Læsetid: 4 min.

Borgmesteren som fik for meget opmærksomhed

Anna Mee Allerslev formåede fra begyndelsen af sin politiske karriere at skabe opmærksomhed om sig selv. Onsdag blev det dog for meget, og hun måtte trække sig som borgmester og spidskandidat. De Radikale – og partiets gruppeformand Morten Østergaard – står over for et truende valgnederlag i hovedstaden
Anna Mee Allerslev tog en dyb indånding og trak sig så som politisk leder for De Radikale i Borgerrepræsentationen i København på et pressemøde i går

Anna Mee Allerslev tog en dyb indånding og trak sig så som politisk leder for De Radikale i Borgerrepræsentationen i København på et pressemøde i går

Davali Philip

26. oktober 2017

Anna Mee Allerslevs politiske karriere begyndte med, at en veninde trak tøjet af i en valgvideo. Onsdag sluttede den med, at hun selv tog en – hørbar – dyb indånding på live-tv og trak sig som politisk leder for De Radikale i Borgerrepræsentationen, som Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester og som partiets spidskandidat ved det kommende kommunalvalg.

»Jeg har indset, at jeg i den nuværende situation ikke kan komme til at gøre det, jeg brænder allermest for i verden: Nemlig at snakke radikal politik med København og københavnerne,« lød det onsdag fra Anna Mee Allerslev på et hasteindkaldt pressemøde på Københavns Rådhus.

Blot 24 timer forinden havde den 33-årige beskæftigelses- og integrationsborgmester ellers afvist at trække sig efter den seneste tids skriverier om hendes lån af rådhuset til sit bryllup tidligere på året og endnu tidligere, i 2014, lånet af Øens Murerfirmas lokaler til sin 30-årsfødselsdagsfest.

På et pressemøde onsdag meddelte Anna Mee Allerslev, at hun øjeblikkeligt forlader sit borgmesterembede og sit sæde i Københavns borgerrepræsentation.
Læs også

Men efter at lokale partimedlemmer også havde kritiseret spidskandidaten for midt i krisen at have »prioriteret at bruge sin tid på interne intriger i partiet og på systematisk og med talløse løgne at underminere partiforeningens demokratiske strukturer og beslutningsgange« – som det hed fra Bo Nissen Knudsen – blev det for meget.

Samme dag, som BT kunne fortælle, at Anna Mee Allerslev havde skrevet til kommunale embedsfolk om en byggesag, der involverede netop Øens Murerfirma, orienterede hun den radikale gruppeformand Morten Østergaard om sin beslutning og sagde »farvel og tak for denne gang«.

Ditte smider tøjet

At smide tøjet for at få opmærksomhed er en velkendt metode. At se det i en valgvideo til et kommunalvalg i Danmark er dog mindre almindeligt. Men det var, hvad Anna Mee Allerslev i 2009 fik en veninde til at gøre.

I videoen »Ditte smider tøjet for Anna Mee Allerslev«, anbefalede veninden Ditte københavnerne at stemme på Anna Mee, mens hun tog tøjet af for til sidst at stå i undertøj.

»Ditte er en af mine gode veninder, hun er ikke med i partiet, men hun stemmer radikalt. Og så er Ditte jo enormt smuk og dejlig, meget smukkere end mig,« forklarede Anna Mee Allerslev Ekstra Bladet. »Altså hvis jeg kunne skaffe 20 mandater ved at tage tøjet af, havde jeg gjort det.«

Videoen virkede.

Anne Mee Allerslev fik 837 personlige stemmer og en plads i teknik-og miljøudvalget. Og da Klaus Bondam (R) året efter, i 2010, pludselig stoppede som integrations- og beskæftigelsesborgmester, kunne den nyvalgte jurastuderende sætte studierne på standby og skifte kollegieværelset ud med et borgmesterkontor, fordi gruppeformanden, Manu Sareen, foretrak at være folketingskandidat.

Spirrevippen

Anna Mee Allerslev er født i Sydkorea og blev adopteret af sine danske forældre, da hun var tre måneder gammel. Den senere borgmester voksede op i et lærerhjem i Greve syd for København, og det var de politiske diskussioner over middagsbordet, som fik hende til at melde sig ind i De Radikale, hvor hun nåede at blive næstformand for ungdomsorganisationen.

Trods den manglende erfaring gjorde Anne Mee Allerslev i første omgang skepsis til skamme. Både venner og fjender var – og har altid været – enige om, at hun aldrig har ligget på den lade side og altid er velforberedt til møderne.

»Spirrevippen med kræfter som et helt tæskehold,« hed overskriften i 2013 på et portræt i Jyllands-Posten.

Til gengæld har mange af hendes kolleger på rådhuset opfattet borgmesteren som impulsiv. Og nogle gang også for impulsiv. Under alle omstændigheder formåede Anne Mee Allerslev at blive en af de få, om ikke den eneste, landskendte radikale kommunalpolitiker.

Ved kommunalvalget i 2013 gik De Radikale frem med 2,8 procentpoint af stemmerne i København til 11,2 og spidskandidaten fik 8.512 personlige stemmer – tredjeflest af alle og langt foran sit eget partis nummer to, Anne Marie Geisler Andersen, der fik 1.294. Hendes afløser som borgmester nu, Tommy Petersen, fik 776.

En lovlig kæk bemærkning

Det var derfor ikke overraskende, at Anna Mee Allerslev blev modtaget med hyldest, da hun i sidste måned gik på scenen på det radikale landsmøde på Nyborg Strand. Få dage forinden havde BT fortalt, at Anna Mee Allerslevs havde afholdt bryllupsreceptionen kvit og frit, men foran 600 taktfast klappende landsmødedeltagere var det den københavnske beskæftigelses- og integrationsborgmester, der som den ene af de to radikale borgmestre skulle levere en peptalk om partiets fokus på børn, unge og uddannelse til kommunalvalget.

Blot 16 minutter efter at Anna Mee Allerslev forinden havde omtalt næste dags artikel på sin facebookside, var Morten Østergaard klar med en støtteerklæring: »Som altid har du styr på det hele, Anna. BT kan rende og hoppe.«

Hvis der er noget De Radikale næsten sætter en ære i ikke at lytte til, er det folkestemningen. Men med så kort tid til kommunalvalget havde Morten Østergaard svært ved at gøre andet. Ligesom statsministre støtter deres ministre, indtil de ikke gør det mere, kunne gruppeformanden kun støtte Anne Mee Allerslev, indtil han ikke gjorde det mere.

Prisen var, at Morten Østergaard tirsdag – efter at Anne Mee Allerslev havde beklaget og betalt for bryllupsreceptionen – måtte beklage sin »lovlig kække bemærkning«.

En bemærkning Morten Østergaard nok skal komme til høre mere for, hvis/når De Radikale som forventet går tilbage i København, hvor partiet denne gang også skal konkurrere med Alternativet om hovedstadens stemmer.

Hetzen

»Tillid er den vigtigste ingrediens i politik. Jeg respekterer, at Anna Allerslev trækker sig, så fokus kan være på radikale visioner for København,« skriver Morten Østergaard i dag på Twitter efter partifællens farvel og tak.

Selv svarede Anne Mee Allerslev på pressemødets sidste spørgsmål, at andre vil være bedre end hende til at vurdere, om hun har været udsat for en »hetz«:

»Jeg føler, at nogle af sagerne har tegnet et billede af mig og virkeligheden, som jeg ikke kan genkende, haft nogle vinkler eller undladelser, som jeg synes var vigtige for at give et retvisende billede. Og det er jeg selvfølgelig ærgerlig over.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja men det er de radikales eget problem, jeg synes, man nu skal lade Mee Allerslev i fred, hun har taget konsekvensen 100% af sin dumhed. Og skal vi så komme videre.

Beskæftigelsen og integrationen i København har lidt afsavn og fokus grundet rådhussal, bryllup, 89 mails, byggetilladelse og et rod i De Radikales gruppe. Og hele mediemøllen har vredet i spin og anti-spin, mens almindelige mennesker dagligt kastes rundt i et system der skal spare nogle få kroner på et hvert individ.

Tove Lodal, Slettet Bruger, Henrik holm hansen, Frede Jørgensen, Hans Larsen, Eva Schwanenflügel, Tino Rozzo, Ole Christiansen, Niels Duus Nielsen, Torben Bruhn Andersen, Mikkel Kristensen, David Zennaro, Karsten Lundsby og Anne Koed Westergaard anbefalede denne kommentar
Karl Aage Thomsen

Hvor mange Djøffer uden at have kontakt med virkeligheden er der i radikalevenstre, og hos defolkevalgte politikere idet hele taget, sgu da ikke så mærkeligt, at de ikke ved hvodan man opfører sig sig og for os vælgere og istedet for forsøger sig med magt for at få deres sager gennemført. Føj for den lede osv.

Tove Lodal, Frede Jørgensen, Eva Schwanenflügel og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar

"Hovmod står får fald."
Når en følelse af, at retfærdigheden er sket fyldest i denne sag, er det ikke kun fordi AMA er beskrevet som - og også fremstår som - intrigant og fuld af løgn.
En evigt kværnende snakkemaskine uden empati og gehør.
Følelsen er først og fremmest begrundet i, at hun alle dage har været en ELENDIG borgmester, der (ligesom idolet Margrethe Vestager) kun har tal i hovedet .
Selv efter hendes mange år på posten, er antallet af synlige resultater nærmest ikke eksisterende.

Tove Lodal, Frede Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Anna Mee Allerslev påstås at være en dygtig og myreflittig politiker. Det er hun sikkert også når det gælder intriger og egennyttige tiltag.
Men hun har dæleme været en torn i skoen for de mange udsatte og syge københavnere, hun har været borgmester for. Hun har været en paragrafrytter af de værste, og overhovedet ikke taget kritikken af sin forvaltning seriøst.
Forhåbentlig får København en mere empatisk og lyttende beskæftigelsesborgmester efter kommunalvalget.

Tove Lodal, Ole Christiansen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Alene med sit politiske stoneface, har Anna Mee Allerslev været en stærk reminder om konkurrencen fra den billige asiatiske arbejdskraft, som gør det så bydende nødvendigt at flest mulige københavnere, herunder også de syge, kommer i arbejde. Sådan et talent kan ikke købes for penge og det er brandærgerligt, ikke mindst fra et beskæftigelsessynspunkt, at netop hun skulle jokke i spinaten, især på et tidspunkt hvor hun tydeligvis havde opnået fuld kontrol med de mest udsatte ledige og i en situation hvor de næsten havde fået socialrådgiverne på deres side. Nu kommer vi til at begynde forfra på mange parametre og med et, for de ledige, helt ubeskrevet blad. Spørgsmålet er om den ikoniske borgmesters resolutte afgang i virkeligheden gavner noget som helst, andet end at pleje pøblens hunger for drama og gøre forvaltningen af rådhusets frynsegoder endnu mere bureaukratisk?

Henrik holm hansen

uanset som politikere tilhører det ene eller det andet parti skal man gøre sig umage i forhold til respekten for borgerne så heja afsløringer af en enhver art som er sande de ligger som de har redt