Sommeren har været fyldt med historier om sygdomssvækkede borgere, der har fået det værre som følge af langstrakte ressourceforløb og meningsløse arbejdsprøvninger. Henriette Fischer er ikke en af dem.
Tværtimod har muligheden for at teste alt fra åbne kontorlandskaber til få timers arbejde ført til et fleksjob, hun i dag ikke kunne leve uden. Da hun blev ramt af hjernesygdommen meningitis, var hun ellers overbevist om, at der var sat punktum for hendes tid på arbejdsmarkedet.
»Hvis du havde sagt til mig, at nogen ville ansætte en til at sidde og arbejde, som jeg gør, ville jeg have tænkt: ’Det er jo utopi’. Men nu får jeg lov til at være den, jeg var før, bare i meget få timer om ugen,« fortæller hun fra Holstebro.
Det var her i kommunen, hun efter flere års sygdom fik tilbudt et ressourceforløb, der gav hende den tid og ro, hun havde brug for.
»Jeg fik mulighed for at prøve mig selv af. Kunne jeg være med på en kursusdag? Hvad med transport? Kunne jeg lave noget af det, jeg tidligere havde lavet? Kunne jeg arbejde i 12 timer om ugen? Jeg lærte meget om mig selv, og arbejdspladsen lærte også langsomt mig at kende.«
Det bekendtskab har i dag betydet, at hospitalet i Holstebro har ansat hende i et fleksjob på 10 timer om ugen. Arbejdet og den sociale kontakt med kollegerne giver hende livskvalitet og en følelse af mening – og ikke mindst energi til at være mor og menneske ved siden af.
På mange måder er Henriette Fischers oplevelse et godt eksempel på, hvad meningen var med de ressourceforløb, der blev indført med fleksjobs- og førtidspensionsreformen i 2013. Alligevel er det ikke så enkelt og da slet ikke, hvis man ikke selv har ressourcerne til at stå op imod systemet.
’Det var det eller ingenting’
Henriette Fischer er uddannet i folkesundhedsvidenskab i København, hvorefter hun flyttede til Holstebro sammen med sin mand og to børn.
Her fik hun arbejde i Struer Kommune, hvor hun sad med ansvaret for den kommunale sundhedsfremme og forebyggelse. Alt det stoppede brat, da hun i 2011 blev ramt af meningitis.
»Jeg kan huske den dag, fordi der var valg til Folketinget. Jeg plejer at stemme, men jeg kunne knap slæbe mig derover,« fortæller hun.
Hun havde voldsom hovedpine og nakkestivhed, men blev hurtigt sendt hjem efter et lægebesøg. Først da en kontorkollega blev indlagt med meningitis, insisterede hun på selv at blive undersøgt.
Da Henriette Fischer endelig blev indlagt, blev hun udskrevet efter fire dage, fordi hun havde fået hjernebetændelsen af en virus og ikke en bakterie. Når det er en virus, kan det ikke behandles. For de fleste går det over af sig selv, men for otte til ti procent får det langvarige følger.
»Jeg troede jo bare, jeg skulle tilbage i arbejde. Jeg prøvede med et par timer om dagen, men det blev for meget. Jeg prøvede at få taget ansvaret fra mig, men det var stadig for meget. Til sidst havde jeg ingen opgaver.«
Efter et år som sygemeldt blev hun afskediget. Det var ikke hendes første tur gennem behandlingsmøllen. Flere år tidligere blev hun opereret med skruer for en diskosprolaps i ryggen ad tre omgange og har siden døjet med depression og indimellem rygsmerter.
Den dag i dag oplever hun fortsat daglig hovedpine, hun sover meget og har store problemer med hukommelsen – glemmer hurtigt og laver fejl. I starten havde hun også talevanskeligheder, som i dag er blevet bedre.
Alt det skete, før ressourceforløb blev indført i 2013. Formålet med ressourceforløb er, at ingen skal direkte på førtidspension, før alle muligheder for uddannelse og arbejde er udtømt.
Et ressourceforløb kan vare i et til fem år, og i den periode kan mennesker med andre problemer end bare arbejdsløshed få hjælp til at undersøge, om deres ’arbejdsevne kan udvikles’. Her kan man for eksempel blive tilbudt kurser i stress, hjælp til boligproblemer og samtaler med en psykolog. Alt sammen med støtte og supervision fra fagpersoner med ekspertise i sundhed, sociale problemer og beskæftigelse.
For tre et halvt år siden fik Henriette Fischer tilbudt sit eget forløb.
»Det var ligesom det eller ingenting. Og det tværfaglige lød fint.«
Kontaktede selv hospitalet
Hun ringede selv til hospitalet i Holstebro og spurgte, om de ville have hende i et ressourceforløb til at lave mindre opgaver uden deadline. De havde ikke prøvet det før, men sagde alligevel ja. I forløbet var en kontaktperson ofte på besøg for at hjælpe både hende og hospitalet til at komme igennem den langstrakte proces, hvor hun i begyndelsen prøvede at arbejde seks timer i ugen.
»De første tre måneder kunne jeg ikke huske noget, og jeg var træt. Men der var ro, og jeg følte ikke, jeg skyldte dem at levere noget hurtigt, for jeg var jo gratis. Så på den måde kunne jeg bare koncentrere mig om at finde ud af, hvad jeg kunne.«
Hun begyndte at lave evalueringer af de ting, der foregik på hospitalet. Det betød blandt andet at indsamle spørgeskemaer og analysere resultater. Når hun skal læse på engelsk, bliver hun hurtigt træt, og hun kan kun sidde med de store mængder data foran computeren i en time.
»Og så får jeg hjælp til det skriftlige. Det er jeg ikke så stærk i mere. Jeg mangler ord, og når jeg bliver træt, mangler jeg endnu flere.«
Efter de to år i ressourceforløb endte Henriette Fischer med at blive ansat samme sted i et fleksjob på 10 timer om ugen. Hun arbejder mandag, onsdag og fredag, men med mulighed for at møde sent eller skubbe det, hvis hun har det skidt.
Rigtig mange mennesker på ressourceforløb har psykiske og kognitive problemer, og netop her er det særligt vigtigt med forståelse og god tid. For som det er tilfældet med mange i samme situation kan man ikke se på Henriette Fischer, at hun er begrænset.
»Jeg smiler stadigvæk, når jeg kommer på arbejde. Ingen kan se, hvor mine grænser er, og man skal jo kæmpe lidt med sin identitet. Den skal lige findes igen … Også som mor.«
Ud over ’ro’ er det ét ord, der går igen i Henriette Fischers beskrivelse af sit eget forløb: indflydelse.
»Jeg var fra starten interesseret i selv at finde et sted at komme i arbejdsprøvning. Det sagde de ja til, og jeg havde brug for den indflydelse. Én psykolog havde egentlig allerede skrevet, at jeg ikke ville få det bedre, og at jeg måske kunne stille lidt varer på hylder. Jeg ville gerne finde noget, der gav mening for mig. Selv om jeg ikke troede på det til at starte med.«
I dag kan hun slet ikke undvære det.
»Det er der, jeg henter min energi, selv om det kun er 10 timer. Bare det at få lov til at snakke med til frokost og føle sig normal i nogle timer om ugen.«
Muligheden for at sige nej
For Henriette Fischer er det ikke så meget det specifikke antal timer, der har været afgørende for hendes arbejdsglæde. Det har i højere grad handlet om indflydelse, anerkendelse og respekt under forløbet. Som dengang hun blev spurgt, og hun ville have en madras ind på kontoret, så hun kunne sove midt på dagen og teste, om en middagslur ville gøre hende i stand til at arbejde flere timer.
»Det ville være totalt ydmygende, så det sagde jeg nej til. Og det blev respekteret. Den gensidige respekt er utrolig vigtig. Jeg hører også historier, hvor nogen føler sig meget talt ned til, og hvor det er svært at sætte ord på, hvordan situationen stresser og presser dem.«
Selv frygtede Henriette Fischer, at hun under ressourceforløbet ville blive presset ud i alle mulige erhverv, hun ikke kendte, og som ikke ville give mening. Når det gør det i dag, tror hun blandt andet, det skyldes, at hun har haft nogle ressourcer og en uddannelse, som langt fra alle har.
»Man kommer med meget forskellige forudsætninger ind i sådan et forløb, og jeg tror, det er ret afgørende, om man har en uddannelse og er veltalende. Om man selv kan overskue at sige: ’Jeg kunne godt tænke mig det her’. Der er det vigtigt, at man føler sig set af sagsbehandleren og får lov til at byde ind.«
Selv kender Henriette Fischer til flere historier om borgere, der har knækket nakken på ressourceforløb. Nogle har aldrig følt ejerskab over deres forløb, og mange har svært ved at se, hvor de skulle kunne passe ind.
»Det kræver rigtig mange kompetencer bare at klare sig igennem. For nogle er fire timer ude af døren fuldstændig uoverskueligt, og jeg kan godt forstå, at de, der ikke kan stå op imod systemet, bare gerne vil have noget fred.«
Af samme årsag mener Henriette Fischer, at man i forløbet skal have mulighed for at tale og brainstorme med en person, som ikke er ens egen sagsbehandler.
»Jeg forestiller mig en uvildig person, der ikke sidder og bestemmer over din fremtid. Hvor alt ikke skal noteres, men hvor man bare kan få endevendt sin situation og bliver klædt på til mødet med sagsbehandleren. Selv om det lyder lidt bagvendt.«
Tæt kontakt er afgørende
Hun har selv oplevet, at opmærksomme kontaktpersoner kan være afgørende for både personen i ressourceforløb og den virksomhed, der skal rumme den særlige ansættelse.
Holstebro Kommune ligger i forhold til sammenlignelige kommuner højt, når det kommer til oprettelsen af fleksjob. Her har hospitalet nu valgt at tage endnu en borger ind i et forløb, og denne gang har Henriette Fischer selv været med til at klæde begge parter på til nogle af de dilemmaer, hun selv har været igennem.
Kan man for eksempel tillade sig at tage en kaffepause, når man kun arbejder få timer? Hvad med frokost? Og hvordan siger man fra over for larm og pres, når man er træt, mister hukommelsen og har daglige smerter?
Lige nu har Henriette Fischer fundet et niveau, hvor hun har det godt med de ti timer. Fremtiden er dog langt fra sikker, for hendes fleksjob stopper om to et halvt år. Der bliver hospitalet nemlig flyttet til Gødstrup tæt på Herning som en del af centraliseringen.
»Der kommer til at være åbne kontorlandskaber, og det kan jeg ikke. Så jeg er spændt på, om jeg skal igennem arbejdsprøvning et nyt sted, og om jeg kan få dem til at oprette et fleksjob. Bare man ikke skal levere fra dag ét. Det kan jeg ikke, før der er gået en lang periode. Det er jo netop essensen af et ressourceforløb. Det tager tid.«
Her i Henriettes tilfælde er det noget af en solskinshistorie, at hun har formået at skaffe sig et så godt fleksjob, hvor der tages udtalte skånehensyn til den situation hun befinder sig i. Dog lurer fremtiden i horisonten, med en afskedigelse og nye anstrengelser for at få job.
Det understreger vigtigheden af, at den enkelte oplever forståelse for sine begrænsninger, og ejerskab over hvornår / hvordan / hvorledes hun eller han kommer i ressourceforløb og fleksjob.
Samarbejdet og frivilligheden er det essentielle her. Godt Henriette er flyttet fra Struer, der handles der anerledes barskt overfor borgerne.
Fleksjob giver jo netop mening, når der er tale om en særlig kompetence, man kan tilbyde en specialiseret arbejdsplads. Når det kommer til at 'sætte lidt varer på hylder', er vi ude over den særlige situation, og valget må være op til den syge selv, især hvis det er mindre end halv tid, der kan arbejdes.
Smuk historie, som rørte mig meget.
Især disse ord: Bare det at få lov til at snakke med til frokost og føle sig normal i nogle timer om ugen
Desværre er der en masse elementer, som ikke berøres her. Et af den meget dårlige økonomiske situation som mennesker i ressourceforløb fastholdes i. En ydelse på størrelse med kontanthjælp - hvorfor alverden er den ikke i det mindste på størrelse med sygedagpenge, hvis man vil hjælpe borgeren bedst muligt? Selvfølgelig fordi meningen med reformen var at opnå besparelser!
Også det som giver kommunerne incitament til at fastholde borgerne i årevis, som slavelignende arbejdskraft,
Jeg talte forleden med min lokale Faktachef. han fortalte, at imellem 40 -50 % af personalet i hans butik var mennesker i arbejdsprøvning/praktik! og sådan er det i alle lignende butikker - i følge ham i hvert fald i Københavnsområdet. Billig arbejdskraft ind af bagdøren. Enhver borgerligs våde drøm om working - poor!!
@ Hans Jørgen : Jeg hører desværre ikke den fremstilling ofte. Jeg hører tværtimod, at de som sendes ud i virksomhederne føler sig som anden rangs mennesker. At der bliver set ned på dem. De føler sig ikke som stolte mennesker med værdigheden i behold! Måske er det fordi de som jeg kender er mennesker med psykiske lidelser(blandt andet flere tidligere soldater). Muligvis er det endnu værre at være i ressourceforløb for mennesker med psykiske lidelser end med fysiske!
Hvis man lægger det at man skal leve i fattigdom sammen med det, at man sidder i saksen hos kommunen på ubestemt tid. så får man en ekstremt stressende cocktail, som gør flere borgere raske end syge!!
Selvfølgelig omvendt:FLERE BORGERE SYGE END RASKE!!!!
Jamen, det har i hvert fald været normen i 10-15 år, at samtlige butikker, plejehjem, børnehaver og andre erhverv har brugt og bruger arbejdsprøvning/ tilskud/ praktik kontinuerligt!
Færdig - næste...
Igen hykleri med hensigten at ville lade personen lære/ få en chance - det sidste absolut minimal! Hvorfor også det? Det andet er så nemt og smertefrit.
Man kan da også se hvordan arbejdet gøres på det sted, hvilket kan være godt nok. Men det er ikke godt nok at holde folk for nar og lade fortjenesten afgøre om man virkelig skulle ansætte nogen folk i stillingerne.
Hvorfor dog, det er jo ikke specialister, man misbruger - kun arbejdsslaver.
Det har en betydning, hvilken sygdom ect., man har. En ødelagt ryg er anderledes fra en anden, som måske bare kræver medicin og en skåne periode.
Det tror jeg bare ikke, at man tager hensyn til...
Kunne være interessant at lave en "kundetilfredshedsundersøgelse" og se hvordan ressourceforløb opleves for de der er igang med et resourceforløb.
Christoffer Pedersen, prøv at gå ind på Avisen.dk, og kom igang med at læse det du udtrykker som "kundetilfredshedsundersøgelser". Eller læs eventuelt alle de artikler Information har bragt henover sommeren. Det lader til, at du har kommenteret på kommentarerne, og sprunget indholdet over..!
Eva Schwanenflügel
De artikler du henviser til er enkeltstående historier som kun viser hvordan de ret få personer der medvirker føler sig behandlet. Jeg kan ikke finde noget sted i avisen.dk det er anderledes.
Men det jeg mener med "kundetilfredshedsundersøgelse" er at ALLE der har været/ er i ressourceforløb fortæller hvad de mener, fx. i form af et spørgeskema. Jeg ved ikke om der findes noget der ligner - men det kunne være lidt spændende med noget viden om de forskelligheder der nødvendigvis må være i hvordan et ressourceforløb opleves. Og 10, 20, 30 gode eller dårlige "historier" fra enkeltpersoner fortæller det ikke, derfor synes jeg det ville være relevant. Synes du ikke det ?
Christoffer Pedersen
Der findes over hundrede danske Facebook grupper hvor man kan finde tusinder af eksempler på vanvittige forløb, at man kan finde enkelte positive og menneskelige forløb siger meget lidt om virkeligheden for flertallet af de berørte. Jeg har været der selv, så jeg ved hvor nedbrydende og uværdigt de forløb kan være, de burde være strafbare.
Johnny Winther Ronnenberg
Jeg tror ikke Facebook-grupper giver et retvisende billede af helheden. Men de fortæller der er mange utilfredse.
Lige meget hvad resultatet af en undersøgelse ville blive, så ville det da være interessant at kende det. Og hvis resultatet er stærkt utilfredsstillende vil det vel også være en wake up for politikerne.
Efter flere års ledighed blev jeg visiteret til fleksjob tilbage i 2007, pga., slidgigt og diskusprolapser i ryggen og under forudsætning af at jeg selv fandt et arbejde at flekse i. Det gjorde jeg ikke. Efter endnu et par år i forskellige aktiveringsprojekter, hvor jeg udførte håndværksarbejde og serviceopgaver, kom jeg i ressourceforløb. Det endte med en praktik i en daginstitution femten timer om ugen, til at begynde med som kontormedhjælper. Næste år var jeg oppe på tyve timer med mere praktiske opgaver og nu avanceret til løntilskud. Tredje år lykkedes det mig at blive ansat 25 timer om ugen Men så havde jeg næsten også selv, med lidt hjælp fra en uortodoks chef, opfundet min stilling som altmuligmand. I dag må jeg bare erkende at ryggen har bedre af arbejde (med måde) end ledighed. Det vidste jeg ikke for tredive år siden, da det hele begyndte med den farligste cocktail af alle: stillesiddende arbejde kombineret med meget tungt arbejde og ind i mellem en tjans som opvasker i en restaurant med et meget festligt image.
Det er mærkeligt at læse svarene igennem til denne positive artikel om Henriette Fischer.
Kun en enkelt er bare lidt positiv (Søren Kristensen: Efter flere års ledighed ..)
Alt andet handler stort set om en selv og alt det, man er blevet trukket igennem.
Jeg troede lidt naivt, at blev man syg, så blev man glad over at få hjælp - både til sygdommen, men også til at blive aktiv igen. Måske ikke på samme måde som før, men i et job, hvor der blev taget hensyn til ens sygdomsforløb.
Men sådan er det ikke, det hele handler om at få tilkendt førtidspension, SÅ skal man nok finde ud af det. Og i bedste fald kan man gå med til at afskrive noget af pensionen, hvis man får et mindre job ved en tilfældighed.
Førtidspension er for mig at se den sidste mulighed, hvis alt andet fejler - og mærk jer vel: Jeg snakker om de mest alvorlige sygdomme, hvor man hverken kan røre arme eller ben og har smerter i hovedet.
Så jeg blev ganske rørt af Henriettes bemærkning: Bare det at få lov til at snakke med til frokost og føle sig normal i nogle timer om ugen, fordi reformen handler om at give de sygdomsramte denne mulighed: At blive anset som normal ...
Jeg har i rollen som ledig arbejdet (man får altså ikke lov at ligge ret længe på sofaen som ledig nu om stunder) mange steder, med min dårlige ryg, hvor der selv med de bedste kollegiale intensioner ikke var plads til min skranten. Gigt er en flygtig sygdom, nogle dage klarer man mere end andre og jeg er fx sikker på det langstrakte treårige tilløb, frem til min nuværende ansættelse, var forudsætningen for at jeg omsider lykkedes med et job samme sted, fordi det gav til at lære mine kollegaer ikke at tage en god dag for pålydende. Det bliver jo hurtigt til at hvad man kan den ene dag forventes man også at kunne den næste. Sådan er det bare ikke når man har slidgigt og i mine tidligere mange jobs er den problemstilling altid kommet på tværs og endt med at jeg har måtte gå. Derfor forstår jeg godt de der giver op og forlanger førtidspension, det har jeg også selv gjort. Og helt ærligt og uden glorie, så tror jeg ikke ret mange er i stand til at skabe deres egen stilling, sådan som jeg har været heldig og kunnet gøre. Jeg har i øvrigt gået fem år på arkitektskole og læst ét år til socialrådgiver, for at ende (og det skal ikke forstås negativt) som gårdmand i en børnehave. Hvad med alle dem der ikke ved så meget ud over det job eller det fag de har været vandt til og som måske er det fag der har gjort dem syge? Kan de også gå et par trin ned skabe deres eget job? I de fleste tilfælde tror jeg det desværre ikke og slet ikke for mange af dem der pt. råber op ude på Lærkevej. Der lader simpelthen ikke til at være brug for dem.
Det er for øvrig ikke lykken som nogen tror at komme på førtidspension, så langt fra. Ud over de problemer man slås med i forvejen, så har man problemer med at finde en bolig som man har råd og med evigt stigende priser på el, varme, vand, renovation og kloakafgifter, medicin, tøj og mad så bliver det håbløst.
Den problematik taler ingen om hverken, politikerne eller pressen ser på virkeligheden som den virkelig er, som er endt i den situation, det er nemlig et tabu.
Vi er så igen tilbage omkring vores menneskesyn omkring arbejde,ansvar og pligter. Skal et menneske yde et bestemt bidrag til vores fællesskab arbejdsmæssigt for at fortjene en løn til at leve af? Er holdningen hos mange at hvis man kan vil man snyde sig igennem livet? Hvis man nu gik ud fra at alle mennesker grundlæggende gerne vil arbejde og være med så var vi et lille stykke. Dernæst at alle ikke kan det samme og fra naturens lunefuldhed har fået forskellige intelligenser. De som i magtens centrum har den "dårligste" skal så straffes med et noget lavere honorar, som om det menneske selv har valgt sit stade, altså bare dårlig karma.Hvorfor i alverden ikke satse på de mennesker i fuld respekt som gerne vil forsøge at komme igennem møllen trods sygdom og lade dem som ikke har modet og evt. evnerne i fred til en rimelig levevis som så måske kunne åbne op for at tilegne sig ny viden og kompetencer i den situation man er i. Det bør til en hver tid være muligt for en syg såvel fysisk som psykisk at få lov til at prøve kræfter i et erhverv uden at skulle miste sin pension. Ville vi som mennesker og samfund blive fattigere af det?
@ Hans Jørgen
Igen virker det som om at du kun ser de eventuelt positive sider af ressourceforløb.
Du forholder dig ikke til den påtvungne fattigdom, som mange oplever som syge. Du forholder dig heller ikke til den tidsubestemte situation som mennesker fastholdes i, og du forholder dig endelig ikke til fornedrelsen, stigmatiseringen og dehumaniseringen, som alt for mange oplever når de er i kontakt med jobcentrene.
Det er tydeligt at du har Mette Frederiksen - kasketten på: vi vil så gerne inkludere de syge. Vi vil bare hjælpe, så alle kan føle glæden ved at at deltage i " fællesskabet"!
Det er dejligt, at det lykkes for nogen, omend der er tvivl om hvor længe det holder.
Jeg hæfter mig ved denne sætning omkring en kontaktperson: "»Jeg forestiller mig en uvildig person, der ikke sidder og bestemmer over din fremtid. Hvor alt ikke skal noteres, men hvor man bare kan få endevendt sin situation og bliver klædt på til mødet med sagsbehandleren. Selv om det lyder lidt bagvendt.«
Hvor det dog afspejler på bedste vis, at en sagsbehandler ikke er til for borgeren men for systemets skyld. En sagsbehandler er en person, man skal tage sig i agt for, en betjent, dommer og bøddel i selv samme embede, og som gør det nødvendigt at man taler med en helt tredje person, når der er brug for hjælp.
Mærkelig verden der blev skabt, da socialpolitikken blev underlagt beskæftigelsespolitikken.