Læsetid 8 min.

Han knoklede 12 timer om dagen i de sibiriske skove for Den Store Leder

Kim Seung-chul efterlod sin kone og fire-årige søn, da han i 1990’erne blev sendt til Sibirien som skovarbejder for at tjene penge til det nordkoreanske regime. I dag arbejder han med at kortlægge nordkoreanske arbejderes forhold i udlandet. Det er kun blevet værre, siger han
Kim Seung-chul var tidligere nordkoreansk tvangsarbejder, men blev afhopper og arbejder nu som aktivist.

Kim Seung-chul var tidligere nordkoreansk tvangsarbejder, men blev afhopper og arbejder nu som aktivist.

Woohae Cho

30. september 2017

Først føltes det som at have vundet i lotteriet, husker Kim Seung-chul.

Efter en ansøgningsproces i otte led, der involverede store mængder papirarbejde, helbredstjek og kommentarer om hans klejne fysiske statur fra jakkesætklædte embedsmænd og efterfølgende bestikkelse af selvsamme jakkesætklædte embedsmænd, var det endelig lykkedes ham at få det, han så længe havde drømt om: Et job som skovarbejder og en billet til Sibirien. Stedet hvor fjernsyn og vaskemaskiner efter sigende voksede på de tårnhøje ædelgraner.

»Jeg havde ikke hørt så meget om udlandet, så det var meget svært at forestille sig, hvordan det ville være. Men jeg vidste, at jeg kunne tjene penge. Og jeg var lige blevet gift og ville gerne have et hus,« siger Kim Seung-chul.

Den 27. september 1991 sagde den dengang 31-årige nordkoreaner farvel til sin kone og fire-årige søn og satte sig på toget fra sin hjemby Hamhung, Nordkoreas næststørste by, mod grænsen til Rusland.

Ved grænseovergangen ved Tumen-floden så han nogle af sine medrejsende fælde en tåre. Men det gjorde han ikke selv. På det tidspunkt havde Kim Seung-chul ingen anelse om, at han aldrig skulle se sin familie igen.

Atomvåben og luksusvarer

Siden 1970’erne har det nordkoreanske regime sendt arbejdere til andre lande for at skaffe den udenlandske valuta, der er nødvendig for at finansiere landets militær, udviklingen af atomprogrammet og den til enhver tid siddende Kim-diktators hang til luksus. Ifølge vestlige og sydkoreanske forskere og ngo’er er arbejdernes forhold så grelle, at det er at regne for tvangsarbejde. Nogle kalder dem endda moderne slaver.

Alligevel er det først i de senere år, at fænomenet for alvor har vakt international opsigt. Formentlig som følge af den voksende bekymring over Nordkoreas atomvåben.

For få uger siden vedtog FN’s sikkerhedsråd sanktioner, der forbyder udstedelsen af nye arbejdstilladelser til nordkoreanske arbejdere. Og tidligere på ugen trak det store overskrifter i Danmark, da DR2 Dokumentar og Information kunne fortælle, at nordkoreanske arbejdere formentlig har været med til at bygge Forsvarets nye krigsskib på et værft i Polen.

Kim Seung-chul kender problematikken bedre end de fleste. Han er i dag præsident for radiostationen NK Reform Radio, der fra Seoul transmitterer regimekritiske nyheder ind i Nordkorea, og han har de seneste to år interviewet 18 nuværende og tidligere nordkoreanske arbejdere rundt omkring i verden, fortæller han. Og så har han oplevet det hele på egen krop.

12-timers arbejdsdag

Der gik omkring en måned, før Kim Seung-chul indså, at han bestemt ikke havde vundet i lotteriet.

Dybt inde i skoven, omkring 1.000 kilometer fra Baikal-søen, arbejdede han sammen med cirka 300 andre nordkoreanere. Hans opgave var at hugge store stykker træ op i mindre stykker. En typisk arbejdsdag var på mere end 12 timer, fortæller han.

»Jeg husker, at jeg gik på arbejde klokken syv eller otte om morgenen. Vi havde frokostpause i 20-30 minutter. Derefter arbejdede vi igen. Derefter aftensmad. Og så sluttede arbejdsdagen klokken otte eller ni om aftenen,« siger Kim Seung-chul.

»Det var hårdt.«

Tøjet, han fik udleveret, var langt fra tilstrækkeligt til det sibiriske klima, så han måtte klare sig med det, han havde taget med hjemmefra. Og den løn, han fik, var svær at klare sig for i et Sovietunionen, der var på randen af kollaps, og i det inflationsprægede Rusland, der fulgte efter. I perioden fra 1991-1993 fik han mellem 200 og 300 rubler om måneden, husker han.

I begyndelsen var det ikke markant lavere end den russiske minimumsløn, der ifølge New York Times var på 342 rubler pr. måned i begyndelsen af 1992. Men hyperinflationen betød, at både priser og lønninger i landet blev mangedoblet – uden at de nordkoreanske arbejdere ifølge Kim Seung-chul fik mere udbetalt.

»Vi havde ikke engang råd til tøj eller cigaretter,« siger han.

Kim Seung-chul havde indtryk af, at han kun fik en del af sin reelle løn, og at resten gik til det nordkoreanske regime. Men hvor meget han i virkeligheden tjente, ved han ikke. Man stiller ikke for mange kritiske spørgsmål, når man er under overvågning.

»Det er ikke, fordi de står lige ved siden af dig og kigger dig over skulderen. Men der var altid en, der holdt øje og bevogtede grænsen på stedet,« siger han.

Værre i dag

Det stemmer overens med den måde, hvorpå forholdene for nutidens nordkoreanske arbejdere bliver beskrevet i internationale rapporter. Deres arbejdsdage er lange, arbejdsmiljø og sikkerhed er fremmedord, deres pas bliver taget fra dem, de er under nærmest konstant overvågning af en minder (en repræsentant fra regimet), de har ikke mulighed for at skifte arbejde, hvis de vil, og regimet konfiskerer en del af eller hele deres løn.

»Det har ændret sig på den måde, at de i dag mest arbejder med forskellige former for byggeri og ikke så meget med skovhugst,« siger Kim Seung-chul.

»Og så er løntilbageholdelsen blevet værre. Jeg har lige været i Mongoliet for at lave interview, og arbejderne der havde slet ikke fået løn.«

Alligevel kan det umiddelbart være svært at forstå, at der skulle være tale om tvangsarbejde. Arbejderne melder sig jo frivilligt.

»Det afhænger af, hvordan du definerer tvangsarbejde,« siger Kim Seung-chul.

I en rapport fra Leiden-universitetet i Holland har forskere sammenholdt arbejdernes forhold med den internationale arbejderorganisation ILO’s definition af tvangsarbejde. Deres konklusion er, at definitionen er opfyldt: Det er Nordkoreas arbejdsministerium, der suverænt afgør, hvilken sektor en person skal arbejde i, og man kan ikke skifte profession.

Desuden har de udsendte arbejdere på forhånd »ingen anelse« om det job, de skal udføre, hvad de får i løn, og hvordan arbejdsforholdene er. Og der er en »implicit trussel« om, at deres familier kan blive sendt i arbejdslejr, hvis de ikke gør, som der bliver sagt.

Diplomatiske forbindelser

Blandt diplomater og akademikere er der diskussion af, hvordan man bedst håndterer problematikken med de nordkoreanske arbejdere. Nogle mener, at praksissen skal stoppes, fordi den er så vigtig en indkomstkilde for det nordkoreanske regime. Med de seneste FN-sanktioner er det blevet verdenssamfundets tilgang.

Men en anden fløj argumenterer for, at praksissen kan bruges til at påvirke Nordkorea. At det kan være en måde at holde en linje åben til regimet, så man kan prøve at skubbe det i den rigtige retning. Og at arbejderne i udlandet ser, at der er et alternativ, og at Kim-diktaturet langt fra er så fantastisk, som de er blevet forledt til at tro. Den type argumenter har det polske udenrigsministerium fremført, viser et referat fra et møde mellem norske og polske embedsmænd, som det norske magasin Teknisk Ukeblad har omtalt.

Umiddelbart kunne Kim Seung-chuls historie se ud til at bestyrke den teori. En nordkoreansk arbejder tager til udlandet og bliver kritisk indstillet mod styret. Men selv køber han ikke argumentationen.

»Fra 1970’erne og til nu er der rigtig mange nordkoreanere, der er blevet sendt til udlandet. Over tid er det måske 300-500.000,« siger han.

»Så jeg kan godt forstå tanken om, at det måske kan påvirke noget. Arbejderne har også nogle idéer. Men problemet er, at hvis de åbner munden, så bliver de henrettet. Derfor er det svært at dele de her tanker. Hvis man kunne det, ville det måske kunne påvirke noget. Men det sker bare ikke.«

Mad og fri handel

Tvivlen om det nordkoreanske regimes fortræffeligheder var allerede blevet sået i Kim Seung-chul, inden han forlod Nordkorea. I japanske teknikmagasiner, som han som uddannet ingeniør havde adgang til, havde han læst om en teknologisk udvikling i resten af verden, som var langt foran det, han kendte fra hjemlandet. Men den egentlige åbenbaring kom efter fire-fem måneder i den sibiriske skov, da han fik mulighed for at besøge en lille landsby i nærheden.

»Der boede måske 40 russiske familier der. Men selv om det var lige efter Sovietunionens sammenbrud, og russerne var fattige, kunne jeg se, at der blev solgt kød og æg. Selv i en lille by midt ude i skoven var der madvarer og fri handel. Det chokerede mig,« siger Kim Seung-chul.

Det var da, det slog ham, at han kunne flygte. Personer, der ikke er fuldstændig loyale over for regimet, har ingen fremtid i Nordkorea. Risikoen for at blive angivet og henrettet eller sendt i arbejdslejr er stor. Og hvis bare han kunne komme ud af lejren og slå sig ned i Rusland, ville han nok få et bedre liv, end han nogensinde havde kunnet få i Nordkorea.

I begyndelsen af 1993 lykkedes det ham at få tilladelse til at tage ud at handle nogle varer. Han gik til den nærmeste togstation og tog toget til Ussuriysk – en station tæt på grænsen til Nordkorea. I det område bor der mange koreanere, og Kim Seung-chul håbede, at de måske kunne hjælpe ham. Men det kunne de ikke. Derefter gik turen til Vladivostok, hvor der netop var åbnet et sydkoreansk konsulat. De spurgte, om han ville til Sydkorea, men han sagde i første omgang nej tak.

»Hvis det blev opdaget, at jeg var flygtet til Sydkorea, ville det have konsekvenser for min familie,« siger Kim Seung-chul.

»Det er deres måde at prøve at sikre sig mod, at man flygter. Det er derfor, man skal være gift og have mindst et barn for at kunne søge om at arbejde i udlandet. Hvis der ikke var konsekvenser for ens familie, ville langt de fleste flygte.«

Familien betalte prisen

Til sidst så han dog ikke anden udvej. De russiske myndigheder afviste hans anmodning om asyl, og efter en omflakkende tilværelse i Kazakhstan og Uzbekhistan valgte han at rejse til Sydkorea.

Kim Seung-chul havde fået sin frihed. Hans familie betalte prisen.

»De blev fjernet fra Hamhung og tvangsflyttet ud til en lille by, hvor det er meget svært at klare sig. Det er i hvert fald, hvad jeg har hørt,« siger han.

Han har ikke selv været i kontakt med sin familie siden sin flugt. Men han har hørt rygter om, at hans søn er død.

»Jeg har det rigtig dårligt med det. Det er også derfor, jeg arbejder med det, jeg gør i dag,« siger han.

Alligevel fortryder han ikke.

»Jeg tænker, at det var godt, jeg gjorde det. For ellers ville jeg sikkert være død nu. Enten af sult eller fordi jeg var blevet taget som politisk fange,« siger han.

Pengestrømmen til Nordkoreas atomprogram

Tvangsarbejdere, lyssky forretningsfolk og en brutal diktator med nukleare ambitioner.

Det er ingredienserne i en international skandale, hvor polske virksomheder har sendt penge til Nordkorea til gengæld for flittige arbejdere, der under livsfarlige forhold knokler mere end 12 timer om dagen uden at kny.

Ikke bare er det en menneskelig tragedie. Det kan også have været med til at finansiere det atomprogram, der i dag bekymrer det meste af verden.

I denne serie undersøger Information sammen med DR sagens danske forbindelser.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Trond Meiring
    Trond Meiring
  • Brugerbillede for Erik Karlsen
    Erik Karlsen
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Oluf Husted
    Oluf Husted
Trond Meiring, Erik Karlsen, David Zennaro og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Karsten Aaen

Jeg vil gerne stadigvæk sige det her:

Havde det været rumænere eller personer fra Ukraine, der havde arbejdet med det her, eller på polske skibsværfter, så havde vi her i Vesten aldeles ikke givet dette nogen stor opmærksomhed. Netop fordi det er personer fra Nordkorea, der gør det her - og dermed tjener .- en hel del - penge til netop Nordkorea...

Brugerbillede for Jens Winther

@Karsten Aaen - og derfor mener du måske ikke man skal give de nordkoreanske slavearbejder nogen opmærksomhed..?

Brugerbillede for Niels Nielsen

Der skal selvfølgelig fokuseres på slavearbejde overalt, hvor det findes. Men Karsten Aaen har ret i, at det ikke er noget magthaverne almindeligvis går så meget op i.

Nyttejobs er fx et godt eksempel på slavearbejde, som ikke nyder den store bevågenhed blandt de folkevalgte, men tværtimod betragtes som et gode for dem, det går ud over. Men når en nordkoreaner udkommanderes til at nyttejobbe, er det dybt forargeligt.

Hvorfor er du ikke lige så forarget over de danske slavearbejdere? Jeg gætter på, at du vil svare "det er noget andet". Jeg ser frem til dit svar!

Brugerbillede for Jens Winther

@Niels Nielsen, at sammenligne nordkoreanske slavearbejdere med danske "nyttejobbere" er totalt latterligt! Det er faktisk dybt fornærmende.

Bare lige to enkelte forskelle, som du åbenbart anser for helt ubetydelige:

Koreanske slavearbejdere eksporteres udenlands, hvor de arbejder under totalt retsløse omstændigheder i forhold til arbejdstid, arbejdsmiljø, forsikring osv. Hvor er lige sammenligningen?

Koreanske slavearbejdere afleverer størstedelen af deres løn til en selvbestaltet, brutal diktator. Danske "nyttejobbere" får betaling for deres arbejde og ofte supplerende udbetalinger fra en stat, hvis ledelse er demokratisk valgt.