Vækst i offentligt forbrug skiller VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti

Som snart sagt altid, fristes man til at sige, vil de kommende forhandlinger om næste års finanslov mellem regeringen og Dansk Folkeparti reelt handle om væksten i det offentlige forbrug.

Det såkaldte vækstmål har siden folketingsvalget i 2015 været – og vil vedblive at være – det strømførende lag i diskussionerne om henholdvis skattelettelser og penge til sundhed, ældre, Forsvaret og politiet. Grundlæggende handler det om, hvor stor en del af samfundskagen, det offentlige skal tegne sig for.

Regeringen foreslår således næste år at lade væksten i det offentlige forbrug stige med 0,5 procent, det svarer til 2,6 milliarder kroner, hvilket er mere, end først Venstreregeringen og siden VLAK-regeringen tidligere har ønsket, men stadig mindre end de 0,8 procent Dansk Folkeparti ønsker.

Mens den daværende SR-regering i 2015 gik til valg på en vækst i det offentlige forbrug på 0,6 procent, ville Venstre og De Konservative til gengæld have nulvækst, mens Liberal Alliance krævede en decideret minusvækst i det offentlige.

Efter folketingsvalget erkendte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) dog hurtigt, at »det offentlige forbrug kommer til at vokse under denne regering«. En beslutning, statsministeren har begrundet med, at danskerne ved valget i stort tal stemte på partier, som ønsker en større offentlig sektor og mere velfærd.

Den demografiske udfordring

Tidligere på året foreslog regeringen i den økonomiske såkaldte 2025-plan, »Vækst og velstand«, at holde væksten i det offentlige forbrug på 0,3 procent om året frem mod 2025.

I »Vækst og velstand« står der, at »det strukturelle offentlige udgiftstryk skal aftage, så den offentlige sektor og de samlede offentlige udgifter udgør en mindre del af samfundsøkonomien«.

Og videre hedder det:

»Som udgangspunkt ønsker regeringen en basisrealvækst på 0,3 pct. i det offentlige forbrug, svarende til knap 1,5 mia. kr. årligt. Hertil kommer udgifter muliggjort af reformer, f.eks. SU samt øgede investeringer i danskernes sikkerhed. Når vi får flere i arbejde, sparer staten f.eks. penge til indkomstoverførsler, som giver mulighed for nye tiltag på andre områder.«

Både Dansk Folkeparti og oppositionen advarer om, at det er for lidt. Alt for lidt. Alene det demografiske træk – det at der bliver flere ældre og børn – kræver ifølge regeringens egen 2025-plan en vækst på 0,7 procent årligt.

Af samme årsag opfordrer fagbevægelsen nu Dansk Folkeparti til »i det mindste« at stå fast på kravet om de 0,8 procent. Hvis den offentlige sektor skal følge med ikke bare demografien, men også velstandsudviklingen, kræves faktisk en vækst på 1,1 procent, viser FTF’s beregninger. Derfor mangler der alene til næste år 3,3 milliarder kroner.

Det går godt

De kommende forhandlinger mellem regeringen og Dansk Folkeparti bliver imidlertid alt andet lige lettere af, at krisen er overstået. Derfor er der flere penge at gøre godt med.

»Det går godt i dansk økonomi,« som finansminister Kristian Jensen (V) indledte med at sige ved præsentationen af finanslovforslaget i Rentekammersalen i Finansministeriet.

Regeringen har således valgt at opjustere skønnet for væksten i økonomien, så den i år forventer at denne bliver på to procent, hvilket er det højeste tal siden 2006 – og altså starten på krisen. Samtidig har tidligere reformer skabt et råderum i dansk økonomi på 32 milliarder kroner i 2018-priser. Milliarder, som kan fordeles til skattelettelser, velfærd og andre initiativer.

Regeringen foreslog tidligere på ugen at bruge 23 milliarder kroner på skattelettelser, hvilket efter såkaldt tilbageløb og ændret adfærd skønnes at ende med at koste 15 milliarder. Regeringen vil hente halvdelen af pengene – 7,75 milliarder kroner – fra råderummet, mens den anden halvdel dels skal komme fra allerede indgåede politiske aftaler og dels som konsekvens af indførelsen af en række foreslåede optjeningsprincipper på overførselsindkomster for udlændinge.

’Dialog med Dansk Folkeparti’

Som det ofte er tilfældet med økonomi, kan tal – og i dette tilfælde væksttallet –  bruges eller misbruges som ønsket, og flere har tidligere advaret om, at det ikke giver mening at gøre væksten i det offentlige forbrug til omdrejningspunkt for den politiske debat, sådan som det i høj grad skete under den seneste valgkamp.

Hvis en regering for eksempel – som det har været tilfældet – skærer på ulandsbistanden og i stedet bruger pengene herhjemme på flygtninge, vil det regnskabsteknisk få det offentlige forbrug til at vokse.

Dansk Folkeparti stillede sig da også ved den seneste finanslov tilfreds med at have tvunget regeringen til at opgive tanken om nulvækst. Kompromiset ved de kommende forhandlinger bliver sandsynligvis, at det offentlige forbrug stiger mere end foreslået, og at der bruges flere penge på velfærd og færre på skattelettelser – ikke mindst til de velstillede.

I hvert fald forventer finansministeren at kunne blive enig med Dansk Folkeparti om ikke bare finansloven og skattereformen, men også erhvervs- og iværksætterudspillet »Sammen om fremtidens virksomheder«. Ifølge Kristian Jensen er ’knasterne’ ikke større i år end tidligere.

»Vi er i dialog med Dansk Folkeparti om, hvordan man fordeler de enkelte klumper til skattelettelser og velfærd,« lyder det.