Læsetid: 3 min.

Regeringen bruger misvisende tal i skatteudspil

Ifølge regeringens officielle skatteudspil er det de lavestlønnede, der får procentvis mest ud af skattelettelserne. Men regeringen har ikke taget registreringsafgiften og medieskatten med i beregningen – reelt er det de højestlønnede, der også relativt får den største gevinst. ’Alvorlig manipulation,’ mener oppositionen
30. august 2017

Det er de lavestlønnede, der får »relativt« mest ud af skattelettelserne. Det var den officielle udlægning, da regeringen i går præsenterede sin skattereform. Mens det stod klart, at højtlønnede ville få mest ud af reformen i absolutte tal, henviste regeringen til en grafik i sit udspil, hvor det fremgår, at en HK’er vil få skattelettelser på 7,1 procent. Til sammenligning vil en funktionær få skattelettelser på 3,9 procent og en direktør 5,7 procent.

Men af baggrundsnotatet til beregningerne fremgår det, at hverken ændringen i registreringsafgiften eller afskaffelsen af beskatningen af fri telefon er regnet med. Det er skattelettelser, som især gavner de danskere, der tjener mest. Derfor er tabellen »en decideret vildledning af befolkningen«, mener Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted:

»De her tal er gået igen i mediernes dækning hele dagen. Regeringen ved, at medierne tager sådan en grafik til sig og laver historien om, ’hvad skatteudspillet betyder for dig’. Det har de udnyttet til at tegne et billede af konsekvenserne ved reformen, som er decideret usandt. Det er totalt uacceptabelt.«

»Når vi belønner folk, der arbejder, skaber vi ulighed,« sagde skatteminister Karsten Lauritzen (V) ved præsentationen af regeringens skatteudspil tirsdag og erkendte, at »Danmark bliver et lidt mere ulige land efter denne reform.«
Læs også

Socialdemokraternes finansordfører, Benny Engelbrecht, kalder regeringens beregning for »stærkt manipulerende«. Han mener, at man bevidst har forsøgt at få reformen til at se ud, som om den ikke rammer skævt:

»Man har haft et behov for at kunne illustrere, at det ikke er en rigmandsreform. Men det er det,« siger han.

Da det typisk er højtlønnede, der har arbejdsgiverbetalt telefon, og da det typisk er de højest lønnede, der vil få glæde af en sænkning af registreringsafgiften på de dyreste biler, vil resultatet blive et ganske andet, hvis disse tiltag var regnet med. Det siger cheføkonom i 3F, Frederik Imer Pedersen:

»Det er ikke en HK’er på mindsteløn, som køber den bil, der falder mest i afgift. Og blandt vores medlemmer er det kun fem procent, der har fri telefon,« siger Frederik Imer Pedersen.

Han mener, at grafikken er yderligere problematisk, fordi man bruger begrebet rådighedsbeløb, dvs. at huslejen for henholdsvis en HK’er og en direktør er taget med i regnestykket: »Det gør det meget usikkert. Alt efter hvad man sætter huslejen til, kan man få det resultat, man gerne vil have,« siger han.

Selvmodsigende

Benny Engelbrecht mener, at det gør sagen ekstra alvorlig, at man har skrevet i baggrundsnotatet, at man har udeladt registreringsafgiften og skatten på fri telefon i beregningerne:

»Når man skriver, at det ikke er regnet med, er det ikke en fejl. Hvis de havde lavet en fejl, og de havde korrigeret, havde det været en anden historie. Det her er et bevidst forsøg på at maskere et regnestykke. Regeringens udmeldinger hænger kun sammen, hvis man laver en manipulerende beregning,« siger han.

Et mere korrekt billede af reformens konsekvenser – hvor registreringsafgiften og beskatningen af telefon er regnet med, fremgår faktisk af den udvidede rapport, som regeringen i går udsendte. Her kan man i figur 2.8 se, at det netop er de rigeste ti procent, der får mest ud af den såkaldte jobpakke.

Regeringen præsenterede tirsdag sit udspil til en skattereform. Her sagde skatteminister Karsten Lauritzen, »at denne her reform skaber jo ulighed, og det gør vi med åbne øjne.«
Læs også

Benny Engelbrecht mener, at det er en alvorlig sag for regeringen:

»Jeg synes, det er grelt. Regeringen er forpligtet til at oplyse ædrueligt, så det her er en grim plet på embedsværket. Et ministerium kan ikke tillade sig den slags.«

Pelle Dragsted er enig og har derfor kaldt finansminister Kristian Jensen i samråd:

»Man har snydt. Man har udeladt det, som ville trække i en anden retning end den, man ønsker. Jeg har før set, at der bliver fiflet lidt med tal, men at man decideret snyder på vægten, kan jeg ikke huske, at jeg har oplevet før,« siger Pelle Dragsted.

Information har forsøgt at få en kommentar fra både skatteminister Karsten Lauritzen (V) og finansminister Kristian Jensen (V). Karsten Lauritzen ønsker ikke at kommentere sagen, og Kristian Jensen er ikke vendt tilbage på henvendelsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Kim Houmøller
  • Eva Schwanenflügel
  • Kurt Nielsen
  • lars søgaard-jensen
  • Espen Bøgh
  • Ejvind Larsen
Torben K L Jensen, Kim Houmøller, Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen, lars søgaard-jensen, Espen Bøgh og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ingen tidligere politiker kan vel næppe siges at have benyttet sig af "urigtigheder" så meget i tidens løb som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen,

Det begyndte allerede i slutfirserne som finansminister i Schlütter regeringen, hvor Anders Fogh rasmussenmåtte forlade posten - for den lidt for romantiske benævnelse "kreativ bogføring" som han benyttede sig af, og samtidig ikke oplyste folketinget med korrekte oplysninger.

Siden 2000-1 hvor han indtog statsministerposten har venstre dyrket denne disciplin med at "forvanske" virkeligheden, og måske på baggrund af AFR's "orakelskrift" - "minimalstaten", hvor markedet skulle overtage mest mulig fra politikerne hænder, - heriblandt det vi ofte kalder "egenbetaling" for dit og dat.

I begyndelsen ville jubelen ikke få armene ned over hvor godt det gik, - men mange glemmer ofte, at udgangspunktet for Danmark dengang var det bedste i mands minde, og overtaget fra den tidligere regering.

Jovist gik det fremad i begyndelsen af 00'erne, - så meget at "vi kunne købe hele verden", som det blev sagt af venstrefolk, og kritiske økonomer fik at vide " de ikke forstod den moderne økonomi" og at "lærebøgerne skulle skrives om", - men krisen viste det ikke varde gamle lærebøger der var noget i vejen med.

Venstre regeringen ville ikke tage ansvar for den førte økonomiske politik, som de havde stået for, og gav i stedet andre skylden herfor, - de mange der blev ledige for regeringens økonomiske hasardpolitik, og man gik endda så lande at man lagde de ledige for had fra de beskæftigede, og denne udhængning ramte også efterlønnerne med ordene - "raske mennesker der går derhjemme".

Vist var det pakket pænt ind, men meningen var helt klar, illoyale overfor samfundet som de nassede på, - intet om årene før hvor de havde knoklet i virksomhederne og betalt deres skat, - NEJ nu var de i stedet nærmest statens fjender.

Politiken dengang er siden blevet kaldt nødvendighedens eller de brændende platformes politik, for den økonomiske omfordelingspolitik - i al væsentlighed til de havende, og kun skældsord til de ledige for deres ulykke skabt af venstres forfejlede økonomiske politik.

Usandheder hænger som perler på en snor i Venstre, og fortsætter hvor de slap efter den socialdemokratiske periode, men nu er det i al væsentlighed blot blevet endnu værre med usandhederne fra venstreregerings side.

Først kom rigsrevisionen med sin vanvittige kritik af Skat, - eller rettere skatteskandalen, hvor skiftende venstre ministre sparede Skat til undergang, og nu her fornylig kom så rigsrevisionens kritik af Fiskeri området, der helt tilbage fra 2002 har administreret totalt i strid med lovgivningen.

Undervej har vi oplevet afvisning efter afvisning af ansvar eller noget var galt - "alt var foregået lige efter bogen", hvis ikke "der ikke var fugls føde på den pind", til trods for den manglende styring og overholdelse af lovene som politikerne selv har vedtaget.

Perioden indehold den opfattelse at kun borgerne skulle tale sandt, mens ministrene gerne måtte "tilrette" deres sandheder, og i øjeblikket har vi desuden også et efterspil med Inge Støjberg og hendes administration for de "udviklede sandheder" der er blevet benyttet.

Belæringen af borgerne er også en del af anskuelighedsundervisningen fra Venstre i dagens Danmark med ordene; "Det skal kunne betale sig at arbejde", men samtidig ved bagdøren virker deres ministre i ligegyldigheden overfor deres ansvar i deres eget arbejde.

Det lader til denne ideologi med "tilrettede og udviklede sandheder" er blevet et mantra for venstres kernepolitik for politikere der gerne vil frem i partiet, - og jo mere påhitsom man er des bedre er ens chancer indenfor partiet.

Venstre regeringens seneste udspil til skattereform - er direkte skadelig, og vist sælges det som den store gevinst for alle, men er efter al sandsynlighed et stort bedrag igen, for skattereformen siges at ville styrke opsvinget, - en skattereform nogen kalder "Lamborghini reformen" med rette.

Øvelsen er nemlig at tømme statskassen for og før et evt. opsving kommer, hvilket selvfølgelig ikke giver noget stort opsving, da det udhules eller rettere er udhulet forinden opsvinget kommer, - og står vi igen med "nødvendighedens politik" på det økonomiske område, så der igen skal skæres i velfærden således som Venstre hele tiden har gjort, hvis ikke lige vi atter bliver præsenteret for det som en "brændende økonomisk platform" vi igen står på - uden andre handlemuligheder end skære mere i velfærden igen, og give flere skattelettelser til de rige og virksomhederne eller via arveafgifterne, - for nogle skal ikke belastes ligesom andre i samfundet, men være fritaget for at mærke den økonomiske nedgang i hverdagen.

Tidligere har vi haft "rødvinsreformen" og nu kommer så "Lamborghini reformen", begge reformer som lønmodtagerne ikke får nær så meget ud af som andre, - ja og nogle får slet intet, og bliver snydt igen, og vist lyder indpakningen flot, men realiteterne er det bare ikke - tværtimod!

Mange skal huske ordene fra venstre, og leve efter dem med reformen; "det skal kunne betale sig at arbejde", - tidligere var der udsagn frem der lød "arbejdet adler" og lignende, og det kan mange se om de kan betale husleje og livsførelse med fremover med denne reform, og så samtidig huske hverken deres velstand eller velfærd øges trods deres øgede arbejdsindsats, - for det er ikkemålet med venstres politik, - men derimod sikre sig arbejds- og trækdyrene forbliver troende og arbejder mere.

Torben K L Jensen, Steen K Petersen, Kim Houmøller, Eva Schwanenflügel og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Ja, er det ikke pudsigt? Det er jo næsten så man kan høre ekkoet fra fortiden: 'Arbeit macht frei.'

Holger Madsen, Kim Houmøller og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Venstre er blevet et ideologisk/religiøst parti, nærmest kultisk i sin begejstring for egne ideer, bakket op af rige lobbyister og arvinger, der gennem vennetjenester, substantielle donationer og medietid får sat sig mere og mere på Danmarks ressourcer. Det er en edderkop værdigt i usynlig omklamring af hele samfundet. Og ganske som edderkopperne er de rovdyr, der kanniballiserer det samfund, der understøtter dem. Intelligente er de i tilgift, det gør sagen meget værre, thi de aner meget vel effekten af deres handlinger. Udsugning er blevet en del af deres DNA.

Der skal være kommune- og regionsvalg om mindre end tre måneder. Både Venstre og Labil Alliaance står dårligt. Venstre taber en del borgmesterposter til det nye makkerpar: Dansk Flæsk og Soc.dem, og LA står til at ryge ud af mange byråd. Lokalt kan folk ikke kende forskel på LA og de konservative.
Hvad gør regeringen så? Serverer en solid omgang valgflæsk, også kaldet vælgerbestikkelse.
Forhåbentlig er vælgerne kloge nok til at kunne gennemskue fupnummeret, men helt sikker er jeg nu ikke.

Torben K L Jensen

Først sagde Venstre "Ældrebyrden" som om at ældres gode liv er en byrde er noget dyrt og negativt.
I dag kan man med rette tale om "Venstre-byrden for Danmark"

Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Holger Madsen anbefalede denne kommentar