Læsetid 3 min.

Våbengigant brugte Danmark til at eksportere overvågning til diktaturer. Nu flytter den

Den britiske våbengigant BAE Systems, der via sit danske datterselskab har solgt masseovervågningsteknologi til Saudi-Arabien, forlader Danmark
Sikkerhedsfolk i Mecca overvåger de fastende under sommerens ramadan. Det firma i Nordjylland, der har solgt overvågningsteknologi til Saudi-Arabien, har nu valgt at lukke sin forretning i Danmark ned.

Sikkerhedsfolk i Mecca overvåger de fastende under sommerens ramadan. Det firma i Nordjylland, der har solgt overvågningsteknologi til Saudi-Arabien, har nu valgt at lukke sin forretning i Danmark ned.

Faisal Khan

21. september 2017

Vejen til at realisere en diktators ønske om at overvåge sin befolkning går i fremtiden ikke længere via Nørresundby.

Den britiske våben- og overvågningsgigant BAE Systems Applied Intelligence, der via sit danske datterselskab har leveret masseovervågningsteknologi til en lang række mellemøstlige diktaturstater, forlader landet til juni næste år.

Forklaringen er, skriver firmaets presseafdeling til Information, at der ved en gennemgang af organisationen er blevet konstateret »ineffektiviteter«, og at der derfor er behov for at »forsimple« driften ved at sammenlægge den danske afdeling med »andre produktionssteder, herunder Storbritannien«. Ifølge Nordjyske vil det koste 160 medarbejdere jobbet.

Det selv om den danske afdeling sidste år havde et overskud på 47 millioner kroner, hvilket ifølge Jyllands-Posten var det bedste resultat i over ti år.

Nyheden om lukningen kommer få måneder efter, at Dagbladet Information i samarbejde med BBC har afsløret, hvordan firmaet har solgt overvågningsteknologi til en række diktaturer i Mellemøsten og Nordafrika. Med tilladelse fra Erhvervsstyrelsen har BAE’s datterselskab forsynet regimerne i Saudi-Arabien, Qatar, Oman, De Forenede Arabiske Emirater, Algeriet og Marokko med avanceret masseovervågningsteknologi, der kan overvåge en hel befolknings aktiviteter på nettet.

Det har vakt massiv kritik fra mellemøsteksperter og menneskeretsorganisationer, som peger på, at overvågningsteknologi i de lande systematisk bliver brugt til at krænke menneskerettighederne. Som reaktion på kritikken har erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) åbnet for at stramme den danske eksportkontrol.

»Det er tankevækkende, at BAE vælger at tage det her skridt, efter de er blevet eksponeret,« siger Amnesty Internationals danske generalsekretær Trine Christensen.

»Det er ekstremt vigtigt, at man ikke tillader en situation, hvor virksomheder shopper rundt for at finde det land, der er mindst restriktivt i forhold til at give eksporttilladelser. Derfor håber jeg, at den danske regering både selv vil stramme op og samtidig forsøge at påvirke andre lande i den rigtige retning.«

Når den danske afdeling lukker, vil de eksporttilladelser, som de danske myndigheder har udstedt, ikke længere være brugbare. Virksomheden vil derfor skulle søge nye tilladelser i det land, hvorfra de nu vil eksportere – også hvis de bare skal opdatere eller yde support på de systemer, der allerede er leveret.

»Den her nyhed rejser mange spørgsmål,« siger Edin Omanovic fra den britiske organisation Privacy International.

»Hvis firmaet nu flytter sin overvågningsforretning, er det afgørende, at den nye regering, der skal holde øje med deres eksport, lærer af, hvad der er sket i Danmark, og sikrer, at de har en klar forståelse af, hvad BAE sælger til hvem, og de risici det medfører for menneskerettighederne rundt om i verden.«

Masseovervågning

Hvis eksporttilladelserne fremover vil blive søgt fra virksomhedens hovedkvarter i Storbritannien, kan BAE muligvis få problemer.

Som Information afslørede i sommer har de britiske myndigheder udtrykt bekymring over eksporten af en del af firmaets masseovervågningssystem – en software, der er designet til at omgå kryptering.

»Vi vil gerne gøre det klart, at vi ville nægte eksport af denne kryptoanalysesoftware,« skrev en ledende embedsmand i den britiske eksportkontrolmyndighed BIS til Erhvervsstyrelsen i en sag, der omhandlede en eksporttilladelse til De Forenede Arabiske Emirater.

Baggrunden for advarslen mod eksporten var bekymring for »den nationale sikkerhed for Storbritannien, territorier hvis eksterne forhold er Storbritanniens ansvar, samt venligsindede og allierede lande«. Informations aktindsigt viste, at Erhvervsstyrelsen alligevel godkendte eksporten.

Hvis Storbritannien står fast på deres modstand mod eksport af kryptoanalysesoftwaren, kan BAE altså få problemer med at give deres kunder en del af systemet, der må formodes at være i høj kurs, da en stadig stigende del af trafikken på internettet er krypteret.

Udover Emiraterne har firmaet fået tilladelse af Erhvervsstyrelsen til at sælge den pågældende software til Oman, Qatar og flere andre lande.

BAE Systems kom til Danmark ved at købe den nordjyske overvågningsvirksomhed ETI Telecom i Nørresundby i december 2010 for 1,2 milliarder kroner. Pengene, som de daværende ejere tjente på virksomheden, er i dag genstand for en retssag, fordi SKAT mener, at der i strid med loven blev ført penge ud af landet for at undgå at betale skat.

BAE Systems har ikke ønsket at svare på spørgsmål om lukningen, da de ifølge presseafdelingen prioriterer at kommunikere med deres medarbejdere først.

Dette er en opdateret version af artikel først publiceret 20. september 2017.

Overvågning: Made in Denmark

Siden Det Arabiske Forår, hvor aktivister brugte internettet til at kæmpe deres frihedskamp, har Mellemøstens autoritære regimer brugt store summer på at sikre sig, at noget lignende ikke kan ske igen. Flere steder i regionen er det førhen relativt uregulerede cyberspace nu under nærmest total kontrol. Og en del af den teknologi, der gør det muligt, kommer fra Danmark.

I denne serie afdækker vi, hvordan de danske myndigheder i al hemmelighed har godkendt salg af meget avancerede overvågningsværktøjer til nogle af de mest undertrykkende regimer i verden. Det kan have bidraget til at gøre demokratiske stemmer i Mellemøsten tavse. Og kan i sidste ende udgøre en trussel mod os selv.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
  • Brugerbillede for Ib Christensen
    Ib Christensen
  • Brugerbillede for Torben K L  Jensen
    Torben K L Jensen
David Zennaro, Eva Schwanenflügel, Ib Christensen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Steen Sohn

»Som led i en gennemgang af organisationen, har vi identificeret ineffektiviteter, som vi har tænkt os at adressere ved at forsimple vores drift, så vi sikrer, at vi kan fortsætte med at levere til vores kunder og nedbringe omkostninger« skriver en talsperson fra BAE i Storbritannien til Information.

Aha.

Henning-Buerup Jørgensen, Eva Schwanenflügel, Ib Christensen, Holger Madsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Jensen

Går den så går, men så gik den ikke længere. Synd for de 160 i Nørresundby og man kunne fristes til at sige godt for de undertrykte i diktaturstaterne, men mon ikke BAE allerede har fundet en anden vej til diktatorernes lommer. Jeg synes den ligger lige til Højre-benet. BAE udtales forresten bæ på dansk.

Henning-Buerup Jørgensen, Eva Schwanenflügel, Ib Christensen og Kristian Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kristian Jensen
Kristian Jensen

Ja, det bliver interessant at se hvilken dørmåtte de lægger den næste bæ på?

Henning-Buerup Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nils Frier

Godt vi kom af med den virksomhed i Danmark. Beskæmmende for danske myndigheder at et britisk baseret firma bruger DK som base for eksport af overvågningsudstyr anvendt mod vor officielle udenrigspolitiske holdning. Vi kan ikke lave om på hele verdenen men vi kan indrette vort eget samfund samvittighedsfuldt. Tak til bl.a. Information for god journalistik.

Henning-Buerup Jørgensen, John Christensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Christian Lucas
Christian Lucas

Det var da en rar nyhed. Måske Mexico's narko karteller kunne bruge detop deres "spids kompetencer" nu når Lille Donnie's mur skal disse Bad Hombres' Gulf Cartel.

"Confused? You will be on the next episode of...SOAP!"

Brugerbillede for Christian Lucas
Christian Lucas

Det var da en rar nyhed. Måske Mexico’s narko karteller kunne bruge detop deres "spids kompetencer" nu når Lille Donnie’s mur skal stoppe The Bad Hombres’ Gulf Cartel.

"Confused? You will be on the next episode of...SOAP!"

Brugerbillede for jens peter hansen
jens peter hansen

Det er ikke godt at sælge overvågningsudstyr til diktaturer, men er det godt at sælge teknologi til diktaturer ? At sælge fødevarer ? Godt at produktionen bliver lukket, men må vindkraft og yougurt ikke også sættes på listen over farlige produkter, for det er også med til at holde diktaturer ved magten og undertrykke befolkningen ? Hvor går grænsen ?

Brugerbillede for Jan Weber Fritsbøger
Jan Weber Fritsbøger

er vel ok at sælge yougurt hvis køber underskriver en erklæring på tro og love om at yougurten ikke bruges til undertrykkelsesformål ;o)

Brugerbillede for jens peter hansen
jens peter hansen

Nordkorea ville, hvis Kina ikke holdt hånden over landet, være fuldstændig udsultet. Saudi Arabien ville vel også komme slemt på den, hvis ikke de importerede fødevarer. Fødevarer er også med til at opretholde et diktatur.