Læsetid: 10 min.

3F er tilfredse med Socialdemokratiets nye kritiske EU-linje

Et forandret Socialdemokratiet holder kongres i weekenden: Partiet er blevet langt skarpere i kritikken af EU’s fri bevægelighed, og retorikken er så kritisk, at ikke bare arbejdsgiverne, men også dele af fagbevægelsen er bekymrede. 3F er derimod tilfredse
3F har været med til at iscenesætte et nyt makkerpar i dansk politik, hvilket alle tre parter har vundet på, fordi der siden er blevet diskuteret emner som ulighed og social dumping, siger forfatter Peter Mose, der har været med til at skrive bogen ’Lobbyisternes lommebog’.

3F har været med til at iscenesætte et nyt makkerpar i dansk politik, hvilket alle tre parter har vundet på, fordi der siden er blevet diskuteret emner som ulighed og social dumping, siger forfatter Peter Mose, der har været med til at skrive bogen ’Lobbyisternes lommebog’.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

16. september 2017

Der var dem, der fik tak, og dem, der blev glemt, da Helle Thorning-Schmidt (S) holdt sejrstale i Vega på Vesterbro i København efter valgkampen i 2011. DSU’erne fik klap på skulderen, og makkeren Villy Søvndal fra SF fik en hilsen.

Men bagefter stod særligt en herre slukøret tilbage. Det var formanden for fagforbundet 3F, Poul Erik Skov Christensen. Det slæb, som ikke mindst 3F havde påtaget sig i valgkampen, hvor fagforbundet også økonomisk havde støttet »kampen for en ny regering« med fem millioner kroner, blev ikke nævnt med et ord.

»Den manglende tak er næppe nogen forglemmelse. Talen kan kun udlægges som, at den kommende statsminister allerede på valgaftenen ville signalere: Venner, der bliver ikke fri bar, hverken i aften eller senere,« som Peter Mose og Susanne Hegelund skriver i deres bog Lobbyisternes lommebog, hvor scenen fra spillestedet er beskrevet.

Men nu er tiden en anden. I hvert fald er formanden for Socialdemokratiet en anden og hedder Mette Frederiksen, og partiet har flyttet sig på en række politikområder. I dag indtager hun talerstolen på sin anden socialdemokratiske kongres, og i Kongrescenter Aalborg vil også 3F’s Per Christensen, der i 2013 afløste Skov Christensen som formand, være til stede.

I det forgangne år er det netop Per Christensen, der står som initiativtager til det største nybrud i dansk politik, da han inviterede Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl, og Mette Frederiksen til et fælles interview i Samtaleværelset på Christiansborg.

Der er tale om en mere moderne form for lobbyisme, vil nogle mene, end den Poul Erik Skov Christensen udøvede ved personligt at uddele socialdemokratiske pjecer under valgkampen i 2011. Hele det politiske Danmark faldt i svime over 3F-formandens strategiske genistreg.

Det nye makkerpar i dansk politik blev etableret, og alle tre parter vandt på Per Christensens initiativ, hvor der blev diskturet emner som bl.a. ulighed og social dumping, bemærker Peter Mose. Emner hvor 3F, DF og S har en høj grad af interessesammenfald.

I andre dele af fagbevægelsen, blandt arbejdsgivere og EU-tilhængere, ses der imidlertid med bekymring på sammenfaldet af strategiske og politiske interesser mellem 3F og Socialdemokratiet.

De frygter, at interessefælleskabet vil skade Danmarks muligheder for at skabe vækst og arbejdspladser, når et fagforbund, hvis medlemmer i særlig grad udsættes for pres fra social dumping og international konkurrence, spiller førsteviolin hos Socialdemokratiet.

Og de hæfter sig ved Socialdemokratiets stigende skepsis over for den fri bevægelighed i EU og restriktive holdninger til f.eks. østarbejdere i en tid, hvor arbejdsløsheden er i bund, og visse brancher forudser arbejdskraftmangel.

Formand for fagbundet Dansk Metal, Claus Jensen, siger:

»Den generelle EU-debat er fordrejet. Man finder nogle relativt små problemer og taler dem så stort op, at bukserne revner, og det bygger ikke på fakta, men på folks frygt. Man skal overveje retorikken meget. Vi har fået den fri bevægelighed af arbejdskraft, fordi vi gerne ville have den fri bevægelig af varer. Jeg kan huske, hvordan vi tidligere var ramt af store handelsforhindringer fra andre lande. Det kæmpede vi tillidsfolk for at ændre. Men det, tror jeg, rigtig mange har glemt.«

Adopteret

Ved valgkampen i 2015 blev 15 af de 33 3F’ere, der ifølge 3F’s Fagbladet stillede op i 2015, valgt. Kandidaterne med medlemsbog, som Fagbladet skriver, stillede op for SF, Enhedslisten, DF og Socialdemokratiet. SF fik valgt én, Enhedslisten fire og Socialdemokratiet hele ti.

Ganske vist er næsten halvdelen af Folketingets medlemmer DJØF’ere. Men arbejderne i 3F kan spore den største fremgang. I 2011 var der kun ti 3F’ere, der kunne sætte sig på folketingstaburetterne.

Og hvad betyder det så? I bogen Skjulte penge af Carl Emil Arnfred og Chris Kjær Jessen, der udkom sidste år, fremgår det, at f.eks. den toneangivne socialdemokrat Peter Hummelgaard, partiets nuværende EU-ordfører, indgik et samarbejde med 3F Kastrup, som ’adopterede’ ham i valgkampen 2015.

Med det fulgte et sponsorat, der ifølge bogen ofte gives i form af udlån af bil, lokaler og nogle gange kontante beløb, og følges op af mundtlige aftaler om, hvad kandidaten skal levere til gengæld.

Hummelgaard fik 12.000 kroner i støtte, hjælp til tryksager og til at brygge noget kaffe, som han forklarer i bogen, hvor han medgiver, at han skal give noget til gengæld for støtten.

»Forventningen er, at jeg lægger ører til de dagsordener, de har, uden at det er angivet nærmere specifikt, og at jeg stiller op, når de inviterer.«

Socialdemokratiet er ikke modstandere af kapitalisme, men de vil gøre den til velfærdsstatens tjener. Hvis socialstaten skal finansieres, skal vi kunne sælge vores varer og servicer til udlandet, så vi kan ikke ignorere den globale konkurrence. Men det er ifølge partiets nye principprogram ikke konkurrencen, som bestemmer, hvordan vi indretter vores samfund
Læs også

Det har han ikke fortrudt, siger han i dag efter to år i Folketinget.

»Der er nogle ting, som jeg er enig med 3F i, nogle andre er jeg uenige i, og nogle gange er den taktiske fremgangsmåde forskellig. Men støtten betyder for mig personligt rigtig meget, fordi jeg kommer fra en familie, hvor alle er medlem af 3F og lavtlønnede. Derfor er jeg meget ydmyg over for, at de ville adoptere mig.«

Hummelgaard er ligesom socialdemokraterne Mattias Tesfaye og Pernille Rosenkrantz-Theil tidligere ansat i 3F. Hvor andre som Jan Johansen i dag er næstformand i 3F Østfyn, mens Leif Lahn Jensen er 3F-tillidsrepræsentant og ifølge Berlingske har fået 3F’s støtte. Rosenkrantz-Theil har selv tidligere fortalt om, at hun har modtaget støtte fra LO-forbund.

Andre gange har aftalerne handlet om mere specifikt politisk indhold, fremgår det af Skjulte penge. Ifølge den tidligere formand for 3F Aalborg, Søren Elsberg, indgik 3F en aftale med politikerne om, at de skulle fremme kampen mod social dumping i forbindelse med valgkampen i 2015. Til gengæld gav 3F 300.000 kroner til kampagner og støtte, som ti nordjyske kandidater fra SF, S og Enhedslisten fik del i.

Også Mette Frederiksen har ifølge BT tidligere modtaget støtte fra 3F til to busreklamer, fremgår det af en artikel fra 2012, hvor hun var beskæftigelsesminister. Over for BT afviste Mette Frederiksen dog på linje med andre socialdemokrater, der har modtaget støtte, at det er et problem.

I 2007 besluttede 3F på linje med LO at stoppe de faste økonomiske bidrag til de røde partier. Men de lokale afdelinger kan selv vælge, om de vil støtte politiske budskaber.

Information har skrevet til samtlige 69 lokalafdelinger i 3F og spurgt om – og i givet fald hvordan – de støttede socialdemokratiske kandidater i 2015.

Af de 27, vi har fået svar fra, siger 14 afdelinger, at de ikke støttede økonomisk. Nogle få svarer, at de ydede støtte, men det var ofte til et større felt af kandidater end bare socialdemokrater. Og støtten er ikke nødvendigvis direkte økonomisk støtte, men hjælp til pjecer, udlån af personale eller afholdelse af politiske møder.

»Vi tilbyder støtte til alle medlemmer af 3F Frederikshavn, når de stiller op til valg. Ikke med kontante beløb. Vi støtter med udarbejdelse af pjecer, bannere og arrangement af møder. Samlet for den enkelte løber det op i et ganske beskedent beløb og aldrig over 3.000-4.000 kroner. Vi har taget en beslutning om ikke at lave forskel i støtte, men kun støtte dem, som arbejder for vores mærkesager politisk,« svarer 3F Frederikshavn eksempelvis.

Spørgsmålet er imidlertid, hvor langt 3F’s indflydelse rækker ind i den socialdemokratiske gruppe. Nogle gange kan et veliscenesat møde mellem partibosser og kontakten til Socialdemokratiet tjene det formål at vise udadtil – og ikke mindst til de kontingentbetalende medlemmer – at et fagbund har indflydelse. Og oplevelsen af indflydelse kan være større hos dem, der forsøger at udøve den, end den reelt er.

Spørger man formanden for 3F, Per Christensen, forklarer han, at 3F samarbejder med alle politiske kandidater.

»Lad mig give et eksempel for at nuancere: Vi har lige haft ca. 130 nuværende og potentielle kandidater til træning. Fire var fra DF, to fra Venstre og en fra LA. Vi giver dem en brochure, argumentationstræning og har nogle mærkesager, vi gerne vil have, de går efter. Men alle får nøjagtig den samme behandling af mig,« siger han.

Smede for EU

Ifølge Peter Mose, der er forfatter til en række bøger om dansk politik og lobbyisme, er der imidlertid en dybere uenighed om EU-politikken mellem 3F og Dansk Metal, som bunder i, at man ser forskelligt på udfordringerne på det danske arbejdsmarked.

Visse kendere af fagbevægelsen og Socialdemokratiet karakteriserer da også Dansk Metal som mere magtfuld end 3F – Dansk Metal har også ydet støtte til Socialdemokratiet.

»Højresocialdemokraterne i Metal er noget bekymrede over, hvad der foregår i 3F. De er bange for, at S drejes i en alt for nationalistisk retning. Metal har jo en dybt positiv tilgang til EU, for de ved godt, at smedene i de eksporttunge erhverv er afhængige af, at danske virksomheder klarer sig godt, og EU er et kæmpe og undervurderet marked. Men jo mere der lukkes af, jo mere lukkes der af for deres medlemmer. På den måde blander smedene totalt blod med Dansk Industri, som de har et historisk og koordinereret samarbejde med,« siger Peter Mose.

Selv udtrykker Dansk Metal-formand Claus Jensen de forskellige tilgange i EU-politikken, den fri bevægelighed og social dumping sådan her:

»Jeg er helt med på, at der er områder af det danske arbejdsmarked, der er truet af social dumping, fordi man ikke har sikret de værktøjer i overenskomsterne, der forhindrer løndumping.«

Formanden henviser bl.a. til de regler, man allerede har indført på industriens område, der betyder, at udenlandske arbejdstagere skal have det samme »helt ned på julegaveniveau« som Dansk Metals medlemmer.

»Men hvis vi i fagbevægelsen laver vores faglige arbejde, har vi så ikke allerede de værktøjer, der skal til for at bekæmpe social dumping? Behøver vi så at begrænse den fri bevægelighed af arbejdskraft?«

– Burde 3F selv sørge for at få organiseret mere af den arbejdskraft, der i dag er uorganiseret, i stedet for sammen med Socialdemokratiet at køre en hård retorik imod den fri bevægelighed?

»Det er jo i hvert fald noget, der pludselig er dukket op som et tema hos Socialdemokratiet, sådan har jeg forstået debatten. Arbejdskraftens fri bevægelighed er et vilkår, som vi ikke skal spilde krudt på at bekæmpe,« siger Claus Jensen og understreger, at fagbevægelsens kerneopgave er at skabe ordentlige arbejds- og lønvilkår ved at lave overenskomster.

»Jo flere lønmodtagere, der er dækket af en overenskomst, des færre sager om løndumping. Den store udfordring er meget mere end underbetalt udenlandsk arbejdskraft. Først og fremmest at vi ikke kan få nok kvalificeret arbejdskraft. Det må den samlede fagbevægelse besinde sig på.«

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, og Mette Frederiksen, Socialdemokratiets formand, mødtes i weekenden debat ved Folkemødet på Bornholm.
Læs også

Metal-formandens bekymring deles også af arbejdsgiverne i DA.

»Vi frygter, at branchers problem bliver gjort til hele arbejdsmarkedets problem. At enkelte udfordringer får et gennemslag, så man ender med at sætte uhensigtsmæssige barrierer op. Og det er klart, at den måde, som Socialdemokratiet taler om EU og den fri bevægelighed, ligger langt fra det, vi synes, der er hensigtsmæssigt for lønmodtagere og arbejdsgivere.«

»Naturligvis taler Socialdemokratiet med fagbevægelsen, herunder i 3F’s sofa. Og så kan jeg bare konstatere, at 3F har en anden retorik om det her end f.eks. Metal,« siger viceadministrerende direktør i DA, Pernille Knudsen, som henviser til undersøgelser, hvoraf det fremgår, at Danmark er det EU-land, der har tjent mest på fri bevægelighed.

Peter Hummelgaard, EU-ordfører for Socialdemokratiet, mener ikke, at partiet er med til at skabe et negativt og fordrejet fokus på den fri bevægelighed.

»Metal har da ret i, at det handler om at organisere arbejdskraften. Men den største del af social dumping foregår på måder, som man ikke kan organisere sig ud af. Det gælder f.eks. udstationeringsdirektivet, og når man henter arbejdskraft ind via underentreprenører,« siger Hummelgaard.

»Vi har ikke noget ærinde om at udelukke udenlandsk arbejdskraft. Men der er klart, at det er bestemte grupper på arbejdsmarkedet, der oplever presset på deres job og løn. Og de grupper har vi en forpligtigelse over for, hvis vi gerne vil blive ved med at leve i samfund, hvor vi har høj grad af lighed og retfærdig fordelt velstand. Men vi kæmper også for, at f.eks. Metals medlemmer skal kunne opkvalificeres.«

Fair bevægelighed

Når man spørger formand for 3F, Per Christensen, anerkender han, at Danmark tjener på den fri bevægelighed. Men han siger:

»I øjeblikket tipper det den forkerte vej, i den måde vi håndterer den fri bevægelighed på. Vi oplever f.eks., at der bliver skåret ned på arbejdstilsynet, og at kontrollen af unfair konkurrence svækkes.«

Samtidig tvivler 3F-formanden ikke på, at Dansk Metals medlemmer f.eks. kan frygte mangel på kvalificeret arbejdskraft. Men som han siger:

»Jeg vil bare se det, før jeg tror det. Kan vi ikke snart få en melding på, hvad det er for en arbejdskraft, vi konkret mangler, så vi kan sætte nødvendig efter- og videreuddannelse i gang.«

At 3F i lige så høj grad som EU sidder med løsningen på problemet med social dumping, afviser Per Christensen:

»Problemet med social dumping er uoverstigeligt. Alene på byggeområdet har vi ca. 400 sager om året. Og så mange gode tillidsfolk har vi altså ikke til at føre kontrol.«

Dertil kommer rengøring, landbrug, gartneri, hotel og restauration, som 3F vuderer udgør 5-600 sager om årligt.

Der er stadig lang tid til næste valg og den foreløbige afgørelse af, om Mette Frederiksen kommer til at stå på en S-kongres som både formand og statsminister. Efter de rødes valgsejr dengang i 2011 ventede der imidlertid endnu en overraskelse for fagbevægelsen.

Den daværende ledelse i SF og S havde nemlig holdt en række hemmelige hulemøder med de største virksomhedsledere. Per Christensen er dog fortrøstningsfuld over for fremtiden.

»Efter Mette Frederiksen blev formand, vil jeg bestemt sige, at det går vores vej. Jeg ser med stor tilfredshed på, at Mette Frederiksen og Thulesen Dahl efter folkemødet krævede mere ’fair bevægelighed’, fordi det rammer både viljen til samarbejde i EU og viljen til at finde mere fair løsninger. Det falder lige ned i min turban.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Andreas Gamél von Benzon
Andreas Gamél von Benzon anbefalede denne artikel

Kommentarer

morten rosendahl larsen

Det må være svært og egentligt også selvmodsigende at være i politik uden at mene noget oprigtigt....men hele tiden skulle opfinde ny politik for at holde sig tæt ved magten.....Nu taler man Bernie Corbin politik på landsmødet....det virkede bedre end forventet i UK, så lad os prøve det ....Og for ganske kort tid siden forsøgte man sig med blå politik...
Var det ikke sådan en gang, at man var i politik, fordi man mente noget oprigtigt ?

Johnny Winther Ronnenberg og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Johnny Winther Ronnenberg

Den sidste rigtige socialdemokrat var Anker, der gerne tog en snak på gaden med almindelige mennesker. Han var altid lyttende både når han fik på puklen og når han fik ros og svarede stille og roligt uden floskler på ethvert spørgsmål han blev stillet.

Jeg kendte ham fra SID's akasse hvor han var kasserer og jeg boede meget tæt på ham, da jeg var ung, så jeg udnyttede muligheden når jeg mødte ham. Tanken om at tale med statsministeren personligt virker som en utopi i dag, hvor de taler gennem røven på en spindoktor, der automatisk omformulerer alt hvad der kommer ud af munden. på dem til tågesnak.