Læsetid: 6 min.

Doktorafhandling giver ny forklaring på fodnotepolitikken i 1980’erne

Ifølge ny doktorafhandling var den vesttyske ekskansler og helteskikkelse Willy Brandt som formand for Socialistisk Internationale inspirationen bag de danske socialdemokraters fodnotepolitik, der i 1980’erne bragte Poul Schlüters borgerlige regeringer i mindretal
Den danske statsminister Anker Jørgensen (S) nærede beundring for den socialdemokratiske tyske ekskansler Willy Brandt og delte Brandts fortvivlelse over, at Den Kolde Krig atter blussede op fra midten af 1970’erne. Også Anker Jørgensen ville bryde oprustningens onde cirkel. Her har Anker Jørgensen inviteret Willy Brandt med ud at se med DSB i 1979.

Den danske statsminister Anker Jørgensen (S) nærede beundring for den socialdemokratiske tyske ekskansler Willy Brandt og delte Brandts fortvivlelse over, at Den Kolde Krig atter blussede op fra midten af 1970’erne. Også Anker Jørgensen ville bryde oprustningens onde cirkel. Her har Anker Jørgensen inviteret Willy Brandt med ud at se med DSB i 1979.

Erik Kragh

23. oktober 2017

Hvad var årsagen til, at de danske socialdemokrater i 1980’erne svingede bort fra deres traditionelle loyalitet over for NATO?

Partiet gik over til en skepsis, der fik det til at stemme sammen med De Radikale og venstrefløjen for folketingsdagsordner, der tvang den daværende borgerlige regering til at tage forbehold – i form af fodnoter – over for beslutninger i NATO.

Nogle har forklaret det socialdemokratiske sving som først og fremmest en indenrigspolitisk manøvre, der skulle bringe de borgerlige regeringer – ledet af statsminister Poul Schlüter (K) og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) – i en sådan forlegenhed, at de måtte gå af og dermed bane vejen for en socialdemokratisk magtovertagelse.

Andre – mest markant historikeren Bent Jensen – har set den socialdemokratiske politik som resultat af en skummel påvirkning fra Sovjetunionen.

Endnu andre har vurderet, at Socialdemokratiet afspejlede tidsånden, der var præget af fredsbevægelser og vrede over Den Kolde Krigs genopblussen.

Endelig har nogle set den danske S-politik som et udslag af socialdemokraters europæiske forsøg på at finde en ny vej mellem de krigeriske kræfter i USA og Sovjetunionen, især sådan som socialdemokrater arbejdede på det i deres ’Scandilux-samarbejde’– mellem de danske og norske partier og deres kolleger i Benelux-landene.

Ny tolkning

Nu melder historiker og lektor ved Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet Rasmus Mariager sig med en ny tolkning af historien. Det gør han med sin afhandling Den Vesttyske Forbindelse, som indbringer ham doktortitlen.

Rasmus Mariagers pointe ligger i titlen på afhandlingen. Hans læsning af kilderne fører ham til, at de danske fodnoters idépolitiske bagmand var den vesttyske politiker Willy Brandt, der i 1976 blev valgt som formand for den globale Socialistiske Internationale, SI.

Willy Brandt – den karismatiske kansler

Willy Brandt (1913-92) var en helteskikkelse blandt alverdens demokratiske socialister. Brandt havde været markant antinazist i 1930’erne, var i 1933 flygtet via Danmark til Norge, hvor han sluttede sig til den norske hær.

Brandt blev i 1940 taget som krigsfange af den invaderende tyske hær, men det lykkedes ham at flygte til Sverige. Efter krigen dækkede han som journalist de allieredes opgør med de tyske krigsforbrydere ved Nürnberg-processen 1945-46. Han genvandt det tyske statsborgerskab, som nazisterne i 1938 havde frataget ham, og han indledte en vesttysk karriere, der bragte ham til de højeste embeder: Overborgmester i Vestberlin 1957-66, udenrigsminister 1966-69 og kansler 1969-74.

Som kansler gennemførte han den vesttyske åbning mod det kommunistiske Østeuropa, som siden viste sig at blive medårsag til Murens Fald i 1989. Brandt trak sig i 1974 fra kanslerembedet, efter det det blev afsløret, at hans personlige sekretær, Günther Guillaume, var spion for Østtyskland. Denne skandale anfægtede dog ikke Brandts popularitet, og han fortsatte som formand for det tyske socialdemokrati, SPD, frem til 1987.

Ved Murens Fald i 1989 kom Brandt til at stå som en nærmest profetisk skikkelse: Det var hans fremsyn, der havde forenet Tyskland og banet det øvrige Østeuropa vejen ind i EU.

Brandts prestige var så stor, at den tilførte den hensygnende SI-organisation et vældigt nyt liv. Brandt havde tætte personlige forbindelser til samtidens socialistiske lederskikkelser i Vesteuropa – samtidig med, at han var på talefod med kommunistspidserne i Øst.

I sin afhandling understreger Rasmus Mariager, at Brandts overtagelse af formandsposten kom på et tidspunkt, da afspændingspolitikken var gået i stå. Nok var de vidtrækkende Helsinki-aftaler om anerkendelse af grænser, tillidsskabende foranstaltninger og borgerrettigheder blevet underskrevet i 1975.

Men så begyndte en afmatning. USA og Sovjet talte skarpere til og om hinanden, konservative partier fortrængte socialdemokrater fra regeringsmagten i Vesteuropa, og Helsinki-aftalernes menneskeretscharter indgav vovemod til den østeuropæiske opposition, som til gengæld kommuniststyret slog hårdt ned.

I den situation så Brandt og hans nærmeste forbundsfæller det som en opgave at vise ny socialdemokratisk vej ved at genoptage hans østpolitik fra 1960’erne de tidlige 1970’ere. Den er også kendt som ’Forandring gennem tilnærmelse’. Ved at vise sig imødekommende over for østregimerne kunne man få den overhængende krigsfare til at drive væk og samtidig skabe et tøbrud, der med tiden kunne få de kommunistiske snemænd til at smelte.

Raketterne

En særlig udfordring for en ny afspændingspolitik blev opstillingen af atombevæbnede mellemdistanceraketter i Europa.

Danske regeringer ledet af Anker Jørgensen (S) havde i slutningen af 1970’erne været med til at forberede NATO’s ’dobbeltbeslutning’ om opstilling af 572 mellemdistanceraketter som gensvar på en tilsvarende sovjetisk oprustning.

NATO’s dobbelte beslutning

I 1976 havde Sovjetunionen indledt opstillingen af en række nye raketter, der med træfsikkerhed og ødelæggende slagkraft kunne ramme mål i hele Vesteuropa. Willy Brandts afløser som socialdemokratisk tysk kansler, Helmut Schmidt, var bekymret for, at det kunne føre til en sovjetisk afpresning af Vesteuropa og måske til en amerikansk-sovjetisk udkæmpning af atomkrig på europæisk territorium.

Schmidt krævede i 1977 et NATO-gensvar. Det førte i 1979 til, hvad der er gået over i historien som ’NATO’s dobbeltbeslutning’.

Den første del af beslutningen gik ud på, at NATO ville udstationere 572 atommissiler i Vesteuropa som gensvar på den sovjetiske opstilling. Den anden del gik ud på, at NATO ville vente fire år med at foretage sin opstilling, så Sovjet kunne nå at fjerne sine missiler og en gensidig aftale om nedrustning af denne type missiler kunne indgås.

Forhandlinger lykkedes ikke, og NATO-raketterne blev påbegyndt opstillet i 1983.

I 1985 blev Mikhail Gorbatjov leder af Sovjet, og han og den amerikanske præsident Ronald Reagan indledte nedrustningsforhandlinger. I 1987 kom en aftale på plads om fjernelse af alle europæiske mellemdistanceraketter.

I Brandts Socialistisk Internationale begyndte man at se dobbeltbeslutningen som en farlig optrapning af den militære spænding. Et SI-møde i Lissabon havde seks uger inden, at NATO traf dobbeltbeslutningen i 1979, advaret imod den og kaldt på øst-vest-forhandlinger. SI tilføjede en appel om ikke at iværksætte »nogen forholdsregler, som kan forværre spændingen og gøre fremtidige forhandlinger mere vanskelige«.

Tre uger efter foreslog de danske socialdemokrater, at NATO-beslutningen blev udskudt et halvt år. Tidspunktet er vigtigt for Mariager, for det ligger to år forud for Anker Jørgensens afgivelse af regeringsmagten til Poul Schlüter. Og kan dermed tages til indtægt for, at det socialdemokratiske sving ikke var udslag af indenrigspolitisk drilleri. Også de socialdemokratiske partier i Belgien og Holland endte med at gå imod dobbeltbeslutningen.

Det er Rasmus Mariagers argument, at de danske socialdemokrater i de efterfølgende NATO-afstemninger i Folketinget fastholdt den kurs, som partiet var blevet ledt ind på via påvirkningen fra Willy Brandt og Socialistisk Internationale.

Stjerne daler

Til gengæld gør Mariager opmærksom på, at Socialistisk Internationales stjerne begyndte at dale i begyndelsen af 1980’erne. Organisationen havde haft for stor succes. Dens profil og Brandts karisma havde tiltrukket socialistiske organisationer fra hele verden, og dermed var dens fokus blevet sløret.

Det førte til, at det europæiske nedrustningsinitiativ fra 1981 i stigende grad overgik til Scandilux-samarbejdet mellem de danske og norske socialdemokratier og deres søsterpartier i Benelux – og med observatører fra Storbritannien, Vesttyskland og Frankrig.

Blandt de norske aktører var Gro Harlem Brundtland, og de danske var Kjeld Olesen, Lasse Budtz, Svend Auken og partisekretær Steen Christensen. Willy Brandt var undertiden med i denne kreds. Brandts nære rådgiver og strateg, Egon Bahr, deltog i praktisk talt alle møder.

I Scandilux næredes også forslag om ’Norden som atomvåbenfri zone’.

Skærpet konflikt

Da Poul Schlüter kom til magten i 1982, blev den indenrigspolitiske danske NATO-konflikt skærpet – også fordi Venstres udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen ikke lagde skjul på sin foragt for fredsbevægelserne.

Socialdemokratiet var klemt mellem sit oprigtige afrustningsønske og sin fortsatte loyalitet over for NATO, som partiet anså for nødvendig for magtbalancen i Europa. Rasmus Mariager påpeger, at Socialdemokratiet også var klemt fra venstrefløjen, som gerne ville fremsætte endnu mere vidtgående dagsordener vendt mod NATO.

Flere af de dagsordener, Socialdemokratiet formulerede – og vandt flertal for mod regeringen – kan også ses som afværgedagsordener, der både skulle være spiselige for venstrefløjen og afværge et egentligt brud med NATO.

I marts 1982 satte Anker Jørgensens sidste regering den første fodnote. Efter Schlüter kom til i 1982, pålagde fodnoteflertallet Schlüters regeringer at indsætte yderligere 22 forbehold i NATO’s dokumenter. Det var imod regeringens ønske – men regeringen gik ikke af.

Til sidst blev det Schlüter for broget. Da et flertal i 1988 pålagde regeringen at afæske anløbende udenlandske flådefartøjer, om de medbragte atomvåben, udskrev Schlüter valg – det såkaldte ’atom-valg’.

Efter valget trådte De Radikale ind i en VKR-regering, og fodnoteflertallet var dermed borte.

I 1989 faldt Muren. Da var mellemdistanceraketterne allerede forhandlet væk – på begge sider. Det skete i 1987, efter at Mikhail Gorbatjov havde overtaget styret i Sovjet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Hvorfor var det forræderi ,når et flertal i det danske Folketing i 1980'erne bad om nedrustning af atomraketter og ikke når det var Mikhail Gorbatjov leder af Sovjet og den amerikanske præsident Ronald Reagan?
Ligeledes hvorfor fremstilles historien om Fodnoterne/ nedrustning næsten altid kun som, at det var et skummelt ønske fra Sovjet og ikke et oprigtigt ønske om nedrustning og fred . Så at de radikale ikke ville stille et mistillidsforslag til Schlüter -regeringen var i mine øjne det egentlige forræderi.

Eva Schwanenflügel, Ulf Johannesson og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Dorthe Sørensen

"Hvorfor var det forræderi, når et flertal i det danske Folketing i 1980’erne bad om nedrustning af atomraketter og ikke når det var Mikhail Gorbatjov leder af Sovjet og den amerikanske præsident Ronald Reagan?"

Svaret på dit spørgsmål ligger i forskellen på ensidig vs. gensidig nedrustning.

Michael Hullevad og Jørgen M. Mollerup anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Som jeg husker det var det NATO, der ville opruste. En modstand mod flere atomraketter skulle naturlig også dengang gælde begge vej - fx. hvis NATO undlod at opstille flere raketter så var der håb om at Sovjet også undlod at opruste.

Billedet viser tre gode (næsten) ting, vi har mistet: To relativt hæderlige politikere, Willy Brandt og Anker Jørgensen, og internationale tog med spisevogne.
Og hvad har vi så fået i stedet? Kræmmere som May, den lille svindler, Juncker, Trump osv. Og RyanAir - guddødemig...

Hans Larsen, Jan Damskier, Eva Schwanenflügel, Mikkel Kristensen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Jeg har aldrig forstået kritikken af fodnotepolitikken.

HVIS det var et forræderi, kan det konstateres, at det var den borgerlige regering, der udførte det. De hævder jo, at det var et rent indenrigspolitisk drilleri fra S' side, men i så fald skylder de os en forklaring på, hvorfor de ikke gik af. De var jo bragt i mindretal på et spørgsmål, der ifølge dem selv var afsindigt vigtigt. Hvorfor var det så ikke et kabinetspørgsmål? Så meget desto mere, som de jo åbenbart mente, at S ville skifte holdning i det øjeblik de fik regeringsmagten? Konklusion: Det var altså vigtigere for Schlüter og Ellemann at beholde ministerbilerne end at frelse nationen?

Men det var IKKE et forræderi. Det var derimod en korrekt læsning af situationen. Det handlede jo om at understøtte Gorbatjovs projekt. Hvis vestens høge havde fået deres vilje, så var hele fredsbevægelsen død, og Gorbas dage i Kreml havde været slut. Sovjets høge havde taget over og vi havde set en helt anden og sandsynligvis meget mere blodig historie udvikle sig. Takket være fredsbevægelsen kunne Gorba afmontere Sovjetunionen i ro og orden. Reagans rolle i den sammenhæng er underordnet. Det altafgørende var at Gorba fik lov til at gennemføre sit projekt, hvilket ikke havde muligt uden atomvåbenmodstanden, herunder fodnotepolitiken.

Michael Kongstad Nielsen

Engang kom jeg ind på et kendt gammelt værtshus i Vognmagergade, Kbh. K. og der blandt gæsterne sad minsandten vores statsminister, Anker Jørgensen, med familie m.m., jeg tænkte ved mig selv, hvor hyggeligt, og dejligt at det kan lade sig gøre uden et vildt opbud af sikkerhedsvagter, politipatruljer og helikoptere cirkulerende over tagene.

Fodnotepolitikken var afspænding, neddrosling af konfliktniveauet, indbydelse til samarbejde og fred, fuldstændig som en enkelt person gør det i dag: Marie Krarup.(DF),

Torben Lindegaard

@Dorthe Sørensen kl. 9:36

"Som jeg husker det var det NATO, der ville opruste."

Du husker forkert - læs indstikket "NATO’s dobbelte beslutning".

Sovjetunionen havde allerede fra 1976 og frem opstillet sine mellemdistanceraketter.

Nato dobbeltbeslutning bestod i, at beslutte at opstille 572 egne mellemdistanceraketter - samt udskyde opstillingen i 4 år i håb om, at Sovjetunionen kunne bevæges til at fjerne sine raketter indenfor den 4-årige tidsperiode.

Det lykkedes ikke - så Natos raketter blev opstillet og pillet ned igen sammen med de sovjetiske i 1987. Det står alt sammen i ovennævnte indstik.

Michael Kongstad Nielsen

Fodnotepolitikken var med til at etablere mødet i Reykjavik mellem Gorbatjov og Reagan, der åbnede for afspænding. Reagan blev ikke anklaget for farlig russerkontakt. Sådan nogle møder skulle vi have nogle flere af.

Torben Lindegaard

@Michael Kongstad Nielsen

"Fodnotepolitikken var med til at etablere mødet i Reykjavik mellem Gorbatjov og Reagan"

Pudsig påstand.
Der er ingen som helst dokumentation for, at Ronald Reagan var påvirket af skærmydslerne i vores hjemlige andedam, da han og Mikhail Garbatjov indledte nedrustningsforhandlingerne i Reykjavik.

Michael Kongstad Nielsen

Torben Lindegaard
Ellemann blev pålagt at tage 'fodnoterne' med til NATO-topmøder, og referaterne herfra fulgte alle verdens ledere med i. Men selvfølgelig skal man ikke puste betydningen op, men heller ikke negligere, at det blev bemærket.