Nyhed
Læsetid: 4 min.

’Jeg tror ikke, der findes onde sagsbehandlere ...’

Kommunerne fortolker loven for førtidspension vidt forskelligt. Københavns Kommune er blandt dem, der tildeler færrest. Der er for meget plads til fortolkning, siger advokat ved ophedet dialogmøde mellem utilfredse borgere og kommunens beskæftigelsesborgmester
Anna Mee Allerslev (R), beskæftigelsesborgmester i Københavns Kommune, mødte i denne uge igen frustrerede borgere, der er utilfredse med bl.a. sagsbehandlingen i kommunen. Mødet foregik i Valby.

Anna Mee Allerslev (R), beskæftigelsesborgmester i Københavns Kommune, mødte i denne uge igen frustrerede borgere, der er utilfredse med bl.a. sagsbehandlingen i kommunen. Mødet foregik i Valby.

Indland
5. august 2017

Den hårdtprøvede ordstyrer forsøger at dæmpe tilråb og klapsalver fra tilhørerne.

»Vi skal passe på med det der klapperi hele tiden. Vi risikerer, at det ender som en cirkusforestilling,« siger han. Folk klapper igen kort og en enkelt istemmer: »Hørt.«

En kvinde siger stille, at hun måtte tage tre beroligende piller for at kunne deltage i mødet.

Der er propfyldt i kælderen i Valby. De fleste kommer fra foreningerne Næstehjælperne og Jobcentrets Ofre, der har inviteret til dialogmøde med Københavns beskæftigelsesborgmester, Anna Mee Allerslev (R), torsdag aften.

Som Information har beskrevet hen over sommeren, kæmper foreningerne for at få ændret de københavnske jobcentres praksis og få anerkendt syge menneskers ret til førtidspension.

Narkoluderen

Advokat Mads Pramming fra Advokatkontoret Ehmer Pramming får ordet. Han fører til daglig principielle sager om tildelingen af førtidspension på vegne af udsatte borgere.

Mads Pramming gengiver Informations historie om den prostituerede Susanne på 57 år, der efter ti års kamp og en retssag fik tildelt førtidspension. Pramming læser højt fra lægens journal.

»Patienten ligner det, hun er: En miserepræget narkoluder. Hendes vægt er under middel. Hun har ikke en eneste tand tilbage i munden. Hun har ingen rest af erhvervsevne … Selv som luder er hun udtjent og har kun én til to barmhjertighedskunder dagligt.«

Tilhørerne sukker forarget. Et halvt år forinden havde samme læge konstateret, at »det ikke er realistisk, at Susanne rehabiliteres eller arbejdsprøves«. Og at en tildeling af førtidspension ville være en værdig udgang på sagen.

Seks år og stribevis af arbejdsafprøvninger senere modtog Susanne et svar, som advokaten gengiver: »Der findes mulighed for behandling af misbruget, stod der på afslaget.«

Det er aftenens foreløbigt sjette personhistorie. Alle handler om en borger med meget svære lidelser, der er fanget et eller andet sted i systemet. Tilhørerne nikker genkendende.

’Helt åbenlyst’

Der er stor forskel på antallet af førtidspensioner, der tilkendes i de forskellige kommuner.

København er en af de kommuner, der tilkender færrest. Til sammenligning tildeler Aarhus Kommune på trods af sin befolkningsstørrelse omkring dobbelt så mange førtidspensioner årligt. For Odense Kommune er tallet endnu større.

»Jeg mener ikke, at der er noget i vejen med lovgivningens ånd. Men der er behov for en lovændring, fordi loven er så elastisk. Der er altså meget plads til fortolkning i den. Skønnet, som kommunerne skal foretage, er for frit. For hvornår er det helt åbenbart, at borgeren ikke kan vende tilbage til arbejdsmarkedet,« spørger Mads Pramming, som Information taler med efter hans oplæg.

Advokaten oplever, at der i den ene ende af skalaen findes kommuner som for eksempel København, hvor ordlyden helt åbenlyst betyder, at borgeren først kan tildeles førtidspension, når alle tænkelige muligheder for at vende tilbage på arbejdsmarkedet er udtømte – som med sagen om Susanne.

I den anden ende af skalaen findes kommuner, der mener, at mulighederne er udtømte, hvis praktiserende læger og andre fagpersoner vurderer det. Erkendelsen betyder i praksis, at danskere ikke oplever lighed for loven, mener advokaten.

Ankestyrelsen har i tre principafgørelser vurderet, hvor grænsen går for, hvem der kan tildeles førtidspension. I en af afgørelserne blev det vurderet, at en borger med en effektiv arbejdstid på 13,3 minutter om dagen var egnet til arbejde.

Det er afgørelser som denne, Københavns Kommune læner sig op ad, og som Anna Mee Allerslev gentagne gange nævner. Ankestyrelsens praksis har tidligere fået beskæftigelsesborgmesteren til at konstatere, at man skal være mere død end levende for at få tildelt førtidspension.

Dialog om dialogen

Til mødet får Anders Beich, praktiserende læge på Nørrebro og formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, mikrofonen for at dele ud af sine mangeårige erfaringer med sagsbehandlingen i hovedstaden.

Beich har involveret sig i flere af sine patienters sager. Han mener, problemerne med langstrakte og uigennemskuelige sagsbehandlingsforløb i hovedstaden begyndte længe før førtidspensionsreformen.

»Jeg tror ikke, at der findes onde sagsbehandlere eller politikere, der ikke vil borgeren det bedste. Men jeg tror, at i København er der blevet opbygget en forvaltningskultur, som ikke fungerer, og som resulterer i en umenneskelig behandling af mennesker, der har brug for hjælp,« siger han.

Efter over en times kritik får beskæftigelsesborgmesteren ordet. Hun bliver hurtigt afbrudt.

Der breder sig en diskussion på tværs af bordene, hvor tilhørerne diskuterer, om borgmesteren skal have lov til at svare på kritikken fra aftenens talere. Det ender med, at hun får fem minutter. En af tilhørerne kigger på sit ur og annoncerer hver gang, der er gået et minut. Anna Mee Allerslev begynder at tale. I kælderen spreder frustrationen sig.

Borgmesteren fastslår, at alle, hvis arbejdsparathed skal vurderes i et ressourceforløb, skal følges af én sagsbehandler gennem hele forløbet. Salen bryder ud i en åben latter.

»Selvfølgelig kan der være nogle, der skifter job eller afdeling …« siger hun så – og mødes på ny af hånlig latter.

Handler om mennesker

Over for Information anerkender borgmesteren, at Københavns Kommune fortolker reglerne anerledes end andre kommuner. Hun siger, at hun ikke kan ændre praksis, da det ville underkende hendes juristers faglighed.

»Hvis vi vil det her til livs, så må folketingspolitikerne sørge for, at der ikke er rum for, at vores jurister og Ankestyrelsen fortolker loven, som de gør. Når vi kan konstatere, at landets kommuner fortolker loven forskelligt, hvorfor så ikke ændre reformen, så vi kan få klarhed over juraen og skabe klarhed?«

For mange af de fremmødte handler det ikke om jura, men om menneskers ret til et værdigt liv.

»Vi er ikke kvoter og statistikker. Vi er rigtige mennesker,« siger en tilhører, der præsenterer sig som Connie Bjørn, til borgmesteren.

Salen råber taktfast: »Sammen er vi stærkere.«

Den 15. august mødes Anna Mee Allerslev med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) for at diskutere førtidspensionsreformen.

Serie

Striden på Lærkevej

En kamp om reformer udspiller sig på et jobcenter på Lærkevej i København. Arbejdsløse borgere demonstrerer og protesterer, mens sagsbehandlere og lokalpolitikere tager sig til hovedet over den lovgivning, de er sat til at administrere. Antallet af førtidspensioner er faldet markant som følge af de seneste års reformer på beskæftigelsesområdet. Lærkevej er stedet, hvor de politiske hensigter møder virkeligheden.

I denne serie følger Information udviklingen med fokus på Lærkevej og forskellen på tildelingen af førtidspensioner i landets kommuner.

Seneste artikler

  • Socialrådgivere er ikke de udsattes advokater

    14. november 2017
    Kritikere af førtidspensionsreformen ønsker, at sagsbehandlerne gør oprør mod lovgivningens krav. Men som socialrådgiver er jeg ansat til at føre loven ud i virkeligheden. Alt andet ville være vejen til anarki
  • Rigide rammer og alt for mange sager gør det svært at hjælpe udsatte unge ledige

    10. november 2017
    Som socialrådgivere for unge ledige i Københavns Kommune oplever vi, at kvaliteten af samtaler og aktiviteter er underordnet hensynet til, at de unge indkaldes til det lovpligtige antal samtaler og får tilbudt de uddannelsesfremmende aktiviteter, de skal have ifølge loven. Hvornår får vi lov at fokusere på det, der virker?
  • Der er uendeligt langt fra Rådhuset til Københavns jobcentre

    16. oktober 2017
    Chefer i beskæftigelsesforvaltningen i Københavns Kommune har hævet stemmen for at forsvare deres medarbejdere på jobcentrene. Men forsvaret ender som et vidnesbyrd om en ledelse, der ikke kender den virkelighed, borgerne og medarbejderne befinder sig i
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Jeg genlæste artiklen fra 2015, om den prostituerede Susanne på 57 år, der efter 10 års kamp og en retssag fik tildelt førtidspension. Og må konstatere, at intet har ændret sig siden da i Københavns kommune. Susanne var en af de få, der efter usandsynlig lang tid, og med juridisk hjælp, langt om længe fik fred for kommunens tortur.
Advokat Mads Pramming udtaler : "Jeg mener ikke, at der er noget i vejen med lovgivningens ånd".
Jo, Mads Pramming, det er der i allerhøjeste grad! Loven anlægger såkaldte måltal for hvor mange borgere der må tilkendes førtidspension eller fleksjob, og Ankestyrelsen underkender derfor i mange tilfælde klager, fordi måltallet er overskredet. I de fleste tilfælde holder den således også hånden under de kommuner, som vælger at tolke loven utilgivelig stramt. Måltallet står klart og tydeligt i loven, og er ene og alene indført for at høste besparelser. 1,9 milliarder var det vist, over en årrække.
At kommunerne så anvender langt flere skattekroner på at aflønne Jobcenter medarbejdere, andre aktører, og de usle "lægekonsulenter", der er undtaget lægeløftet (!), og opererer udefra uden nogensinde at have mødt deres 'patienter, gør hele cirkusset totalt surrealistisk og grotesk.
Om føje år kan man måske se 'menneskeofre' udstillet på torvet til skræk og advarsel som en del af 'nytte-job' ordningen. Det er så i sygesengen, efter de har vasket Kristian Piil Lorentzens vejskilte til de drattede om.

Ole Thofte, Karsten Aaen, Peter Knap, Elisabeth Andersen, Steffen Gliese, Torben Kjeldsen, Ole Christiansen, Torben K L Jensen, Per Klüver, Viggo Okholm, Anne Eriksen, Torben Skov, Lise Lotte Rahbek, Søren Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen og Arne Lund anbefalede denne kommentar
Holger Madsen

Jeg har set Deadline i aften, - det her er altså ret så uhyggeligt. !

Steffen Gliese, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben K L Jensen, Arne Lund og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Jeg ville have været med til mødet, men Nørreport st. var lukket pga. bombetrussel og busser omlagt, skybrud og lyn og torden. Godt man ikke er overtroisk.

Hele mødet kan ses på facebook, Jobcentrets ofre.
Mee allerslev talte papegøjesprog, og talte om strategiplaner paragraffer og jura sprog. Hun talte som en fra DA er og ikke en borgmester. Hun sagde på intet tidspunkt noget empatisk om de mennesker, der har været i det absurde teater i årevis. Hun roste sine "dygtige" embedsmænd. Hun taler enten mod bedre vidende eller også er det kynisme af værste skuffe.

Lægen, Anders Beich kunne fortælle , at en jobcentermedarbejder gerne ville lære ham hvordan han skulle undgå at involvere sig. Det skriger til himlen.

Hvornår vågner den raske del af danmark op. Kom og kæmp for de syge. Det kan blive Jer eller jeres en dag.
Norddjurs har formået, at ændre fuldstændig på proceduren,og MEE allerslev blev inviteret, men det nægtede hun at tage imod. Det siger alt.. Se det selv. den første halve time er det bare at folk ankommer. Hernæst taler og til sidst spørgsmål.
På mandag er der demo foran Rådhuspaldsen kl. 15.30, men slå det selv op. Mandag den 14 endnu en demo foran jobcentret på Lærkevej.
Der er brug for Jer. Der er ved at ske noget nu. Vreden er kommet for at blive,men enhver kan hjælpe. Pengene går ikke til, at tildele folk fleksjob eller førtidspension. De går til et hav af embedsmænd og damer, til mentorforløb i årevis fra private aktører og til et hav af status attester, som læger efterhånden ikke orker at skrive, da de fejes af bordet med et pennestrøg. Ren straffeforanstaltning. de er ikke onde blev der sagt fra flere. Men så definer lige ondskab, for så vil jeg gerne vide hvad ondskab er!

Ole Thofte, Karsten Aaen, Peter Knap, Elisabeth Andersen, Slettet Bruger, Steffen Gliese, Torben Kjeldsen, Ib Christensen, Hans Ingolfsdottir, Ken Sass, Ole Christiansen, Torben K L Jensen, David Zennaro, Viggo Okholm, Anne Eriksen, Torben Skov, Dennis Jørgensen, Lise Lotte Rahbek, Søren Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Arne Lund, Eva Schwanenflügel og Vivi Rindom anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

"§ 6. De beskikkede medlemmer og stedfortrædere udpeges af social- og integrationsministeren for 4 år ad gangen.
Stk. 2. Social- og integrationsministeren udpeger 90 medlemmer efter indstilling fra henholdsvis Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, KL og Danske Handicaporganisationer, som hver indstiller 18 medlemmer."

Halvdelen af Ankestyrelsen repræsenterer således som politisk udnævnte regeringen, mens den anden halvdel er en blandet landhandel af arbejdsgiver- og fagforeningsbosser. Så tror da fanden, at afgørelserne så ofte går borgerne imod; regeringens halvdel skulle jo snildt kunne få støtte fra fx DA og måske KL, som har hhv. indirekte og direkte interesse i at støtte regeringens politik på området.

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=152391#Kap2

Elisabeth Andersen, Anne Mette Jørgensen, Torben Kjeldsen, Ken Sass, Torben K L Jensen, David Zennaro, Per Klüver, Viggo Okholm, Anne Eriksen, Torben Skov, Lise Lotte Rahbek, Arne Lund og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Vrøvl, en nærlæsning af paragraffen afslører, at alle de halvfems medlemmer udvælges af regeringen, efter indstilling fra de fem nævnte organisationer. Jeg går ud fra, at hvis regeringen ikke vil beskikke et indstillet medlem, må den indstillende organisation indstille en ny, indtil de finder en, der er villig til at bakke op om regeringens politik.

Ankestyrelsen er en underlig anonym styrelse, som selvfølgelig af hensyn til den personlige sikkerhed ikke ønsker at komme i avisen, når de træffer den slags horrible afgørelser, som er beskrevet i artiklen. Måske en behjertet journalist vil forklare os, hvem der således er sat til dommere over os alle sammen? (Det er dig, jeg mener, Mathias Ertmar Mencke).

"§ 9. Når Ankestyrelsen skønner, at en sag, der er omfattet af § 7, jf. lovens § 52 a, stk. 1, har principiel eller generel betydning, træffes afgørelse i sagen efter reglerne om udvidet votering på møde med 2 medlemmer og 2 ankechefer, hvoraf den ene er formand..."

Så der er altså ikke tale om, at alle 90 medlemmer bliver hørt. Ankecheferne må formodes at have styr på det juridiske og rent tekniske i sagerne, mens de politisk udpegede medlemmer fungerer som garanter for, at afgørelsen er fair. Det er formanden, der har den afgørende stemme, så ved stemmelighed er det bureaukratiet, der har det sidste ord. Hvem udvælger ankecheferne? Regeringen?

Steffen Gliese, David Zennaro, Anne Eriksen, Torben Skov og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Niels Nielsen, det er Kammeradvokaten, ham der suger penge til sig som om mennesker var smoothies.

Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Torben K L Jensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

De radikale har alle dage været nogle fedtsyle - små indeklemt husmænd, der hellere ville brække arm, end hjælpe folk, der var på spanden..
Anne Mee Allerslev gør det uhyre nemt for sig selv, når hun sender aben videre til Folketinget. Det var for resten mens hendes eget parti sad i Thorning-regeringen, at stramningerne blev vedtager - med SF's støtte!
Hun siger: "Hvis vi vil det her til livs, så må folketingspolitikerne sørge for, at der ikke er rum for, at vores jurister og Ankestyrelsen fortolker loven, som de gør. Når vi kan konstatere, at landets kommuner fortolker loven forskelligt, hvorfor så ikke ændre reformen, så vi kan få klarhed over juraen og skabe klarhed?«
Som politisk chef kan hun give sit embedsværk andre ordrer, end den mest restriktive fortolkning af love og bestemmelser. Så langt rækker det kommunale selvstyre vel?
Det gør jo dog i fx borgerlige Kolding, hvor der gives fire gange så mange førtidspensioner, som i København - landets rødeste kommune.

Eva Schwanenflügel, Anne Mette Jørgensen, Slettet Bruger, Steffen Gliese, Bjarne Bisgaard Jensen, Ole Christiansen, Torben K L Jensen, David Zennaro, Niels Duus Nielsen, Per Klüver, Anne Eriksen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Martin Madsen

Anna Mee er Radikal. Radikale hader syge og fattige. Slut.

Torben K L Jensen, Egon Stich, Peter Knap, Eva Schwanenflügel, Anne Mette Jørgensen, Hans Ingolfsdottir, David Zennaro, Anne Eriksen, Torben Skov og Søren Andersen anbefalede denne kommentar
Johnny Larsen

Naturligvis findes der også onde sagsbehandlere og politikere. Ondskab findes over alt.

Hele polemikken er tåbelig, for sagsbehandlere over hele landet er aktive deltagere i en politisk proces, hvor al anstændighed og sagkundskab vrages for onde politiske mål.

Vi skal ikke i dialog, vi skal have en anstændig politik og vi skal lade læger og andre fagligt højt kvalificerede behandlere afgøre om folk er syge eller raske... Den slags skal ikke vurderes af kassemedarbejdere og sagsbehandlere

Ole Thofte, Egon Stich, Carsten Munk, Elisabeth Andersen, Eva Schwanenflügel, Anne Mette Jørgensen, Flemming Berger, Torben Skov, David Zennaro, Niels Duus Nielsen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Johnny Larsen

Mee løber rasende hurtigt og nægter at have et ansvar, lissom sagsbehandlere ikke har et ansvar...
Bare fordi man kører en bil behøver man ikke bruge den til at slå folk ihjel... det er et valg at gøre det eller lade være... man kan ikke sige, at bilfabrikanterne bare kan lade være med at lave biler, hvis de virkelug ikke vil have de bliver brugt som våben...

Hvorfor bliver vi ved med at tale civiliseret til uciviliserede?

Carsten Munk, Peter Knap, Eva Schwanenflügel, Anne Mette Jørgensen, Steffen Gliese, Helene Kristensen, Torben Skov og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Gad vide hvor mange der kom på førtidspension,hvis det er det enkelte menneske som selv vurderer
om han/hun kun har pensionen som mulighed? Måske der skal være en vurderings periode på ca et års tid under alle omstændigheder. Måske den enkelte så ved beslutningen skal kunne medvirke til delvis pension og med ønsker om at kunne gøre en form for nytte for pensionen eller muligheder for det. Det er som om vore magthave/valgte har en ide om at hvis vi kan vil vi snyde det vi kan,gad vide om de bare generaliserer om eget menneskesyn?

Eva Schwanenflügel, Nanna Wulff M., Bjarne Bisgaard Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Gad vide hvor mange der kom på førtidspension,hvis det er det enkelte menneske som selv vurderer
om han/hun kun har pensionen som mulighed? Måske der skal være en vurderings periode på ca et års tid under alle omstændigheder. Måske den enkelte så ved beslutningen skal kunne medvirke til delvis pension og med ønsker om at kunne gøre en form for nytte for pensionen eller muligheder for det. Det er som om vore magthave/valgte har en ide om at hvis vi kan vil vi snyde det vi kan,gad vide om de bare generaliserer om eget menneskesyn?

Lise Lotte Rahbek

Hvad er ondskab?
Er det ondskab at hive andre mennesker igennem årevis af arbejdsprøvninger, håb, fortvivlelse, bekymringer og smerte og turen om igen, for selv at have et arbejde, i en forestilling om at 'hjælpe' mindre priviligerede?

I så fald er ondskab tilstede.
Vi kan også kalde det noget andet, hvis det klinger bedre.

David Adam, Carsten Munk, Peter Knap, Eva Schwanenflügel, Anne Mette Jørgensen, Torben Kjeldsen, Ken Sass, Torben Skov, Ole Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Ondskab findes ikke på forhånd - det er noget der skabes af omstændigheder,skuffelse og fravær af kærlighed - en projicering af nederlag over på andre mennesker som straf for sin egen utilstrækkelighed.

Torben K L Jensen

Og selvfølgelig noget der kan erkendes og bekæmpes.

Eva Schwanenflügel og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

Hvor er S og SF henne i denne yderst samfundsmæssige debat om vi skal holde fast i mennesket før systemet, eller der blot skal administreres så jura og formalia er overholdt, og så set stort på konsekvenserne og de menneskelige omkostninger.
Den der tier samtykker, siges det, og her passer det åbenbart 100%

Elisabeth Andersen, Eva Schwanenflügel, Anne Mette Jørgensen, Torben Skov og Ole Christiansen anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

samfundsmæssigt vigtige debat - skulle der stå

Socialdemokratiet og Mette Frederiksen står fast. Alting er som det skal være. Ingen grund til at ændre noget. På en måde kan man sige, Mette Frederiksen tager ansvar for den katastrofe hun har forårsaget. Vælgerne straffer forhåbentlig hende og partiet ved det kommende kommunalvalg og folketingsvalg.
SF's Karsten Hønge har som den eneste fra forligspartierne taget afstand fra reformen og krævet ændringer. Hvor dybt det stikker ved jeg ikke, men det har han.

Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Anne Mette Jørgensen, Torben Skov og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Pointen er, at de ikke er onde, men at de er i det, der hedder instrumental tilstand. Akkurat som soldaterne ved My Lay eller som kontor funktionærerne i SS, eller...........Hannah Arendt og andre har beskæftiget sig med det i 60'erne. Spørgsmålet er ikke hvor langt folk vil gå, snarere hvordan man får dem til at stoppe!

Egon Stich, Niels Duus Nielsen, Ole Christiansen, Peter Knap, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Anne Mette Jørgensen, Hans Ingolfsdottir, Steffen Gliese, Torben Kjeldsen, Torben K L Jensen, Flemming Berger, Torben Skov og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Derfor må loven laves om. Ånden, retningen, intentionen er forkert.

Niels Duus Nielsen, Elisabeth Andersen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det hele bygger jo på en kamp for at nå et mål, der ikke er værd at nå!
Siden kvinderne kom på arbejdsmarkedet for en menneskealder siden, er hele ideen om, hvordan man gør nytte i samfundet blevet indskrænket og ideologiseret. Hvor det i min barn- og ungdom handlede om at kæmpe for stadig mere frihed, stadig mere uafhængighed af markedet og arbejdet, er vi nu faldet sammen i et amokløb imod 'at skabe arbejdspladser'; men det er nu ganske få ting, der egner sig til at blive handlet på et marked - og produktionsevnen er sat i vejret til mange gange det, der gjaldt dengang.
Vi må hjælpe folk til at finde og dyrke interesser, som kan berige deres liv, også selvom det kommer til kun sporadisk at medføre en indtægt. Det bedste arbejde er det, der udføres med omhu og nidkærhed, og det værste det, der udføres med øjet strikt rettet imod lønkontoen.

Carsten Munk, Lise Lotte Rahbek, Torben Skov, Eva Schwanenflügel og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror ikke på. der findes onde kommentatorer.

Johnny Winther Ronnenberg

>>
Michael Kongstad Nielsen
05. august, 2017 - 21:53

Jeg tror ikke på. der findes onde kommentatorer.
<<

Så har du overset mig, for jeg har den ondeste pen uden for jobcentret ;-)

Peter Sterling

Politikerne har skabt et detaljestyret system til overgreb på udsatte samfundsgrupper, derfor er det nødvendigt at uddanne befolkningen i civil selvforsvar. Vi lever i en tid hvor man systematisk fra folketinget har indført et sociopatiskt - for mennesket destruktivt og ineffektivt bureaukrati.

30.06.2012: Bredt forlig om førtidspension og fleksjob. Når reformen er fuldt indfaset i 2020, vil den forbedre de offentlige finanser med 1,9 milliarder kroner. Til sammenligning blev der sidste år f.eks. givet 25,8 mia. i erhvervsstøtte. Overgrebene kan således ikke begrundes med andet end grådighedsstress fra virksomhedernes side, som nu har monopol på den politiske magt, magtkoncentrationen ligger hos alt færre, samtidigt med at virksomhedernes lobbyister i antal er eksploderet.

Med magt skal land bygges

På blot én generation har Danmark ændret sig til et land der regeres med magt uden moral, og en politik som håndhæves uden hensyn til konsekvenserne for de berørte mennesker. En magtfuld forsamling af anti-sociale kræfter har overtaget kontrollen med folketinget, de søger permanent økonomisk domination til fordel af deres samfundsklasse, velstand og magt. Dette er gjort muligt ved en stadig stigende grad af anti-demokratisk embedsmænd i finansministeriet. Vi skal have renset ud i dennes administrative ledelse, som har fået en uhyggelig magt til at bestemme over samfundsøkonomien.

Egon Stich, David Adam, Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen, Carsten Munk, Ken Sass, Torben Skov og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Ligesom de radikale kan være en kæp i hjulet på socialplutokraterne, så kan de radikales syn på hjælpeløse danskere være den pumpe, der kan pumpe socialplutokraterne op... men det er en svikmølle for socialplutokraterne ved godt at der er ikke er arbejde til alle og de socialplutokraterne på en og anden måde skal administere en befolkning hvor der ikke er plads til ca. en trejedel af os og socialplutokraterne har ingen politik, der reelt kan ændre på den dårligste stillede del af befolkningens situation... de vrøvler om flere arbejdspladser der aldrig kommer og hvis arbejdspladserne endelig kommer så indstiller det offentlige øjeblikkeligt alt aktivitet og fyre folk eller gør det nemmere at importere polsk arbejdskraft sådan så der alt er nok arbejdsløse til at presse lønnen nedad.
- Tak for kaffe

Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen, Ole Christiansen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar