Læsetid: 6 min.

Alternativet hører også til i Danmarks rigeste kommune

Det er første gang, Alternativet stiller op til kommunalvalg. Det grønne parti håber at få et enkelt mandat valgt ind i landets rigeste og ærkekonservative kommune Gentofte. Information har mødt den lokale spidskandidat, der erkender, at det kan blive en svær opgave at få muligheden for at sætte miljøhensyn og ny politisk kultur på Gentoftes kommunale dagsorden
Jens Henrik Wiene har arbejdet i fagbevægelsen det meste af sit liv, men blev pensioneret sidste år. Nu er han Alternativets spidskandidat i Gentofte Kommune.

Jens Henrik Wiene har arbejdet i fagbevægelsen det meste af sit liv, men blev pensioneret sidste år. Nu er han Alternativets spidskandidat i Gentofte Kommune.

Sille Veilmark

31. oktober 2017

Der er lige kommet et S-tog ind på Ordrup Station i Nordsjælland. Kasketbærende teenagedrenge, velfriserede forstadsfruer og hundeluftende pensionister forlader toget og perronen. Bag dem slæber to kvinder i forvaskede sweatshirts på plastikposer fyldt med tomme flasker og dåser. Posedamer på vej til nærmeste pantautomat.

»Se, her bor ikke kun rige mennesker,« siger 66-årige Jens Henrik Wiene, som er spidskandidat for Alternativet i Gentofte Kommune. Det er en pointe, han gentagne gange vender tilbage til. Selv om hans kommune er placeret i epicentret af whiskeybæltet og målt på gennemsnitsindkomst pr. indbygger er landets rigeste, er den ikke kun for den økonomiske elite.

Jens Henrik Wiene har lige givet sit første interview som politisk kandidat til Gentofte Kommunes lokalavis Villabyerne. Sammen med journalisten kørte han i bil rundt i kommunen og snakkede politiske mærkesager. Nu ankommer han på en rød cykel og konstaterer, at »det er nok også mere Alternativet-agtigt«. Han har lovet Information en guidet tur rundt i nærområdet.

Alternativet er den nye dreng i klassen i dansk kommunalpolitik, og det er første gang, partiet stiller op til kommunalvalg. Det grønne parti blev stiftet i slutningen af november 2013, kort efter sidste kommunalvalg. Mange af partiets kandidater har ingen politisk erfaring.

Det gælder også Jens Henrik Wiene, som har arbejdet i fagbevægelsen det meste af sit liv, men sidste år blev pensioneret. At han er endt som Alternativets spidskandidat i Gentofte Kommune, er ifølge ham selv ret tilfældigt.

»Jeg rakte hånden op på det forkerte tidspunkt til et lokalbestyrelsesmøde,« joker ham, men understreger, at han er glad for muligheden.

Det kan dog vise sig at blive en svær opgave for Alternativet at indfri partiets ambition om at få ét af byrådets 19 mandater ved kommunalvalget den 21. november. Gentofte Kommune er en konservativ højborg. Partiet har haft borgmesterposten siden 1909, og den nuværende borgmester Hans Toft har siddet siden 1993.

Svær opgave

Jens Henrik Wiene bærer runde briller og sixpence, som han sætter fast på bagagebæreren til fordel for en cykelhjelm, når han cykler. Han frabeder sig billeder med cykelhjelmen. »Jeg skulle nødig lave en Poul Nyrup,« konstaterer han smilende.

På cykelturen udpeger Jens Henrik Wiene adskillige ensartede, faldefærdige lejlighedsblokke for at understrege sin pointe om, at Gentofte Kommune er mere end millionvillaer. Han gør holdt ved Charlottenlund Slot, der med sine blanke sorte teglsten og nyslåede græs i slotshaven dog synes at bekræfte samtlige fordomme om kommunen.

»Ja, det her ligner et sted for de rige,« må han indrømme. Slottet er under renovation, og der er ifølge Jens Henrik Wiene en del diskussion i kommunen om, hvad det skal bruges til. Flere forslag fokuserer på kulturliv og borgerinddragelse, hvilket glæder Alternativets spidskandidat. Men han har ikke helt styr på detaljerne.

Som helt grøn i politik er Jens Henrik Wiene ikke bange for at indrømme, at der er mange kommunalpolitiske forhold, han mangler at sætte sig ind i. Også hans partifæller er politisk uprøvede.

»Politisk er vi en samling amatører, som må prøve os frem. Men det betyder jo også, at vi kan anskue tingene fra nye vinkler. Vi har en ambition om at lave politik på en ny måde. Der er lidt kaospilot over det,« siger Jens Henrik Wiene med henvisning til den uddannelse, som Alternativets partileder, Uffe Elbæk, er stifter af.

En uprøvet spidskandidat og Alternativets partiprogram fremstår ikke umiddelbart som den sikre vej til indflydelse i Gentofte Kommunes byråd, hvor De Konservative ved sidste kommunalvalg opnåede absolut flertal med 11 ud af 19 mandater.

Jens Henrik Wiene erkender, at det kan blive svært for hans parti at opnå reel politisk indflydelse, men han står fast på, at »matchet mellem Gentofte og Alternativet ikke er så tosset«.

»De humanistiske borgerlige og kulturradikale har også vist sig at være tiltrukket af vores partis ideer og tanker. Alternativet er jo ikke et socialistisk parti – vi har ikke noget imod private initiativer og iværksætteri, som der er meget af her i kommunen. Vi appellerer måske ikke til alle borgere i byen, men i hvert fald til et segment.«

Hvis det skulle lykkes Alternativets spidskandidat at få en stol ved byrådets rundbord, har han masser af visioner, selv om han »ikke kommer med færdigsyede løsninger på alting«.

»Kommunerne kan ikke redde Jorden,« anerkender Wiene, men har alligevel mange grønne ambitioner på sin kommunes vegne. Eksempelvis at lade kommunens ansatte køre i elbiler, servere økologisk mad i institutionerne eller gøre affaldssortering nemmere.

Derudover fremhæver han Alternativets ønske om en ny politisk kultur, der vægter tillid til fagpersonalet frem for registrering og kontrol i daginstitutioner og på skole- og ældreområdet, og som åbner op for borgergrupper fra civilsamfundet og private virksomheder.

Gentofte Kommune har allerede etableret såkaldte opgaveudvalg, hvor borgere, virksomheder og foreninger i fællesskab udvikler politiske løsninger. Jens Henrik Wiene ønsker flere af den type initiativer, selv om han anerkender risikoen for, at det primært bliver den ressourcestærke del af hans kommune, som engagerer sig.

Rig på den rigtige måde

Cykelturen fortsætter ned forbi Hellerups hovedgade, Strandvejen, hvis dametøjsbutikker og sushirestauranter ligger lige ud til havet, og slutter hjemme hos Jens Henrik Wiene.

Han bor i et nystiftet kollektiv i en stor villa, der har udsigt til Klampenborg Galopbane, og som ligger tæt nok på Dyrehavsbakken til, at man kan høre den gamle rutsjebane fra haven. På køkkenbordet står en økologisk frugtkasse fra Aarstiderne og på terrassen en biospand, hvori han rutinemæssigt tømmer kaffegrums fra en færdigdrukket stempelkande.

Ollekolle, økofrugt og grønt genbrug. Det er faktisk muligt at leve op til de fleste fordomme om Alternativet, selv om man er bosat i kommunen med Danmarks dyreste huspriser, flest au pairer pr. 1.000 indbyggere og en af landets laveste skatteprocenter.

Men det er jo heller ikke nødvendigvis forkert at være rig, understreger Wiene. Heller ikke selv om man sætter sit kryds ved liste Å.

»Der kører rigtig mange Teslaer (elbil, red.) rundt herude. Det er jo rigtig fedt. Hvis kommunens velhavende bruger pengene på en Tesla frem for en Lamborghini, så er det da noget. Det handler om at udnytte overskuddet og ressourcerne bæredygtigt. Uligheden er for stor i Danmark, men det er ikke et problem, vi kan løse i Gentofte. Skulle vi smide de rige ud? Det giver jo ikke rigtig mening.«

Gentofte Kommune

Indbyggertal: 2017: 75.835. Det gør Gentofte til landets 17. største kommune målt på indbyggertal.

Byer i kommunen: Charlottenlund, Dyssegård, Gentofte, Hellerup, Jægersborg, Klampenborg, Ordrup, Skovshoved og Vangede.

19 medlemmer af kommunalbestyrelsen: 8 mænd, 11 kvinder.

I dag er de fordelt på følgende partier: Konservative har 10 mandater, Socialdemokratiet 3, Venstre 2, De Radikale 1, Enhedslisten 1, Nye Borgerlige 1 (afhopper fra Liberal Alliance), 2 er løsgængere (afhoppere fra Konservative).

Borgmester: Hans Toft (K) har siddet siden 1993. De Konservative har haft borgmesterposten siden 1909. De har også haft absolut flertal, men mistede det i år, da to medlemmer skiftede parti.

Gentofte er den kommune, hvor der bor flest danskere med en årsindkomst på mere end 1,2 mio. kroner, viste en CEPOS-analyse fra 2014. 7,47 pct. af borgerne har en årlig indkomst før skat på over 1,2 mio. kr.

Gentofte har landets dyreste boliger. Gennemsnitspris (for ejerlejligheder og enfamiliehuse): 5.474.774 kroner.

Hele landet: 1.912.030 kroner.

Kommunen topper som den kommune, der har absolut flest au pairer. Der er 34,7 au pairer for hver 1.000 børnefamilie, viser tal fra 2012.

Andel af elever, som i 2004 afsluttede grundskolen, og som 10 år senere har fuldført eller er i gang med en videregående uddannelse, er 71,6 procent. Landsgennemsnittet er 47 procent.

 

Serie

De nye på stemmesedlen

Du ser det allerede i navnene: De ønsker at forandre det eksisterende. Gøre op med traditioner og indgroede vaner. Det ene parti vil vise vælgerne en ny vej til borgerlig politik. Det er de Nye Borgerlige. Det andet parti vil skabe en venlig revolution af den politiske kultur, vi kender. Det er Alternativet.

De to partier har det til fælles, at de er uprøvede i kommunalpolitik. Nye Borgerlige er to år gammelt. Alternativet er fire. Så har de overhovedet nået at få græsrødderne på plads med flyere og valgplakater? Kan de stå prøven i politiske diskussioner om den lokale skole og de ældre på plejehjemmet?

Information tager til Gentofte Kommune for at følge partiernes spidskandidater, Poul V. Jensen og Jens Henrik Wiene, gennem valgkampen.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jacob Rørdam Holm-Jørgensen

En kommune bliver ikke rig af at have rige indbyggere. Har Information slet ikke hørt om udligningsordningen? Gentofte Kommune betaler mere i udligning for grundskyld en den for ind fra borgerne. Det betyder at jo mere huspriserne stiger, desto fattigere bliver kommunen. Borgerne i Gentofte er rige ja, men kommunen er ikke.

Jens Thaarup Nyberg

"En kommune bliver ikke rig af at have rige indbyggere."
Jo, ellers ville Gentofte Kommune ikke kunne betale mere i udligning for grundskyld end den får ind fra borgerne i grundskyld..

jens peter hansen

En kommune der er ved at gå i stykker over at skulle modtage, var det 24 flygtningebørn, har da ikke brug for noget alternativ. Bare lidt anstændighed.

Jens Thaarup Nyberg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar