Læsetid: 3 min.

Glemmer Søren Søndergaard, så husker Per Stig Møller

Så Per Stig Møller virkelig flyet, der styrtede ned i Pentagon, og Søren Søndergaard helikoptere på Det Hvide Hus’ græsplæne under terrorangrebet 11. september 2001? Nogle gange kan hukommelsen jo spille os et puds ...
Per Stig Møller husker sit besøg i Washington den 11. september som en del af en delegation for Udenrigspolitisk Nævn på én måde. Søren Søndergaards hukommelse er en anden – selvom han var en del af samme delegation.

Per Stig Møller husker sit besøg i Washington den 11. september som en del af en delegation for Udenrigspolitisk Nævn på én måde. Søren Søndergaards hukommelse er en anden – selvom han var en del af samme delegation.

Jens Dresling

23. september 2017

Det siges, at alle, som er gamle nok, husker, hvor de var, og hvad de lavede, da de hørte, at John F. Kennedy var blevet skudt. Hvilket for dem, som ikke er gamle nok, gør sig gældende for den 11. september 2001.

Nogle gange siger hukommelsen dog ikke, hvad der skete, men snarere, hvad vi bagefter synes burde være sket, eller hvad vi burde have oplevet eller tænkt og gjort. Hvilket måske også er tilfældet for den delegation fra Udenrigspolitisk Nævn, som den 10. september 2001 ankom til Washington for at høre amerikanske kolleger, eksperter og embedsmænds vurderinger af planerne om det amerikanske missilforsvar.

I hvert fald har delegationens medlemmer – som blandt andre talte Per Stig Møller (K), Søren Søndergaard (EL), Peter Skaarup (DF) og Holger K. Nielsen (SF) – forskellige erindringer om, hvad de så og oplevede den 11. september.

Der er røget en bombe!

Dagens første besøg var på National Defence University, hvorfra der er udsigt til Potomac-floden og i det fjerne, fem kilometer borte, det amerikanske forsvarsministeriums bygning, Pentagon. En bygning, delegationen skulle besøge næste morgen.

»Vi fik en gennemgang af verdenssituationen, som begyndte at kede mig,« skriver Per Stig Møller i sin netop udkomne erindringsbog, Udenrigsminister – i krig og fred, og fortsætter: »Jeg sad over for vinduet og så et fly, som foretog en besynderlig S-vending i luften, og tænkte, at det var dog en mærkelig manøvre. Da vi lidt over halv ti kom ud på universitetets trappe, stod en giftig gulsort flamme op over Pentagon. Jeg udbrød spontant: ’Der er røget en bombe i Pentagon’. Den troede mine kolleger ikke rigtig på. Men hvad kunne det ellers være? En almindelig ildebrand ville ikke se sådan ud, og en halmbrand var udelukket.«

Per Stig Møller mener, at flyet må have været det fly, American Airlines flight 77, som styrtede ned i bygningens sydvestlige fløj klokken 09:37!

»Om det er så er den flyvemaskine, der efterfølgende har ramt ind i Pentagon, kan jeg ikke vide med sikkerhed, men det er jo formentlig den, for den lavede de her bevægelser, som gjorde, at den kunne dreje sig ned i ground floor i Pentagon,« fortæller den tidligere udenrigsminister til Berlingske.

Søren Søndergaard husker, at gennemgangen blev afbrudt af, at en officer kom ind i mødelokalet og gik hen til oplægsholderen og dæmpet fortalte noget for derefter hurtigt at gå igen. ­

»Mod slutningen af mødet blev Søren Søndergaard distraheret,« skriver jorunalisterne Lars Halskov og Jacob Svendsen i bogen Et land i krig. »Han kunne kigge ud ad vinduet over mod Det Hvide Hus og lagde mærke til, at helikoptere hele tiden landede og lettede på plænen foran præsidentens embedsbolig.«

Søren Søndergaard tænkte nu ikke nærmere over det. Men efterfølgende fornemmede han, at de amerikanske værter havde travlt med at få afsluttet mødet, og der var heller ikke tid til en efterfølgende snak med de danske gæster. Efter et hurtigt gruppebillede stod de snart ude på parkeringspladsen, hvor deres bus ventede, og her opdagede de danske politikere, at himlen var fyldt med røg og gule og orange skyer på den anden side af Potomac-floden.

Tre dage forsinket

Peter Skaarup og Holger K. Nielsen bemærkede til gengæld ikke noget usædvanligt, før delegationen havde sat sig ind i bussen og i horisonten bemærkede en røgsøjle, der lignede en markbrand, som de kendte det fra det danske efterårslandskab.

»Men så viser chaufføren os på tv-skærmen i bussen, hvad der netop er sket: flyangrebet på World Trade Centers tvillingetårne på Manhattan,« siger Peter Skaarup i biografien Peter Skaarup.

»Vi undrede os over, at der var opstået en del uro,« skriver Holger K. Nielsen i sin erindringsbog, I venstre side, og fortsætter: »Folk var forvirrede, og der var nogle, som talte om fly, der var forulykket. Men vi fik ikke klarhed over, hvad der var sket. Vi skulle videre til det amerikanske udenrigsministerium, State Department. I bussen hang et tv-apparat. Der så vi optagelsen af fly nummer to, som fløj direkte ind i World Trade Center. Ud ad vinduet kunne vi så pludselig se en tyk røgsky ovre fra Pentagon. Det tredje fly var smadret ned der.«

Der er imidlertid ingen tvivl om, at delegationen – med de fire politikere – landede den 16. september i Københavns Lufthavn efter at være kommet med det første SAS-fly, der fik lov til at forlade Washington. Tre dage forsinket.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu