Læsetid: 4 min.

’Vi går aldrig på kompromis med forskningsfriheden’

I sin bog ’Forskningsfrihed – ideal og virkelighed’ argumenterer professor emeritus Heine Andersen for, at forskningsfriheden er presset af universitetsledelserne, politikerne og de private bevillingsgivere. Vi har spurgt en repræsentant for hver om deres syn på forskningsfriheden
28. september 2017

Thomas Bjørnholm:

Prorektor for forskning på Københavns Universitet (KU)

Mener ikke, at universitetets ledelse går på kompromis med forskningsfriheden i konkurrencen om eksterne forskningsmidler. Selv om midlerne fra private fonde sidste år oversteg andelen af forskningsmidler fra offentlige fonde, så er forskningsfrihed helt afgørende, hvis KU skal tiltrække de bedste forskere, forklarer han.

»Vi går aldrig på kompromis med forskningsfriheden, og hvis der er eksempler på det modsatte, så er det en fejl,« siger han. Undtagelsen er kontraktarbejde, hvor den eksterne bevillingsgiver betaler alle omkostninger og lidt til for at få udført en bestemt opgave.

»Så fungerer vi bare som superlaborant, og den eksterne bevillingsgiver ejer alt. Men den type af opgaver kan vi som universitet ikke have ret mange af, for det er ikke noget, vi er sat i verden for.«

At den stigende eksterne finansiering har ført til flere tidsbegrænsede ansættelser, mener Thomas Bjørnholm ikke er lig med, at forskningsfriheden er truet.

»Forskningsfriheden har jo rod i universitetets fastansatte personale, som i deres dagligdag må finde ekstern finansiering til deres forskning, hvor de så ansætter ph.d.er, postdocer og videnskabelige assistenter. Og forskningsfriheden går ikke ufortyndet ned til dem, fordi deres forskningsfrihed er begrænset til det projekt, som de er ansat til at arbejde med.«

Han er dog enig med Heine Andersen i, at den øgede finansiering fra private fonde kan skabe problemer, fordi de ikke altid betaler for den fulde følgeomkostning ved et forskningsprojekt.

»Når fondene spiller så stor en rolle i finansiering af forskning, så er der behov for, at de bidrager til de fulde omkostninger. I dag må universiteterne betale for husleje, administration, løn til professoren, strøm og varme. Det vil vi også gerne, men på et tidspunkt sprænger økonomien, fordi pengene bliver taget fra vores basismidler. Men de private fonde er også lydhøre over for at betale indirekte omkostninger til forskningen og for at finde en model, hvor alle får maksimalt udbytte af samarbejdet.«

Anni Matthiesen:

Uddannelsesordfører for Venstre,

Mener, at der også er gode ting forbundet med den store andel af eksterne bevillinger:

»Rent liberalt er det en god ting, at man får andre midler i spil end udelukkende statskroner. Men jeg ved også, at når man skal jagte de penge, så er der fare for, at der bliver brugt mange kræfter på det. Det er ulempen ved det,« siger Anni Matthiesen. »Men i den situation, som vi er i, kan vi ikke bare poste uanede statskroner i forskningen, og derfor synes jeg, det er naturligt, at man fra politisk side understøtter det, når andre går ind og støtter for at hjælpe forskningen på vej. Det er lettest at give politikerne skylden og sige: ’Vi vil have flere statskroner’. Men det reelle alternativ til ikke at bruge private midler og fondsmidler er endnu værre.«

Vi har glemt, at forskningsfrihed er en af grundpillerne i et oplyst og demokratisk samfund, mener professor emeritus i sociologi Heine Andersen, der står bag en ny bog om forskningsfrihedens tilstand. Her er budskabet, at både myndigheder, private bevillingsgivere og universitetsledere er med til at presse forskningsfriheden i jagten på penge og den magt, som adgang til forskning kan give
Læs også

De mange tidsbegrænsede ansættelser er en logisk forlængelse af finansieringen: »Jeg kan sagtens se problemstillingen, men jeg synes både, der er fordele og ulemper ved det. Det er et problem, at man ikke kan se ret langt frem i tiden, når man ved, at man inden længe skal i gang med en ny kamp for at finde forskningsmidler. Men omvendt er det nødvendigt, at der også er eksterne midler.«

Om tendensen til politisk bestilt forskning siger hun: »Jeg synes altid, at frihed er en god ting, men politisk er vi også nogle gange i situationer, hvor vi er nødt til at lave rammer og stille krav.«

Anne-Marie Engel:

Forskningschef i Lundbeckfonden

Ser det som en styrke for forskningsfriheden, at der er mange fonde i Danmark, der er villige til at finansiere forskning.

»Jeg mener, at vi i Danmark har stor forskningsfrihed, netop fordi vi har så stor diversitet i finansieringsmulighederne. I Norge kan man f.eks. kun søge forskningsrådene, EU og så enkelte private fonde. Det er, hvad der er. Det er muligt, at de statslige midler så er større, men der er ikke mange kilder, man kan søge. De mange private fonde giver større frihed, fordi der er flere steder, man kan gå hen,« siger hun.

Det er sandt, at fondenes bevillinger kan være med til at give universiteterne udgifter, mener forskningschefen, men i Lundbeckfonden er man villig til også at betale for de afledte omkostninger:

»Vi anerkender, at eksterne bevillinger fra os og andre fonde medfører større slid på universiteterne, end der ville være, hvis man kun forskede for statslige midler. Derfor dækker vi også udgifter til drift, som har med de konkrete projekter at gøre. Hvis der i budgettet står, at ’vi har brug for så og så mange kroner ekstra til administration’, så kan vi godt støtte det også,« siger hun.

Men hvis Lundbeckfonden skal dække de såkaldte overheads mere generelt, kræver det, at det bliver anskueliggjort, hvad pengene går til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der skal være vandtætte skotter imellem forskningen og alle andre. Vi har fået politikere med for meget af et bestemme-gen, hvor de i stedet skulle have et gen for at skaffe indtægter fra erhvervslivet, der kan bruges i samfundslivet, der jo hviler på institutionerne.
Faktisk er det det, der skal ske i et demokrati: at sikre, at de fleste af værdierne i samfundet kommer almenheden til gavn fremfor at gå til et fordummende privat overforbrug.

Anders Reinholdt, Johnny Winther Ronnenberg og Kenneth Jacobsen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Hvad med at Sektorforskningen bliver udskilt igen - DMU osv bliver genoprettet og kommer ind under ministerierne, så kan der forskes/foretages undersøgelser efter politikernes og samfundets snævre og her og nu interesser.
Hvis der er bredere ting der skal belyses så han Sektorinstituterne indfå et samarbejde med universitetsforskerne.
Med denne opdeling kunne universiteterne være mere ude af politikernes "klør" og sektorforskningen kunne arbejde som en vejleder i forbindelse med lovgivningen osv. Hvis Universitetsforskerne har viden, der modsiger Sektorforskernes resultater så kan de frit og uhindret komme med det. Vil det ikke være en bedre fordeling for samfundet og tilliden til det politiske arbejde.
Med andre ord en dårlig ting som Fogh Rasmussen indførte kunne genoprettes.