Læsetid: 7 min.

Nyt sorgcenter vil hjælpe dem, som bliver syge af sorg

Sorg er et menneskeligt grundvilkår. Men omkring 20.000 danskere rammes årligt af kompliceret sorg, som er vedvarende og invaliderende. De mangler et sted at gå hen, både i sundhedssystemet og i omgangskredsen. Det vil det nyåbnede Nationale Sorgcenter gøre op med
Den store udfordring ligger hos hr. og fru Danmark. Hvordan får man dem til at forholde sig til egen dødelighed, så sorg også bliver mere tilgængeligt for dem? Vi skal have døden tilbage til livet, siger Preben Engelbrekt, direktør for Det Nationale Sorgcenter.

Den store udfordring ligger hos hr. og fru Danmark. Hvordan får man dem til at forholde sig til egen dødelighed, så sorg også bliver mere tilgængeligt for dem? Vi skal have døden tilbage til livet, siger Preben Engelbrekt, direktør for Det Nationale Sorgcenter.

Sille Veilmark

22. september 2017

Direktør i det nyåbnede Nationale Sorgcenter Preben Engelbrekt fortæller en historie, når han skal forklare, hvorfor Danmark har brug for centret.

»41-årige Zene Turan mistede sin mand for fire år siden, og sorgen væltede hende omkuld. Hun sygemeldte sig, blev fyret fra sit arbejde som pædagog og blev af sin læge henvist til Bispebjerg Hospital. Her kunne hun vælge mellem at indgå i en depressions- eller en angstgruppe. Hun valgte sidstnævnte.«

»Men forløbet hjalp ikke, tværtimod. For Zene Turan var den eneste i terapigruppen, som havde mistet. ’Det svarer til at gå til lægen med en brækket arm og så blive sendt til en lungeafdeling,’ forklarer hun. I dag kan hun ikke passe et fuldtidsjob,« fortæller Preben Engelbrekt.

Zene Turans forløb illustrerer ifølge Preben Engelbrekt den manglende viden om og forståelse for, at sorg kan gøre os syge. Derfor er Det Nationale Sorgcenter blevet etableret for at samle forskning, formidling og efteruddannelse til sundhedsfagligt personale, der møder sorgramte i deres hverdag. Dermed kan fejlbehandling som den, Zene Turan oplevede, undgås.

Centret blev officielt indviet 29. august og har fået millionbevillinger fra Sundhedsstyrelsen og Helsefonden. Det bygger oven på erfaringer fra organisationen Børn, Unge & Sorg, som Preben Engelbrekt, der er uddannet sociolog og psykoterapeut og »altid har beskæftiget sig med sorg«, stiftede i 2000. Børn, Unge & Sorg bearbejder sorg hos efterladte børn og unge.

»Men det blev tydeligt, at de efterladte forældre, som fulgte deres børn til sorgterapi, ikke selv havde noget sted at gå hen. Hvis forældrene ikke får det godt, kommer vi heller aldrig helt i mål i forhold til børnene. Derfor fik jeg ideen til at etablere Det Nationale Sorgcenter,« siger han.

På sigt er ambitionen, at sorgcentret bliver et autoriseret behandlingscenter for ikke kun børn og unge, men også voksne og ældre.

Når sorg ikke aftager

Der dør årligt 50-55.000 mennesker i Danmark. Hvert dødsfald efterlader gennemsnitligt fire mennesker i sorg ifølge Det Nationale Sorgcenter. Det betyder, at mere end 200.000 hvert år rammes af en ’ny’ sorg.

Ni ud af ti gennemgår en naturlig sorgproces, som de selv klarer sig igennem, viser forskning. Den naturlige sorg er med Preben Engelbrekts ord »kærlighedens pris« og kan være livsbekræftende og konstruktiv, selv om den opleves som »vanvittig smertefuld«.

Men for omkring hver tiende læger tiden ikke alle sår. De rammes af ’kompliceret sorg’. Det gælder for omkring 20.000 danskere årligt, og det er dem, Det Nationale Sorgcenter er sat i verden for at hjælpe.

»Kompliceret sorg er, når den naturlige sorg ikke aftager. Sorgsymptomer, såsom benægtelse og sygemelding, er særligt stærke det første halve år efter et dødsfald, men de mindskes typisk herefter. Hvis det ikke sker, og de efterladte i stedet får deres tilværelse, trivsel og hverdag invalideret af det tab, de har lidt, er der tale om kompliceret sorg,« forklarer Preben Engelbrekt.

På hans kontor hænger tre portrætter, som optager hele den ene væg. Nuancerne er blålige, og ansigterne uskarpe, som havde fotografen rystet på hånden. Billederne, der også hænger andre steder i Det Nationale Sorgcenter, forestiller unge, som har mistet. Preben Engelbrekt har selv haft to af dem i sorgterapi. Portrætterne er en del af en kampagne med formålet at nedbryde tabuer om død og sorg.

’Tidligere fyldte sorgen alt i mig. Fra top til tå. I dag kan jeg trække den frem, når jeg gerne vil mindes min mor’, fortæller Isabell Schultz, som har lidt af kompliceret sorg.
Læs også

To ud af tre børn eller unge, som har mistet, taler aldrig eller sjældent med nogen om, hvordan de har det, viser Omsorgsmålingen fra 2013 af Egmontfonden og Mandag Morgen. Og knap halvdelen af de efterladte voksne oplever, at netværket trækker sig ifølge en surveyundersøgelse, som Det Nationale Sorgcenter har lavet.

»Det er ikke særligt opmuntrende. Der eksisterer rigtig mange sorggrupper i Danmark, hvilket er fint. Men nogle gange tænker jeg, at det netop er, fordi vi er så dårlige til at tale med hinanden om sorgen i hverdagen. Dermed kommer sorgens følelser til primært at fungere i det rum, en sorggruppe udgør, eller i et terapilokale,« siger Preben Engelbrekt.

At tale med andre om sorg indebærer, at man kommer i kontakt med sin egen dødelighed. Men det undgår vi helst.

»Behandlingsmulighederne forbedres, og vi bliver ældre og ældre. Dermed bliver døden også fjernere og fjernere. Det er glædeligt, men det betyder også, at vi bliver dårlige til at forholde os til vores egen dødelighed. Men det er nødvendigt for at kunne tage hånd om dem, som sørger. Derfor er Det Nationale Sorgcenter også sat i verden for at aftabuisere døden,« siger Preben Engelbrekt.

Diagnosticering

Kompliceret sorg forventes i 2018 at blive indført som diagnose på Verdenssundhedsorganisationen WHO’s officielle liste over sygdomme under betegnelsen ’vedvarende sorglidelse’. Det er der forskellige holdninger til blandt fagfolk.

Preben Engelbrekt hilser som udgangspunkt diagnosticeringen velkommen. Især fordi den kan hjælpe til at skelne mellem naturlig og kompliceret sorg. 63 procent af de efterladte har været i kontakt med en psykolog ifølge Det Nationale Sorgcenters surveyundersøgelse. Men forskning viser, at det kun er de ti procent med kompliceret sorg, der har brug for psykologbehandling.

»Noget tyder på, at vi i dag overbehandler sorg. Nogle beskylder den kommende diagnose for at sygeliggøre sorg, men jeg vil påstå, at det allerede er tilfældet i dag med den psykologiske overbehandling. For mig at se kan diagnosticeringsmuligheden medvirke til, at det kun er den lille gruppe med kompliceret sorg, som bliver sygeliggjort,« siger Preben Engelbrekt.

Ifølge sorgforsker og lektor på Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet Maja O’Connor er diagnosticeringen »en rigtig god idé i det samfund, vi har, hvor diagnoser er måden at udpege dem, som har brug for hjælp«.

»Diagnosen er jo kun for dem, som er syge af sorg. Det kan være en lettelse for dem, at deres sorg ikke blot er udtryk for et personligt nedbrud. Men selvfølgelig kan det være farligt at putte alt i kasser, og man skal være varsom med bare at give en række mennesker ’sorgstemplet’. Vi skal blive ved med at forholde os udforskende til diagnosticeringens muligheder og konsekvenser,« siger hun.

Lektor i udviklingspsykologi ved Aarhus Universitet Ditte Winther-Lindqvist, som er tilknyttet forskningscentret Sorgens Kultur på Aalborg Universitet, anerkender, at en diagnose for nogle kan betyde, at de får mulighed for at få professionel hjælp. Men hun har sine forbehold.

»Man gør et eksistentielt menneskeligt grundvilkår til genstand for diagnose. Hvorfor skal det sygeliggøres, når livet gør ondt? Hvis en ægtefælle gennem 50 år dør, er det ikke så mærkeligt, at den efterladte stadig er i sorg efter et år. Nogle vil også påberåbe sig retten til at blive ved med at sørge, fordi sorgen er et udtryk for den kærlighed, man har til afdøde.«

Hun henviser til forfatteren Naja Marie Aidt, der i bogen Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage beskriver tabet af hendes søn Carl, og hvordan den rå sorg, hun stadig mærker, ikke bliver mindre skarp med tiden.

Preben Engelbrekt anerkender, at der er bagsider ved diagnosen.

»Jeg er især bekymret for, at der opstår et ’sorghierarki’, når kun en type sorg får en diagnose. At det indebærer, at dem, som ’kun’ gennemgår en naturlig sorgproces beskyldes for ikke at have elsket nok,« siger han.

Modefænomen

WHO’s forventede klassificering af ’vedvarende sorglidelse’ som diagnose og Det Nationale Sorgcenter er ikke alene om at sætte sorg på landkortet. Professionshøjskolen Metropol udbyder for første gang en sorgrådgiveruddannelse til efteråret i samarbejde med Det Nationale Sorgcenter. Holdets 30 pladser er næsten fyldt op. Også i litteraturens verden fylder sorgen i nye digtsamlinger og romaner, som Information har skrevet om.

»Sorgen har været en del af det at være menneske siden tidernes morgen. Men den seneste tids store fokus er formentlig et spørgsmål om, at vi er blevet klogere. Vi har efterhånden opbygget nok viden og metoder til at kunne identificere og behandle de 10-15 pct. af efterladte, der har komplicerede sorgreaktioner,« lyder Maja O’Connors forklaring.

Ditte Winther-Lindqvist vurderer, at den kommende diagnose har meget at sige for den store interesse for sorg i forskningen og mediebilledet.

»Og så har ungdomsdyrkelsen og troen på, at vi kan løse alle problemer gennem videnskab og velfærd medført et fremmedgjort forhold til døden. Døden bliver betragtet som en fejl, noget mislykket, i stedet for naturlig. Vi er kulturelle analfabeter i forhold til at skabe mening med døden, hvilket også bidrager til vores interesse for sorgen.«

Man skulle tro, at tidens opmærksomhed på sorg er gode nyheder for direktøren i Det Nationale Sorgcenter. Men Preben Engelbrekt er ikke ensidigt begejstret.

»Jeg er bekymret for, at sorg forbliver et modefænomen hos fagprofessionelle. Det er heller ikke nok med fokus i litteraturen og medierne, for det tiltrækker mest dem, som allerede har sorg inde på livet. Så bliver det bare en slags uofficielle sorggrupper. Den store udfordring ligger hos hr. og fru Danmark. Hvordan får man dem til at forholde sig til egen dødelighed, så sorg også bliver mere tilgængeligt for dem? Vi skal have døden tilbage til livet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mark Winthrop
  • Toke Kåre Wagener
  • Eva Schwanenflügel
Mark Winthrop, Toke Kåre Wagener og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Jeg har været syg af sorg, fordi jeg selv var skyld i et selvmord.
Ingen kan rokke ved den antagelse.
Jeg havde fået en ny kæreste, og istedet for at tilbyde min gamle kæreste soveplads i værelset ved siden af, som jeg havde lovet, afviste jeg ex -kæresten fordi jeg hellere ville være sammen med den nye.
Den gamle kæreste havde været psykotisk, og selvmordstruet. Jeg var uvidende og dum, rentudsagt.
Jeg anede ikke, at trusler om selvmord faktisk blev ført ud i livet, fordi psykiatrien og mine egne fordomme lod mig blive i den antikverede tro.
Så da jeg pludselig blev ringet op af ex-kærestens mor med ordene : "

Eva Schwanenflügel

Jeg blev i løbet af ingen tid fuldstændig knust.
Det at vide, at mit elskede menneske var død gjorde at jeg brød sammen.
Ingen kunne trøste mig.
Jeg savnede, og det gør jeg stadig.

Johnny Winther Ronnenberg

Man skal lade andre leve med deres sorg, man må for min skyld gerne give psykologhjælp med mere, men sorg er individuelt, alle reagerer forskelligt.

Jeg lever på ellevte år med sorgen over at konen gik, men jeg havde elsket hende i mere end 33 år og det holdt jeg ikke op med, til gengæld så nægter jeg at se hende overhovedet og det gør mig upopulær i familien, der mener jeg er forpligtet til jul, påske, pinse, fødselsdage mm. Mit svar er konsekvent, at jeg ikke er forpligtet længere for kontrakten er opsagt og hvad andre mener giver jeg fanden i, for nu er der ingen der kan bestemme, hvad jeg skal eller ikke skal.

At jeg tænker på hende hver eneste dag og drømmer om hende om natten på både godt og ondt er mit og ingen andres problem og jeg lever faktisk meget godt med det. Jeg har for længst erkendt, at der ikke er plads til en anden kvinde i mit liv og det kan også jeg leve med ;-).

Pia Colère Lenau, Karsten Aaen, Bjarne Bisgaard Jensen, Frede Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
ulla enevoldsen

Sorg er ikke en diagnose, heller ikke såkaldt kompliceret sorg. Det er så menneskefjendsk at se det på den måde. I fatter ingenting.

Eva Schwanenflügel

Sorg er hjertegribende, i bogstavelig forstand. Det er måske det lægerne savner at forstå?
Der findes ikke et aftalt moment, hvorfra man kan 'gå videre'.
Selvbebrejdelser, skyld, vrede, og savn vikler sig ind og ud mellem hinanden. Man kunne have gjort, hvorfor så jeg ikke lige det, hvorfor er jeg lettet over en nær persons død, etc.
Det værste er, at døden er et tabu i mange sammenhænge. Man taler ikke om den man savner indtil døden..

Pia Colère Lenau

vi har snart National Centre for det ene og det andet så hvorfor ikke døden?
Så er cirklen fuldendt ! Og måske endda udødeliggjorte.