Interview
Læsetid: 5 min.

Forskningsfriheden er blevet glemt i jagten på penge og nytteværdi

Vi har glemt, at forskningsfrihed er en af grundpillerne i et oplyst og demokratisk samfund, mener professor emeritus i sociologi Heine Andersen, der står bag en ny bog om forskningsfrihedens tilstand. Her er budskabet, at både myndigheder, private bevillingsgivere og universitetsledere er med til at presse forskningsfriheden i jagten på penge og den magt, som adgang til forskning kan give
Gyllegate, der i 2016 kostede daværende miljøminister Eva Kjer Hansen (V) jobbet, er et godt eksempel på, hvad der sker, når forskere fratages deres ytrings- og forskningsfrihhed. For de forskere, der stod bag undersøgelsen af konsekvenserne af øget brug af kunstgødning, havde ikke mulighed for at protestere, da de ikke var enige i det, der blev præsenteret af ministeren. Og den manglende forskningsfrihed er et stort problem, siger professor emeritus Heine Andersen.

Gyllegate, der i 2016 kostede daværende miljøminister Eva Kjer Hansen (V) jobbet, er et godt eksempel på, hvad der sker, når forskere fratages deres ytrings- og forskningsfrihhed. For de forskere, der stod bag undersøgelsen af konsekvenserne af øget brug af kunstgødning, havde ikke mulighed for at protestere, da de ikke var enige i det, der blev præsenteret af ministeren. Og den manglende forskningsfrihed er et stort problem, siger professor emeritus Heine Andersen.

Jan Dagø

Indland
28. september 2017

Forskningsfrihed er mest noget, som politikere og forskere taler om ved særlige lejligheder og i forskernes fagblade. Men under sidste års ballade om landbrugspakken, som kom til at koste daværende miljøminister Eva Kjer Hansen (V) posten, blev forskernes frihed en del af debatten.

Beregningerne for konsekvenserne af øget brug af kunstgødning, som ministeren havde brugt for at få vedtaget landbrugspakken, viste sig ikke at holde, men forskerne bag undersøgelsen af konsekvenserne kunne ikke protestere.

Aarhus Universitet havde nemlig på forskernes vegne skrevet under på en tavshedsklausul med ministeriet, som fratog forskerne både deres ytrings- og forskningsfrihed.

Gyllegate, som sagen kom til at hedde, er bare én af de sager, som Heine Andersen, der er professor emeritus i sociologi ved Københavns Universitet, omtaler i sin nye bog, Forskningsfrihed – ideal og virkelighed.

Selv om sagen førte til, at Miljøministeriet ændrede sine kontrakter med forskere, så har langt de fleste af sagerne aldrig skabt de store overskrifter eller ført til de store forandringer.

For forskningsfrihed bliver set som et lidt eksotisk emne uden interesse for andre end de udvalgte få på universiteterne. Det er en slem misforståelse, mener Heine Andersen.

»I et oplyst demokrati skal der være frit spil til at sætte spørgsmålstegn ved alt og ikke tro på noget, hvis det ikke kan dokumenteres. Det er den grundlæggende dimension ved forskningsfriheden. Videnskaben repræsenterer fornuften i forhold til tro og meninger, som kan vise os, hvordan verden hænger sammen. Derfor er forskningsfrihed bærende for demokratiet, men der er meget lidt opmærksomhed om den dimension, fordi forskningsfrihed er noget underforstået, som vi bare tager for givet,« siger Heine Andersen.

Nytteværdien

Men forskningsfrihed er ikke noget, vi kan tage for givet, mener sociologiprofessoren, der i årevis har debatteret og engageret sig i sager om alt fra fyringer af åbenmundede forskere til private fondes milliarddonationer til sundhedsforskning og myndighedernes mundkurve.

En af truslerne mod forskningsfriheden er ifølge Heine Andersen paradoksalt nok den måde, vi værdisætter forskning som noget nyttigt, vi skal bruge til at optimere vores sundhed, velfærd og understøtte vores virksomheder.

»Forskning handler også om at udvikle folks viden og fornuft. Det har vi glemt, og der er også forskere og universitetsledere, der har glemt det, fordi vi i stigende grad fokuserer på den økonomiske nytteværdi af forskning. Men hvis vi kun ser på nytteværdi, så vil tilbøjeligheden til at styre forskningen blive større,« siger Heine Andersen med henvisning til fra ’tanke til faktura’-tankegangen i 00’erne, som har gennemsyret forskningspolitikken frem til i dag.

Den betød blandt andet, at universiteterne fik bonus for at skaffe eksterne forskningsmidler fra både private og offentlige fonde. I 1970’erne var kun ti procent af forskningen finansieret af eksterne midler. I 80’erne var det 20 procent. I dag er over 40 procent af forskningen betalt af eksterne fondsmidler.

Og selv om de eksterne midler skaber flere muligheder for at forske, så har de også nogle skadevirkninger. Antallet af midlertidigt ansatte forskere er en af dem, fordi de eksterne midler ofte kun rækker til at køre et forskningsprojekt i en kortere periode, forklarer Heine Andersen.

I 2015 var hele to tredjedele af de videnskabeligt ansatte på universiteterne ansat i tidsbegrænsede stillinger, viser tal fra Danmarks Statistik i bogen.

»Det er jo en underlig organisationsmodel, at to tredjedele af kernemedarbejderne er midlertidigt ansatte. Hvis det var en bank eller en styrelse, ville man jo ikke betragte det som et særligt stabilt foretagende. Og det er især underligt, når det drejer som om nogle af de højst specialiserede i vores arbejdsstyrke,« siger Heine Andersen og påpeger, at den udvikling ikke er resultat af bevidst planlægning.

Ikke desto mindre sætter den sit præg på forskningsfriheden, fordi især de yngre forskere har meget lidt frihed i forhold til, hvad de vil forske i.

Parasitregime

På den måde er pengestrømmene fra private fonde med til at forme forskernes karriere og bestemme forskningens retning, mener Heine Andersen.

»Jeg kalder det for et parasitært parallelregime, fordi de går uden om de normale regler og lever godt af universitetets midler. Når Novo-fonden f.eks. med en donation på to milliarder til Metabolismecentret på Københavns Universitet får en ganske stor indflydelse på det forskningscenters profil, men de også kan gå uden om de normale ansættelsesprocedurer på universitetet og ansætte en hel gruppe af deres egne forskere. Samtidig får forskningscentret en del af universitetets midler til forskning og undervisning, fordi KU jo stadig skal betale en lang række udgifter til centret som husleje, administration, lys, varme.«

Selv om de indirekte udgifter til et forskningsprojekt udgør over 50 procent af udgifterne, så indgår de sjældent i budgetterne til eksternt finansierede forskningsprojekter, og det er problematisk, fordi det betyder, at der bliver færre midler til den resterende frie forskning på universiteterne, mener Heine Andersen.

»Hvis nogen giver gaver, så er det svært at sige nej, selv om det koster at tage imod. Men det bliver ekstra svært, når politikerne giver bonus til dem, der får eksterne midler,« siger Andersen, der anbefaler universiteterne at stå sammen og forlange, at de private fonde betaler for de indirekte udgifter til eksternt finansierede forskningscentre og – projekter.

Magt- og pengeregimer

Den øgede konkurrence om de eksterne midler på universiteterne kan ifølge Heine Andersen også være en del af forklaringen på, hvorfor universitetsledelserne har skrevet under på tavshedsklausuler og afgivet rettighederne til forskningsmaterialet – stik imod loven som det kom frem i forbindelse med Gyllegate.

»Universiteterne vil være tilbøjelige til ikke at stille for skrappe krav til de eksterne bevillingsgivere både i erhvervslivet, som har den økonomiske power, men også i forhold til ministerierne, som har den lovgivende, udøvende og bevilgende magt over universiteterne,« siger Andersen, der i bogen kalder de eksterne parter, der køber forskning og påvirker den, for magt- og pengeregimet.

Ifølge Andersen har de offentlige myndigheder en tendens til at betragte universiteterne som en del af statsforvaltningen, som embedsmændene kan give ordrer til – som i tilfældet Gyllegate.

Det betyder også, at myndighederne ofte ignorerer den lovbestemte forskningsfrihed, som universiteterne opererer under.

»I det første udkast til, hvordan de nye kontrakter til myndighedsbetjening skulle se ud, skrev Miljøstyrelsen, at universitetsforskerne skulle følge styrelsens interne regler. Det har været påfaldende i processen efter Gyllegate, at de offentlige myndigheder udelukkende har forholdt sig til forvaltningslovens bestemmelser om offentligt ansattes ytringsfrihed, men ikke til universitetslovens paragraffer om forskningsfrihed.«

Universiteternes ledelse spiller også en sørgelig rolle i det manglende fokus på forskningsfrihed, mener han. Selv om kontrakter, der begrænser forskernes frihed, har eksisteret i årevis, så har den ledelse, der indgår kontrakterne, ikke taget problemet op.

»Også efter afsløringerne af de ulovlige kontrakter, har universitetslederne været totalt usynlige. Ingen er trådt frem og har sagt, at det er for galt, nu må vi få rettet op på det her. For med universitetsloven har vi fået en ledelse, der arbejder i beskyttede værksteder, hvor de kun står til regnskab over for en bestyrelse med eksternt flertal og i forhold til myndighederne. Derfor falder det lige for at opretholde en medgørlig facade over for erhvervsliv og myndigheder, for så står de sig bedre i konkurrencen om eksterne midler.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Endnu et eksempel i en lang række, der belyser det spind af usynlige pengestrømme, embedsvælde og regeringsdominans, der i sidste ende underminerer demokratiet og skaber apati og politikerlede.

lars søgaard-jensen, Egon Stich, Dorte Sørensen, Anne-Marie Krogsbøll, Peter Knap og Thorkil Søe anbefalede denne kommentar

Desværre er der et tydeligt eksempel på at universiteternes uafhængighed afhænger af økonomiske overvejelser:

I 2014 blev en førende støjekspert, professor Henrik Møller fyret fra Ålborg Universitet.
Den officielle baggrund var besparelser.
MEN DER VAR VIST MERE I DENNE SAG
Først og fremmest bemærker man, at der trods alt var råd til at ansætte flere nye professorer, der ‘naturligvis’ var tilhængere af vindkraft.

I denne sammenhæng er det også blevet oplyst at:
– Ålborg Universitet havde store indtægter som rådgivende for vindmølleindustrien.
– Professor Henrik Møllers forskning havde vist at gældende regler for tilladelig støj var utilstrækkelige.
– Ekstrabladet har kopier af mails, hvori vindmølleindustrien klager til Ålborg Universitet over Henrik Møllers kritik.

Samme professor Henrik Møller havde udviklet og benyttet et meget præcist udstyr til MÅLING, specielt af lavfrekvent støj.
Dette udstyr er ikke mere i brug og kan ikke udlånes.
Angiveligt fordi det ikke er kalibreret.
Selv om det lyder besynderligt er de gældende regler at støjgenre hos naboer til vindmøller IKKE skal vurderes ud fra målinger men kun på grundlag af beregninger.
Dette vil betyde at hvis målinger viser at beregningerne er forkerte, så er det stadigvæk de (forkerte) beregninger, der tages hensyn til.

Frank Hansen, lars søgaard-jensen, Johnny Winther Ronnenberg, Ole Frank, Tue Romanow og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Tak for den gennemgang.

En bemærkning til - "Ifølge Andersen har de offentlige myndigheder en tendens til at betragte universiteterne som en del af statsforvaltningen, som embedsmændene kan give ordrer til – som i tilfældet Gyllegate." - Er grundlaget til denne udvikling ikke Helge Sanders og Fogh Rasmussens sammenlægningen af DMU osv med universiteterne , især Århus universitet. Allerede ved sammenlægningen blev Folketinget advaret mod denne udvikling.

Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, lars søgaard-jensen, Per Klüver og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Christian Lucas

Det siger du ikke????

Jeg vender tilbage - foreløbig må det række at påpege, at universiteterne blev forgiftet endeligt med de store fusioner, hvor sektorforskningen blev lagt ind under de frie, uafhængige forsknings- og uddannelsesinstitutioner. Det har selvfølgelig også undergravet hele universitetets troværdighed.

Der skal selvfølgelig ikke være anden indgang til at finansiere universiteterne end finansloven. De penge kommer fra den skat, som virksomhederne betaler.

Dorte Sørensen

Ja det er en uskik med alle de "tigge ansøgninger" som forskerne på universiteterne er tvunget til at skrive - det tager også meget af deres tid som de burde bruge på deres forskning og undervisning.

Glemt?
Vi har haft de borgerlige til konstant at fortælle os stolt, at nu er alting indrettet efter erhvervslivets behov.
Det er sgu ikke blevet glemt. Det er fjernet!

Så måske i skulle begynder, at overveje om i kan se påstandene om at politikerne går ind for, at dem med behovet også skal have omkostningerne, holder?

Bjarne Toft Sørensen

Selvfølgelig er forskningsfrihed vigtigt, men når over 40% af forskningen er betalt af eksterne forskningsmidler, er problemstillingerne i et samfundsmæssigt perspektiv langt mere komplekse end som så. Forskningsfrihed må ikke ses som en forholdsvis isoleret fænomen.

Det er afgørende vigtigt i et samfundsmæssigt perspektiv, at den udførte forskning er relevant i forhold til de samfundsmæssige behov (hvor alle interessenter må have mulighed for og pligt til at deltage i beslutningsprocesserne i forhold til fastlæggelsen af disse behov), og tilsvarende, at der sker en udvikling af de relevante forskningsmæssige kompetencer inden for de forskellige forskningsområder. Der bliver det f.eks. problematisk, hvis over to tredjedele af de videnskabeligt ansatte på universiteterne sidder i tidsbegrænsede stillinger.

Det er uheldigt, at f.eks. universiteter, institutter på universiteter og fonde i så høj grad fungerer som lukkede og selvrefererende enheder, der i relation til økonomisk styring fungerer ud fra egne forholdsvist egoistiske interesser, også når det drejer sig om de ansattes personlige forskningsinteresser og interesser i relation til deres ansættelsesforhold og karrieremuligheder. Set i det perspektiv er forskningsfrihed også noget, der tjener personlige og egoistiske interesser.

Det ville være relevant med mere detaljeret forskning omkring prioriteringer i forskningens institutioner, set ud fra et samfundsmæssigt perspektiv. Hvad er i praksis afgørende for, hvad der bliver forsket i, og hvilke forskningsmæssige kompetencer, der bliver udviklet?

Inden for humaniora er der eksempler på relevant forskning, der på et generelt plan kan bidrage til at give et vist overblik.
https://www.information.dk/moti/anmeldelse/2015/07/humaniora-mere-tror