Læsetid: 10 min.

Udskammer venstrefløjens politiske korrekthed de mennesker, den kæmper for?

Regnbueflagene fra Copenhagen Pride 2017 vajer igen i gaderne, og minoritetskulturer fejes. Men 2017 var også året, hvor identitetspolitikken for alvor kom i skudlinjen efter Trumps valgsejr. Information har spurgt tre debattører, om det er blevet for meget med al den snak om identiteter og hvide mænds dominans
Det er stadig relevant at fejre en undertrykt identitet, som man gør på Priden, der i denne uge har indtaget Københavns gader, mener Casper Gronemann, der er politisk rådgiver i SF.

Det er stadig relevant at fejre en undertrykt identitet, som man gør på Priden, der i denne uge har indtaget Københavns gader, mener Casper Gronemann, der er politisk rådgiver i SF.

Jakob Jørgensen

17. august 2017

Sprogpoliti er udemokratisk

Casper Gronemann, politisk rådgiver i SF

– Bliver der talt for meget om identitetspolitik?

»Priden er generelt et godt eksempel på identitetspolitik, som jeg ikke synes, er problematisk. Det, at man fejrer en undertrykt identitet, er stadig relevant, når repræsentanter fra Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige kan kalde homoseksuelle for afvigere og perverse.«

»Men når der er et problem med identitetspolitik, så er det især den sproglige og intellektuelle eksklusion, der foregår af den sociale underklasse inden for den identitetspolitiske bevægelse. Det handler om, at hvis man taler forkert, kommer til at bruge de forkerte udtryk eller mærkater eller tale på en måde, som anses for at være problematisk, så bliver man genstand for kritik. Det er et problem for venstrefløjen, fordi de mennesker, den skal og bør repræsentere allerstærkest, er dem, der har lavest social og kulturel kapital og derfor ikke kan begå sig ’korrekt’. Resultatet er, at identitetspolitikken på venstrefløjen bliver som konservatismen i gamle dage: elitær og indelukket.«

– Hvad er eksemplerne?

»Visse dele af venstrefløjen og LBGT-miljøet har det eksempelvis svært med islamkritik. Hvis man bruger bestemte ord, så bliver man hængt ud som islamofob. Andre eksempler på, at dele af den venstreorienterede aktivisme er reduceret til klubber på Facebook eller på universiteterne, der kun snakker med og om sig selv og udelukke mennesker, der er uenige, er identitetspolitiske ’foreninger’ som ’Fed Front’. De vil ikke debattere med deres modstandere i medierne. Der er også Front på universitetet, som forsøger at udvide pensum til at blive mere bredspektret. Og på kunstakademiet krævede ’Feministisk Kollektiv Uden Navn’ en lektor fyret for at ’black face’ (når en hvid person tror, det er sjovt at male sig sort i hovedet, red.) Enhver, der har forsøgt at diskutere med den identitetspolitiske bevægelse, har prøvet at få at vide, at sprog skaber virkelighed, og at man ved at bruge forkerte ord præger virkeligheden i negativ retning.«

– Men skaber sprog ikke virkelighed?

»Ideen om, at ting er systemiske, og at vi ikke bare er liberale væsener, der handler frit og uafhængigt af kontekst, er jeg med på. Den er enormt vigtig for venstrefløjen. Men det bliver tit meget dårligt underbygget, at det at bruge et bestemt ord kan forme politikken. Det er en forsimpling. Selv hvis det var rigtigt, at tonen i debatten har stor betydning, hvilket jeg tvivler på – for Sverige har præcis de samme problemer som os – skal vi ikke lege sprogpoliti. For hvis vi skal have en åben demokratisk samtale, bliver alle nødt til at være inkluderet. Det gælder også dem, der er dårlige til at sætte deres synspunkter i en sproglig ’korrekt’ kontekst.«

– Har identitetspolitikken så sejret sig ihjel, fordi dens repræsentanter har fået så meget opmærksomhed og indflydelse, at den ekskluderer andre?

»Ja, det kan man sige. Det har vi set med valget af Donald Trump i USA. Jo mere venstrefløjen siger, at bare man har en bestemt race, hudfarve eller privilegier, så må man ikke gøre eller sige bestemte ting, jo mere begynder de, der er uenige, at adoptere de her raceargumenter. Det betød, at den højreorienterede alt-right bevægelse og nogle af Trumps mere moderate følgere omfavnede identitetspolitiske argumenter, gjorde dem til deres egne og brugte det til at slå tilbage på venstrefløjen. Vi skal snakke mindre identitetspolitik og i stedet forholde os til argumenterne, uanset om de er lidt grove i kanterne sprogligt.«

– Ser du de samme tendenser i Danmark?

»Nej, jeg ser ikke den identitetspolitiske bevægelse som en særlig dominerede kraft herhjemme, hvis man ser parlamentarisk på det. End ikke i Enhedslisten findes der ret mange, der omfavner det her. Men hvis man kan sin Bourdieu (fransk sociolog, red.), så ved man, at der er andre former for magt end den politiske. Det, jeg langt mere frygter, er, at der er en masse mennesker, der kan identificere sig med venstrefløjen, men vælger Dansk Folkeparti eller andre partier, fordi de føler, de bliver set ned på. For at komme nogen vegne politisk skal man kunne begejstre folk for sit projekt. Når det kommer til Fed Front og Front, så virker det som om, der nærmest er en pointe i at have så lidt tilslutning som muligt. Venstrefløjen er udfordret i forvejen, så hvis vi ekskluderer folk i stedet for at få dem inddraget, så underminerer vi helt vores eget projekt.«

– Det er vel ikke så svært at lade være med at sige ’nigger’ eller bruge de gloser, folk ønsker?

»Jeg synes ikke, man skal sige ’nigger’. Men det med pronominer er et godt eksempel på kulturelitens manglende forståelse. Jeg har f.eks. familie i Hvidovre, der ikke følger med i, hvad der foregår i nogle storbymiljøer omkring LGBTQ osv. Der er nemt nok at sige, at man skal følge sprogmanualer for eksempelvis transkønnede, hvis man selv er en del af det sprog.«

Kan du lide homoer, er du rigtig dansk

Michael Nebeling Petersen, adjunkt på Institut for Kulturvidenskaber på SDU, forsker bl.a. i queerteori

– Har identitetspolitikken et problem?

»Jeg har ikke helt forstået, hvad identitetspolitik egentlig dækker over, andet end at det tit bliver brugt af både borgerlige og folk på venstrefløjen til at kritisere nogle, der taler om minoritetsrettigheder. Men jeg synes ikke, at strømninger med feministisk, antiracistisk eller queerpolitisk sigte har et problem. De har fået en styrke, de ikke tidligere har haft i mainstreamkulturen. Der bliver diskuteret ting i medierne om f.eks. seksuelle eller etniske minoriteter, man slet ikke kunne forestille sig for 20 år siden. På den måde kan man sige, at der er stærkt fokus på identiteten. Men sådan var det jo også før, den såkaldte identitetspolitik kom på banen. Hvis man f.eks. kritiserer DR for ikke at have nok homoseksuelle hovedpersoner i deres tv-drama, så kan man sige, at det er en identitetspolitisk kritik. Man kunne også sige, at DR allerede fører identitetspolitik. Den er bare heteroseksuel. Det opleves så til gengæld ikke som en identitet, fordi det er en majoritetsidentitet, når DR kører middelklassens hvide kærlighedsdramaer.«

– Kan identitetsbevægelsen være ekskluderende, fordi den forlanger en bestemt sprogbrug eller indsigt i særlige akademiske teorier?

»Rettighedsforkæmpere har altid bygget på en form for omskoling i forhold til det, man har med sig. Og der kan godt ligge en form for eksklusion i måden, man snakker på. Især inden for queerpolitikken har sprogbrugen været et problem, eftersom den er udviklet i et samspil mellem sort feminisme, aids-aktivister og akademikere. Og med stor inspiration fra fransk teori.« 

»Det er jo ikke verdens nemmeste ting at lave en queerteoretisk analyse. Derfor kan man godt sige, at man skulle snakke, så andre bedre kan forstå det. Men jeg synes omvendt heller ikke, at det burde være så svært at lade være med at bruge N-ordet eller de gloser, som transkønnede selv ønsker. Det er jo ikke teoretikere som Foucault eller Butler for fuld skrue. Der er nogle meget simple forventninger om at være med til at bestemme, hvordan man selv bliver omtalt.«

– Hvis det er så nemt, hvorfor er der så så meget kritik af krænkelseskulturen?

»Jeg tror, det handler mere om magt end om krænkelser. Når minoriteter kræver rettigheder, skal majoriteten give plads, ændre sig og måske opgive privilegier. Man kan se i debatten om f.eks. Haribos Skippermiks og kaffepigen, at nogle føler deres barndoms uskyld bliver frarøvet dem, fordi de skal gentænke den og se, at de faktisk var del af en undertrykkelsesstruktur, som slet ikke var uskyldig. Men der kan også være en skingerhed hos dem, der føler sig klemte. De har lige fået en stemme bl.a. via de sociale medier og en styrket intern mobilisering. Den har de brugt til at sige fra rigtig mange gange. Og så kan man godt blive træt og skinger, når der ikke sker forandringer, og man skal forklare det samme igen og igen.«

– Er der stadig brug for identitetspolitik?

»Jeg har forsket i den offentlige og politiske debat om homoseksuelle, som den har taget sig ud de seneste fire årtier. Og i løbet af en ganske kort periode er den homoseksuelle gået fra at være en ulækker, smittende, pervers og syg person til at være en, alle elsker, mens den direkte homofobi til dels er marginaliseret. Men homofobien er kun forsvundet i det omfang, hvor den homoseksuelle passer ind i majoritetskulturen. Det vil sige, at den ’gode’ homoseksuelle i højere grad er en arbejdsdygtig, kulturforbrugende, hvid ung mand, der gerne vil giftes og leve monogamt, ikke lave ballade og holder sit sexliv til ægteskabet eller i hvert fald til nogle knap så aggressive fremtoninger. Derfor ser man også, at den accepterede homoseksuelle kamp har formet sig om kravet om adgang til at få børn og blive gift: altså majoritetskulturens fokus på monogami, ægteskab og reproduktion, som der er meget lidt bøssekollektiv fra 70’erne over. Samtidig er kritikken af migration og islam vokset, og nu er det i højere grad den muslimske immigrant, der iscenesættes som en trussel mod fællesskabet, har et forkert sexliv, for mange børn eller koner. I den sammenhæng opstår homonationalismen: Hvis du kan lide de ’gode’ homoer, er du rigtig dansk.«

Se, hvor rigtig jeg er

Nazila Kivi, redaktør på magasinet Friktion

– Er det relevant at kæmpe for et mere bredspektret pensum på universiteterne?

»Nej, på ingen måde. Når man ikke siger lige ud, at man har et pensum, der kun dækker hvide europæiske mænd, men siger: ’Her er pensum. Det ER filosofi,’ så er man nødt til at protestere, for filosofi er meget mere end det. At kalde det identitetspolitik, er et forsøg på at affeje kritikken og ret problematisk. Jeg har selv kæmpet for at få Simone de Beauvoir på mit pensum i videnskabsteori, selv om hun var svær at sluge for underviserne.«

– Er der et problem med identitetspolitik?

»Ja, på den måde, at det faktisk tit er kampe for rettigheder, der bliver kaldt identitetspolitik, mens nationalistiske, arbejderistiske og racistiske politikker, som også bygger på det identitære, ikke bliver kaldt det. Dernæst taler man ofte om minoritetskampe som noget, minoriteter selv har fundet på ud af det blå. Men kategorier inden for race og seksuel orientering er jo skabt historisk med det formål at undertrykke. Så virker det unfair, at man kritiserer disse minoriteter for nu at bedrive ekskluderende minoritetspolitik, når de forsøger at forholde sig til den kategorisering.«

»Men kritikken af det, man kalder identitetspolitik, er også valid. Fordi identitetspolitikken kommer til at indgå i det, jeg kalder en markedslogik, hvor man skal akkumulere social kapital blandt ligesindede ved at identificere sig med det, man nu mener, er det mest populære og trendy. Det ligner socialkapitalisme, når det kommer til at handle om, hvor mange undertrykkelseskategorier, man kan akkumulere, for at få ret eller udøve magt i små kredse. Der sker det, som man i USA kalder ’virtue signalling’, der går ud på, at man viser sin dyd til andre, men i virkeligheden skal det positionere en i ens egen gruppe. At hænge ligesindede ud for at være homofober eller racister offentligt handler ofte mere om at opnå social kapital og magt i ens egen gruppe.«

– Kan man i identitetspolitikkens navn komme til at udskamme andre, fordi de ikke bruger de rigtige koder eller ord?

»Der kan godt være noget om, at de, der ikke er indviet i en bestemt måde at tale på, kan blive udskammet i debatten. Men jeg synes også tit, at det er akademikere, der bruger underklassen som bolværk for deres kritik. De påstår, at underklassen ikke forstår sproget, der beskriver undertrykkelse. Man skubber nogle udsatte mennesker foran sig for at få ret til at sige det, man gerne vil. F.eks. kritisere islam.«

– Det kan godt opleves, som om det er en meget snæver kreds på Facebook, der diskuterer identitetspolitik. Er der noget om det?

»Det kan der godt være noget om. Jeg tror, det handler om to ting. På den ene side er der nogen, der uomtvisteligt bliver diskrimineret på grund af deres identitet. Men på den anden side kan man ikke benægte, at dem, der gerne vil være allieret med minoriteter eller folk inden for en minoritetsgruppe, en gang i mellem bruger kritik af andre til at fremstille sig selv som nogen, der virkelig har forstået undertrykkelsen. Det er meget let at påtage sig nogle identiteter baseret på Facebook-aktivisme, og der er et selviscenesættende element i det. Det kan jeg godt forstå, mange bliver trætte af og finder indspist.«

– Hvad er identitetspolitikkens potentiale?

»Den kan bruges til at vise, at minoriteter ikke selv har fundet på, at de vil være minoriteter. De er blevet gjort til det i magtens ærinde. Men identitetspolitik kan også være symbolpolitik, fordi den henter sine begreber og jargon i popkulturelle fænomener fra primært USA i kampen for kulturel anerkendelse. Så er man pludselig ’allieret’ med nogle minoriteter, der opfattes som ’seje’. Men der er ikke meget omfordelingspolitik i identitetspolitikken. Branding, identitet og dermed kulturelt forbrug bliver et mål i sig selv.«

– Er venstrefløjens identitetspolitik skyld i højrefløjens fremmarch, fordi man har mistet fokus på nogle andre trængte gruppers økonomiske situation?

»Det er godt nok en tilsnigelse at give nogle få højlydte på venstrefløjen skylden for, hvor så mange mennesker placerer deres stemme. Man kan jo godt have fokus på både omfordelingspolitik og minoritetsrettigheder i samme kamp. Det er måske netop der, venstrefløjen kan forbedres.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Ussing
  • Bjarne Toft Sørensen
  • David Zennaro
  • Steffen Gliese
  • Ehm Hjorth Miltersen
Peter Ussing, Bjarne Toft Sørensen, David Zennaro, Steffen Gliese og Ehm Hjorth Miltersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu