’Skat blev alt, alt for stort og upersonligt. Det er det også i dag. Jeg bebrejder Anders Fogh’

Hver morgen står Jens tidligt op i huset på Fuglevænget i Aalborg-bydelen Hasseris. Ozzy sover stadig, Jack Russel-terrieren med sorte aftegninger og navn efter heavymusikeren Ozzy Osbourne.

Jens laver morgenmad til sin kone. Stiller hendes cykel frem.

»Hun møder på arbejde kl. 06.30, så hun kan komme tidligt hjem.«

Klokken 09.00 kalder Jens på Ozzy. Giver ham line på. 

Det er tæt skydække i dag. Jens har taget sin regnjakke og bøllehat på og griber et æble, før han forlader huset.

Information møder ham ikke langt fra bageren. Under bøllehatten og regnjakken gnasker den 72-årige pensionist Jens Simoni Hansen på sit æble. Han er ved godt helbred. Han nyder et behageligt otium efter et langt liv som offentlig ansat.

Maskinarbejderen har brugt sit arbejdsliv på Danmarks store omfordelingsmaskine, skattevæsenet. Voksede med den. Men så gik maskinen i stykker. Og ikke bare gik den i stykker: Hvis man spørger Jens, blev den ødelagt af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). 

Dét kan virkelig ærgre ham.

»Jeg talte om topskat med min kone forleden. Tag nu én af de rige. Han har tjent 30 millioner kroner. Han skal godt nok af med de 20 millioner i skat. Men kan han ikke leve for 10 millioner kroner? Hvad fanden er det for noget? Hvad fanden er det for en tankegang?«

En fantastisk mor

Jens blev født i Brønderslev i 1945. Den store generation efter krigen.

»Jeg har været alene med min mor og mine søskende. Min far har jeg ikke kendt. Han forlod mig – forlod os – da jeg var ti år. Han fandt en anden. Jeg har ikke haft kontakt med ham siden. Jeg har heller ikke været interesseret.«

I 1957 byggede de Statshospitalet i Brønderslev. Moren blev medhjælper i køkkenet.

»Jeg har haft en fantastisk mor. Hun sled og slæbte og havde ingenting at gøre med.«

Det kostede 50 øre at gå i biografen for et sæde på de første tre rækker. Han husker, at moren græd, når de plagede om de 50 øre.

Jens og Ozzy går den samme tur hver dag. Fra Fuglevænget krydser de Hasserisvej ved bageren og begynder opstigningen. Socialt som topografisk.

Fra kvarteret, hvor almindelige lønmodtagere som Jens og hans kone før opsvinget kunne erhverve sig et dejligt lille hus, spadserer pensionisten med sin hund ad stejle villaveje mod Mølleparken, hvor liebhaverboligerne breder sig med udsigt over Limfjorden. På toppen ligger ejendomsmatadoren Thorkild Kristensens villa opført i stil med Det Hvide Hus.

Ozzy skider. Jens beder Information om ikke at fotografere Ozzy, mens Ozzy skider.

Pludselig siger han: »Vi skal ikke ind på dét vel?«

Han ser helt forskrækket ud: »Udlændinge…?«

Romaer

Han er ret sikker på, at et andet emne atter vil dominere alle andre.

»Alle … måske ikke så meget i det offentlige rum … men ALLE, hvis du kommer til at snakke med dem på tomandshånd, er optaget af det: Udlændinge.«

»Nu kan du se, at vi begynder at få problemer med romaer. Hvad er det for noget?«

Jens vender tilbage til det med udlændingene.

»Dem er jeg godt nok meget imod. De passer jo ikke ind i vores samfund. De kommer og ødelægger det for os andre. Det er min mening om det.«

Jens viser stedet i skoven, hvor rågerne angreb ham og Ozzy forleden. Ozzy fik fat i vingen på en af dem. De andre råger kom den til hjælp, en af dem hakkede Jens i panden.

Sådan er det at blive ældre. Verden føles mere usikker. I lommen har Jens en mobiltelefon. Han bruger den aldrig og kan ikke huske sit nummer på den. Han demonstrerer, hvordan den virker. Birgitte har kodet et par vigtige numre ind.

»Min kone har beordret mig til at have den med, når jeg går alene heroppe i skoven med Ozzy.«

Skatteforvaltningen

Jens gik ud af 7. klasse. Han fik en læreplads som maskinarbejder på en fabrik. Fire år og fire måneder senere ændrede hans livsbane sig. Han kom ind som soldat ved flyvevåbnet. Blev udtaget til sergent. Tilbragte to år i København.

»Da jeg kom tilbage til Brønderslev, synes jeg, det var dumt, at jeg ikke havde gjort noget mere ved skolen. Jeg talte for meget i timerne.«

Han tog en realeksamen på Aalborg Studenterkursus.

»Da jeg var færdig, var jeg så heldig at få en elevplads i Brønderslev Kommune, hvor jeg blev ansat i skatteforvaltningen, som det hed.«

Han begyndte med lønmodtagernes skatteregnskab, læste videre på Forvaltningshøjskolen og sad til sidst med de store regnskaber i landbruget.

»Vi havde meget frie tøjler under vores skatteinspektører. Vi fik at vide, at vi skulle opføre os ordentligt, men det var frihed under ansvar. Jeg handlede selv med revisorerne og skatteyderne og fik sagerne behandlet. Videre til næste sag.«

Jens kendte de mennesker, han lignede. Og lignede dem, han kendte.

»Vores inkassoafdeling fungerede perfekt. De tog cyklen og kørte ud, krævede pengene ind med det samme. Der blev ingen glemt.«

Han holder en pause. Tænker tilbage.

»Du kan tro, vi fik noget fra hånden.«

Birgitte

Jens fortæller lidt mere om sit liv.

»Min første kone døde efter otte et halvt års sygdom, hvor det bare gik ned ad bakke. Det sidste halve år var hun blind. Hun havde en meget sjælden kronisk kræftsygdom. Det var noget lort.«

Hun blev 42 år.

»Vi fik ingen børn. Vi kunne ikke få dem. Hun var gravid tre gange. Hun kunne ikke holde på dem.«

Sammen nåede de at bygge et sommerhus i Blokhus. Han forsøgte at gøre det til sit eget efter hendes død.

»Jeg tog nok derop 25 gange. Hver gang gik jeg en tur rundt om huset. Jeg kunne ikke gå ind. Det kunne jeg bare ikke. Der var alt for mange minder.«

Han solgte både huset og sommerhuset og fik en lejlighed i det gamle apotek i Brønderslev.

»Jeg har nogle gode venner i Aalborg. Jette og Niels Erik. Jeg var til deres datters 18-års fødselsdag. Der fandt jeg så Birgitte.«

Jens blev gift igen og fik, som han siger, en dreng på fire år »med i købet«. En stor og uventet glæde i hans liv. Nu har han fået to børnebørn også. 

I 1995 købte han og Birgitte huset på Fuglevænget i Hasseris. Jens pendlede mellem Aalborg og skatteforvaltningen i Brønderslev. Det tog 20 minutter i tog og fem minutter på cykel fra banegården.

Skandalen

Det varede i ti gode år. Så flyttede regeringen inddrivningen af skat fra kommunerne til staten.

»Vi var rystede. Vi synes, det var en dårlig idé. Vi skulle flyttes til Hjørring.«

Det var ikke så meget den fysiske omplacering. Jens og hans kolleger mente, de havde et stort lokalkendskab og følte sig tæt på borgerne. Derudover var de vant til udstrakt frihed under ansvar i deres arbejde.

Jens deltog i møder op til sammenlægningen.

»De arbejdede fuldstændigt forkert efter vores mening. Alle sagsbehandlere skulle fremlægge tingene for deres chefer, før det blev sendt ud.«

Jens var tjenestemand og trådte fra.

»Jeg fik en okay aftale.«

Han var 60 år, da han holdt han op i skatteforvaltningen i Brønderslev Kommune. 

»Så fik jeg lov at få hund. Nu har jeg haft 12 gode år med min elskede ven her.«

Han har hørt en del utilfredshed fra kolleger, som valgte at blive.

»De anede ikke, hvor de skulle sidde, når de mødte ind. Nogle skulle tage samtaler for hele landet i et callcenter. Det var noget forfærdeligt noget. Lønmodtagerligningen stoppede helt deroppe, hørte jeg. Folk var kede af det. Bange. De fyrede ustyrligt mange mennesker. Jeg tror, vi var 11.500 ansatte i Skat, da jeg var der. Det røg ned til 8.000.«

For Jens er der en vigtig lære i den skandale, vi indtil for nylig kaldte Skat: Centralisering er ikke altid godt. Der er opgaver, som ligger bedst i kommunerne, minder han om.

»Det blev alt, alt for stort og upersonligt. Det er det også i dag.«

Han er ikke i tvivl om, hvor ansvaret skal placeres.

»Jeg bebrejder Anders Fogh Rasmussen.«

En god fyr

Alligevel fik Venstre Jens' stemme ved seneste Folketingsvalg, og det gør partiet nok igen til det næste.

»Jeg har faktisk stemt på skatteminister Karsten Lauritzen. Hele hans personlighed og væsen tiltaler mig. Jeg synes, han er en reel fyr, som sidder i problemer til op over halsen.«

Han griner lidt.

»Det gør han sgu’.«

Det er sådan, Jens placerer sin stemme. Finder en god fyr. 

Så hvad stemmer Jens til kommunalvalget? Jørgen Hein fra De Radikale. Selv om Jens ikke er nogen stor tilhænger af radikal udlændingepolitk, skal Jørgen Hein, som han kender lidt, da have hans stemme.

»Han gør så meget. Han er også formand for atletikken,« siger han og peger ned mod Skovdalen, Aalborgs lille atletikstadion, ikke langt fra Mølleparken.

»Han er en god fyr.«