En død enkekejserinde, russisk gas og storpolitik

Genbegravelsen af en dansk-russisk enkekejserinde og transporten af hendes afsjælede legeme fra Roskilde Domkirke i 2006 til hendes foreløbigt sidste hvilested i Sankt Petersborg skulle vise sig at få stor betydning for det dansk-russiske forhold, som under Anders Fogh-Rasmussens regeringstid var frosset ned til noget, der mindede om Den Kolde Krig.

Historien oprulles i en ny bog af forfatter og journalist Jens Høvsgaard. Her dokumenterer han, hvordan tidligere KGB- og Stasiagenter skiftede uniformen ud med habitter og sammen med deres gamle kollega Vladimir Putin pressede, belønnede og manipulerede beslutningstagere i Sverige, Tyskland, Finland og Danmark helt op til statsministerniveau med henblik på at få godkendt Nord Stream-gasledningerne.

Mens der for tiden verserer en storpolitisk diskussion om en russisk ansøgning om at opføre endnu en gasledning, Nord Stream 2, gennem blandt andet dansk farvand, handler bogen om de to oprindelige Nord Stream-ledninger, som blev åbnet i henholdsvis 2011 og 2012. 

I Spinonerne, der kom ind med varmen beskriver Høvsgaard, hvordan Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen, sammen med andre vestlige politikere var med til at sælge den kontroversielle gasledning som en sikker varmeforsyning til vestlige husholdninger.

Men inden det kunne ske, var det nødvendigt at bløde op for det dansk-russiske forhold, som grundstødte, da Danmark tillod, at der fandt en tjetjensk verdenskongres sted i København i efteråret 2002. Russerne, der havde besat landet og anså eksiltjetjenerne som terrorister, var rasende. Men Danmark holdt fast, og det gik hårdt ud over de diplomatiske forbindelser såvel som danske erhvervsinteresser i Rusland.

Det ændredes i nogen grad med begravelsen.

Ifølge Høvsgaards bog skal man forstå, at Putin fra sin første dag i præsidentembedet var gået benhårdt efter landets forekomster af olie- og naturgas. Det var og er afgørende vigtigt i forhold til både økonomi og geopolitik. Det kunne blandt andet virkeliggøres ved at etablere gasledninger direkte fra Rusland til Nordtyskland.

»Da både Finland, Rusland og Tyskland har økonomiske interesser i projektet, vil ansøgninger i de lande næppe byde på de store udfordringer. Værre er det med Danmark og Sverige, som begge er kendt for at holde miljøfanen højt,« skriver Høvsgaard.

Prinsen fra Rungsted

En eksilrusser fra Rungsted skulle vise sig at kunne hjælpe på forholdet de to lande imellem. Dmitrij Romanoff tilhører Huset Romanov, Ruslands sidste zar- og kejserdynasti. Han havde i årevis kæmpet for at få den russiske enkekejserinde Dagmar, der lå begravet i Roskilde Domkirke efter at have været i eksil i Danmark, genbegravet i russisk jord. Og han fik i en sådan grad Putins opmærksomhed, at denne i august 2002 skrev til Dronning Margrethe og anmodede om, at kejserinden kom hjem.

Margrethe havde ikke travlt. Først den 6. oktober 2003 svarede hun Putin. I brevet understregede hun, at det altid havde været Dagmars ønske at komme »hjem« til moder Rusland. Og hun gav den russiske præsident ret i, at genbegravelsen ville være en »bekræftelse af det langvarige venskabelige forhold mellem Danmark og Rusland«.

Det er ikke nogen ukompliceret sag. Allerede to år før genbegravelsen blev der nedsat en arbejdsgruppe med deltagelse af såvel Udenrigs-, Forsvars- og Kirkeministeriet som Dronningens Adjudantskab, PET og bedemandsfirmaet N. P. Rostrup.

Den 23. september kørtes kisten med livedækning på de to nationale tv-stationer fra krypten i Roskilde til Langelinie-kaj og lastedes ombord på Esbern Snare, et såkaldt støtteskib i Absolon-klassen.

På russisk grund sørgede Frederik og Mary for, at Dagmar fik et lille drys af sit midlertidige hjemland med i sin nye grav ved hver at hælde en håndfuld dansk jord på kisten. Jorden var ovenikøbet medbragt i et smukt lille sølvskrin og var taget med fra slottet Hvidøre, hvor Dagmar tilbragte sine sidste år.

Diplomat faldt i graven

Men inden de nåede så langt med ceremonien, var en ansat på den danske ambassade ved et uheld styrtet i graven, hvorfra han måtte hives op af et par sikkerhedsfolk, inden højtideligheden kunne fortsætte i Peter og Paul-katedralen.

Ifølge tidligere udenrigsminister Per Stig Møllers netop offentliggjorte erindringsbog, Udenrigsminister i Krig og Fred, »havde han tabt sin mobiltelefon dernede, hvor den nu befinder sig til evig tid sammen med enkekejserinden«.

Høvsgaard læner sig op ad Per Stig Møllers vurdering af ligfærdens gavnlige virkning på det dansk-russiske forhold.

»Det var Dagmar, der genåbnede dialogen mellem de to lande,« forklarer Jens Høvsgaard, som vurderer, at russerne i dette tilfælde brugte det danske kongehus til at gøde jorden for noget, der var langt vigtigere end forholdet og samhandlen med lilleputnationen ved Østersøen. Nemlig den gasledning, der også skulle løbe igennem territorialfarvandet i netop Østersøen.

Enkekejserinden var Ruslands sidste kronede hoved, da resten af den nære familie måtte lade livet i forbindelse med den russiske revolution.

Men allerede da hun som ganske ung blev bortgift til den russiske tronfølger, senere Nikolaj III, kom hun i levende live til at spille en stor rolle for dansk erhvervsliv.

Danmarks største erhvervsmand nogensinde, selveste C. F. Tietgen, kæmpede gennem sit selskab Store Nordiske i 1860’erne og 1870’erne for, at selskabet kunne komme først med at lægge telegraflinier til fjernøsten – en fjern forløber til internettet.

Tietgen ansøgte om koncessionen til at passere russisk territorium og fik i 1869 audiens hos Christian IX, Dagmars far, som han bad lade Dagmar gå i forbøn hos sin mand – der allerede sad i det russiske regeringsråd.

Det fremgår af historikeren (og tidligere journalist på Dagbladet Information) Ole Langes bog Finansmænd, stråmænd og mandariner, at Kong Christian blandt andet skrev til sin datter:

»Min engle Miny, Jeg er blevet opsøgt af to gode danske mænd (...) Kan du ikke få din kære Sasha (Alexander) til at gribe ind (...) og forhindre at den ikke går til de fæle englændere.«

Vi befandt os stadig en rum tid før systemskiftet i 1901, og lang tid før parlamentarismen for alvor slog rod. Kongen havde stor magt, og som Ole Lange formulerer det:

»Den politiske udvikling halter som sædvanlig lidt efter den økonomiske; men kongehusene har opøvet en særlig evne til at vejre, hvor vinden blæser hen og er som altid klar til at slå en handel af med hvem som helst, der måtte have den største pengepung.«

I modsætning til slutningen af det nittende århundrede er kongehusets magt i dag uformel.

»Og i dag ser det ud til, at det – i alt fald i dette tilfælde – mere er russerne, der har kunnet bruge det danske kongehus til deres formål,« konkluderer Jens Høvsgaard på baggrund af sin omfattende research.