Læsetid: 2 min.

De amerikanske unge vil ikke være voksne

Ungdommen i USA drikker ifølge ny bog mindre, går mindre i biografen, ser mindre til deres venner, går mindre ud med kærester, og de debuterer senere seksuelt. Ungdommen som revolutionær fase skulle være aflyst. Til gengæld bruger de seks timer om dagen med deres iPhones. Er det forklaringen?
De amerikanske unge har ifølge den amerikanske ungdomsforsker Jean M. Twenge ikke den trang til at indtage voksenlivet vildt og voldsomt, som kendetegnede de foregående ungdomsgenerationer.

De amerikanske unge har ifølge den amerikanske ungdomsforsker Jean M. Twenge ikke den trang til at indtage voksenlivet vildt og voldsomt, som kendetegnede de foregående ungdomsgenerationer.

Jacob Erbahn

7. september 2017

Fremtiden er farlig, virkeligheden er usikker, og livet som voksen virker bekymrende tungt og trist.

Sådan er verdensbilledet i meget af den amerikanske ungdomslitteratur, der de seneste år er blevet filmatiseret og eksporteret til hele verden. Film som Divergent og Hunger Games er fortællinger om en uhyggelig fremtid i en mørk verden, de unge ikke har lyst til at rykke ind i.

Disse forestillinger om de unge og fremtiden bliver bekræftet af den amerikanske ungdomsforsker Jean M. Twenge i sin nye bog: iGens: Why todays Super-Connected Kids Are Growing Up Less Rebellious, more Tolerant, Less Happy.

De amerikanske unge har ifølge Twenge ikke den trang til at indtage voksenlivet vildt og voldsomt, som kendetegnede de foregående ungdomsgenerationer. De unge plejede at rive sig løs fra deres forældre, drikke sig fulde, dyrke sex tidligere og tidligere, gå i biografen og i storcentre, hænge ud med deres kærester og få arbejde, så de kunne tjene deres egne penge til deres eget forbrug. 

Men den ungdomsgeneration, som er født mellem 1995 og 2012, er ifølge den amerikanske ungdomsforsker Jean M. Twenge anderledes:

»De bliver voksne langsomt. Sammenlignet med de tidligere generationer er teenagere i dag mindre tilbøjelige til at gå ud uden deres forældre, gå på date, dyrke sex, køre bil eller drikke alkohol. Alle de ting, voksne gør, som børn ikke må,« skriver Twenge.

Hendes bog bygger på data fra en lang række empiriske undersøgelser af forbrugsmønstre, livsvalg og livsstil hos de amerikanske unge. Og hun konstaterer, at »ungdommen ikke længere er begyndelsen på voksenlivet, men snarere en forlængelse af barndommen«.

De amerikanske unge er generelt tolerante og liberale, men de er mere ensomme og ulykkelige. Twenge kalder dem for iGens, fordi de er den første generation opvokset med iPhone i hånden. De bruger ikke mere tid på lektier og studier end tidligere. Til gengæld bruger de ifølge Twenge op til seks timer om dagen på deres mobiltelefoner.

Hun hævder, at de unge har forladt den sociale virkelighed og er rykket over på iPhones. De kommunikerer med deres venner på telefonen, de ligger med den under puden om natten, de lever gennem skærmen. Ungdommens forfald skyldes ifølge Twenge teknologien. 

Hendes talmateriale af ungdommens adfærd er lige så overbevisende, som hendes forklaring er tvivlsom. For de unge skaber som regel deres egne nye verdener, der ender med at ligne de voksnes forbløffende meget, men for de voksne er det meget nemmere at få øje på det gamle, der forsvinder, end det nye, som kommer.

Det er til gengæld ikke svært at forstå, at verden forekommer usikker, og deres fremtid virker farlig. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis der er et afsnit af menneskers liv, der til alle tider har givet grundlag for antagelsen om menneskets fald fra de storslåede helte til en bleg afglans af fortidens kæmper, er det ungdommen.
Interessant at sammenligne med diskussionen om Sanders og de unge amerikanere i gårsdagens avis.
En ting der nok præger de unge i dag anderledes, er fremtidsversionerne.
Da jeg var ung i 60erne, var alt muligt. Fremtiden var vores, og de eneste alvorlige skyer var atombomber.
I dag indsnævres råderummet. Fremtiden er livstruende med udtømning muligheder.

Niels Duus Nielsen, Jørn Andersen, Carsten Munk, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Undskyld men jeg kan ikke lade være - Hørte i P1-morgen, at Løkke Rasmussen også skal deltage i ungdommens landsmøde i Søndermarken. Så han vil måske heller ikke være voksen. Derudover hvorfor har han TID til det , når han ikke kan afse tid til at stille op i Folketinget og svare på spørgsmål?

Jørn Andersen, Carsten Munk, Eva Schwanenflügel, Jørgen Wassmann og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar
Søren Jacobsen

Virkelighedens verden må efterhånden virke røstende for mange af de unge med alle de trusselsbilleder de vokser op med og påvirkes af - Da jeg var ung var der da "kun" truslen om atomkrig. Og med teknologien til rådighed på et hvert børneværelse er det da en behagelig løsning at flygte fra virkeligheden ind i den virtuelle smartphone verden sammen med vennerne, som man ofte slet ikke kender og fylder hjernen op til bedøvelsespunktet med ævl og bævl.

Søren Jacobsen

Spørgsmålet er om det efterhånden overhovedet kan betale sig at blive voksen for iGen, når fremtidsperspektiverne bliver taget fra dem i en stadig mere truende verden, hvor det at blive gammel synes mere og mere usandsynlig.

Anders Sørensen

Det hedder ikke Iphones. Det hedder smartphones. De færreste (som i mindretallet) har en Iphone

Og ja, det ER vigtigt at skelne.

Søren Kristensen

Bare sådan noget som at finde en bolig, hvis man ikke har udsigt til et forældrekøb. Man forstår dem godt.

Eva Schwanenflügel

Jeg tror desværre, at mange unge er mere bange for fremtiden end nogensinde før. Og udbredelsen af dommedagsscenarier har heller aldrig haft så kort vej til mediebrugeren som nu, i vor digitaliserede verden. Man burde snarere spørge, hvem er IKKE bange idag? For der er god grund til at være angst.
Er det mærkeligt, at nogle vælger at isolere sig, fremfor at bevæge sig ud i det kaos, der viderebringes i medierne hvert sekund?
Alligevel forekommer det mig, at mange unge vælger at blive aktivister, mange flere end i 00'erne.
Måske er de unge bare blevet mere bevidste, og følger ikke hovedkulds de forrige generationers modus operandi?

Jeg er personligt glad for at mine børn ikke skal vokse op med risikoen for atomkrig. Den trykkede stemning, der var dengang i begyndelsen af firserne, den under jeg ingen.

Chancen for at blive gammel har (globalt set) aldrig været større; vi er simpelthen blevet bedre til at overleve.

Niels Duus Nielsen

Jeg ville sgu da heller ikke være voksen, da jeg var ung, de voksne var jo kedelige typer, der levede kedelige liv. Så lige så snart jeg så mit snit til det flyttede jeg hjemmefra, så jeg kunne leve vildt og dø ung.

Da jeg så fik børn blev jeg nødt til at være lidt voksen på ydersiden, primært for ikke at få de andre voksne på nakken, men i hemmelighed havde jeg det jo skønt, fordi det nu var helt okay og i overensstemmelse med forældrerollen at læse både Anders And og Rasmus Klump og Tintin sammen med ungen - og da han blev gammel nok til at spille computerspil blev det virkelig en fest.

Nu er jeg så blevet gammel, og kan igen leve vildt og dø ung.

Men okay, hvis det handler om, at de unge bliver voksne før tiden, altså at ligesom de kedelige voksne ikke går på date, ikke dyrker sex, ikke kører bil eller ikke drikker alkohol, er det selvfølgelig trist.

Selv om det vel er okay, at de ikke kører bil, det er alligevel en uskik, som både børn og unge bør holde op med.