»Vi skal bekæmpe parallelsamfund, hvor der leves efter normer, som er i strid med grundlæggende danske og vestlige værdier.«
Inger Støjberg (V) var klar om sin ambition, da regeringen i oktober 2016 afsatte 250 millioner til bekæmpelse af blandt andet æresrelaterede forbrydelser.
Det var ikke første gang, at emnet kom på den politiske dagsorden. Langtfra. Siden 2001 har skiftende regeringer udpeget fænomenet til at udgøre et stort problemområde, som er forsøgt håndteret med millionbeløb og lovforslag. I dag er de æresmotiverede handlinger kvindelig omskæring, tvangsægteskaber og tvungen ansigtstildækning ulovlige i Danmark.
Opmærksomheden på, hvad der egentlig virker, har imidlertid været langt mindre.
I en ny ph.d.-afhandling undersøger den 34-årige jurist Sabba Mirza som den første de tre æresrelaterede bestemmelser fra et strafferetligt perspektiv. Under hendes ph.d. har hun blandt andet forsket ved Centre for Crimonology på Oxford Universitet.
Sabba Mirza havde under jurastudiet ambitioner om at blive dommer, men ændrede blandt andet kurs som følge af ’tørklædeloven’, der forbyder danske dommere at bære tørklæde.
Moralsk panik og korstog
Sabba Mirzas forskning efterlader ikke mange rosende ord om § 245a og § 260 stk. 2 og stk. 3., som er de tre bestemmelser i den danske straffelov, der forbyder kvindelig omskæring, tvangsægteskaber og tvungen ansigtstildækning.
»Lovgivningen er overflødig, uklar og retligt set ineffektiv. Den skader ikke, men gør heller ikke hverken fra eller til. Bestemmelserne er et udtryk for følelsesbaseret lovgivning, som har været sidste udvej, fordi det har vist sig svært at finde reelle løsninger på de æresrelaterede forbrydelser,« siger hun og påpeger, at der jo allerede eksisterer forbud mod lemlæstelse, vold og tvang i den danske lovgivning.
De tre æresrelaterede bestemmelser er vedtaget på forskellige tidspunkter i perioden 2003 til 2010, men omstændighederne var ens.
»Fælles for den æresrelaterede lovgivning er, at den er blevet formuleret i kølvandet på massivt medie- og politisk fokus. Konteksten er den moralske panik af global islamofobi efter 11. september 2001, og de moralske korstog af enkeltsager, som forskellige politikere har haft held til at føre,« siger Sabba Mirza.
Et af de erklærede formål med indførelsen af de tre bestemmelser har været symbolværdi, som skulle afskrække eksempelvis forældre fra at omskære eller tvangsgifte deres døtre.
Men den danske æresrelaterede lovgivning har ikke knækket kurven for indberettede anmeldelser, og Sabba Mirza identificerer i sin forskning adskillige mangler ved hvert af de tre forbud.
Kvindelig omskæring
Bestemmelsen om forbud mod kvindelig omskæring er i sin nuværende form kønsdiskriminerende, fordi den ikke behandler omskæringen af drenge, og upræcis, fordi den ikke dækker alle typer omskæring. Og så har forbuddet utilsigtede konsekvenser, argumenterer Sabba Mirza.
»Lovgivningen rammer også voksne kvinder, der ønsker kosmetisk vaginalkirurgi, som sundhedsministeren tidligere har erkendt. Det var næppe hensigten med forbuddet.«
Adjunkt ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet Hanne Hartoft, som deltog i Sabba Mirzas ph.d.-forsvar, er ikke helt enig i indvendingerne. Det kan måske bidrage til kvinders beskyttelse, når omskæringen ikke kan ’dækkes’ som kosmetiske indgreb, påpeger hun.
Perspektivet om kønsdiskrimination er desuden ikke så simpelt, da mandlig omskæring er et langt mindre indgreb end kvindelig.
Og selvom forbuddet ikke i sig selv er nykriminaliserende, indførtes samtidigt en tilføjelse til straffelovens § 7a, der betyder, at kvindelige omskæringer, som udføres i udlandet, også kan straffes efter danske forhold.
»Derfor er bestemmelsen ikke ren symbollovgivning, men giver en ny juridisk kompetence,« siger Hanne Hartoft.
Tvangsægteskaber
Sabba Mirza fremhæver ligeledes flere mangler ved forbuddet mod tvangsægteskaber, som hun kalder »lovsjusk«.
»Bestemmelsen omfatter kun fysisk vold og trusler, men tvangsægteskaber opstår ofte som følge af følelsesmæssig afpresning og psykisk vold, som det er lykkedes at kriminalisere i England og Norge. Der er manglende fokus på opløsningen af ægteskabet, men tvangsmomenterne opstår ofte i forhold til at fastholde nogen i et ægteskab. Og så er andre typer tvungne relationer, som eksempelvis papirløse kæresteforhold og forlovelser, ikke medtaget.«
Hanne Hartoft er mindre tilbøjelig til at kritisere bestemmelsen.
»Det er almindelig dansk strafferetstradition kun at kriminalisere fysisk vold og trusler. Hvis det skal ændres, bør det være generelt i straffeloven og ikke kun for de æresrelaterede bestemmelser. Strafferetten kan desuden ikke løse, hvis nogen føler sig presset af et særligt socialt eller kulturelt kodeks.«
Tvunget ansigtstildækning
Bestemmelsen, som forbyder tvungen ansigtstildækning, har Sabba Mirza også en række kritikpunkter til.
»Der mangler, ligesom for forbuddet mod tvangsægteskaber, fokus på den psykiske pression, som i højere grad end mekanisk tvang gør sig gældende. Ligesom der heller ikke er fokus på tvang i forhold til at bære beklædningsgenstande, der skjuler andre dele af kroppen, eller ulovlig tvang i forbindelse med at aftvinge nogen en beklædningsdel.«
Brugen af ordene ’skjuler’ og ’beklædningsgenstand’ har desuden gjort bestemmelsen så bred, at den principielt kan bruges på forældre, som tvinger deres børn til at have en elefanthue på. Det har tidligere justitsminister Lars Barfoed anerkendt.
Det viser ifølge Sabba Mirza »hvor absurd« formuleringen er, selv om dommere formentlig aldrig vil nå frem til den dom, som Hanne Hartoft også påpeger.
»En bestemmelse har sit kerneområde, og noget kan godt falde så langt fra det område, at loven ikke gælder i praksis. Hvis børn opfordres til at tage elefanthuen af, vil de formentlig gøre det. Det samme gør sig ikke nødvendigvis gældende for dem, der tvinges til at bære eksempelvis burka eller niqab. Deri ligger også en vigtig forskel,« siger Hanne Hartoft.
Et værdifuldt bidrag
Sabba Mirzas ph.d. blev af bedømmelsesudvalget beskrevet som »et værdifuldt bidrag til national og international forskning«.
»Afhandlingen behandler et væsentligt, aktuelt samfundsmæssigt og strafferetligt problemområde. Den grundige analytiske tilgang til de tre paragraffer inddrager hele processen med folketingshøringer, mediedækning og så videre, som er gået forud for lovvedtagelserne. Det er højrelevant, for ret og politik kan ikke fuldstændigt adskilles. Det kræver videnskabeligt mod at give sig i kast med et så politisk sensitivt emne som æresrelaterede forbrydelser,« siger Hanne Petersen, der er professor ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet og leder af ph.d.ens bedømmelsesudvalg.
Selv om den eksisterende lovgivning synes at bevise det modsatte, kan strafferet ifølge Sabba Mirza godt fungere i forhold til at bekæmpe æresrelaterede forbrydelser. Hun foreslår i sin ph.d., at man i straffeloven indfører en bestemmelse til § 81. Paragraffen omhandler strafskærpende omstændigheder, hvilket æresrelaterede motiver bag forbrydelser kunne tilføjes som.
Forslaget er ifølge Hanne Hartoft en »rigtig god idé«, der godt kunne erstatte de tre eksisterende æresrelaterede forbud.
»Det ville gøre det op til retten at vurdere sagens karakter, og så kunne straffen hæves, hvis den kriminelle handling har baggrund i æresrelaterede motiver.«
Sabba Mirza understreger, at hendes løsningsforslag ikke nødvendigvis er det bedste, men at hun med sin afhandling håber at rejse debat om emnet.
– Hvorfor er det endnu ikke lykkedes at lave effektiv lovgivning mod æresrelaterede forbrydelser?
»Jeg tror, det handler om de her moralske panikker, som opstår i det danske samfund. Når politikerne bliver drevet af dagsordener, efterlader det ikke tid til at beskæftige sig med de reelle problemer. Det er ikke sindssygt svært at lave effektiv lovgivning – det handler om at holde hovedet koldt og samarbejde med forskellige aktører. Uvidenhed og fordomme om dem, som lovgivningen retter sig mod, må ikke tage overhånd,« siger Sabba Mirza.
