Læsetid: 15 min.

Socialdemokrater og DF’ere var enige på weekendens landsmøder: De Radikale er ’ræven i hønsegården’

Information var til fadøl under Socialdemokratiets røde faner i Aalborg, til tarteletter med DF i Herning og til længsel efter indflydelse hos De Radikale i Nyborg. Selvfølgelig skal S og DF samarbejde tæt, mente mange på de to partiers landsmøder i weekenden. På det tredje landsmøde overvejede medlemmerne, hvordan de kan splitte S-DF-alliancen
De fleste medlemmer på både Dansk Folkepartis og Socialdemokratiets landsmøder i weekenden kunne sagtens se pointen med et tættere sammarbejde mellem partierne. Her er vi med Dansk Folkeparti i Herning.

De fleste medlemmer på både Dansk Folkepartis og Socialdemokratiets landsmøder i weekenden kunne sagtens se pointen med et tættere sammarbejde mellem partierne. Her er vi med Dansk Folkeparti i Herning.

Astrid Dalum

18. september 2017

København: 08:48

Det er ligesom dengang, man skulle på lejrskole som barn – den højtrystende mumlen, når forventningsfulde flokke snakker i munden på hinanden.

Foran gate C3 og C4 i Københavns Lufthavn står to forhenværende kamphaner i spontan forening. Enkelte diskuterer venskabeligt, hvad der er på dagsordenen ved hver deres årsmøde. Lidt før afgang beder stewardessen de fremmødte dele sig i to grupper. Dem, der skal til Herning, og dem, der skal til Aalborg. Dem, der tilhører Dansk Folkeparti, og dem, der tilhører Socialdemokratiet.

Nyborg (R): 09:32

Anders Thomsen har sat sig på en stol i den stadig halvtomme landsmødesal på Hotel Nyborg Strand. Symbolsk midt i Danmark, som De Radikale altid fremhæver.

Den tidligere formand i København er måske mest kendt for i 2001 at have udfyldt en valgformular forkert, hvilket gjorde, at Martin Lidegaard – og ikke partifællen Charlotte Fischer, som ellers fik flere stemmer – blev valgt til Folketinget.

Denne gang mener Anders Thomsen til gengæld ikke, at det er forkert, når han forudser, at alliancen mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti før eller siden vil komme under pres og bryde sammen. Og at det derfor kun er et spørgsmål om tid, før De Radikale atter kommer til at spille en central rolle i dansk politik.

»Hvis Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti går sammen i et tæt samarbejde, vil det betyde, at alle andre partier bliver nødt til at rykke sig – og herunder også de borgerlige – for igen at få del i magten,« siger Anders Thomsen.

»Og så må De Radikale jo kigge over på de borgerlige for at se, hvad vi kan lave med dem. Det er fordelen ved at være radikal: at man har en fleksibilitet og kan søge hen, hvor der er indflydelsesmuligheder.

I forhallen på Hotel Nyborg er der opstillet et mindebord for Niels Helveg Petersen, som døde i juni. Ved siden af et fotografi af en smilende Niels Helveg Petersen ligger bøger, som han skrev eller var med til at skrive, en kopi af Politikens forside fra dagen efter folketingsvalget i 1968 med overskriften »Radikal kæmpe-sejr« og en keramiksten med den daværende radikale gruppeformands svar, da han i 1987 blev spurgt, om han foretrak Svend Jakobsen frem for Svend Auken som Socialdemokratiets formand efter Anker Jørgensen:

»Joh, tjah, bom, bom, bom.«

Den 67-årige elektriker Arne Rohde fra Fakse har været med til de seneste 37 landsmøder og mener, at Niels Helveg Petersen »i allerhøjeste grad« – hvis han stadig levede – ville være utilfreds med De Radikales manglende indflydelse.

»Niels søgte jo altid indflydelse. Men man kan jo ikke få indflydelse, hvis der ikke er nogen mulighed for at få den.«

– Hvordan skal I få den?

»Vi skal bare have minimeret Dansk Folkeparti, så vi får indflydelsen igen.«

Herning (DF): 10:30

Det føles lidt som at møde op til en stor familiefest. Folk er langsomt ved at indtage de mange langborde, der i dagens anledning er sat op i Messecenter Herning. Kristian Thulesen Dahl træder ind, småsnakker og giver hånd til alle de fremmødte.

På scenens bagvæg hænger en plakat med partiets velkendte slogan: ’Vi tager hånd om Danmark.’ Da klokken slår 11:00 åbner Herning Kirkes Drengekor Dansk Folkepartis 22. årsmøde med »I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme«. Koret flyder snart over i fællessang til Adam Oehlenschlägers »Der er et yndigt land«.

Hele kongrescentret rejser sig op, og lydniveauet afslører, at det er en tekst, man kender godt.

Kristian Thulesen Dahl er ikke nået langt ind i sin åbningstale, før den første reference til Socialdemokratiet falder. Partiet har ifølge formanden valgt »at skifte tidligere tiders hadekampagner ud med en fremstrakt hånd til samarbejde«.

De fleste af dem, Information taler med i løbet af årsmødet, mener, at Socialdemokratiet har rykket sig tættere mod Dansk Folkeparti, og hilser flirten mellem de to partier velkommen.

Det stemmer overens med en Norstat-meningsmåling foretaget for Altinget. Ifølge målingen mener 73 procent af Dansk Folkepartis vælgere, at samarbejdet mellem S og DF »primært er en god idé«, og kun fem procent synes, at det overvejende »er en dårlig idé«.

»Vi kan lave flertal med regeringen, men også udenom regeringen. Det at have flere veje at gå giver større indflydelse,« siger Kristian Thulesen Dahl, der i sidste uge proklamerede, at partiet var klar til regeringssamarbejde med Venstre.

I samme ombæring kalder han De Radikale for et »fløjparti« med henvisning til De Radikales Marianne Jelved, der for nyligt sagde, at DF ikke var et midterparti. Han lægger ikke skjul på, at han ønsker dem holdt uden for ethvert samarbejde.

Rundt om i salen lyder tilråb som »sådan« og »ja, netop«. Ved et af bordene begynder Flemming Harlou at vifte med en avis.

Avisen, han vifter med, er dagens udgave af Ekstra Bladet. På forsiden kan man se et billede af Socialdemokratiets integrations- og udlændingeordfører Dan Jørgensen med teksten: »Nu ændrer S deres politik: ’Vi tog fejl om udlændinge’.«

»Nu sker det endelig. Nu begynder de endelig at lytte til det, DF har sagt i over 20 år,« siger 71-årige Flemming Harlou fra Næstved, der har været medlem siden 2002.

Dansk Folkepartis landsmøde i Herning.

Astrid Dalum

Dansk Folkepartis landsmøde i Herning.

Astrid Dalum

De fleste DF-medlemmer, som Information møder i Herning, er positive over for mere samarbejde med Socialdemokratiet. Også Isabella Sarohar på 19 år, her før hun gik på talerstolen under den frie debat. Hun fik lagt to lag neglelak. Det øverste med glimmer.

Astrid Dalum

Aalborg (S): 11:27

Fra scenen i kongrescenteret i Aalborg lyder Michael Falks stemme. Det er uklart, hvor mange tanker han har lagt bag valget af de tre sange, han opfører til taktfaste klapsalver som en slags opvarmning, før Danmarks næste statsminister, som Mette Frederiksen kaldes på de her kanter, går på scenen.

Ud af mørket hedder nummeret tilsyneladende. Det handler om noget i retning af, at der er lys for enden af tunnelen. Og at man aldrig må opgive sine drømme – koste, hvad det koste vil.

Det lader da heller ikke til, at Socialdemokratiet ved kongressen i S-borgen Aalborg mangler tro på fremtiden og egne drømme. Måske skyldes den fornyede kampgejst glæden over at iagttage transportminister Ole Birk Olesen (LA) vride sig, når han igen skal gennemføre et forslag fra et flertal uden om regeringen anført af S og DF (senest styrkelse af togfonden med to milliarder kroner). Måske skyldes det tilgangen af 3.000 nye medlemmer alene i år.

Mette Frederiksen taler fra scenen om vigtigheden af gode venskaber og de »store muligheder for samarbejde«. Hun nævner de gamle radikale venner, som Socialdemokratiet bør samarbejde med om miljøpolitik, uddannelse og »om at holde den internationale fane højt«.

Bagefter introducerer hun partiets nye ven, Dansk Folkeparti. Dem bør partiet samarbejde med om »en fortsat stram udlændingepolitik«. Og så selvfølgelig om ældrepolitikken.

Efter talen er Hans Pinderup fra Ringkøbing-Skjern enig med sin formand. Selvfølgelig skal S samarbejde med DF og tage et endeligt opgør med den årelange blokpolitik mellem de to ærkefjender.

»Vi må glemme fortiden. Men vi skal virkelig passe på ikke at give køb på vores synspunkter og vores identitet. Vi skal ikke samarbejde for enhver pris. Vi er stadig meget forskellige på udlændingeområdet. Vi er ikke kategorisk mod indvandring,« siger han.

Særligt forskellene i udlændingepolitikken lader til at fylde meget for de fremmødte græsrødder. Tidligere på ugen kom det frem, at S-toppen fortsat støtter regeringens forslag om at afvise at tage imod kvoteflygtninge. Det er udmeldinger som den, der gør 73-årige Ulla Dræbye fra Helsinge bekymret.

»Folk må ikke tro, at vi bliver et og samme parti. Og jeg tager afstand fra den beslutning om kvoteflygtninge. Hvis vi skal samarbejde, så håber jeg, at vi siger hertil og ikke længere i forhold til udlændingestramninger,« siger hun.

Socialdemokratiets landsmøde i Aalborg.

Henning Bagger

Mange socialdemokratiske medlemmer er de seneste år blevet mere positive over for Dansk Folkeparti. Som Tommi Kristensen fra Vejle: "Vi har efter min mening været for bløde for længe. Vi burde for længe siden have erkendt problemerne og lyttet til DF."

Henning Bagger

Herning (DF): 12:42

Køen til pølsevognen, som efterhånden er blevet fast inventar til årsmøder i DF, begynder at tage form som en slange, der snor sig ud i forhallen. Lotte Marnow bestiller to pølser med brød og en Cocio.

Hun er medlem af kredsen i Brøndby, har været med i partiet i »otte, nej måske ti år«, hun er bankuddannet, førtidspensionist og 61 år.

»Det er sådan set lige meget for mig, hvem vi samarbejder med, så længe vi får vores politik igennem,« siger hun. Den formulering går igen hos samtlige af folkene fra baglandet, som Information taler med på årsmødet.

»I mit hoved ville den perfekte regering være med Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Vi ville komme af med fløjpartierne, De Radikale, Enhedslisten og Liberal Alliance,« siger hun.

»Den dag, den regering bliver skabt, bliver en god dag for Danmark.«

Lidt væk fra Lotte Marnow og pølseboden er Jette Skive ved at indtage dagens frokost med en håndfuld partifæller ved tarteletboden. Hun kalder samarbejdet med Socialdemokratiet for »en god idé« og ligefrem »flot«, mens de andre ved boden nikker istemmende.

Den 66-årige frisør, rådmand og medlem af byrådet for DF i Aarhus, mener, at DF og Socialdemokratiet har haft et langt tættere samarbejde under Mette Frederiksen end under »hende den anden« – eller med andre ord: Helle Thorning-Schmidt.

Nyborg (R): 13:14

Gruppeformand og politisk leder Morten Østergaard går på podiet for at give folketingsgruppens såkaldte beretning. Han får sit største bifald, da han beskriver de »statsbærende« partier som værende ramt af Stockholmsyndromet: De er blevet forelsket i deres gidseltager (læs: Dansk Folkeparti).

»Jeg siger bare til de gode folk i Venstre og til vores venner i Socialdemokratiet – og måske særligt til Mette Frederiksen: Vi skal da ikke deponere nøglerne til Danmarks fremtid hos Dansk Folkeparti. Vi kan da gøre det meget bedre, hvis vi gør det sammen. Vi kan ikke forme Danmarks fremtid alene på en alliance om det, man ikke vil.«

Efter Morten Østergaards beretning er Janne Normann Jørgensen på 78 og hendes datter, Inge Normann Jørgensen på 53, trukket ud i forhallen. Overfor dem, på en væg, har partiets presseafdeling hængt de seneste dages presseklip på. Udklippene vidner om, at De Radikale trods manglende politisk indflydelse ikke mangler presseomtale. I hvert fald ikke denne weekend.

Janne Normann har været til mellem 40 og 50 – »i hvert fald over 40!« – landsmøder gennem årene.

»Det her er den mest impotente regering, vi har haft, og jeg er jo en gammel kone,« siger hun.

»Men den næste ser jo ud til at blive lige så impotent. Hvordan skal man kunne forene De Radikale og Enhedslisten – for slet ikke tale om Dansk Folkeparti? Hvor skal Mette Frederiksen gå hen? Jeg kan ikke se, hvordan hun kan lave et bredt samarbejde. Det vil være rart med et folketingsvalg, så De Radikale kan få indflydelse, men det er mig sandt for dyden svært at se hvor.«

– Hvad skal De Radikale gøre for atter at få indflydelse i dansk politik?

»Vi skal da blive ved at gøre, hvad vi gør,« fortsætter mor Janne Normann Jørgensen. »Jeg synes, at vi har den rigtige løsning, men hvordan søren får vi de andre til at se det? Hvorfor kan folk ikke se det? Er det ikke underligt?«

– Er det også din vurdering?

»Ja,« svarer datter Inge Normann Jørgensen og smiler.

– Trak din mor dig med ind i De Radikale?

»Hun lader sig ikke trække nogen steder hen,« svarer moren.

»Jeg blev da lidt inspireret.«

Aalborg (S): 14:41

»Kan det virkelig være rigtigt, at vi er 800 deltagere herinde, men at kun 208 har delt Mette Frederiksens video fra landsmødet på Facebook,« spørger ordstyreren fra scenen. På langbordene parerer enkelte partisoldater ordre og fisker mobilerne op ad lommerne.

Ude i foyeren står 59-årige Bonnick Lundberg fra Tranbjerg i Østjylland.

»I starten var jeg skeptisk over for samarbejdet med DF, men de har vist sig mere troværdige end tidligere,« siger han.

»Det er værre med De Radikale. Det er ræven i hønsegården.«

Ikke langt fra Bonnick Lundberg står en gruppe unge socialdemokrater.

»Jeg har rykket mig meget på et år,« siger 25-årige Bette Bjerregaard, der lige er flyttet fra Smilets By til Amager. For et år siden havde hun det sådan, at hun hellere ville smækkes med en våd Berlinger af Lars Løkke end at samarbejde med DF. Sådan har hun det ikke længere.

»Det er som om, de er blevet mere medgørlige. Men jeg er stadig i tvivl, om DF vil bide til bolle, når alt kommer til alt. Nogle gange er jeg bange for, at samarbejdet med os bare er en provokation rettet mod Løkke for at få noget andet til gengæld. Det er svært. For på den anden side er samarbejdet med De Radikale som at sømme budding op på væggen.«

Flere af socialdemokraterne, Information taler med på kongressen, påstår hårdnakket, at det er Dansk Folkeparti, der har nærmet sig S og ikke omvendt. Særligt i forhold til den økonomiske politik og socialpolitikken. Men enkelte mener også, at DF er blevet mere moderat i udlændingepolitikken.

Faktum er i hvert fald, at de to partier har nærmet sig hinanden. En gennemgang af de to partiers stemmevaner af dataanalysefirmaet Buhl & Rasmussen viser, at DF’s og S’ stemmelighed i Folketinget de sidste 20 år ikke har været tættere end nu. Modsat har Socialdemokratiet og De Radikale i samme periode aldrig stemt mere forskelligt end i seneste folketingsår.

Herning (DF): 15:30

Mens der opstår en lille pause under den frie debat, hvor alle kan få tid på talerstolen, er Ghita Nelander trukket ud i forhallen foran partiets merchandisebod. Her kan man få en musemåtte med et billede af Kristian Thulesen Dahl, en biografi om formanden, en om Peter Skaarup, en om Pia Kjærsgaard og klistermærker med teksten »permanent grænsekontrol«.

Githa Nelander, der har været medlem af partiet siden 2010 og nu sidder i Næstved Byråd, er en af de få procent, der ikke hylder det nyetablerede samarbejde mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

»Det er klart, at Socialdemokratiet kommer med en række udmeldinger nu. Men jeg tror ikke helt på det, før der kommer handling bag ordene. De støttede for eksempel slet ikke op om grænsekontrol, som Venstre var mere positive overfor,« siger den 56-årige trafikleder om den midlertidige grænsekontrol mod Tyskland, der blev indført i begyndelsen af 2016.

Snakken afbrydes kort af en maskot i et hundekostume, der deler pinocchiokugler ud i små DF-poser med påskriften: »Vores Danmark – der er så meget, vi skal passe på.«

Efterårets kommunalvalg har dagen igennem fyldt en del hos de forskellige talere. Tidligere har både Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen også været ude og opfordre deres respektive byrådsmedlemmer til at indgå alliancer ved valget til november.

Men Githa Nelander mener ikke, at partiets alliance med Socialdemokratiet har »forplantet sig lokalt«. Og hun ser det heller ikke ske lige rundt om hjørnet. I kraft af sin rolle i byrådet har hun på integrationsområdet oplevet, at hun oftere nyder støtte fra Venstre end fra Socialdemokratiet.

Hun mener da også, at DF både har »og bør have« mere tilfælles med Venstre, fordi de er et »blåt parti«.

»Inger Støjberg er et skridt i den rigtige retning. Hende skal vi have mange flere af,« siger hun.

Nyborg (R): 16:13

»Vi melder studiet klar til Vestager,« lyder det fra TV 2’s kameramand.

»Kan du prøve at sige noget?« spørger han den radikale EU-kommissær og tidligere gruppeformand, som netop har været gæstetaler.

»En to tre. Jeg har fået alt for lidt kaffe i dag …« når Margrethe Vestager at sige, inden tv-stationens journalist går på live fra forhallen i Nyborg med spørgsmålet om, hvordan det er for partiet at være sat uden for indflydelse. Vestager, som er klædt i grønt, smiler og svarer undvigende, at så er det jo heller ikke værre.

»Så ville vi jo have været deprimerede i lange perioder i historien,« siger hun, inden der bliver spurgt til De Radikales nye erkendelse, som Morten Østergaard gentog i sin beretning: at antallet betyder noget i udlændingepolitikken.

Tre minutter senere er interviewet ovre, og landsmødedeltagerne strømmer ud af landsmødesalen for at gå til dagens sidste punkt: en række politiske værksteder.

»Vi er jo lidt tredjehjul i dag,« siger TV 2’s journalist med reference til S- og DF-landsmøderne, inden tv-stationens folk begynder at pakke sammen for i dag.

De Radikales landsmøde i Nyborg.

Kristoffer Juel

De Radikales landsmøde i Nyborg.

Kristoffer Juel

Mange radikale medlemmer har svært ved at se en S-DF-alliance. Som den tidligere formand for De Radikale i København, Anders Thomsen: "Så må de radikale jo kigge over på de borgerlige for at se, hvad vi kan lave med dem. Det er fordelen ved at være radikal: at man har en fleksibilitet og kan søge hen, hvor der er indflydelsesmuligheder."

Kristoffer Juel

Aalborg (S): 16:54

I merchandiseboden er der tilbud på bolsjer. Tre poser a et kilo inklusiv en rosenrød mulepose med et stort A til 300 kroner (spar 100).

66-årige Leif Steen Christensen fra Rønnede har benyttet sig af tilbuddet og oven i hatten købt en regnfrakke. Det er til valgkampen – altså den kommunale – hvor han skal uddele flyers og roser på byens torv.

»Samarbejdet med Dansk Folkeparti handler om at kunne tælle til halvfems. Og tiderne gør det nødvendigt at tænke anderledes, end vi har gjort tidligere. Men jeg mener også, at DF har flyttet sig særligt på den økonomiske politik,« siger han og minder om, at De Radikale har været meget »svære at danse med de seneste år«.

I en ny meningsmåling fra Altinget ser 61 procent af S-vælgerne samarbejdet med DF som ’primært en god ide’. 13 procent synes, det ’mest er negativt’. Hver fjerde har endnu ikke taget stilling.

Tommi Christensen, der er menigt medlem af partiet i Vejle på tiende år, hører til den første gruppe. Han har lige købt formandens selvbiografi og en ergonomisk S-rygsæk. Det er særligt det nye samarbejde om udlændingepolitikken, der tiltaler ham, forklarer han.

»Vi har efter min mening været for bløde for længe. Vi burde for længe siden have erkendt problemerne og lyttet til DF. Så samarbejdet generer ikke mig. Hellere det end med Morten Østergaard og De Radikale. Vi har rykket os fra hinanden.«

Lidt senere begynder køen til fadølsanlægget i kongrescenterets Europahal for alvor at vokse sig lang. Om det skyldes oplægget fra 3F om et nyt initiativ, der skal sikre flere lærlingepladser, eller om det er løftet om fri øl, der lokker, er ikke til at sige.

I Europahallen er det, som om mistroen over for partiets nye ven ikke helt er forstummet. Ved et rundbord står 63-årige Andrea Terp med sin mand. Hun har været medlem af partiet »i 25 … nej, nok nærmere 30 år« og kommer fra Aabenraa, hvor hun er valgt ind i regionen.

»Selvfølgelig skal vi samarbejde på nogle områder, men vi er simpelthen for langt fra hinanden på udlændingeområdet. Det handler om partiernes grundlæggende menneskesyn. Det er næsten ideologisk. Vi er ikke et fremmedfjendsk parti. Når det kommer til menneskesyn, ligner vi mere De Radikale – der har vi flere snitflader,« siger hun.

I en interimistisk rundkreds står en delegation fra Ballerup Kommune. Og de er alle skeptiske over for tilnærmelserne mellem S og DF. En af dem er 38-årige Musa Kekec. Han har siddet i kommunens byråd og været medlem af partiet i seks år.

»Jeg er bekymret i forhold til udlændingedebatten, for uanset hvor meget vi forsøger at koble os på dagsordenen og være med til at stramme, så fører det ingen steder hen. Vi smider bare vand på DF’s mølle. Og stramningskapløbet mod Dansk Folkeparti vinder vi aldrig,« siger Musa Kekec.

Herning (DF): 20:05

Isabella Sarchar på 19 år har været på talerstolen under den frie debat. Forinden har hun haft travlt med at få neglelakken til at tørre. Der skulle to lag på. Det øverste med glimmer.

Nu sætter hun sig ved siden af den jævnaldrende Kerstine Kristiansen ved bord otte i festsalen, som i aftenens anledning er pyntet op.

Kerstine Kristiansen mener, at Dansk Folkeparti skal passe på »ikke at havne for langt ovre i den røde grøft«. Hun er »bange« for, hvad der så kan ske, fordi de fleste medlemmer – i hendes optik – er blå.

I 2015 brød partiet med en konstant stigning i medlemsantal siden dets stiftelse i 1995. Og i år er det gået 3.000 medlemmer tilbage i forhold til i 2015.

»Jeg synes altså, det er fint at samarbejde med flere partier,« siger Isabella Sarchar, der er tidligere medlem af Dansk Folkepartis Ungdom.

Tidligere i dag præsenterede ungdomspartiet sin nye visuelle identitet, som inkluderer både den røde og blå farve: »Så har vi et ben i hver lejr,« som DFU-formand Chris Bjerknæs sagde med et grin.

Og så går aftenens overraskelse på scenen. Folk rejser sig i stående ovationer, da de ser Stig Rossen træde ind på scenen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Hans Jørn Storgaard Andersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Espen Bøgh
  • Torben K L Jensen
Katrine Damm, Hans Jørn Storgaard Andersen, Eva Schwanenflügel, Espen Bøgh og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Denne reportageform er et journalistisk mesterværk - ros til de tre journalister fra Information.
Man kan sgu næsten lugte hvad de får at spise, Godt gået i tre.

ingemaje lange, Katrine Damm, Hans Jørn Storgaard Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Sandelig præcist udtrykt; "de radikale er ræven i hønsegården"!

De radikale skal overhovedet ikke med i en evt. socialdemokratisk regering ligesom i 2011-15, hvor de spillede deres storhed overfor såvel S som SF, og endte med - som sædvanlig, at splitte regeringen så den endte med ikke at blive genvalgt.

Hold fingrene væk fra de radikal Mette, lad dem stå udenfor slikbutikken og kigge ind, herfra kan de vise hvem de er og om de vil vælte regeringen.

Henrik Andersen, Torben K L Jensen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Socialdemokratiet skal vælge mellem de Radikale og DF - pest eller kolera. Og ude på sidelinjen står Pernille Vermund og får mundvand ved tanken om at Nye Borgerlige nok kommer i Folketinget efter næste valg. Og det ser ikke ud til, at Socialdemokratiet vil samarbejde med sit parlamentariske grundlag, måske mua. SF, der allernådigst kan få lov til at sidde og dikke med halen ved partiformandens fødder.
*brækfornemmelser*

Det er ikke andet end hvad jeg har sagt i 10 år. DF er højrefløjen i Socialdemokratiet.

Eva Schwanenflügel, Katrine Damm og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Lad os nu se om de Radikale kommer over spærregrænsen:) Jeg tror nemlig at mange af deres vælgere hopper over til Nye Borgerlige næste gang. Hvilket i øvrigt vil gøre det meget nemmere at orientere sig i dansk politik fremover. De Radikale ved man jo som bekendt aldrig hvor man har før Thyra Frank har givet en omgang valgflæsk.

Bjarne Bisgaard Jensen

Det er dog et utroligt dårligt "billede" som de radigale som ræven i hønsegaarden.
Personligt og uden overhovedet at kunne drømme om at stemme radigalt, så anser jeg sådan rent rationelt ræven for at være noget mere snu end en forvirret hønseflok under angreb

Eva Schwanenflügel og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

De radikale er altså lidt skægge for tiden, der er jo ikke noget i nogen meningsmålinger, der berettiger til deres selvovervurdering... Lur mig om de ikke får et seriøst smæk ved kommunalvalget, i hvert fald i KBH.

Jeg ser nu ikke det store problem med fru Vermouth, så længe det kun bliver med nogle få mandater, det vil bare skabe mere splittelse på højrefløjen, eller stemmespild, hvis de lige præcis ikke kommer ind...

Eva Schwanenflügel

Katrine Damm, jeg håber du får ret. Men alene det at mange vælger at stemme på et så menneskefjendsk parti, får det til at løbe mig koldt ned ad ryggen!