Nyhed
Læsetid: 4 min.

Regeringen vil også have Statens Museum for Kunst i Thy

I regeringens finanslov indgår et forslag om at bruge seks mio. kr. på en afdeling af Statens Museum for Kunst i Thy. Det er første gang, at museet åbner en filial uden for hovedstaden
Indland
1. september 2017

Kunst skal ikke være forbeholdt folk i storbyerne. Det mener regeringen i hvert fald, og derfor er der i finansloven afsat seks mio. kr. til at drive en afdeling af Statens Museum for Kunst (SMK) i Thy i Nordjylland.

Det er første gang, at SMK, der har Danmarks største kunstsamling, åbner en afdeling uden for København. Åbningen er en del af planen om at gøre galleriets værker tilgængelige for endnu flere danskere, forklarer kulturminister, Mette Bock (LA).

»Vi overvejer hele tiden, hvordan vi sikrer, at borgere i hele landet får adgang til kunst. På SMK har de nogle enestående samlinger, og de har erfaring med formidling af kunsten, og det vi vil gerne sørge for, at flere borgere får en lettere adgang til.«

Museet skal ligge i den gamle købmandsgård Doverodde i Thy, som skal renoveres inden åbningen. Renoveringen skal finansieres af fonde, mens selve driften skal medfinansieres af staten. Derfor har regeringen skrevet ind i finansloven, at de vil afsætte 1,5 mio. kr. de næste fire år.

Ifølge Mette Bock er det en god måde at bruge den statslige kulturstøtte på, fordi museet bliver hjulpet i gang og ikke fuldstændigt understøttet.

»Vi prøver ikke at overstyre, men understyre. Det er de lokale, der skal drive museet, og ikke staten,« siger hun.

Udover at museet er et led i regeringens ambitioner om at gøre kunst tilgængeligt i hele landet, så skal forslaget også ses i forlængelse af regeringens udflytning af arbejdspladser. Det siger Torsten Schack Pedersen (V), der er valgt i Thistedkredsen og står bag museumsplanerne.

»Det flugter fuldstændig med den dagsorden, som Venstre gik til valg på: nemlig at sikre et Danmark i bedre balance. Det er ikke en del af regeringens udflytningsplaner, men det kan ses i den sammenhæng.«

Empati og historisk forståelse

Ifølge Peter Duelund, professor emeritus i kulturpolitik fra Københavns Universitet, er det vigtigt, at kunst er tilgængeligt uden for storbyerne.

»Museet i Thy kan hjælpe med at imødegå, at vi får et kulturelt skævt Danmark. Kultur er med til at opbygge vores empati for andres livssyn, og når vi bliver præsenteret for kultur, får vi historisk forståelse,« siger Peter Duelund.

Nogenlunde samme argumentation går igen hos SMK-direktør Mikkel Bogh.

»Vi er med til at give en forståelse for, hvad billeder kan i dag og har gjort op igennem historien, og det er en af SMK’s opgaver at formidle, nyfortolke og motivere til brug af en fælles visuel kulturarv. Vi er Danmarks nationalgalleri, der får penge fra staten, og det giver en public service-forpligtelse til at nå så mange mennesker som muligt,« siger Mikkel Bogh.

Peter Duelund påpeger dog, at et enkelt museum i Thy ikke er nok til at skabe et kulturelt lige samfund. »Men det er en del af udviklingen i den rigtige retning.«

Det nye museum i Thy skal efter planen have én udstilling om året, der løber fra påske til vinter. Udstillingerne skal bestå af værker fra SMK, der har en samling på omkring 260.000 værker.

Hver udstilling vil tage udgangspunkt i et tema eller en kunstner, eksempelvis ’Det nordiske landskab’, ’Rejsen gennem Danmark’ eller Emil Nolde.

Antallet af værker vil være afhængig af størrelse og formidling, men Mikkel Bogh regner med, at der vil være 40 pr. udstilling.

»Vi vil have udstillinger, der er kurateret særligt til Thy og det omkringliggende område, og vi vil have udstillinger, som også bliver vist i København,« siger han.

Det forventes, at SMK’s filial vil tiltrække omkring 35.000 besøgende om året. Jytte Nielsen, der er museumsleder for Museum Thy, siger til Information, at hendes to museer får henholdsvis 8.000 til 12.000 besøgende.

»Der er et publikum for kunst i Thy, og når vi har særudstillinger, kommer der også besøgende fra andre steder i landet. Så der er potentiale til flere besøgende. På Museumscenter Hanstholm har de årligt 60.000 besøgende,« siger Jytte Nielsen.

Den nye filial er sat til at åbne i 2019.

FOKUS: Finansloven
 

At være borgerlig i dansk politik kræver stadig, at man beder Dansk Folkeparti om lov
Finansloven er et portræt af en engang ideologisk regering, som allerede har erkendt, at man skal bede Dansk Folkeparti om lov, hvis man vil være borgerlig i dansk politik

Vækst i offentligt forbrug skiller VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti
Regeringens støtteparti kræver flere penge til velfærd og færre til skattelettelser. ’Vi er i dialog med Dansk Folkeparti om, hvordan man fordeler de enkelte klumper til skattelettelser og velfærd,’ lyder det fra finansminister Kristian Jensen (V)

Dansk Erhverv: Stop de årlige nedskæringer på uddannelse
Fra erhvervsskoler til universiteter er der udsigt til endnu dybere nedskæringer de næste fem år, hvis regeringens finanslovforslag bliver vedtaget. Det giver ingen mening, når regeringen samtidig ønsker mere kvalitet i uddannelsessystemet, mener både de studerende, uddannelsesinstitutioner og Dansk Erhverv

Finanslov og skattereform skal fremme privatbilismen
Transportforskere advarer mod regeringens nedprioritering af den grønne omstilling til fordel for større og billigere mobilitet. Effektivisering af DSB er ’en fugl på taget’ med indbyggede risici

Regeringen vil også have Statens Museum for Kunst i Thy
I regeringens finanslov indgår et forslag om at bruge seks mio. kr. på en afdeling af Statens Museum for Kunst i Thy. Det er første gang, at museet åbner en filial uden for hovedstaden

Tænketank: Ny boligjobordning får ringe effekt på arbejdsudbuddet
Regeringen foreslår at ændre boligjobordningen, men effekten på arbejdsudbuddet kunne blive væsentligt større, hvis ordningen blev indrettet anderledes, siger cheføkonom i tænketanken Kraka. De Konservative er åbne over for tænketankens ideer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kurt Svennevig Christensen

»Museet i Thy kan hjælpe med at imødegå, at vi får et kulturelt skævt Danmark. Kultur er med til at opbygge vores empati for andres livssyn, og når vi bliver præsenteret for kultur, får vi historisk forståelse,« siger Peter Duelund.

Hvad pokker mon professoren forestiller sig og for den sags skyld direktøren og SMK og ministeren?

Vi kan ikke komme til os selv for kunst og kultur herude i det vestlige Danmark. Her er der kunst overalt. Her har vi meget mere brug for noget erhvervsliv, ex. et landbrug og et fiskeri og tilhørende infrastruktur og industrier i land, som er bemandet med vestjyske mænd og kvinder. Det er da flinke og arbejdsomme mennesker, de der fra østeuropa og de skal være velkomne.

Men der var meget mere liv herude, dengang, for ikke så mange år siden for landbruget og fiskeriet var selv ejet og drevet. Den politiske støtte til mere andels-styring og partsfiskeri er herfra mere savnet end hovedstadens kultur og kunst tilbud.

Det var rarere at kunne få adgang til Nordjylland via ordentlige veje end behovet for den officielle opfattelse af kunst. For at se dette museum skal der også være ordentlige veje - hovedløst!

Michael Kongstad Nielsen

Der røg muligheden for en årlig københavnertur for thyboerne.
Det er jo ikke københavnerne, der besøger SMK, det er jyder og udenlandske turister.
Københavnerne derimod besøger Skagens Museum for Kunst om sommeren. Sjovt nok også SMK, men altså Skagen.

Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel og Kurt Svennevig Christensen anbefalede denne kommentar
Kurt Svennevig Christensen

I forslaget til Finansloven for 2018 vil de også støtte et østers klækkeri herude i det vestjyske med mange millioner. http://www.aqua.dtu.dk/nyheder/nyhed?id=8d49ba29-a095-4b96-bd72-422ff6b6....

For ikke så lang tid siden kun østers selv finde ud af dét der med formeringen. Men ligesom så meget andet i fiskeri og landbrug skal det hele først ødelægges, for derefter (forsøges) opbygget af biologer og andre med samme interesser.

Før verden gik helt af lave med kvoter og omsætteligheder, for bare et par år siden, kunne man have reguleret fiskeriet på en sådan måde at naturen og fiskeriet kunne være opretholdt i balance.

Men sådan kan et moderne fiskeri og landbrug selvfølgelig ikke udvikles. Det skal først skrabes og sprøjtes sønder og sammen for at de kloge kan få skabt noget mere bæredygtigt.

Hvad ville den økologiske produktion være uden sprøjtegifte og andre ulykker? Netop - og hvad ville Skaldyrcentret være uden en livløs Limfjord?

Grethe Preisler, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Snart har vi kun museerne til en nostalgisk fremvisning af det Danmark, vi engang ønskede.
Det rigtigt bæredygtige - ej at forveksle med den sorte lobbyistorganisation 'Bæredygtigt Landbrug' -
dvs andelsforeninger, mindre udledning af miljøgifte, kvælstof og deslignende, mere biodiversitet, mere lokalstyre, bedre styring af vandværker, elpriser og affaldssortering, mere økologi, mere uberørt natur, og så videre, bliver stranguleret af centralstyring fra en Regering, der selv vil bestemme over vores allesammens skattekroner. Det er en illusion, at de vil understøtte det lokale liv i enhver henseende. De vil bestemme, hvad der er bedst for alle, eller rettere, hvad der er bedst for dem selv og deres egne investeringer i vennetjenester og aktiver, helt ned på familie-plan, fx Esben Lobby Larsen, som efterhånden er så belastet af nepotisme, at det er et under ingen journalister lister alle hans skammelige sager op for offentligheden.

Hans Larsen, Grethe Preisler, Anne Eriksen og Kurt Svennevig Christensen anbefalede denne kommentar
Jakob Korsgaard

Doverodde Købmandsgård ved Limfjorden i Thy var fra 1854 frem til 1990-erne en efter datidens forhold stor og aktiv foderstofforretning i den lille landsby Doverodde.
Da foderstofforretningen ophørte lykkedes det ved hjælp fra lokale borgere, kommunen, institutioner og fonde at skabe et unikt center for formidling af kunst, kultur og historie samtidig med, at et aktivt lokalsamfund fik et samlingssted for afholdelse af møder, fester og forskellige kulturelle events som koncerter, symposier og foredrag.
Et stort skulderklap til politikere og embedspersoner i Thisted Kommune for at være lydhøre og gribe denne enestående mulighed for at placere en afdeling af Statens Museum for Kunst i en smuk, gammel købmandsgård tæt på vandkanten i Vestjylland.
Lokalsamfundet hilser Statens Museum for Kunst velkommen og håber at Doverodde Købmandsgård fortsat kan være det centrale omdrejningspunkt for lokalsamfundet og dets aktiviteter.