger, eller har brugt vold i forbindelse med opdragelse. - Eller er/var det en form for frustration.

Desuden kender jeg til et såkaldt "dansk parti", der går ind for korporlig afstraffelse af børn. Og et andet dansk parti der mener, at underviserne bør have ret, om ikke pligt, til at straffe børn i skolen.

Men jeg kender også andre kulture i Danmark og andre steder, - bl.a. også såkaldt muslimske kulturer, der forguder deres børn til det ekstreme, og absolut ikke kunne drømme om at lægge hånd på dem.

Tino Rozzo, Karsten Aaen, Marc Wilkins, Niels Duus Nielsen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Ja der kendes til vold blandt danske familier, men det hjælper da ikke børn fra andre kulturer der bliver banket og det hjælper da ikke Ahmed at Gert Romme kender nogle danske familier der banker løs på deres unger. At især drenge forgudes i visse muslimske familier er vist fælles erfaring for alle der har været i kontakt med børn og unge. Uheldigvis betyder det også at øretæverne ofte hænger løst når de når til alder skelsår. I min gymnasieklasse fik Ove bank af sin far indtil Ove blev stærk nok til at sætte ham korporligt på plads., men det hjælper jo heller ikke dem der får bank i dag....

Estermarie Mandelquist, Søren Fosberg, Finn Thøgersen, Karsten Aaen, Jørn Andersen og Jonathan Smith anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Krigen på Balkan medførte mange flygtninge. I røde kors lejren var det helt almindeligt at bosnierne slog deres børn. Og jeg så også at kniven blev fundet frem til skræk og advarsel.

Tankevækkende, men ikke overraskende, at det fortrinsvis var de såkaldt troende kristne, der ikke ville slippe retten til at banke deres børn.

PS.: Det er mig fuldkommen ubegribeligt, at noget voksent menneske kan få sig selv til at slå et lille barn.
Hvordan f..... bærer de sig ad?