Læsetid: 6 min.

Økonomerne sværger stadig til de teorier, som ikke kunne forudsige finanskrisen

Økonomiske kriser er langt fra sjældne, men det er svært at forudse og forebygge dem, hvis man udelukkende sværger til standardøkonomiske teorier, mener økonomen Katarina Juselius
Selv om krisen fik tusindvis af økonomer verden over til at tænke økonomi i nye baner, er det Katarina Juselius’ indtryk, at et nyt økonomisk paradigme, der betragter kriser og ubalancer som det normale i økonomien, stadig har lange udsigter.

Selv om krisen fik tusindvis af økonomer verden over til at tænke økonomi i nye baner, er det Katarina Juselius’ indtryk, at et nyt økonomisk paradigme, der betragter kriser og ubalancer som det normale i økonomien, stadig har lange udsigter.

Tine Sletting

17. august 2017

Alting er så klart i bagklogskabens klare lys, siger man, men det gælder tilsyneladende ikke den globale finanskrise, der brød ud for ti år siden.

Siden de måneder og år, hvor folk måtte gå fra hus og hjem, investeringsfonde led alvorlige tab og lukkede ned på stribe, og Lehmanns Brothers krakkede, følger majoriteten af økonomer verden over stadig de samme teorimodeller, som de gjorde i årene op til den store finanskrise. Det mener den internationalt anerkendte professor emeritus i økonomi på Københavns Universitet, Katarina Juselius.

Dengang i 2007, da krisen brød ud, var hun professor på Økonomisk Institut på Københavns Universitet, hvor hun i lang tid havde forsket i empirisk økonomi og set, hvordan prisen på finansielle aktiver bevægede sig længere og længere væk fra ligevægtsprisen. Derfor forventede hun allerede mange år før krisen et kollaps og frarådede venner og kolleger at investere i aktier. Men prisen fortsatte bare med at stige.

»Til sidst måtte jeg jo lade være med at sige noget, for jeg vidste ikke, hvornår krisen kom, men bare at den nok skulle komme,« siger hun i dag og tilføjer, at det eneste hun var overrasket over, da krisen så endelig brød ud, var, at det skete så sent.

På instituttet på Øster Farimagsgade følte hun sig ofte alene med sine bekymringer for den finansielle sektors tilbøjelighed til at skabe ubalancer ikke bare i aktieprisen, men også i resten af økonomien.

Med ubalancer mener hun særligt dem i den reelle valutakurs, som blev skabt af spekulation i fremmed valuta, der lidt forenklet sagt resulterede i en vedvarende lav inflation, der var medvirkende til et vedvarende lavt renteniveau, der så tilskyndede til stor gældsætning, der i sidste endte resulterede i husprisinflation, som indebar et »alt for stort og uholdbart« udlån i de private banker.

»Der var mange ubalancer, der delvis modvirkede hinanden, men en balance, som opretholdes af flere ubalancer, er en meget skrøbelig balance, og der behøves ofte kun et lidt større stød et eller andet sted i systemet for, at det hele braser sammen. Det var det, der skete i 2007,« siger hun.

Hun mente – og mener stadig – at man i økonomi har en tilgang, hvor man kigger på teori frem for virkelighedens data, altså empiri.

Mere konkret betyder det, at man forfølger en idé om, at markedernes aktører er rationelle, og at systemet i forlængelse heraf søger mod ligevægt, mens finansmarkedets aktører i virkeligheden har drevet priser på for eksempel huse ud af balance og op i et niveau, som ikke er svarende til, hvad husene egentlig er værd.

»Det betyder efter min mening, at man altså ikke helt forstår sig på de mekanismer, der har genereret de ubalancer og kriser, der har været,« siger hun

Krise efter krise

I økonomisk jargon tales der om kriser som ’the black swan’ – noget så sjældent som en sort svane. Men for Katarina Juselius er det en vigtig pointe, at kriser ikke hører til sjældenhederne.

Hun nævner ’savings and loans’-krisen i USA i starten af 1990’erne og da it-boblen brast i slutningen af 1990’erne som de største eksempler, men har regnet sig frem til, at der siden 1980’erne har været omkring 60 kriser samlet set i den globale økonomi.

»Og mens alle disse kriser førte nogle alvorlige tømmermænd med sig, blev det særligt slemt efter den store finansielle krise i 2007,« siger hun.

– Er kriserne så noget, vi blot skal acceptere som en naturlig del af økonomien?

»Det mener jeg bestemt ikke. For det meste er det jo de mest sårbare, der betaler den største pris, og det synes jeg ikke, at man kan acceptere. Efter den store recession kom den finansielle sektor meget hurtigt op at stå, og de ressourcestærke mærkede næsten ikke krisen, men de svage har haft det meget hårdt. Så jeg mener, at vi politisk må anerkende de barske konsekvenser af den finansielle sektors tilbøjelighed til at generere ubalancer ikke bare i den finansielle økonomi, men også i realøkonomien,« siger Juselius, der nævner det som en løsning, at de højfrekvente kapitalbevægelser – handler, der sker i løbet af brøkdele af sekunder ved hjælp af algoritmer – bør reguleres ved for eksempel en Tobin-skat, og at Centralbanken bør inddrage hus- og aktieprisinflation i sine monetære beslutninger, når de skal bestemme centralbanksrenten.

Og så bør private gives incitamenter til at mindske deres gældsætning, mener hun, for eksempel ved at der fremover kræves en større andel egenbetaling af købesummen, når man gerne vil købe en bolig.

»Men jeg er på det rene med, at der er mange hensyn at tage. For hvis man forhøjer centralbanksrenten for at mindske trykket på hus- og aktiepriser, er der en risiko for, at opsvinget holder op. Det kan politisk være en ekstremt vanskelig situation, og jeg kan sagtens sidde her og henvise til mine forskningsresultater. Men hvis jeg arbejdede i Centralbanken, er jeg ikke sikker på, at jeg selv turde gå ind for en renteforhøjelse,« siger hun.

I de ti år, der er gået efter krisen, mener Katarina Juselius ikke, at der er gjort tilstrækkeligt for at forhindre nye kriser.

Ganske vist er banksektoren lidt bedre polstret til at modstå nye kriser, fordi kravet til bankernes egenkapital nu er større, siger hun, men der er stadig finansiel spekulation i udenlandsk valuta og andre finansielle aktiver, en meget lav inflation, en meget lav rente, og en høj aktie og husprisinflation.

»Ligesom tidligere er der balancer, som opretholdes af mange ubalancer. Det betyder, at risikoen for, at et nyt stød til økonomien kan udløse en ny krise, er til stede,« siger hun.

Ingen ændring

Selv om krisen fik tusindvis af økonomer verden over til at tænke økonomi i nye baner, er det Katarina Juselius’ indtryk, at et nyt økonomisk paradigme, der betragter kriser og ubalancer som det normale i økonomien, stadig har lange udsigter.

»Blandt økonomer er det klart, at der er en ganske stor gruppe, som stadig er tilhængere af standardteori. Og i den teori er der ikke rigtig plads til kriserne, fordi de jo ifølge teorierne ikke burde forekomme. Omvendt har krisen resulteret i, at der nu findes rigtig mange økonomer, der interesser sig meget for kriser. Så der findes en bevidsthed om det. Men spørgsmålet er, om man er parat til at lade sig guide af en velstruktureret empiri, selv om teorien ikke er på plads, eller om det stadig vil være sådan, at først kommer teorien og derefter accepteres empirien. Det tør jeg ikke sige noget om,« siger Katarina Juselius og understreger, at vi er bedre forberedt på en krise i dag, end vi var for ti år siden.

»Der findes nu en hel del forskning om, hvorfor krisen kom, og hvad man kan gøre. Økonomer som Stiglitz og Krugman er ganske dominerende i debatten, og de har en kritisk indstilling til mange standardteorimodeller,« siger hun.

I 2012 blev der da også oprettet et center for såkaldt ’ufuldkommen infomationsøkonomi’ på Københavns Universitet, hvis formål er at udvikle en ny teori, som bygger på, at forventningerne til økonomien dannes på basis af ufuldkommen information i modsætning til standardteori, som bygger på, at de dannes på basis af økonomernes modeller. Selv om denne teori langt fra er færdig, vil den kunne ses som et første skridt mod et økonomisk paradigme, der betragter kriser og ubalancer i økonomien som det normale.

Det er også Katarina Juselius’ opfattelse, at der på individniveau er en lidt større forsigtighed i dag, end der var for ti år siden. Men ti år er lang tid, og mange mennesker har en tilbøjelighed til at glemme selv en krise, der var så stor, siger hun.

»Vi kan jo se, at huspriserne og aktiepriserne er oppe på samme niveau igen. Så på den måde har intet forandret sig fundamentalt. Men bevidstheden om, at det kan gå galt, den findes trods alt,« siger Katarina Juselius.

Serie

Ti år i finanskrisens skygge

Den 9. august 2007 er blevet kaldt begyndelsesdatoen for den finanskrise, der udviklede sig til den alvorligste krise for verdensøkonomien i 80 år. Ti år efter krisens begyndelse er det officielle budskab, at det hele er overstået.

I en ny serie ser Information på, hvad der skete i 2007, hvem der havde ansvaret, hvad krisen har kostet, hvad der er lært eller ikke lært – og om det virkelig er sandt, at det går mod lyse tider for økonomien.

Seneste artikler

  • Økonomi er mere religion end videnskab. Hvis vi erkender det, vil vi klare os bedre

    9. september 2017
    Før finanskrisen var økonomi som en religion. Vi lyttede pænt til ’ypperstepræsterne’ og gjorde, hvad der blev sagt. Med den uforudsete finanskrise kom en ydmygelse, der tvang økonomernes arbejde ind under et kritisk spotlys. Og nu lever vi i en usikker, men intellektuelt frodig tid, mener John Rapley, politisk økonom ved University of Cambridge
  • Finanskrisen udløste de forkerte løsninger på de forkerte problemer

    2. september 2017
    Målet med bankreguleringen, der fulgte i kølvandet på finanskrisen, var at afskærme bankerne fra for store risici. Det betyder ikke, at risici er fjernet, blot at de er blevet flyttet over på resten af samfundet. Bankerne polstrer sig med småvirksomheder og små låntageres penge, mens de fortsætter en spekulationsadfærd, der lægger grunden for den næste krise
  • Finanskrisen kostede New Labour dens økonomiske troværdighed

    29. august 2017
    Historien om finanskrisen handler ikke kun om enorme økonomiske tab. Der var også en politisk pris for flere regeringer, der sad ved magten, da krisen ramte. En af krisens ofre blev New Labour-regeringen i Storbritannien – det på trods af, at den blev hyldet som frelser internationalt
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Morten Hillgaard
  • Holger Madsen
  • Kurt Nielsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Jørn Andersen
  • Thomas Tanghus
  • Niels-Simon Larsen
  • Bjarne Andersen
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Espen Bøgh
  • Michael Hullevad
  • Grethe Preisler
  • Peter Knap
  • Ejvind Larsen
  • Henning Kjær
  • Torben K L Jensen
Trond Meiring, Morten Hillgaard, Holger Madsen, Kurt Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Jørn Andersen, Thomas Tanghus, Niels-Simon Larsen, Bjarne Andersen, Michael Kongstad Nielsen, Espen Bøgh, Michael Hullevad, Grethe Preisler, Peter Knap, Ejvind Larsen, Henning Kjær og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Det der gøres for at forhindre en ny krise, er helt ukonventionelt, og står ikke i lærebøgerne:
QE.
Kvantitative lempelser, forkortet QE efter det engelske udtryk Quantitative Easing, er en betegnelse for ukonventionelle pengepolitiske tiltag, der har til formål at stimulere økonomien ud over, hvad en centralbank kan opnå ved at sænke renterne.

Renten er allerede helt i bund, ja visse steder negativ, men centralbankerne opkøber derudover obligationer i uhørt omfang. Det startede i USA, men ECB har fulgt trop, og er nu på vej til at få EU-Domstolen på nakken, for er det inden for bankens mandat?

http://www.euroinvestor.dk/nyheder/2015/01/22/fakta-hvad-er-qe/13093682

Juselius beskriver - kommer ikke med løsninger - jo, Tobinskatten ved pengehandel, ellers ikke.
Når ejendomsforholdene er de stor syndere, hvorfor nævner den kloge dame så ikke det effektive middel imod de så velkendte virkninger : Jorden og skatten derpå.
Selvfølgelig ved hun alt herom, men jeg gad godt vide, hvorfor hun tilsyneladende negligerer den.

I folketinget er det kun Alternativet, der lugter lidt til en skatteomlægning fra indkomst til ejendom.
Og når dertil lægges forbindelsen mellem grøn politik og beskatning, er partiet på sporet. Men der er langt igen.

Michael Kongstad Nielsen

Det, den kloge dame vil pege på, Leo. er det mærkværdige i, at hele økonom-verdenen både før, og nu efter, den økonomiske krise i 2007- 09, ikke vil se faresignalerne og rådgive derefter. Din ideologi er næppe et quick fix, der orden det hele, men det er den omstændighed, at ingen økonomer, der ikke er gået af eller på anden måde er out of business, tør sige noget om, hvor galt det står til, det er det artiklens ærinde er.

Michael Hullevad, P.G. Olsen, Niels Duus Nielsen, Ejvind Larsen, Jens Falkenberg, Holger Madsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Leo Nygaard, Tue Romanow og Lars Bo Jensen anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

@Michael Kongstad Nielsen

Men hvis du VED der snart kommer en ny krise, kan du jo tjene mange penge på at shorte aktier og/eller købe guld?

Michael Friis

60 kriser? Ikke alle er lige betydelig som i et parforhold. Men hvor er vi idag? DET er interessant.
Jul-02 Jul-07 Feb-09 Jul-12 Jul-17
S+P500 815 1526 735 1379 2470
(USA) +87% -52% +79%
Nikkei 9877 17248 7,568 8695 19925
(Japan) +75% -56% +129%
Hovedstaden Huse DK/KVM
Jul-02 Jul-07 Feb-09 Jul-12 Apr-17
13061 24805 17395 18371 23208
+90% -30% +26%

Så hvad kan vi lære? Aktierne i USA og Japan er steget meget i de sidste 5 år- faktisk omkring det samme som i de 5 år op til finanskrisen.
Huspriserne (parcel- og rækkehuse Hovedstaden jvf Boliga) er slet ikke steget i samme grad som tidligere.
Nu vel de har nået samme niveau som i 2008 men er bagud sammenholdt med USA og Japans aktieindeser. Men huspriser falder ikke lige så meget og hurtigt som aktier p.g.a. en anden type marked. Folk bliver boende i deres usælgelige huse med negativ likviditet.
Er vi tæt ved næste finanskrise? Personlig tror jeg det ikke. EU har netop offentliggjort kvartal 2 med en vækst rate 2.2pct. Den højeste i over 6 år.

Lars Bo Jensen

Der er penge at tjene på alt, selv kriser der koster masser af jobs. Og måske også hele pensionen hos naive småsparere, der er hoppet på forkert rådgivning fra sælgeren i deres bank. Kan ikke helt forstå at sælgerne i banken, kalder sig rådgivere. Er det markedets virkning, som er ønskværdig Henrik Brøndum?

Henrik Brøndum, Trond Meiring, Kurt Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Rasmus Larsen

Michael Kongstad Nielsen:
Kvantitative lempelser er ukonventionelle, men det er ikke fordi der ikke forskes i dem (se f.eks. Krugmans artikel "It’s Baaack: Japan’s Slump and the Return of the Liquidity Trap" fra 1998 eller "The Case for Open-Market Purchases in a Liquidity Trap" af Auerbach og Obstfeld fra 2005). Desuden har man nogle begrænsede erfaringer med dem fra Japan, som lavede kvantitative lempelser i start-00'erne.

Michael Kongstad Nielsen

Henrik Brøndum
Jeg er ikke særligt interesseret i den slags penge, og jeg ved heller ikke hvornår QE-programmerne ophører eller renten går op, Men jeg er ret sikker, at der kommer en ny ny nedtur, og den bliver nok ikke så sjov.

Steffen Gliese

Det var ufatteligt at se dumheden og uforstanden hos økonomer og politikere op igennem 00erne: alt, hvad man vidste, der ville føre til sammenbrud, blev gennemført - og altsammen også noget, med garanti ville bringe samfundet i den stik modsatte retning af det, der var målet: et stadig ligere, rigere og friere samfund for alle.

Ejvind Larsen, Egon Stich, Allan Stampe Kristiansen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Rasmus Larsen,
- det er dog ikke den store forskning, der er i QE, og aktiviteten må siges at være 'ud i det blå'. Man ved ikke noget sikkert om hvordan det virker, og indtil nu er hensigten ikke blevet indfriet. Når man trods det fortsætter, viser det en stor usikkerhed i den økonomiske verden. Man åbner for pengekassen, men få er interesseret i den.

Rasmus Larsen

Michael Kongstad Nielsen:
Forskning i pengepolitik i et nulrentemiljø (inkl. kvantitative lempelser), boligmarkeder, finansielle friktioner og sammenhænge mellem den finansielle sektor og realøkonomien har været noget af det hotteste inden for makroøkonomisk forskning i de sidste 10 års tid. Så noget forskning har finanskrisen skam fremprovokeret.

Men ja, det var begrænset, hvor meget empiri man kunne trække på, da man begyndte med kvantitative lempelser.

Når den økonomiske politik ikke ændres, er det fordi magteliten ikke ønsker det. Når man politisk fortsat har sat ulven til at vogte fårene vil tingene fortsætte som hidtil. Små krusninger såsom at bankerne polstres mere ja, men det kan magteliten og bankfolkene kun være tilfredse med.
Så længe magteliten har magt til at fortsætte den neoliberale politik, vil intet ændres.

Ejvind Larsen, Egon Stich, Torben Arendal og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

@Lars Bo Jensen

Det ville klæde det finansielle personale at de kaldte sig sælgere, ligesom sælgere hos en bilforhandler. Hos bilforhandleren forventer man jo også at sælgeren fortæller noget om bilen, og at man kan stole på det der bliver sagt.