Doktorafhandling giver ny forklaring på fodnotepolitikken i 1980’erne

Hvad var årsagen til, at de danske socialdemokrater i 1980’erne svingede bort fra deres traditionelle loyalitet over for NATO?

Partiet gik over til en skepsis, der fik det til at stemme sammen med De Radikale og venstrefløjen for folketingsdagsordner, der tvang den daværende borgerlige regering til at tage forbehold – i form af fodnoter – over for beslutninger i NATO.

Nogle har forklaret det socialdemokratiske sving som først og fremmest en indenrigspolitisk manøvre, der skulle bringe de borgerlige regeringer – ledet af statsminister Poul Schlüter (K) og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) – i en sådan forlegenhed, at de måtte gå af og dermed bane vejen for en socialdemokratisk magtovertagelse.

Andre – mest markant historikeren Bent Jensen – har set den socialdemokratiske politik som resultat af en skummel påvirkning fra Sovjetunionen.

Endnu andre har vurderet, at Socialdemokratiet afspejlede tidsånden, der var præget af fredsbevægelser og vrede over Den Kolde Krigs genopblussen.

Endelig har nogle set den danske S-politik som et udslag af socialdemokraters europæiske forsøg på at finde en ny vej mellem de krigeriske kræfter i USA og Sovjetunionen, især sådan som socialdemokrater arbejdede på det i deres ’Scandilux-samarbejde’– mellem de danske og norske partier og deres kolleger i Benelux-landene.

Ny tolkning

Nu melder historiker og lektor ved Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet Rasmus Mariager sig med en ny tolkning af historien. Det gør han med sin afhandling Den Vesttyske Forbindelse, som indbringer ham doktortitlen.

Rasmus Mariagers pointe ligger i titlen på afhandlingen. Hans læsning af kilderne fører ham til, at de danske fodnoters idépolitiske bagmand var den vesttyske politiker Willy Brandt, der i 1976 blev valgt som formand for den globale Socialistiske Internationale, SI.

Brandts prestige var så stor, at den tilførte den hensygnende SI-organisation et vældigt nyt liv. Brandt havde tætte personlige forbindelser til samtidens socialistiske lederskikkelser i Vesteuropa – samtidig med, at han var på talefod med kommunistspidserne i Øst.

I sin afhandling understreger Rasmus Mariager, at Brandts overtagelse af formandsposten kom på et tidspunkt, da afspændingspolitikken var gået i stå. Nok var de vidtrækkende Helsinki-aftaler om anerkendelse af grænser, tillidsskabende foranstaltninger og borgerrettigheder blevet underskrevet i 1975.

Men så begyndte en afmatning. USA og Sovjet talte skarpere til og om hinanden, konservative partier fortrængte socialdemokrater fra regeringsmagten i Vesteuropa, og Helsinki-aftalernes menneskeretscharter indgav vovemod til den østeuropæiske opposition, som til gengæld kommuniststyret slog hårdt ned.

I den situation så Brandt og hans nærmeste forbundsfæller det som en opgave at vise ny socialdemokratisk vej ved at genoptage hans østpolitik fra 1960’erne de tidlige 1970’ere. Den er også kendt som ’Forandring gennem tilnærmelse’. Ved at vise sig imødekommende over for østregimerne kunne man få den overhængende krigsfare til at drive væk og samtidig skabe et tøbrud, der med tiden kunne få de kommunistiske snemænd til at smelte.

Raketterne

En særlig udfordring for en ny afspændingspolitik blev opstillingen af atombevæbnede mellemdistanceraketter i Europa.

Danske regeringer ledet af Anker Jørgensen (S) havde i slutningen af 1970’erne været med til at forberede NATO’s ’dobbeltbeslutning’ om opstilling af 572 mellemdistanceraketter som gensvar på en tilsvarende sovjetisk oprustning.

I Brandts Socialistisk Internationale begyndte man at se dobbeltbeslutningen som en farlig optrapning af den militære spænding. Et SI-møde i Lissabon havde seks uger inden, at NATO traf dobbeltbeslutningen i 1979, advaret imod den og kaldt på øst-vest-forhandlinger. SI tilføjede en appel om ikke at iværksætte »nogen forholdsregler, som kan forværre spændingen og gøre fremtidige forhandlinger mere vanskelige«.

Tre uger efter foreslog de danske socialdemokrater, at NATO-beslutningen blev udskudt et halvt år. Tidspunktet er vigtigt for Mariager, for det ligger to år forud for Anker Jørgensens afgivelse af regeringsmagten til Poul Schlüter. Og kan dermed tages til indtægt for, at det socialdemokratiske sving ikke var udslag af indenrigspolitisk drilleri. Også de socialdemokratiske partier i Belgien og Holland endte med at gå imod dobbeltbeslutningen.

Det er Rasmus Mariagers argument, at de danske socialdemokrater i de efterfølgende NATO-afstemninger i Folketinget fastholdt den kurs, som partiet var blevet ledt ind på via påvirkningen fra Willy Brandt og Socialistisk Internationale.

Stjerne daler

Til gengæld gør Mariager opmærksom på, at Socialistisk Internationales stjerne begyndte at dale i begyndelsen af 1980’erne. Organisationen havde haft for stor succes. Dens profil og Brandts karisma havde tiltrukket socialistiske organisationer fra hele verden, og dermed var dens fokus blevet sløret.

Det førte til, at det europæiske nedrustningsinitiativ fra 1981 i stigende grad overgik til Scandilux-samarbejdet mellem de danske og norske socialdemokratier og deres søsterpartier i Benelux – og med observatører fra Storbritannien, Vesttyskland og Frankrig.

Blandt de norske aktører var Gro Harlem Brundtland, og de danske var Kjeld Olesen, Lasse Budtz, Svend Auken og partisekretær Steen Christensen. Willy Brandt var undertiden med i denne kreds. Brandts nære rådgiver og strateg, Egon Bahr, deltog i praktisk talt alle møder.

I Scandilux næredes også forslag om ’Norden som atomvåbenfri zone’.

Skærpet konflikt

Da Poul Schlüter kom til magten i 1982, blev den indenrigspolitiske danske NATO-konflikt skærpet – også fordi Venstres udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen ikke lagde skjul på sin foragt for fredsbevægelserne.

Socialdemokratiet var klemt mellem sit oprigtige afrustningsønske og sin fortsatte loyalitet over for NATO, som partiet anså for nødvendig for magtbalancen i Europa. Rasmus Mariager påpeger, at Socialdemokratiet også var klemt fra venstrefløjen, som gerne ville fremsætte endnu mere vidtgående dagsordener vendt mod NATO.

Flere af de dagsordener, Socialdemokratiet formulerede – og vandt flertal for mod regeringen – kan også ses som afværgedagsordener, der både skulle være spiselige for venstrefløjen og afværge et egentligt brud med NATO.

I marts 1982 satte Anker Jørgensens sidste regering den første fodnote. Efter Schlüter kom til i 1982, pålagde fodnoteflertallet Schlüters regeringer at indsætte yderligere 22 forbehold i NATO’s dokumenter. Det var imod regeringens ønske – men regeringen gik ikke af.

Til sidst blev det Schlüter for broget. Da et flertal i 1988 pålagde regeringen at afæske anløbende udenlandske flådefartøjer, om de medbragte atomvåben, udskrev Schlüter valg – det såkaldte ’atom-valg’.

Efter valget trådte De Radikale ind i en VKR-regering, og fodnoteflertallet var dermed borte.

I 1989 faldt Muren. Da var mellemdistanceraketterne allerede forhandlet væk – på begge sider. Det skete i 1987, efter at Mikhail Gorbatjov havde overtaget styret i Sovjet.