Læsetid: 8 min.

Marianne Jelved: Vi skal redde konsensusdemokratiet

Det er 30 år siden, Marianne Jelved første gang blev valgt ind i Folketinget. I dag, tre årtier senere, er magten blevet centraliseret, og hverdagens eksperter er skubbet i baggrunden, siger hun. Den udvikling risikerer at ødelægge det fundament, Danmark bygger på, frygter hun
Marianne Jelved anerkender, at hun som minister i 90’erne var med til at indføre New Public Management-tankegangen i den offentlige sektor. Men hun fastholder, at der skete et skred op gennem 00’erne med Fogh-regeringen, hvor styringen af samfundet i stigende grad centraliseredes med for eksempel strukturreformen.

Marianne Jelved anerkender, at hun som minister i 90’erne var med til at indføre New Public Management-tankegangen i den offentlige sektor. Men hun fastholder, at der skete et skred op gennem 00’erne med Fogh-regeringen, hvor styringen af samfundet i stigende grad centraliseredes med for eksempel strukturreformen.

Sigrid Nygaard

8. september 2017

I en vase på Marianne Jelveds skrivebord står en buket dannebrogsflag. Der er noget at fejre. Tirsdag fyldte den mangeårige minister og leder for De Radikale 74 år. Og fredag bliver Marianne Jelveds 30 års virke i Folketinget fejret med en reception.

Marianne Jelved fjerner vasen som for at markere, at der er arbejde, der skal gøres. Hun beder Information tage plads på sit kontor i Provianthuset, der ligger i forlængelse af den bygning, hvor hun har tilbragt store dele af sit liv de sidste tre årtier: Christiansborg.

Fra sit kontor tænker Marianne Jelved tilbage på 30 år med skiftende regeringer og varierende grad af indflydelse. Fra Schlüter-regeringens tid, hvor Marianne Jelved som gruppeformand balancerede De Radikale som indenrigspolitisk støtteparti og udenrigspolitisk oppositionsparti. De ni år i indflydelsens absolutte centrum som økonomiminister i de skiftende Nyrup-regeringer. For så at blive sat helt uden for indflydelse under Fogh-regeringen.

I dag oplever Marianne Jelved et samfund, hvor beslutningerne er rykket længere væk fra borgeren. Hun ser en polarisering i samfundet. Og en populisme, der har slået rod. Men udviklingen skyldes ikke kun sociale medier og postfaktualitet.

For Marianne Jelved at se begyndte udviklingen midt i 1990’erne. Den blev cementeret i 00’erne, da politikerne og ministerierne langsomt brød med den årelange tradition for at inddrage de grupper, der berøres af lovgivningen.

På sigt har den manglende inddragelse af fagforeninger og fagpersoner i lovgivningsarbejdet bevirket, at de offentligt ansatte, der skal føre reformerne ud i livet, ikke føler ejerskab til lovgivningen. Og det har svækket den demokratiske legitimitet, mener hun.

Kollegerne om Marianne Jelved

Uffe Ellemann-Jensen, tidligere udenrigsminister, om samarbejdet under Schlüter-regeringen

»Mariannes styrke er, at hun har en imponerende mangel på selvkritik, for det får hende til at overse hendes egne svagheder.«

»Jeg husker især, at det var hende, der trak tæppet væk under regeringen i 1993. Hun havde lagt sine æg i den kurv, der hed Socialdemokratiet, og det var jeg meget skuffet over, for da Poul Schlüter valgte at gå af, og Henning Dyremose skulle have fortsat, var det hende, der var afgørende for, at det ikke kunne lade sig gøre.«

Den franske minister

Da vi spørger Marianne Jelved, hvordan hun vil karakterisere den politiske udvikling i hendes 30 år i politik, svarer hun kortfattet, at »konsensussamfundet lider«.

»Jeg oplever, at den helt særlige kultur, som vi er kendt for, smuldrer.«

Hun illustrerer pointen med en kort anekdote.

»En dag i midten af 90’erne kom Frankrigs økonomiminister hen til mig,« siger hun. »Han sagde, at de danske soldater var de bedste soldater på Balkan, fordi de udover at være soldater formåede at involvere lokalsamfundet og på den måde forebygge konflikter.«

Den franske minister spurgte, hvor soldaterne havde lært det.

»I skolen svarede jeg. Og det er dét, der er min pointe. I Folkeskolen lærer vi, at vi er en del af et konsensussamfund. Vi lærer at være sammen på kryds og tværs i foreningsdanmark. Alt det, vores samfund bygger på, er skabt gennem konsensus og involvering i lokalsamfundet. Det gælder alt fra forsamlingshuse og biblioteker til andelsbevægelsen og den danske model.«

Marianne Jelved peger ikke på en enkelt ting, når hun skal forklare, hvorfor konsensussamfundet i dag er under pres. Men det hele hænger sammen med en tendens, som hun gennem sine mange år som folketingsmedlem har observeret: Magten er blevet mere og mere centraliseret.

Mimi Jakobsen, tidligere formand for Centrum Demokraterne, om samarbejdet i Rødkløverregeringen 1993-1994

»CD var aldrig gået med i den regering, hvis det ikke var for mit og Mariannes samarbejde. Vi vidste begge, det var nødvendigt at have hinanden, hvis musene ikke skulle trampes ned af elefanten.«

»Én af Marianne Jelveds mærkesager var Mifresta-aftalen, som jeg i bund og grund var ligeglad med. Ligesom hun var ligeglad med CD’s mærkesag om hjemmeserviceordningen. Da vi så mødtes med Lykketoft, var han ved at tabe kæben, da vi hver især pludseligt talte varmt om hinandens mærkesager. Det var politik, når det var bedst.«

Folkeskole-fabrikken

Marianne Jelved mener, at politikerne og ministerierne i dag i højere grad end tidligere betragter offentlige institutioner som fabrikker. Hun henviser til den såkaldte New Public Management-bølge, der med dyder som målstyring og benchmarking vandt indpas op gennem 1990’erne. Kort sagt går strategien ud på at overføre tankegangen fra en virksomhed til offentlige institutioner.

Ifølge Marianne Jelved har det betydet, at vi for eksempel langsomt har erstattet ledelsen af den enkelte folkeskole med styring fra centralt hold.

»Vi er kommet ind til en fase i dag, hvor alting skal måles og effektiviseres. Man bruger de samme instrumenter til at styre folkeskolen, universiteterne og sygehusene, som man bruger på en bilfabrik.«

På en fabrik er alle biler ens. Men det er alle borgere ikke, og derfor er det problematisk, når politikerne forsøger at overføre logikken fra virksomhederne til folkeskolen, mener Marianne Jelved.

»Politikerne tror, at eleverne bare sidder med foldede hænder og venter på, at læreren kommer og siger: ’Luk bogen op’, og så gør de det. Men der er alle mulige andre ting i hovederne på dem, og derfor skal læreren kunne bruge sin faglighed til at finde den mest hensigtsmæssige måde at få klassen til at gå den vej, læreren gerne vil.«

Det nytter ikke, at de folkevalgte kun har fabriksejerens briller på, når de skal indrette det offentlige system. For når de kun tænker i pisk og gulerod, incitamentsstyring, tidsoptimering og kontrol, forsvinder fagligheden, forklarer Marianne Jelved, der selv har en fortid som netop folkeskolelærer.

– Men hele New Public Management-bølgen startede vel i 90’erne med Anders Eldrup som departementschef i Finansministeriet og Mogens Lykketoft (S) og dig som finansminister og økonomiminister?

»Det er rigtigt, at selve New Public Management-tankegangen går lang tid tilbage. Men for mig at se, sker der et skred op gennem 00’erne med Fogh-regeringen, hvor styringen i stigende grad centraliseres med for eksempel strukturreformen.«

Ved strukturreformen blev en lang række kommuner sammenlagt, og de 13 amter blev til fem regioner.

»Statsforvaltninger, uddannelsesinstitutioner, retskredse og politi blev centraliseret. Mennesker med længere uddannelse forsvandt fra landdistrikterne. Og udkantsdanmark blev født,« siger hun.

I en artikel fra 2007 indrømmede Marianne Jelved selv, at det var kammet over med mål- og rammestyringen, og at det var tid til at afskaffe nogle af de instrumenter, hun selv havde indført.

I dag, ti år senere, vil hun hellere snakke om VK-regeringens ansvar. Hun mener, at Finansministeriets magt konsoliderede sig i de år, hvor Fogh-regeringerne førte politik med et snævert flertal fra Dansk Folkepartis mandater.

Mogens Lykketoft (S), tidligere finansminister, om det tætte samarbejde med Marianne Jelved som økonomiminister i 1990’erne:

»Når jeg ser tilbage på mine mange år i politik, så var vores samarbejde enestående. Vi formåede at genoprette tilliden mellem to partier, der var gledet væk fra hinanden under Schlüter-tiden.«

»Marianne Jelved er en stædig og principfast kvinde, som samtidig lytter og bygger bro mellem dem, hun er uenige med. Hun er et billede på dansk politiks imperativ – dét, at man aldrig selv har et flertal, men at man skal samarbejde. Hun er så forankret i sine synspunkter, og det gjorde hende bedre til at indgå kompromiser.«

Finansministeriets magt

VKO benyttede sit snævre politiske flertal til at gå enegang. Konsekvensen blev, ifølge Marianne Jelved, at den danske tradition for inddragelse og konsensus blev tilsidesat. Det har skabt en politisk kultur, hvor regeringer og ministre i mindre grad inddrager eksempelvis fagforeninger i politikudviklingen. Den bliver i stedet udviklet af konsulentbureauer som McKinsey, mener hun:

»Tidligere var alle organisationer og interessenter med i udviklingen af politik, og det gav legitimitet og sikrede ejerskab i samfundet både blandt privatpersoner, organisationer og politisk. I dag er ejerskabet forsvundet, og det har øget afstanden til befolkningen og været medvirkende til den polarisering, vi har set.«

Hun mener, at regeringerne var bedre til at inddrage parterne, da De Radikale sad i regering med Socialdemokratiet op gennem 1990’erne. Som for eksempel da arbejdsmarkedsreformerne blev implementeret, og centrale aktører på arbejdsmarkedet deltog og bidrog.

– Hvorfor begrænsede I ikke selv Finansministeriets magt, da I sad i Thorning-regeringen fra 2011 til 2015?

»Christine Antorini (S) forsøgte jo eksempelvis som undervisningsminister at tage et opgør og nedsætte et udvalg, der repræsenterede forskellige dele af uddannelsessektoren. Men det fik Finansministeriet lagt i graven på et tidspunkt. Den dagsorden, Antorini forsøgte at sætte, spillede i sidste ende ingen rolle i den måde, folkeskolereformen blev til på. Og det endte jo også med, at de organisationer, der var berørt, ikke følte sig som en del af reformen,« siger Marianne Jelved og tilføjer, at Finansministeriet allerede på forhånd vidste, hvad reformen skulle indebære.

Kritikken ligger i tråd med den kritik, forhenværende ministre og departementschefer har rejst af Finansministeriet for at have sat sig for tungt på magten.

Tidligere udenrigsminister og partikollega Martin Lidegaard (R) fremførte tidligere på sommeren en lignende pointe her i avisen. Tidligere departementchef i Socialministeriet Jesper Zwisler har til DR sagt, at han finder det problematisk, at Finansministeriet definerer, hvad en god socialfaglig indsats eller integrationsindsats er. Og nuværende finansminister, Kristian Jensen (V), åbnede i et interview i Politiken for at ville gøre noget ved problemet.

Pia Kjærsgaard, tidligere partileder for Dansk Folkeparti, om udlændingedebatten og Marianne Jelved:

»Jeg har altid haft et godt forhold til Marianne Jelved – og omvendt. Vi har haft mange gode værdidebatter, da vi begge var partiledere.«

»Hendes betydning for udlændingedebatten har været stor. I dag virker det, som om hun er begyndt at trække sig lidt i den debat – jo før desto bedre, men det er bare rigtig sent. For når man ser på udviklingen, har jeg nok trukket det længste strå. Men jeg har stor respekt for hende. Hun er en ærlig politiker og ikke bare radikal for at være smart.«

Borgerne skal mobiliseres

Marianne Jelved mener, at det stigende antal rapporter fra konsulentbureauer bestilt af diverse regeringer, der undersøger alt fra udlicitering af togdrift til indretningen af uddannelsessystemet, bekræfter hendes pointe om, at den økonomiske logik hersker. Vi har som samfund glemt den kultur og de erfaringer, som findes ude på de enkelte institutioner.

– Har De Radikale ikke også et ansvar for den udvikling? I står jo eksempelvis bag fremdriftsreformen?

»Jo, men prøv at høre her: Da Helle Thorning-Schmidt lavede regeringsgrundlaget, stod der på de sidste sider, hvilken drøm regeringen havde: At vi skulle arbejde ud af vinduet og involvere samfundet og relevante interessenter. Men det er svært at ændre et system. Der sidder nogle departementschefer, som er vant til at tage styringen og gennemtvinge deres vilje.«

Konsekvensen er et umyndiggjort samfund præget af afmagt, mener hun. Heldigvis oplever hun spirende initiativer, hvor borgergrupper og græsrodsbevægelser rører på sig og viser deres utilfredshed.

Hun nævner Venligboerne som eksempel og siger, foreningen repræsenterer det dna, Danmark bygger på.

– Andre vil måske kalde det en modbevægelse mod autoriteterne – ligesom vaccinekritikerne?

»Jeg mener ikke, det er så vigtigt, hvad der mobiliserer borgere – det vigtige er, at folk gør noget. At de vil være med til at forme det samfund, de lever i. Det skal vi have fremelsket igen, så vi kan få folk til igen at føle ejerskab til det samfund, de lever i. Vi skal redde konsensusdemokratiet«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Jørn Storgaard Andersen
  • Espen Bøgh
  • Ejvind Larsen
  • Kurt Nielsen
  • Oluf Husted
Hans Jørn Storgaard Andersen, Espen Bøgh, Ejvind Larsen, Kurt Nielsen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nej, vi skal have et demokrati, der henter sin legitimitet fra folket og de brede interesser. Vi skal ikke have et folkestyre, der leder folket, men et, der leder på vegne af folket.
Det betyder hastig udskiftning og helst ved den rene tilfældighed, så ingen kan få den tanke at mele deres egen kage.

Rikke Noack Skivild, Kenneth Jacobsen, Eva Schwanenflügel, Johnny Winther Ronnenberg og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Jelved stilles to yderst relevante spm., som hun ikke er i stand til at besvare tilfredsstillende. Derved afslører hun sin og Folketingets afmagt i forhold til magtfulde ministre og et politiserende embedsværk.
* Hvorfor begrænsede I ikke selv Finansministeriets magt, da I sad i Thorning-regeringen fra 2011 til 2015?
Her burde Jelved have svaret, at det var fordi Corydon havde fået den ultimative magt, også til at bremse det, der gik imod djøf-kastens interesser. Og at Thorning evnede ikke at bremse ham, eller sætte ham på plads. Måske passede det Thorning ret godt, at Corydon udøvede magten som han gjorde.
* Har De Radikale ikke også et ansvar for den udvikling? I står jo eksempelvis bag fremdrifts-reformen?
Her skyder Jelved sylden på "magtfulde departementchefer". Men disse er ikke mere magtfulde, end regeringen giver dem lov til at være. Problemet med såvel Thorning-regeringen som alle andre regeringer i nyere tid, er, at de hverken har forstået eller evnet, at tage magten tilbage til regering og folketing. Thorning burde da ellers have lært hvor alvorligt det er, når magtfulde departementchefer kører med klatten. Dels i tilfældet med sikkerhedsgodkendelsen af Sass Larsen, og dels med nødløgnen om Christiana. Flere eksempler kan nævnes, men de to her er så grelle, at en nogenlunde duelig regeringsleder og ditto ministre ville have grebet ind. Passivitetens byrde falder derfor også tilbage på Jelved.
Hvor nødig jeg end vil, så må jeg give Uffemanden ret, når han siger, at Jelved har en imponerende mangel på selvkritik.
»Jo, men prøv at høre her: Da Helle Thorning-Schmidt lavede regeringsgrundlaget, stod der på de sidste sider, hvilken drøm regeringen havde: At vi skulle arbejde ud af vinduet og involvere samfundet og relevante interessenter. Men det er svært at ændre et system. Der sidder nogle departementschefer, som er vant til at tage styringen og gennemtvinge deres vilje.«

Nu har Jelved og Haarder og Nyrup og de der typer fyldt op på Christiansborg og styret udviklingen gennem 30-40 år - og nu advarer de så mod samme udvikling, og rundt omkring bliver de udnævnt til demokratiske nestorer og kloge koner og jeg ved ikke hvad. Hvad i alverden er det for noget? De skal da stilles til ansvar for resultaterne af den udvikling, de selv har stået i spidsen for og ikke have lov til igen-igen at fedte sig uden om med slesk tale og billig portvin
.

Egon Stich, Bjarne Andersen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Jørn Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben K L Jensen, Anne Eriksen og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar

Jeg kan helt og aldeles tilslutte mig Arne Lunds indlæg om tidens gang, men må også lige give et par pip til historien.

Faktisk burde partiet ikke hedde "de radikale" men derimod "besværligheds partiet", for nu at undgå at bruge salig Gert Pedersens bemærkning om partiet fra folketingets talerstol; "De radikale slingrefise kan man som sædvanlig ikke regne med", - de radikale var netop sprunget i målet ved en aftale indgået med den socialdemokratisk ledede regering.

Vi har nu 2. runde med V som regeringsledende, og uden de radikales indflydelse på noget som helst, - det vil sige undtaget lige før regeringsskiftet i 2011, hvor de lagde sig fladt ned på maven for V og K regeringen og indgik forliget med forringelser af dagpengene og dagpengetiden, så det i stedet blev "almisse reformen" til de ledige som de radikale stod bag, og havde lagt alle sociale hensyn til side for de ledige, og var sprunget på den liberale vogn i stedet.

Ingen kritik af den elendige økonomiske politik fra V og K regeringen fremførte de radikale i den anledning.

Socialdemokratiet begik den fejl at tage De radikale med i regeringen 2011-15 og endte med at sidde på bagsædet og lade de radikales leder(MV) styre retningen, som videreførte V og K liberale og asociale politik overfor de ledige.

"Konsensusdemokrati", - hold da kæft et flot nysprogligt ord i dansk politik, måske udsprunget at den manglende indflydelse, - de radikale anser jo sig selv som ypperste intellektuelle der findes i Danmark, men det selvbedrag er det ikke mange der falder for ved valgene, for de radikale har altid været et mindretalsparti på slingrekurs med sig selv, og ikke mindst når de har siddet i regering, hvilket også ofte har ført til splittelse.

"Konsensusdemokrati" er vel også mest et udtryk for di evigt usikre holdninger de radikale altid og skiftende tager sig midt i forløbet, men også en vej til dødfødsel af fremskridt som der er behov for, men ikke altid med sammenbundne snørebånd i skoene.

Politik er ikke om må ikke blive en legesandkasse, sådan som Marianne Jelved gerne vil have, eller i tidens mode med at sidde i ring og kaste bamsen til næste mand der så skal sige noget - og det egentlig ligegyldigt hvad!

Jacob Haugaard ramte plet da han for mange år siden i TV stillede Niels Helveg spørgsmålet om han vidste hvordan man sulter en radikale ihjel, og som Niels Helveg ikke vidste, men Jacob Haugaard gav så svaret; "man stille ham ved et tag selv bord"(?), for pointen er at oftest ved de radikale ikke selv hvad de vil!

Arne Lund, Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben K L Jensen, Johnny Winther Ronnenberg og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Halleluja, Marianne Jelved har endelig set lyset efter 30 års erfaring på Borgen, jubiii!
Eller sagt på en knapt så begejstret måde; hvordan kan det være, at det først er når de er blevet gamle, at visse politikere kritiserer beslutninger, de selv medvirkende til at vedtage?

Bjarne Andersen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Mandatar Torben Wilken

Et stort tillykke med de mange år i dansk politik på godt og ond.
De mange kommentarer som kommer frem i denne anledning går i al væsentlighed uden om det vigtigste, respekten for den andens ret til at være uenig på et sagligt grundlag. Hvis vi alle så på tingene gennem de samme briller, så var vi et stillestående stift samfund. Hvor meninger brydes der opstår der gode løsninger.
De gode politikere er de der ikke har en Spindoktor til at formulere, at tekste for een. Det er den person, der taler sin sag med hjertet og føle det De siger, når De siger noget. Selv den person som har en helt modsatte politiske opfattelser og deraf meninger, kan man lære meget af, hvis man evner at lytte og prøve at forstå.
Det der er grundlæggende galt i vores politiske samfund er netop den ”Hanekamp” der foregår for åbent tæppe, parret med den politiske skoling, som hvert parti gør så meget ud af sker. Parolen er ”Sammenhold giver magt og resultater.” Disse løsninger behøver ikke nogle enkle individer i en flertals forsamling. Det kan man programmere en pc til at fremstille, indbygget med alle de forhold som skal iagttages. Det bliver en moderne ”Oraklet fra Dehli”.
Hvis man skal være repræsentant for de vælgere som har stemt på en, så må man forstå dem og tale deres sag. Det må da være klart, selv for ”BURHØNS”.
Marianne Jelved var den person, der fik indskrevet i regeringsgrundlaget i Helle Thorning Smidt (S) regering, at Integrationsministeriet skulle opløses. Det medførte at samtlige/ alle embedsmænd og kvinder blev flyttet væk fra ministeriet i Holbegsgade. Der blev kun én tilbage. Kulturen var blevet for betændt af venstre politisk styring. Det blev gjort stille og værdigt. Helt efter Marianne Jelved´s stil. Hun vil blive husket af rigtig mange borgere i Danmark, borgere der ikke nødvendigvis, var eller er Radikale, men mennesker som daværende minister Marianne Jelved.
Torben Wilken, mandatar

Esben Bøgh - "Socialdemokratiet begik den fejl at tage De radikale med i regeringen 2011-15..."
Hvad skulle SD ellers have gjort? Både SD og SF tabte mandater, og uden deltagelse af RV og med EL som støtteparti, så var Thorning aldrig blevet statsminister

@ Arne Lund

Inden det skete dengang, sagde jeg til min ægtefælle, at SD skulle holde EL og radikale ude af regeringen i hver sin strakte arm, og lade dem bestemme - vise vælgerne, om regeringen skulle væltes, og på hvilket grundlag, forstået på den måde at pålægge dem skylden for regeringens fald.

- Det havde ingen af nok turdet, nå ja selvmordspartiet de radikale tænker jo ikke altid så rationelt, for de ser jo sig selv som Danmarks ypperste intellektuelle elite, der står over alle andre i deres viden om tingene.

Marianne Jelved og Nyrup - i fælles kor på P1 - lige nu!
Det er næsten for meget selvfedme. Åah, de var bare så goè dengang - med menneskerettigheder og kunne sparre hinanden...
Er det ikke nok nostalgi i "Statsministrene" på TV?, hvad skal vi med det, høre hvor strålende de var til at klare, øøææahm ærterne?
Find en ny statsminister, der kan overskue FREMTIDEN og få rettet op på alle fadæserne, der bare bliver flere og flere.

Rikke Noack Skivild, Eva Schwanenflügel og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar