Mens orkanen Irma onsdag ramte de caribiske øer på sin ødelæggende færd mod Florida, og mens ofrene for orkanen Harvey i Houston fortsat søgte at gøre tabene op, holdt præsident Donald Trump en tale foran et af USA’s større olieraffinaderier i North Dakota, hvor han hyldede statens »energimirakel« i form af især den store skiferolie-produktion.
Trump synes fortsat ikke at se nogen sammenhæng mellem afbrændingen af fossile brændsler og den globale opvarmning, der gør Atlanterhavet varmere og de tilbagevendende orkaner hidsigere. Hans miljøstyrelse, EPA, ledet af den klimaskeptiske Scott Pruitt, har efter Harvey direkte kritiseret klimaforskere for at »politisere« katastrofen ved at tale om sammenhængen med klimaforandringer.
Præsidentens tale blev holdt ved Mandan-raffinaderiet, ejet af selskabet Andeavor og med en kapacitet til at forarbejde 74.000 tønder olie om dagen, primært fra det store Bakken-skiferoliefelt i North Dakota.
»I dag har familier nye job og nye håb takket være den enorme energirigdom, I har vakt til live. I forstår den vigtige sandhed: Washington har ingen ret til at stoppe energiproduktion, for USA’s energimæssige rigdom tilhører ikke dem, den tilhører folket. Den tilhører hårdtarbejdende patrioter som jer, takket være North Dakotas energimirakel – og jeg kalder det et mirakel,« sagde Trump.
Han talte også om den kontroversielle olierørledning Dakota Access pipeline, hvis konstruktion indianere, miljøorganisationer og andre blokerede sidste vinter, men som Donald Trump straks efter sin indsættelse gav grønt lys for. Modstanderne »vidste ikke«, hvorfor de var imod rørledningen – dens gennemførelse er »den rigtige ting at gøre«, sagde præsidenten.
Under sit besøg afviste han i øvrigt en appel om økonomisk hjælp til nødstedte landmænd i North Dakota, hvor knap 75 pct. af arealet i øjeblikket ifølge US Drought Monitor er ramt af ’alvorlig’ eller ’ekstrem’ tørke.
Klapjagt på forskere og journalister
De klimaforskere, der har søgt at gøre opmærksom på sammenhængen mellem global opvarmning og de meget intense orkaner fra Atlanterhavet, er blevet hængt ud af miljøstyrelsen EPA.
»EPA fokuserer på sikkerheden for dem, der er berørt af orkanen Harvey og på at yde nødhjælp – deltager ikke i forsøg på at politisere en igangværende tragedie,« sagde talsmand Liz Bowman, der af Scott Pruitt er hentet til EPA fra en stilling som direktør i American Chemistry Council, en lobbyorganisation for den kemiske industri, der tæller Exxon Mobil blandt sine medlemmer.
Samme Liz Bowman var i søndags ude med riven efter journalister, der har dækket følgerne af orkanen Harvey. Associated Press havde i en artikel beskrevet, hvordan syv stærkt giftforurenede grunde i Houston-området var blevet oversvømmet med fare for spredning af de giftige stoffer. AP-artiklen oplyste, at EPA endnu ikke havde været i stand til at aflægge de forurenede områder fysisk besøg.
Det udløste prompte en pressemeddelelse fra EPA’s Liz Bowman, som anklagede AP for at »skabe panik og politisere« det hårde arbejde, som aktørerne på stedet udførte. Bowman beskyldte AP for »endnu engang at forsøge at vildlede amerikanerne«, kaldte artiklen »utroligt vildledende« og kritiserede AP-journalist Michael Biesecker for at »rapportere fra det komfortable Washington«.
AP-artiklen var imidlertid lavet af to journalister, hvoraf den anden – Jason Dearen – faktisk var i Houston og med båd sejlede rundt til de syv oversvømmede giftgrunde. Trods Bowmans anklager fremgår det af EPA’s pressemeddelelse, at miljøstyrelsen på samme tidspunkt kun havde aflagt fysisk besøg ved to af giftgrundene, mens 11 andre »ikke har været tilgængelige.«
NASA-chefen
I sit tidligere fremlagte budgetforslag for 2018 har præsident Trump lagt op til betydelige besparelser på en række af de myndigheder, som har været involveret i rednings- og nødhjælpsarbejde under og efter orkanen i Houston, herunder markante reduktioner i EPA’s budget.
Præsidentens linje blev også markeret, da Det Hvide Hus i lørdags annoncerede nomineringen af den ny øverste chef for NASA, hvor en vigtig del af den amerikanske klimaforskning og overvågning foregår.
Den nominerede er den tidligere kamppilot, nuværende republikanske kongresmedlem fra Oklahoma, James Bridenstine.
Bridenstine har ingen videnskabelig baggrund, men er kendt for sin markante klimaskepsis. I 2013 sagde han i en tale i Repræsentanternes Hus, at »de globale temperaturer holdt op med at stige for ti år siden«, og at »de globale temperaturændringer, når de optræder, korrelerer med solaktiviteten og havenes kredsløb«.
»Selv klima-alarmister indrømmer, at antallet af orkaner, der når USA, og antallet af tornadoer, der rammer, har været langsomt faldende i mere end 100 år,« sagde den kommende NASA-chef dengang.
Jeg brækker mig. Det er så uansvarligt at sætte vores civilisation over styr for en lille gruppe fucking olie selskaber der har ejet verden siden Standard Oil.
Det er Nelson Rockefeller om igen.
Trump leverer måske olien, men hvem køber villaerne, bilerne, charterrejserne og de store bøffer? Se på billedet, dirigenten er kun en ud af hvor mange? Kan være der er noget galt med præsidenten, men hvad nu hvis det er kulturen den er galt med?
Klimaskeptiker er - ligesom klimafornægter - ord, man bruger, når man ønsker at manipulere med andre mennesker. Lad os få en seriøs debat om klimaforandringerne.
Trump har hidtil udtalt sig om orkanerne, somom de var med til at hylde ham som præsident.
"Greatest storms ever" og lignende.
Det bliver nok svært at se godt ud i befolkningens øjne, såfremt der ikke er flere penge til at hjælpe ofrene, hvilken realitet er lige om hjørnet.