Læsetid 7 min.

300 tilfældigt udvalgte borgere skal begrænse elitens magt

Danmark har brug for majoritetsbeskyttelse, hvis eliten skal tæmmes. Derfor bør man ifølge en ny bog udvide det borgerlige demokrati og skabe institutioner, der blandt andet ved brug af lodtrækning skal sikre reel folkelig repræsentation i landets styrende organer
Salget af dele af DONG til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, som daværende finansminister Bjarne Corydon stod i spidsen for, og sammenbruddet i SKAT’s indrivelse efter massive nedskæringer har også ført til vrede mod elitens beslutninger i Danmark

Salget af dele af DONG til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, som daværende finansminister Bjarne Corydon stod i spidsen for, og sammenbruddet i SKAT’s indrivelse efter massive nedskæringer har også ført til vrede mod elitens beslutninger i Danmark

Peter Hove Olesen

26. oktober 2017

Kampen for at begrænse elitens magt er en grundliggende konflikt i demokratiet. Og ifølge forfatterne til den nye bog ’Tæm eliten’ er der tale om et nulsumspil: Det handler ikke bare om, at almindelige mennesker skal bestemme mere – men om at eliten skal bestemme mindre.

De seneste års antielitære bølge har givet os både Brexit og Donald Trump og har fået mange til at frygte, at alternativet til de etablerede politiske eliter er langt værre. Der er grund til at være bekymret for, at den antielitære folkelige vrede slår over i en forestilling om det homogene folk, der vælger stærke ledere til at tale for sig.

Derfor er det nødvendigt at tilbyde alternative veje til at begrænse eliten, siger Christoph Houman Ellersgaard, der har skrevet bogen sammen med to andre forskere på Copenhagen Business School Anton Grau Larsen og Andreas Møller Mulvad.

»Lige nu har vi en fornemmelse af, at demokratiet står ved en skillevej, hvor utilfredsheden med eliten vil blive så stor, at folk er villige til at tage et hvilket som helst alternativ i brug, hvis ikke demokratiet viser, at det er bedre til at tæmme eliten. Det er vigtigt at vise, at det er demokratiet, der kan begrænse eliten, og ikke en stærk mand,« siger Christoph Houman Ellersgaard.

Vreden mod eliten er langt stærkere i andre lande i verden, men store sager som salget af dele af DONG til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs og sammenbruddet i SKAT’s inddrivelse efter massive nedskæringer har også ført til vrede mod elitens beslutninger i Danmark.

I bogen bliver inkompetente og upopulære beslutninger blandt andet forklaret med de blinde vinkler, som kommer af, at den magtfulde »statsadel« i toppen mere og mere er blevet en ensartet elitær gruppe: De bor i de samme områder i Nordsjælland, er uddannet fra de samme DJØF-uddannelser, er aktive i de samme organisationer på vej mod toppen og plejer hinanden i de samme netværk.

Men i de empiriske studier af magteliten – som to af forfatterne tidligere har foretaget – kunne man også se en tendens til, at de mennesker i magteliten, der skilte sig mest ud, var dem, der var på valg via enten det politiske system eller var kommet ind via organisationer som fagbevægelsen. Det var herfra, de fleste kvinder kom, folk, der ikke boede nord for København og ikke nødvendigvis var DJØF’er.

Strategi i krise

Organisationsdemokratiet har altså i Danmark historisk været en ganske effektiv strategi til at sikre andre perspektiver i magteliten, men også denne strategi er i krise. Medlemstallet i både de politiske partier og fagbevægelsen er kraftigt dalende, og også i toppen af de organisationer ser man klare tegn på elitedannelse, så man er på vej fra et organisationsdemokrati med en vis form for massemagt til klare tegn på et rendyrket elitedemokrati.

»Vi mener ikke, at ’de borgerlige partier’ bør have monopol på borgerbegrebet. Vi skal tilbage til den oprindelige forståelse af borgerligt demokrati som et ganske radikalt projekt om at tæmme eliten. Det gør vi ved at vise, hvordan en vision om borgerligt demokrati kan være meget mere vidtrækkende end det ret tandløse borgerligt-liberale demokrati, som er i dyb krise i øjeblikket,« siger Andreas Møller Mulvad.

I bogen foreslår forfatterne derfor, at man tager radikale nye skridt i brug for at sikre borgerne mod elitens dominans og dårlige beslutninger – noget, som forfatterne lidt polemisk betegner som majoritetsbeskyttelse.

»Vi er glade for den beskyttelse af minoriteter, som demokratiet rummer i dag. Men vi har også brug for majoritetsbeskyttelse. Det kan defineres som institutioner, der sikrer, at eliten ikke kan slippe afsted med at ignorere, at der er en folkestemning imod deres forslag,« siger Andreas Møller Mulvad og henviser til eksempelvis DONG-salget til Goldman Sachs som et eksempel på en beslutning, der blev gennemført, selv om der ifølge meningsmålinger var stort folkeligt flertal imod salget.

– Men folk kan vel bare skifte politikerne ud ved det næste valg?

»Det er det system, vi kalder elitedemokratiet, som vi har i dag. Det er bestemt bedre end ingenting, men vi synes, det er uambitiøst. Det er et godt princip, at hvis politikerne ikke holder deres løfter eller ignorerer vælgernes udtalte ønsker, så skal de udskiftes. Vi vil bare gerne udvide det princip og bruge det meget mere. I stedet for at det bare er hvert fjerde år, at befolkningen kan sætte sig op mod og holde snor i eliten, så sker det kontinuerligt igennem hele lovgivningsprocessen fra start til mål,« siger han.

300 tilfældigt udvalgte

Konkret foreslår forfatterne oprettelsen af et nyt andetkammer ved siden af Folketinget kaldet for Borgertinget, som skal sikre større borgerindflydelse på den demokratiske beslutningsproces. Borgertinget udgøres af 300 tilfældigt udvalgte borgere, der findes ved lodtrækning.

Lovgivning skal fremover kunne foreslås både af Folketinget og Borgertinget, ligesom det også skal have flertal i begge kamre. Borgertinget skal derudover have magt til at kontrollere Folketinget ved at kunne indlede undersøgelser af ministre. De udtrukne borgere i Borgertinget skal sidde tre år i tinget og have løn imens.

Danmark havde et tokammersystem fra 1849 til 1953 med Landstinget og Folketinget, hvor førstnævnte blev besat af konservative kræfter, som skulle sikre, at det folkevalgte parlament ikke gik for vidt.

»Det her er et radikalt andet tokammersystem. Typisk er et overhus blevet brugt til at holde snor i borgernes balstyriske vilje til at gøre samfundet mere demokratisk, men i modsætning til de fleste andre andenkamre i historien, så er vores eksplicit antielitært,« siger Andreas Møller Mulvad.

»Andetkammeret er en måde at komme udenom de blinde vinkler på, der er ved, at du har topstyrede partier, der typisk vælger akademikere med det verdenssyn, som følger med. Det er den gamle idé om, at du skal have et modspil til folkets repræsentanter, men her kommer det i en form, der er så demokratisk og repræsentativt for befolkningen som overhovedet muligt.«

At valget til Borgertinget skal ske via lodtrækning er en tilbagevenden til det oprindelige demokratiske princip, som man kender det fra bystaterne i Athen. Her blev valghandlinger set som aristokratiske, fordi de altid vil favorisere dem, der har flest ressourcer til rådighed til blandt andet valgkampe.

I forhold til repræsentationen af befolkningen vil Borgertinget også gøre op med den skævhed, der er i Folketinget, og som er blevet forværret de seneste år. Folketinget udgøres i dag af omkring 50 procent akademikere, mens blot 14 procent er faglærte og ufaglærte. I et Borgerting vil det – over tid – blive vendt på hovedet, så man får omkring 54 procent faglærte og ufaglærte, mens akademikerne kun vil få omkring ni procent af pladserne. Andre faggrupper som f.eks. HK’ere, pædagoger og sygeplejersker vil ifølge Andreas Møller Mulvad også blive langt bedre repræsenteret, end de er i dag, ved at man bruger lodtrækning som det bærende demokratiske princip:

»Ideen i demokrati er, at det er borgerne, som de faktisk er, der træffer beslutningerne i fællesskab. Set ud fra et repræsentationssynspunkt kan du ikke finde noget mere demokratisk, end at det er fuldstændigt ligegyldigt, hvem du kender, hvor mange penge du har, og hvad dine forældre har lavet, for om du selv bliver udvalgt til noget. Du sikrer, at man over tid så vidt muligt vil få alle perspektiver dækket,« siger han.

»Vi anerkender, at parlamentarisme er et godt princip, hvor folk får lov til at udtrykke, hvilken ideologi de føler sig mest knyttet til. Der sker bare noget med store organisationer, hvor ideologier bliver kapret af små eliter inden for organisationerne. Der kan tilfældighedsprincippet i borgerstyret bruges som et korrektiv og dynamisk modpol til folkestyret, så man sikrer, at det ikke sander til og bliver for topstyret.«

For at sikre at borgerne i Borgertinget har det nødvendige grundlag til at tage stilling til de politiske forslag, skal de have bistand fra sekretariater og indkalde til eksperthøringer, så beslutningerne bliver taget på et oplyst grundlag, og ifølge Andreas Møller Mulvad vil man her være interesserede i rent faktisk at lytte til eksperterne, da man ikke – som Folketinget – ofte vil have en ideologisk position i forvejen. Her er lodtrækningsprincippet netop en fordel, fordi medlemmerne af Borgertinget ikke er på valg og derfor ikke skal tænke på alle mulige særhensyn, men kun på selve den sag de behandler.

»De vil være mindre fokuseret på partidisciplin, og de har ikke en politisk karriere foran sig, som kan påvirke deres dømmekraft« siger han.

»Det er ikke, fordi vi vil give magt til Nationen (på Ekstra Bladet, red.) eller Facebooks kommentarspor, men vi siger, at hvis folk bliver sat et sted, hvor der er rum for dialog og demokratisk samtale, så er langt de fleste mennesker født med rigtigt gode anlæg for at deltage i den diskussion og tage det ansvar.«

De borgere, der udtrækkes ved lodtrækning, skal have pligt til at sidde i Borgertinget, efter de regler, vi i dag kender som borgerligt ombud. Det vil altså være en slags demokratisk værnepligt, hvor man kan straffes med indkomstgradueret bødestraf eller samfundstjeneste – ligesom man kender det fra militærnægtersystemet i dag.

– Er det ikke lidt paradoksalt, at det manglende engagement i organisationerne og demokratiets krise skal løses med tvang?

»Hvis man vil have et politisk system, hvor eliten bliver tæmmet, så kræver det en aktiv deltagelse, og hvis man får ordentlige muligheder og rammevilkår, så skal man også som borger engagere sig i det. Vi kan ikke se nogen alternativer. Vi siger til folk: Hvis I faktisk gerne vil have tæmmet eliten, så kan man ikke bare lade dem køre bussen. Så forpligter det også den anden vej.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Trond Meiring
    Trond Meiring
  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
  • Brugerbillede for Torben K L  Jensen
    Torben K L Jensen
  • Brugerbillede for Niels Bent Johansen
    Niels Bent Johansen
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Bjarne Andersen
    Bjarne Andersen
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
  • Brugerbillede for Toke Andersen
    Toke Andersen
  • Brugerbillede for Sidsel Jespersen
    Sidsel Jespersen
  • Brugerbillede for Peter Knap
    Peter Knap
Trond Meiring, Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Torben K L Jensen, Niels Bent Johansen, David Zennaro, Bjarne Andersen, Lise Lotte Rahbek, Toke Andersen, Sidsel Jespersen og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Knap

Samfundet er en makrostruktur organiseret nogenlunde som nervebanerne i hjernen. Først er der et åbent net med mange mulige adgange til positioner i samfundet. Over tid vil nogle baner blive brugt mere end andre, og disse vil "vokse" og blive mere effektive transportruter. Trikkerne på disse ruter især familien, uddannelsen og magtudøvelse herunder pengemagt.
Disse baner bliver konstant forstærket, og vil blive mere og mere uhensigtsmæssig for fornyelse i magten, der vil lukke sig om sig selv.
De kan kun brydes med revolution. Derfor er statsmagtens historie også revolutionens historie.
Lodtrækning er en konstant stilfærdig og ublodig revolution, der effektivt nedbryder vandte mønstre.
Derfor bør lodtrækning indbygges i en magtstruktur, som et lige så nødvendigt instrument, som det demokratiske valg.

Kurt Nielsen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Torben K L Jensen, Kenneth Krabat og Niels Bent Johansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Jacobsen
Søren Jacobsen

Maks 8 år i folketinget. Så skal man ud og søge nye græsgange og give plads til nye. Der er kun 179 pladser, men 4.400.000 vælgere. Så mulige kandidater er der nok af.

Kurt Nielsen, Hans-Micael Søndergaard, Mette Poulsen, Niels Bent Johansen og morten rosendahl larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Svend Erik Sokkelund
Svend Erik Sokkelund

Det lyder for mig som et uendeligt kedsommeligt demokratur, på linie med Christianias fællesmøder, med en debat domineret af de tænkendes & velformuleredes uundgåelige kliker, og det tavse flertal som modvillige, tvangsindlagte tilhørere. Fællesmøderne kunne man da heldigvis gå sin vej fra.

Thomas Andersen og Hans-Micael Søndergaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Bent Johansen
Niels Bent Johansen

Magten i demokratiet er blevet centraliseret i takt med økonomernes optimeringsgymnastik. Almindelige mennesker kan ikke se sig selv i den demokratiske kæde.
Genindfør sognerådene og lad dem styre deres lille lokalområde, samtidigt med at de er basis for et hiraki af demokratiske institutioner. Det virker godt at vælgerne dagligt møder deres politikere i lokalområdet.
Samtidigt går jeg ind for, at man ikke kan sidde i en demokratisk valgt forsamling i mere end 8 år.

Kurt Nielsen, Hans-Micael Søndergaard og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for David Zennaro

Jeg synes, det er spændende tanker, og vi står virkelig ved en skillevej, hvor det er nødvendigt at prøve noget nyt. Så lad os give det en chance.

For mig at se har de gamle partier udspillet sin tid, fordi verden i dag er anderledes sammensat end de gamle klasser. Og det har partierne ikke været særligt gode til at samle op. Derfor tror jeg, at dette kunne være en måde at komme djøficeringen til livs. For der er ikke noget galt med akademikere, men der er noget galt, når mere end halvdelen af folketinget er befolket af akademikere.

En anden mulighed er at hæve alderen for valgbarhed, så politik ikke længere er først trin på karriere-stigen.

Nanna Wulff M., Kurt Nielsen, Steen Kondrup, Hans-Micael Søndergaard, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jakob Trägårdh
Jakob Trägårdh

"Democratize The Enterprise". De udemokratiske, hemmelige bestyrelser (ofte kun mænd—og jeg ved godt at kvinder har andre magtbaser, som fx. monopolet på vores forplantning) i multinationale virksomheder, finanseliten etc. der er demokratisering tiltrængt.

Hans-Micael Søndergaard og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kenneth Krabat
Kenneth Krabat

@Svend Erik Sokkelund: HVAD er så en bedre model? Talepligt?!

Problemet med et samfund styret af Ekstroverte er, at de Introverte ikke kommer til orde. Hvordan får Introverte LYST til at risikere at deltage i en debat, hvor konsensus blandt de Ekstroverte er, at "man får kraft af modstand"?

Begrebet "demokratur" https://da.wikipedia.org/wiki/Demokratisk_diktatur kunne måske fortælle os, at det er Konfrontationen i både det repræsentative og det absolutte (FREMMMØDE-)demokrati, der har overskredet sin udløbsdato, idet Konfrontationen kun tilgodeser den del af Folket, som tør tale i en forsamling.

Teknologien gør det muligt for Introverte at deltage på afstand. Måske skulle vi tænke dét ind, snarere end at lade en "demokratisk samtale" være præget af pinlig og oldgammel aggression, udskamning, klikedannelse, mobning, forskelsbehandling og så videre, der bevidst udelukker alle, som ikke behøver at spille dét spil !!!

Ulla Holger, Kurt Nielsen, David Zennaro, Flemming Berger, Hans-Micael Søndergaard, Eva Schwanenflügel, Peter Knap, Sven Elming, Torben Skov og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Winther

Det afgørende er ikke om man har siddet i Folketinget i fx 8 år, og for de fleste politikere tager det flere år at opbygge netværk og gensidig tillid i det politiske system. Et max på 8 år i Folketinget vil derfor kun svække politikernes kvalitet og yderligere reducere politikernes tidsmæssige horisont (og den er for kort i forvejen!).

Det er langt mere vigtigt, hvad man har lavet inden man kommer i Folketinget. Akademikere kan være aldeles udmærkede politikere - og nogle af de allerbedste politikere er akademikere. Men problemet er de akademikere, der aldrig har haft et rigtigt job, men er spadseret direkte gennem gymnasium og universitet til en 100% politisk karriere. Og endnu værre er ofte dem, der ikke en gang har en akademisk uddannelse (med det perspektiv en sådan trods alt giver) - som har ingen eller lille erhvervserfaring (måske endda kun erfaring fra ansættelse i den offentlige sektor). Og så er der for mange, som er for unge og derfor kun har ringe menneskelig erfaring og tyngde.

Jeg er helt enig i, at en fristende løsning kunne være at hæve alderen for valgbarhed til fx 40 år. Det ville sikkert løse en del af problemet. Man ser ingen fagforeningsformænd, overlæger, luftkaptajner, direktører, sjakbajs'er under 40-45 år. Hvorfor er vi så naive nok til at tro, at juniorer kan lede landet ansvarligt og kløgtigt?

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Nej, Jens Winther, det vil reducere den enkelte politiker til et redskab for den bevægelse, han repræsenterer - otte år er allerede for længe, Athen opererede jo med skift hvert år, eller endog hvert halve. I et demokrati skal magtbaser begrænses, hæmmes, nedbrydes, så det altid er den almene - og ikke særinteresser, der fremmes.

Trond Meiring, Kurt Nielsen, Steen Kondrup, Eva Schwanenflügel, Vibeke Hansen, Helene Kristensen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Arne Thomsen

En anden mulighed kunne vel være at udbygge ombudsmands-institutionen, sådan at enhver kan henvende sig og tillige kan få sit navn hemmeligholdt (whistleblower-ordning).
Endvidere at oprette ombudsmands-institutioner i samtlige kommuner og regioner.
Alle offentligt ansatte ville derved få mulighed for at indberette kritisable forhold på deres arbejdsplads uden at måtte frygte repressalier fra overordnede.
Foreslår, at ombudsmændene (m/k) skal være folkevalgte og med kompetencer til at gå ind i sager på alle niveauer.

Brugerbillede for Johnny Winther Ronnenberg
Johnny Winther Ronnenberg

Jeg syntes egentlig at det lyder som en udmærket ide, ved at vælge folk ved lodtrækning og med hyppigere udskiftning end i folketinget, så vil folketinget være tvunget til at være mere nuanceret og med færre handler i korridorerne.

Resultatet vil blive færre her og nu lovændringer der kun trækker et snævert flertal og vil trække lovgivningen mod større konsensus.

Så vidt jeg kan vurdere så vil det fremtvinge en større åbenhed end der i dag og det er tiltrængt ;-)

Trond Meiring, Kurt Nielsen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel

Rigtig gode idéer. Men tvivler meget på at der er vilje blandt politikerne til at 'forsvage' deres egen magtbasis. Henrik Dahl (LA) anmeldte bogen yderst kritisk i Altinget, (kun en stjerne ud af fem - fordi han ikke kunne give nul! ). Alene det giver mig stor lyst til at læse "Tæm Eliten" ;-)
Men med mindre en eller anden begivenhed antænder folkets absolutte oprør, tror jeg ikke der er vilje til at ændre på status quo..

Brugerbillede for Niels K. Nielsen
Niels K. Nielsen

Hvad med direkte afstemninger som i Svejts? Moderne teknologi gør det muligt. Demokratiet bliver nærværende, og folket mere ansvarligt i sit valg. Svejts' BNP er 50% højere end vores, så det har ikke bragt armod, at lade folket deltage noget mere i beslutningerne.

Brugerbillede for Jens Winther

@Steffen Gliese, at sammenligne med antikkens Athen giver absolut ingen mening! To årsager: det var reelt kun eliten, der deltog i Athens "demokratiske" proces - og dagens samfund har absolut ingen lighed med Athens (og det skal de fleste skal være glade for!).

Brugerbillede for Niels K. Nielsen
Niels K. Nielsen

Jens Winther
27. oktober, 2017 - 07:10

Pointen med min kommentar var, om ikke vi vil få et bedre, mere vedkommende og mere ansvarligt demokratisk folkestyre med flere direkte afstemninger.

I Svejst stemte man f.eks. om, hvorvidt Staten måtte gældsætte sig - og svaret var nej. Prøv at forestille dig det her i vort lånefinansierede velfærdscirkus, hvor 1.100 mia. årligt fyres af .. uden en tanke på dem, der kommer efter os.

Brugerbillede for Peter Knap

Niels K Nielsen. Du har ret i, at der er tænkt store tanker og draget mange erfaringer i gennem tiden. Og vi kan sagtens få inspiration fra historien uden at skulle gentage den.
Kan vi også finde et middel mod den syge, der nu plager demokratierne rundt om i verden, som er, at vi ikke skal vælge den leder vi finder bedst, men blandt usympatiske personer skal fravælge den værste, vil vi være godt hjulpet.

Brugerbillede for Jens Winther

Niels K Nielsen, vi har rent faktisk en budgetlov i Danmark, der sætter grænser for statens muligheder for at køre med underskud på statsfinanserne.

Problemet med vores velfærdscirkus, som du kalder det, er faktisk ikke at det er lånefinansieret. Der er to problemer med cirkusset: a) at det koster tæt på 1.100 miaDKK/år betyder et så højt skattetryk, at det rejser massevis af urimeligheder, skævheder og forvridninger og b) der er flere nydere end ydere, hvilket medfører at direkte demokrati anvendt på dette emne blot vil forværres situationen (der vil nemlig være et flertal for at forøge de offentlige udgifter!).