Læsetid: 6 min.

Vores tiltro til bankerne har nået et nyt lavpunkt – men vi har altid været skeptiske over for dem

Skandalerne fortsætter i bankverdenen. Senest med afsløringen af Danske Banks hvidvaskning af penge fra regimet i Aserbajdsjan. Men selv om mistilliden til bankerne i dag er udtalt, er den ikke ny. Vi har derimod altid været kritiske over for dem, hvis man spørger erhvervshistoriker Per H. Hansen
Siden 2012 har en række private initiativer, som forsøger at sætte banksektoren under lup, set dagens lys

Siden 2012 har en række private initiativer, som forsøger at sætte banksektoren under lup, set dagens lys

Lasse Kofod

11. september 2017

I Gerry Marshalls film Pretty Woman fra 1990 spørger den prostituerede Vivian, spillet af Julia Roberts, hvad milliardæren og finansmanden Edward, spillet af Richard Gere, egentlig laver, efter han har samlet hende op på Hollywood Boulevard i sin sølvgrå Lotus Esprit.

»Jeg køber virksomheder,« svarer han.

»Du laver ikke noget, og du bygger ikke noget?« siger hun.

»Nej.«

»Så hvad gør du med virksomhederne, når du har købt dem?«

»Jeg sælger dem. Altså ikke hele virksomheden. Jeg bryder dem op i små bidder og sælger dem til en pris, som er mere værd end den samlede virksomhed.«

»Så det er lidt ligesom at stjæle en bil og så sælge delene?«

Ifølge historiker Per H. Hansen er scenen et »klasseeksempel« på, hvordan man altid har set på finans- og bankverdenen: med en god portion mistro.

Mistilliden til bankerne og finansmændene har siden 1900-tallet været en indlejret del af vores samfund. Og ligesom samfundet har ændret karakter og svunget op og ned mellem finansielle kriser, har vores syn på bankerne det også. I 1920’erne og 30’erne nåede vi et absolut lavpunkt, som vi også ser i dag, hvor bankverdenen oplever skandale efter skandale. Senest med Berlingskes afsløring af, at regimet i Aserbajdsjan gennem flere år har sendt massive pengesummer gennem Danske Bank.

Europarådets Parlamentariske Forsamling skulle forestille at værne om demokrati og menneskerettigheder i Europa, men i Aserbajdsjans tilfælde ser berettiget kritik ud til at være blevet dysset ned – til gengæld for millionbeløb og luksusgaver
Læs også

Men i den mellemliggende periode har den kritiske bevidsthed langtfra været væk.

»På et eller andet niveau har vi altid været skeptiske over for bankerne og finansverdenen. Banker producerer ikke noget, så forståelsen af, at bankerne og kreditgivningen er helt nødvendige for samfundet, er ikke lige så klar, som hvis man ser på en fabrik, der producerer noget,« siger Per H. Hansen, der siden 2002 har været tilknyttet Copenhagen Business School som professor i virksomhedshistorie.

I 1996 blev han dr.phil med en afhandling om det danske bankvæsen i krise fra 1920-1933. Et emne, han efterfølgende har udgivet en række bøger om blandt andet sammen med historikeren Søren Mørch, og som han stadig forsker i.

’Kolde Tage’ og ’Sorte Knud’

I løbet af de senere år er der blevet udgivet flere rapporter, der viser, at tilliden til bankerne er relativt lav. Radius Kommunikation laver hvert år en såkaldt troværdighedsundersøgelse, hvor de ser på forskellige faggrupper. På en skala fra et til fem lå bankfolk i 2016 på 2,86 og 3,02 i 2009, begge gange placeret mellem politikerne i bunden og sygeplejerskerne i toppen, som de mest troværdige.

Men det er ikke nyt, at vi reagerer på den måde, når der er finansiel ustabilitet og kriser i vores samfund.

Per H. Hansen nævner 1920’erne og 30’erne, 1990’erne og 2008 som nedslagspunkter, hvor tilliden til finansverdenen har nået historiske lavpunkter. Selv om bankkrisen i 1990’erne ikke var nær så omfattende som de to andre eksempler, var bankerne ikke populære. Dels på grund af den finansielle krise, men også som følge af de såkaldte prikkerunder, hvor bankerne for alvor begyndte at fokusere på omkostninger og på at skabe værdi til aktionærerne. Danske Bank-direktørerne Tage Andersen og Knud Sørensen, der kom til i henholdsvis 1980 og 1990, fik for eksempel kaldenavnene ’Kolde Tage’ og ’Sorte Knud’.

For at forstå befolkningens kritiske bevidsthed over for bankerne skal vi tilbage til mellemkrigstiden.

»Det, der sker, er, at det finansielle system bryder sammen. Det får konsekvenser for job, og mange føler, det er uretfærdigt, at venner og bekendte skal gå fra hus og hjem, mens der ikke sker noget med dem, de mener, har skabt balladen. Det rører ved de grundlæggende forestillinger om retfærdighed og om, hvordan verden bør hænge sammen.«

– Men er det ikke også en rimelig følelse, når vi ser skandale efter skandale i bankverdenen?

»Jo, men det er mere kompliceret, og det skal også ses i en bredere historisk og kulturel kontekst. Hvis du kigger isoleret på bankerne, så er det klart, at der er nogle af dem, som ikke har gjort deres arbejde ordentligt. Men der er nogle perioder, hvor konteksten i højere grad har bidraget til at gøre finanssektoren mere dominerende. For eksempel liberaliserede man bankerne i 1980’erne og 90’erne, hvilket var med til at øge risikoen for, at de sager, vi har set gennem de seneste år, kunne ske,« siger han.

Med liberaliseringen af bankerne skete der også et skiftende fokus i vores samfund, som var fraværende fra 1945 til 1980. Per H. Hansen taler om, at man er gået fra at have en velfærdsstatstankegang til at have en såkaldt sharehold value-tankegang, som indebærer, at den vigtigste opgave for en virksomhed er at skabe merværdi (value) for deres aktionærer (shareholders). Med andre ord tænker man i finansielle motiver og finansielle måder at ser verden på.

Skurkeroller

I perioden op til bankkrisen i 1920’erne havde bankerne også fået en dominerende rolle. Det, vi i dag kender som Danske Bank, hed dengang Landmandsbanken. Direktøren for det hele hed i 1920’erne Emil Glückstadt, og han havde overtaget posten i 1910 efter sin fars død. Han var blevet oplært i London, USA og Paris og sad i bestyrelsen for 20 danske virksomheder.

Men i 1922 krakkede banken, »og folk tabte penge, så det bragede«, som Per H. Hansen beskriver det. Den magtfulde og rige bankdirektør med palæ i Paris, egen ø og yacht blev forvandlet til en skurk. Der blev talt om »systemets Glückstadt«, fordi man mente, at bankerne havde fået for meget politisk og økonomisk magt.

Tirsdag kunne Berlingske oplyse, at mere end syv milliarder kroner, der ifølge flere landes myndigheder stammer fra forbryderisk virksomhed, er blevet kanaliseret gennem Nordea og Danske Bank til selskaber i skattely.
Læs også

»Det symboliserer en grundlæggende, men ikke nødvendigvis korrekt mistillid til dem, der ikke producerer noget, og til dem, der bliver for store og for dominerende. Det hænger sammen med kriser og med, hvordan konteksten forandrer sig. Det er et klassisk mønster. Når der kommer alvorlige kriser, har samfundet brug for at genskabe den sociale orden, og det sker gennem fortællinger, der udpeger syndebukke – retfærdigt eller ej.«

I 1920’erne måtte staten garantere for Landmandsbankens forpligtelser, hvilket kan sammenlignes med Bankpakke 1, som blev vedtaget i 2008. Men det er ikke den eneste sammenligning. Per H. Hansen mener, at den måde, hvorpå Emil Glückstadt blev opfattet som skurk, ligner fremstillingen af for eksempel Niels Valentin Hansen fra Roskilde Bank eller Peter Straarup fra Danske Bank.

»Vi skal have en syndebuk, og det bliver ofte bankerne og bankdirektøren.«

Forskellen på dengang og nu er, at Emil Glückstadt endte med at komme i fængsel. Her døde han, inden han nåede at komme for en dommer.

Kynisme

I Pretty Woman ender Vivian med at omvende Edward, og filmen slutter på klassisk Hollywood-manér. Ser man på nogle af de film, der er blevet lavet efter 2008, for eksempel The Big Short af Adam McKay, er der imidlertid ikke mange helte tilbage. Det er »ren og skær kynisme«, som Per H. Hansen siger.

Siden 2012 har en række private initiativer, som forsøger at sætte banksektoren under lup, set dagens lys. For eksempel Skift Bank Dag, Fair Bidragssats og Gode Penge. Sidstnævnte arbejder for at indføre en pengereform, der vil »fratage bankerne deres specielle privilegier« med mål om at undgå bobler og finanskriser.

Politisk koordinator i Gode Penge og Msc i økonomisk historie Tune Revsgaard Nielsen er ikke helt enig i, at den kritiske bevidsthed altid har været der, i den form Per H. Hansen udlægger. Det kan godt være, den kritiske tilgang »altid latent har været der«, men Tune Revsgaard Nielsen mener på ingen måde, at man i 1990’erne var nær så kritiske som i dag.

»Dengang var en bankrådgiver en autoritet, som i dag snarere ses som en ’sælger’,« siger han.

Ifølge Per H. Hansen er det rigtigt, at mistilliden topper efter finanskriser, som vi eksempelvis har set siden 2008. Måden, hvorpå vi opfatter bankrådgiveren, passer med den fortælling, der bliver skabt i krisetider, men »den er ikke nødvendigvis rigtig eller ny«, siger han og tilføjer:

»Tillidskrisen er heller ikke større, end at Danske Bank stadig er landets største bank, og at det stadig er en god forretning.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Lucas

De har monopol på penge skabelse hvilket giver dem indflydelse i hele samfundet. Jeg mener også at det generelle vidensniveau om bankernes dårlige opførsel og magtfuldkommenhed er langt større nu end i de tidligere kriser, især om de private centralbankers underlige sammenvævning af verdens billiarder og et par få familier som Rothcshild, Rockefeller og Gammel (Skotland).

Torben Arendal, Ib Christensen, kjeld jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Christian Lucas

OG jeg er slet ikke overbevist om at Danske Bank vil skøjte let og elegant over endnu en skandale (der er helt sikkert flere i vente). som de ikke engang vil afsløre hvio mange penge der er lavet på kriminalitet. Bøden bliver jo, som altid, for lav.

Torben Arendal, Ib Christensen, kjeld jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Vrøvl. Banker er højrisikable i forhold til næsten alle andre virksomheder, derfor er de reguleret stramt. Hvis kunderne mister tilliden, og stiller sig op for at hæve deres penge - falder banken som et korthus.

Kapitalisme næres af, og fordrer tro på fremtiden - derfor er det så velegnet et system til de fleste mennesker, der har langt større tiltro til at vinde i lotto - end frygt for at dø i en bilulykke. Selvom statistikken siger det modsatte.

Hans Jørn Storgaard Andersen og Henrik Leffers anbefalede denne kommentar

@Henrik Brøndum

"Kapitalisme næres af, og fordrer tro på fremtiden"
Har du ikke lige afsløret hvor behovet for vækst kommer fra? Det er jo ikke mennesket , der har behov for at spise mere dag efter dag.

Henrik Brøndum

@Ib Christensen

Måske ikke spise mere, men de fleste vil jo gerne leve længere, også når de ikke selv kan producere andet end savl. Og det må deres afkom så gøre på en super effektiv måde for dem.

Lise Lotte Rahbek

Brøndum
Men vi kan som civile borgere i Dk ikke komme uden om at være kunder i en bank/et privat pengeinstitut.
Vi kan ikke bare hæve vore penge og gemme dem under madrassen.
Nemkonto.. ringer der en klokke?

Hans Jørn Storgaard Andersen

Lise Lotte: Hvad er problemet med at have en bankkonto?
Eller få breve i eBoks??
Samt modtage oplysninger om helbredet i Sundhedsplatformen???

Det er nutidens måde at kommunikere på, og den er yderst effektiv.

PS! Der er ikke noget krav om saldoens størrelse på din bankkonto. Køb en aktie, hvis der er overskud ;-)

Johnny Winther Ronnenberg

Nej det er ikke en effektiv måde at kommunikere på, det er bare moderne. Heldigvis så så kan man slippe for epost, så man er sikker på at man ikke misser et besøg på hospitalet, hvilket sparer hospitalet spildtid når patienten udebliver, hvad de oftere gør i dag i forhold til tidligere.

Nej jeg er ikke maskinstormer jeg har arbejdet med IT siden 92, så det ville være bagstræberisk, jeg er bare realist. Der er bare en grænse for hvor meget man kan optimere et system ;-)

Hanieh Meteran, Egon Stich og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Mister Rothcshild har vist ambitioner om at blive anerkendt som kejseren af det kendte univers.
Han har nok lest Dune for mange gange.

Jodorowsky ville have Salvador Dali til at spille (den hos J. splittergale) kejseren i sin (urealiserede) filmatisering af Frank Herberts "science fiction" roman. Hagen var bare den, at Dali forlangte en helt vanvittig høj løn, for en ret kort optagelse. Jodorowsky sagde begejstret (og høj på meskalin) ja, men selskabet og sponsorene sagde nej... Der er lavet en god dokumentar, Jodorowsky's Dune, der findes på YouTube. Hvis filmen var blevet indspildt og produceret, ville den have været fantastisk, helt sikkert, og meget bedre end David Lynch's udgave, som Lynch selv heller ikke var så helt tilfreds med, og som Jodorowsky blot havde et hånligt fnys som kommentar til.

(Både jeg og Alejandro Jodorowsky kan ellers godt lide Lynch. Jeg kan sådan set også godt lide Lynch's Dune, men den er måske hans dårligste film. De italienske overklasse-producenter holdt ham også i lidt for stramme tøjler.)
Parentes og indlæg slut.