Isabell Schultz led af kompliceret sorg: ’Jeg forlod ikke min seng i et halvt år efter min mors død’

En måned efter at Isabell Schultz blev student, døde hendes mor af kræft. Moren havde i løbet af Isabell Schultz’ gymnasietid været ind og ud af hospitalet. Nogle behandlingsformer virkede, andre gjorde ikke. Til sidst bredte kræften sig til de fleste organer og lukkede dem ned.

Det er lidt over fire år siden, at Isabell Schultz, som i dag er 24 og lige startet på læreruddannelsen, mistede sin mor. Tabet slog hende omkuld.

»Sorgen drænede mig fysisk og psykisk for energi. Jeg oplevede vejrtrækningsproblemer og kunne slet ikke fungere i en hverdag med relationer. Alle omkring mig stod op og fortsatte deres liv, men jeg kunne ingenting. Jeg forlod nærmest ikke min seng i et halvt år, men lå bare og håbede på, at min mor ville komme ind ad døren. Jeg drømte også om det om natten.«

Isabell Schultz blev én af de omkring 20.000 danskere, der årligt rammes af kompliceret sorg. Det er den type sorg, der ikke aftager, og som har så gennemgribende og vedvarende reaktioner, at de sørgende ikke kan opretholde en normal hverdag.

Genkendelse

Selv om morens sygdomsforløb var langt, var Isabell Schultz »totalt uforberedt«, da hun døde.

»Det var blevet en del af min hverdag at have en mor med terminal kræft. Jeg tænkte aldrig over, at hun ville dø af det. Og så havde jeg et meget nært, næsten symbiotisk, forhold til min mor, så jeg var nok heller ikke villig til at indse, at hun var døende. Jeg mistede et stykke af mig selv, da det skete,« siger hun.

Isabell Schultz oplevede, hvordan omgivelserne, selv de helt tætte, havde svært ved at håndtere hendes voldsomme sorg.

»Alle forventede, at jeg kom op, kom videre, fik et arbejde eller startede på studie. Men det kunne jeg slet, slet ikke. Selv om mine veninder prøvede at være der for mig, vidste de ikke, hvad de skulle gøre og sige. Jeg følte mig overladt til mig selv. Luddoven og som en total fiasko, fordi jeg ikke kunne komme ud af sengen,« siger hun.

Hun vidste ikke dengang, at den komplicerede sorg var årsagen til hendes magtesløshed og følelse af meningsløshed. Hun kendte slet ikke begrebet.

Først da Isabell Schultz et halvt år efter morens død startede i sorggruppe hos organisationen Børn, Unge & Sorg, oplevede hun, at hendes følelser blev genkendt og forstået. Gruppen arbejdede blandt andet med brevskrivning til de afdøde og efterfølgende højtlæsning af de personlige breve.

»For første gang oplevede jeg virkelig, at nogen tog hånd om mig. Jeg fik anerkendende, genkendende nik fra andre i sorggruppen, når jeg satte ord på mine følelser, også dem som føltes irrationelle eller forbudte. Vi lærte hinanden at kende baglæns, fordi tabet og de tunge følelser kom før basisinformationen. Jeg var skeptisk omkring også at skulle tage stilling til andres sorg, når jeg ikke engang kunne overskue min egen. Men forløbet i sorggruppen har betydet alt.«

Det blev afgørende for Isabell Schultz, at nogen fortalte hende, hvad der var galt med hende. At det var kompliceret sorg, hun led af. Derfor er hun ensidig positiv over for den forventede diagnosticering af sorgtypen på Verdenssundhedsorganisationen WHO’s officielle liste over sygdomme i 2018. Også selv om det ville have gjort hende til patient.

»Havde jeg kendt til kompliceret sorg som diagnose, da min mor døde, var jeg jo gået til lægen og kommet hurtigere i behandling. Det havde også gjort det nemmere at forklare både mig selv og mine omgivelser, hvad der var galt med mig. At det ikke bare var en overdrevet reaktion på ’normal’ sorg.«

Sårbart emne

I dag er Isabell Schultz ude af den komplicerede sorgs spændetrøje. Men savnet og sorgen forsvinder aldrig. Især ved højtider som jul eller mærkedage som årsdagen for morens død, hvor familien ofte besøger hendes gravsted på de ukendtes grav på Bispebjerg Kirkegaard, kan Isabell Schultz »mærke klumpen«.

»Tidligere fyldte sorgen alt i mig. Fra top til tå. I dag kan jeg trække den frem, når jeg gerne vil mindes min mor. Men jeg kan også lægge sorgen væk, hvis jeg skal fokusere. Det har taget lang tid at komme hertil. Og nogle gange bryder sorgen bare frem, uden at jeg kan styre det. Hvis jeg eksempelvis ser noget, der minder mig om min mor. Så må jeg trække vejret dybt og tælle til tre, så jeg kan få sorgen ned i en mængde, jeg kan styre. Men savnet er konstant.«

I nye sociale sammenhænge oplever Isabell Schultz en gang imellem at skulle fortælle, at hendes mor er død. Hun sætter altid den samme ’plade’ på:

»Jeg har mistet min mor, det var til kræft, et længerevarende sygdomsforløb.« Ofte skifter folk hurtigt emne.

»Sorgen er så sårbart et emne. Det skræmmer folk fra vid og sans, nok fordi det minder dem om, at de og deres nærmeste også skal dø. Det er der næppe nogen, som glæder sig til. Der er så meget uvished forbundet med døden: Hvordan den indtræffer, og hvad der sker på ’den anden side’. Men vi er nødt til at forholde os til de her ting, selv om de er skræmmende. Sorgen må selvfølgelig ikke fylde alt. Men den skal være et emne, man kan snakke om.«