Læsetid: 6 min.

Ombudsmanden vil have styr på anbringelser af børn

Ombudsmanden er gået ind i en række sager om manglende handleplaner for anbragte børn i de seneste år. Før sommerferien henvendte han sig til kommunerne og Social- og Børneministeriet om problemet. Hvis ikke det bliver løst, vil Ombudsmanden gå videre til Folketinget, som kan overveje sanktioner mod kommunerne
14. august 2017

Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, henvendte sig før sommerferien til Social- og Børneministeriet og Kommunernes Landsforening med en diplomatisk opfordring til at sørge for, at reglerne om, at et anbragt barn skal have en handleplan, bliver overholdt.

Baggrunden er, at Ombudsmanden fra 2014-2016 er gået ind i 26 sager om manglende handleplaner. I efteråret udtalte han kritik i 20 af sagerne.

I en af dem havde drengen A været anbragt i en plejefamilie og på døgninstitution, fra han var knap et år gammel. Ni år efter havde kommunen stadig ikke fået lavet den lovpligtige handleplan for den nu tiårige dreng. Ifølge Jørgen Steen Sørensen burde det ikke kræve meget andet end faste rutiner i kommunerne at leve op til loven.

»Det er svært at se, at det skulle være en opgave, som er meget vanskelig at løse, men det er til gengæld let at se, at det er en opgave, som er meget vigtig at løse,« siger Jørgen Steen Sørensen til Information.

Ombudsmanden understreger, at handleplaner »er et meget vigtigt redskab for at gøre det bedste for barnet frem for at levere en metervare til anbragte børn med forskellig baggrund«.

Han har en klar forventning om, at kommunerne får orden i sagsbunkerne:

»Skulle det ikke blive løst, vil vores næste skridt kunne være at overlade sagen til Folketinget, som så kan overveje, om der for eksempel skal indføres en sanktionsordning i forhold til kommunerne.«

Ti år med fejl og mangler i anbringelsessager

I 2006 manglede, der handleplaner i otte procent af anbringelsessagerne. I 2009 manglede der handleplaner i 27 procent af sagerne.

I 2011 viste en vurdering fra Ankestyrelsen, at ud af 81 sager fra 16 kommuner blev reglerne om handleplaner ikke overholdt i 51 procent af sagerne. I 16 procent af sagerne er der slet ingen handleplan.

Den børnefaglige undersøgelse manglede i 18 procent af anbringelsessagerne i 2006 og i hele 35 procent af sagerne i 2009.

I 2011 blev der i 65 procent af sagerne ikke afholdt en samtale med barnet forud for en flytning til et nyt anbringelsessted, eller at barnet blev flyttet hjem igen.

Ombudsmanden er fra 2014-2016 gået ind i 26 sager om manglende handleplaner til anbragte børn. I 20 af sagerne var der grund til kritik, derfor har Ombudsmanden før sommerferien gjort opmærksom på problemet i et brev til Socialministeriet.

Den forkerte vej

Problemet med manglende overholdelse af reglerne på anbringelsesområdet er langtfra nyt. I 2016 var det ti år siden, Anbringelsesreformen blev indført, og på baggrund af en beretning fra Rigsrevisionen rejste Statsrevisorerne hård kritik af Socialministeriet for »ikke i tilstrækkelig grad at have understøttet kommunerne i at indfri Anbringelsesreformens formål«.

Ministeriet kunne ikke dokumentere, at kommunernes sagsbehandling i sager om anbringelse af børn var blevet bedre eller havde haft den tilsigtede effekt, mente revisorerne.

De henviste til de seneste tilgængelige tal fra Ankestyrelsen, som viste, at det var gået den helt forkerte vej: Hvor der i 2006 manglede handleplaner i otte procent af anbringelsessagerne, var det i 2009 steget til 27 procent. Også når der gjaldt børnefaglige undersøgelser på baggrund af oplysninger fra skole, daginstitution, familie og praktiserende læge var der store mangler: Undersøgelsen blev ikke lavet i 18 procent af anbringelsessagerne i 2006 og i hele 35 procent af sagerne i 2009. Heller ikke den lovpligtige børnesamtale blev afholdt af de kommunale sagsbehandlere – ifølge en stikprøveundersøgelse fra Ankestyrelsen i 2011 blev samtalen ikke afholdt i 65 procent af sagerne omkring flytning og hjemgivelse af anbragte børn.

Invaliderende

Formand for De Anbragtes Vilkår – en forening for nuværende og tidligere anbragte – David Pedersen kalder det »beskæmmende«, at Ombudsmandens undersøgelse anno 2017 finder frem til de samme problemer, som Ankestyrelsens undersøgelser har påpeget igen og igen siden 2006.

»Vi må sætte spot på, hvorfor nogle kommunalbestyrelser ikke tager de anbragtes retssikkerhed alvorligt,« siger David Pedersen.

En manglende handleplan betyder ifølge David Pedersen, at formålet med anbringelsen ikke er klart. Konsekvensen kan være, at barnet havner i en forkert anbringelse, men også at anbringelsesstedet ikke får tilstrækkelig med viden om barnet og om, hvordan det skal støttes.

»Hvis man som anbragt ikke får opstillet konkrete årsager til, at man er der, hvor man er, og hvor man skal bevæge sig hen, kan det være vildt invaliderende for ens barndom og ungdomsliv. Det påvirker både ens skolegang, socialliv og ens humør, hvis man ikke kender formålet med de ting, der sker under anbringelsen,« siger David Pedersen.

Den mangelfulde sagsbehandling er også med til at forstærke følelsen for den anbragte af bare at være et sagsnummer i kommunen.

»Det er med til at så frø af mistillid til systemet, som varer langt ind i voksenlivet, når kommunen efter nogle ret indgribende foranstaltninger bare slipper én uden at afslutte det på en ordentlig måde,« siger David Pedersen med henvisning til de manglende børnesamtaler.

Klar lov, uden konsekvens

Lovgivningen på anbringelsesområdet er klar, mener John Klausen, der er lektor i socialret på Aalborg Universitet. Når kommunerne ikke overholder reglerne, svækker det både de anbragte børns og deres forældres retssikkerhed:

»Der kan ikke være tvivl om, at det er i strid med loven. Når det sker igen og igen, er det fordi det ingen direkte konsekvenser har for kommunerne ikke at overholde lovgivningen på dette område. En handleplan er et vigtigt redskab for at sikre den rette indsats for barnet, så der i bedste fald bliver brug for foranstaltningerne i kortere tid. Selvom det kan blive dyrere for kommunen på lang sigt ikke at overholde reglerne, er det ikke tilstrækkeligt til at sikre, at de bliver overholdt,« siger John Klausen.

Thomas Adelskov, der er formand for Socialudvalget i Kommunernes Landforening, er enig i, at det kræver mere systematik at leve op til reglerne på området.

»Men det er et meget stort lovkompleks. Derfor kan man ikke afvise, at nogle kommuner glemmer at få dokumenteret eller håndteret noget. Fra KL’s side er vi derfor kommet med nogle meget præcise anbefalinger til, hvordan man skal sagsbehandle på anbringelses- og børneungeområdet. Det er lidt utraditionelt, men det har vi valgt at gøre,« siger Thomas Adelskov, der mener, at der er et økonomisk incitament i kommunerne til at få tjek på anbringelsessagerne: »Jævnlig opfølgning kan betyde, at vi kan undgå nogle lange og måske også traumatiserende anbringelser.«

Bureaukrati og mange sager

Niels Christian Barkholt, næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, mener, at hovedårsagen til manglerne i sagsbehandlingen er alt for meget bureaukrati og alt for mange sager pr. socialrådgiver. Intentionerne i loven er gode, men implementeringen af loven er kørt helt af sporet, siger han. Ikke mindst fordi de mange krav til dokumentation gør det umuligt at prioritere alle opgaver:

»De mange fejl skyldes dels et tårnhøjt arbejdspres, dels meget høje krav til, hvad socialrådgiverne skal dokumentere. Hvis man afdækkede, hvorfor der sker fejl, ville man opdage en manglende sammenhæng mellem krav og forventninger til sagsbehandlingen og den virkelighed, vi arbejder i. Flere retningslinjer og anbefalinger vil ingenting flytte. Det samme gælder sanktioner, det vil blot forstærke den negative spiral, vi allerede har godt gang i,« siger Niels Christian Barkholt, der mener, at der bør udvikles en ny platform for sagsbehandling på børneområdet.

Thomas Adelskov er enig i, at der med fordel kunne skæres ned på dokumentationskravene, men mener ikke, det er hele forklaringen på manglerne:

»Vi tror rent faktisk på, at det hjælper at arbejde med systematik, med uddannelse af vores medarbejdere og sikring af, at de anbragte har de rigtige vilkår lovgivningsmæssigt. Men det er rigtigt, at vi har fået rigtig meget ny lovgivning med reform på reform, så nu skal vi sikre, at det bliver implementeret.«

Efter ombudsmandens kritik svarede Socialministeriet i juni, at ministeriet dels havde rejst problemet over for KL, og at de nu vil overvåge området tættere blandt andet via Ankestyrelsens stikprøveundersøgelser:

»Det er en problemstilling, som ministeriet tager meget alvorligt, og det vil være et særskilt fokuspunkt i ministeriets videre arbejde med at sikre lovmedholdighed og kvalitet i sagsbehandlingen på området,« lød det i et brev fra Socialministeriets departementschef, Jens Strunge Bonde.

Serie

Systemets børn

Omkring en procent af de 0-17-årige børn er på en given dag anbragt uden for hjemmet. Sådan har det været de sidste 100 år. Men hvad sker der, når du bliver systemets barn, der er afhængig af omsorg og kærlighed fra mennesker, der er ansat til at tage sig af dig?

I en kronikserie fortæller tidligere anbragte unge i løbet af sommeren om deres opvækst, og Information går i en række artikler tæt på de dilemmaer, som opholdssteder, plejefamilier, sagsbehandlere og det danske velfærdssamfund står med, når de overtager ansvaret for barnets opvækst.

Seneste artikler

  • Forældre til anbragte får ikke den hjælp, de har ret til

    2. august 2017
    Selv om forældre til anbragte børn har haft ret til en støtteperson siden 2001, så blev der i 2015 blev kun tildelt en støtteperson i 16 procent af anbringelserne. Problemet er, at det ikke har nogen konsekvenser for kommunerne ikke at overholde loven, mener lektor i socialret
  • At anbringe børn er symptombehandling, hvis ikke familien får hjælp

    1. august 2017
    Ny forskning giver for første gang indblik i de opvækstvilkår, anbragte børn i danske plejefamilier har. Især støtten til familierne og de tidligere anbragte over 18 år halter bagefter, mener Inge Bryderup, der er professor i socialt arbejde på Aalborg Universitet og står bag undersøgelsen
  • Kommunen var et sted med en masse voksne, der ikke lyttede

    26. juli 2017
    Min mor drak, til hun ikke kunne stå, tale sammenhængende eller helt blev bevidstløs.  Men da jeg henvendte mig til kommunen for at få hjælp, blev jeg sendt hjem med besked om at holde op med at lyve 
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Sørensen

Problemet er i al sin enkelhed, at vi ved valgene går hen og vælger en masse røvhuller.... Hvorfor helvede er det hele noget lort .... tænke tænke...

Poul Sørensen

Det kan være de "glemmer" meget i kommunen, men de glemmer aldrig at have undskyldninger parate...